Kildeteksten til «Det digteriske sprog»

Skáldskaparmál

Her kan du læse værket på oldnordisk, engelsk og dansk, hvis teksten findes på siden. Skift med knapperne øverst; dit valg gemmes og bruges på alle sidens kildesider.

Oversat til dansk med AI fra oldnordisk med støtte i den engelske oversættelse.

1

En mand hed Ægir eller Hler. Han boede på den ø, der nu kaldes Læsø. Han var meget trolddomskyndig. Han drog til Asgård, men aserne kendte på forhånd til hans rejse, og han blev godt modtaget, skønt meget blev frembragt ved synsbedrag. Om aftenen, da de skulle drikke, lod Odin sværd bære ind i hallen, og de var så blanke, at de lyste, og der blev ikke brugt andet lys, mens de sad og drak. Da gik aserne til deres gilde, og tolv aser, som skulle være dommere, satte sig i højsæderne. De hed Thor, Njord, Frej, Tyr, Heimdal, Brage, Vidar, Vale, Ull, Høner, Forsete og Loke. Det samme gjorde asynjerne: Frigg, Freja, Gefion, Idun, Gerd, Sigyn, Fulla og Nanna. Ægir syntes, der var prægtigt at se sig omkring. Alle vægpanelerne var dækket med smukke skjolde. Der var også stærk mjød, og der blev drukket meget. Brage sad nærmest Ægir, og de drak sammen og talte med hinanden. Brage fortalte Ægir om mange begivenheder, som aserne havde været ude for.

2

Han begyndte sin fortælling med, at tre aser drog hjemmefra, Odin, Loke og Høner. De drog over fjelde og ødemarker, og det var svært at skaffe mad. Da de kom ned i en dal, så de en flok okser, tog en af dem og lagde den i en stegegrube. Da de mente, at den måtte være mør, åbnede de gruben, men kødet var ikke tilberedt. Da de efter nogen tids forløb åbnede gruben anden gang, var det stadig ikke tilberedt. De talte da indbyrdes om, hvad dette kunne skyldes. Så hørte de en stemme oppe fra egetræet over sig. Den, der sad der, sagde, at han var skyld i, at kødet ikke blev tilberedt i gruben. De så derop, og der sad en ørn, som ikke var lille.

Da sagde ørnen: »Vil I give mig så meget af oksen, at jeg bliver mæt, så skal kødet nok blive tilberedt i gruben.« Det sagde de ja til. Så lod den sig glide ned fra træet, satte sig ved gruben og tog straks begge oksens lår og begge bovene. Da blev Loke vred, greb en stor stang, svingede den af al kraft og slog ørnen på kroppen. Ørnen fór op ved slaget og fløj til vejrs. Nu sad stangen fast på ørnens ryg og Lokes hænder på stangens anden ende. Ørnen fløj netop så højt, at Lokes fødder stødte mod sten, klippestykker og træer, og han troede, at hans arme ville blive revet ud af skuldrene. Han råbte og bønfaldt indtrængende ørnen om nåde. Men den sagde, at Loke aldrig skulle komme fri, medmindre han svor at lokke Idun ud af Asgård med hendes æbler. Det gik Loke ind på. Så kom han fri og gik hen til sine rejsefæller, og der fortælles foreløbig ikke mere om deres rejse, før de kom hjem.

Til den aftalte tid lokkede Loke Idun ud af Asgård og ind i en skov. Han sagde, at han havde fundet nogle æbler, som hun ville synes var kostelige, og bad hende tage sine egne æbler med og sammenligne dem med de andre. Da kom jætten Tjasse i ørneham, greb Idun og fløj bort med hende til sin bolig i Trymheim.

3

Aserne tog Iduns forsvinden ilde op, og de blev snart gråhårede og gamle. Da holdt aserne ting og spurgte hinanden, hvad de sidst havde hørt om Idun. Det sidste, nogen havde set til hende, var, at hun gik ud af Asgård med Loke. Så blev Loke grebet og ført til tinget, og han blev truet med død eller pinsler. Da han blev bange, sagde han, at han ville hente Idun i Jotunheim, hvis Freja ville låne ham den falkeham, hun ejede.

Da han fik falkehammen, fløj han nordpå til Jotunheim og kom en dag til jætten Tjasse. Han var roet ud på havet, men Idun var alene hjemme. Loke forvandlede hende til en nød, tog hende i kløerne og fløj af sted så hurtigt, han kunne. Da Tjasse kom hjem og savnede Idun, tog han ørnehammen og fløj efter Loke, og der stod et vældigt sus efter ørnen i flugten. Da aserne så falken komme flyvende med nødden og så, hvor ørnen fløj, gik de ud til foden af Asgårds mur og bar læs af høvlspåner derhen. Da falken fløj ind over borgen, lod den sig falde ned ved borgmuren. Så satte aserne ild til høvlspånerne, men ørnen kunne ikke standse, da den mistede falken af syne. Ilden slog da i ørnens fjer, og så var dens flugt forbi. Aserne var nær ved og dræbte jætten Tjasse inden for asernes porte, og det drab er vidt berømt.

Men Skade, jætten Tjasses datter, tog hjelm og brynje og alle sine krigsvåben og drog til Asgård for at hævne sin far. Aserne tilbød hende dog forlig og bod, og først og fremmest skulle hun vælge sig en mand blandt aserne, men vælge efter fødderne og ikke se andet af ham. Da så hun en mands usædvanlig smukke fødder og sagde: »Ham vælger jeg. Der kan ikke være meget grimt ved Balder.« Men det var Njord fra Noatun.

Hun havde også stillet det vilkår for forliget, at aserne skulle gøre noget, som hun mente, de ikke ville kunne: få hende til at le. Da gjorde Loke det, at han bandt et reb om skægget på en ged og den anden ende om sine testikler. De trak skiftevis til og gav efter, og begge skreg højt. Så lod Loke sig falde ned i Skades skød, og da lo hun. Dermed sluttede aserne forlig med hende.

4

Det fortælles, at Odin yderligere gav Skade den bod, at han tog Tjasses øjne, kastede dem op på himlen og gjorde dem til to stjerner.

Da sagde Ægir: »Tjasse må have været en mægtig mand, synes jeg. Hvilken slægt var han af?«

Brage svarede: »Hans far hed Ølvalde, og du vil nok finde det bemærkelsesværdigt, hvis jeg fortæller dig om ham. Han var meget rig på guld. Da han døde, og hans sønner skulle dele arven, målte de guldet sådan ved delingen, at hver skulle tage sin mundfuld, og alle lige mange. En af dem var Tjasse, den anden Ide og den tredje Gang. Derfra har vi nu den talemåde at kalde guldet disse jætters mundtælling, men vi skjuler det i lønord eller i digtning ved at kalde det disse jætters tale eller ord eller tælling.«

Da sagde Ægir: »Det synes jeg er godt skjult i lønord.«

5

Ægir sagde videre: »Hvorfra stammer den kunst, I kalder digtning?«

Brage svarede: »Dens oprindelse var, at guderne lå i strid med det folk, der kaldes vaner. Men de aftalte et fredsmøde og sluttede fred på den måde, at begge parter gik hen til det samme kar og spyttede deres spyt i det. Da de skulle skilles, ville guderne ikke lade dette fredstegn gå til spilde, og de skabte en mand af det. Han hed Kvaser. Han er så klog, at ingen spørger ham om noget, som han ikke kan give svar på. Han rejste vidt omkring i verden og lærte menneskene kundskab. Da han kom på besøg hos nogle dværge, Fjalar og Galar, kaldte de ham til en samtale i enrum og dræbte ham. De lod hans blod løbe ned i to kar og en kedel. Den hedder Odrører, mens karrene hedder Son og Bodn. De blandede honning i blodet, og deraf blev den mjød, som gør enhver, der drikker af den, til digter eller lærd mand. Dværgene fortalte aserne, at Kvaser var blevet kvalt i sin egen visdom, fordi ingen der var så klog, at han kunne stille ham spørgsmål om lærdom.

Så indbød disse dværge en jætte, der hed Gilling, og hans kone. Dværgene bød Gilling med ud at ro på havet. Mens de roede langs kysten, roede dværgene på et undersøisk skær og kæntrede båden. Gilling kunne ikke svømme og druknede, men dværgene vendte deres båd på ret køl og roede i land. De fortalte hans kone, hvad der var sket, og hun blev dybt bedrøvet og græd højt. Da spurgte Fjalar hende, om det ville lette hendes sorg at se ud over havet, hvor han var druknet, og det ville hun gerne. Så sagde han til sin bror Galar, at han skulle gå op over døren og lade en kværnsten falde ned i hovedet på hende, når hun gik ud. Han sagde, at han var træt af hendes skrigen. Og sådan gjorde han.

Da jætten Suttung, Gillings søn, hørte dette, drog han hen og greb dværgene, førte dem ud på havet og satte dem på et skær, der blev overskyllet ved højvande. De bad Suttung skåne deres liv og tilbød ham den kostelige mjød som bod for hans far og til forlig. Det blev grundlaget for deres forlig. Suttung førte mjøden hjem og gemte den et sted, der hedder Hnitbjerg, og satte sin datter Gunlød til at vogte den.

Derfor kalder vi digtningen Kvasers blod eller dværgedrik eller fylden eller en slags væske i Odrører, Bodn eller Son, eller dværgenes rejsemiddel, fordi denne mjød skaffede dem livet og friheden fra skæret, eller Suttungs mjød eller Hnitbjergs væske.«

Da sagde Ægir: »Det forekommer mig dunkelt at kalde digtning ved disse navne. Men hvordan fik I aser fat i Suttungs mjød?«

6

Brage svarede: »Derom fortælles denne historie: Odin drog hjemmefra og kom til et sted, hvor ni trælle slog hø. Han spurgte, om de ville have ham til at hvæsse deres leer. Det sagde de ja til. Så tog han en hvæssesten fra sit bælte og hvæssede leerne. De syntes, at leerne skar langt bedre, og ville købe hvæssestenen, men han satte den pris, at den, som ville købe den, skulle betale passende for den. Alle sagde, at de gerne ville, og bad ham sælge dem den, men han kastede hvæssestenen op i luften. Da alle ville gribe den, gik det sådan mellem dem, at hver svang sin le mod en andens hals.

Odin søgte nattely hos en jætte, der hed Bauge, Suttungs bror. Bauge klagede over, at det stod ilde til med hans gårddrift, og fortalte, at hans ni trælle havde dræbt hinanden, og at han ikke vidste, hvor han skulle få arbejdsfolk fra. Odin kaldte sig over for ham Bølværk. Han tilbød at udføre ni mænds arbejde for Bauge, men forlangte som løn én slurk af Suttungs mjød. Bauge sagde, at han ikke havde nogen rådighed over mjøden, og fortalte, at Suttung ville have den for sig selv, men han sagde, at han ville tage med Bølværk og prøve, om de kunne få noget af mjøden.

Bølværk udførte ni mænds arbejde for Bauge sommeren igennem, og ved vinterens komme krævede han sin løn af Bauge. Så drog de begge til Suttung. Bauge fortalte sin bror Suttung om den aftale, han og Bølværk havde indgået, men Suttung nægtede dem blankt en eneste dråbe af mjøden. Da sagde Bølværk til Bauge, at de skulle prøve at bruge nogle kneb for at få fat i mjøden, og det gik Bauge med til.

Så tog Bølværk det bor frem, der hedder Rate, og sagde, at Bauge skulle bore gennem klippen, hvis boret kunne bide i den. Det gjorde han. Så sagde Bauge, at der var boret gennem klippen, men Bølværk blæste ind i borehullet, og spånerne føg ud imod ham. Da opdagede han, at Bauge ville bedrage ham, og bad ham bore helt gennem klippen. Bauge borede igen, og da Bølværk blæste anden gang, føg spånerne indad. Så forvandlede Bølværk sig til en slange og krøb ind i borehullet, men Bauge stak efter ham med boret og ramte ham ikke.

Bølværk kom hen til Gunlød og lå hos hende i tre nætter. Så gav hun ham lov til at drikke tre slurke af mjøden. Med den første slurk drak han alt i Odrører, med den anden tømte han Bodn og med den tredje Son, og så havde han al mjøden. Da tog han ørneham og fløj af sted så hurtigt, han kunne. Men da Suttung så ørnen flyve, tog han selv ørneham og fløj efter ham.

Da aserne så, hvor Odin fløj, satte de deres kar ud i gården. Da Odin kom ind over Asgård, spyttede han mjøden op i karrene, men Suttung var da så tæt på at indhente ham, at han lod noget af mjøden gå ud bagtil, og det tog ingen sig af. Det kunne enhver tage, som ville, og vi kalder det tåbedigternes lod. Men Suttungs mjød gav Odin til aserne og til de mennesker, der kunne digte. Derfor kalder vi digtningen Odins fangst og fund og hans drik og hans gave og asernes drik.«

7

Da sagde Ægir: »På hvor mange måder varierer I digtningens udtryk, eller hvor mange slags digtning findes der?« Da sagde Brage: »Der er to slags, som al digtning inddeles efter.« Ægir spørger: »Hvilke to?« Brage siger: »Sprog og versemål.« »Hvilket sprog bruges i digtningen?« »Digtersproget har tre former.« »Hvilke?« »At nævne hver ting ved det navn, den har. Den anden form er den, der kaldes erstatningsnavne. Den tredje sprogform er den, der kaldes en kenning, og den dannes sådan, at vi nævner Odin eller Thor eller Tyr eller en anden af aserne eller alferne, og til hver af dem, jeg nævner, føjer jeg en betegnelse for noget, der tilhører en anden as, eller omtaler en af hans gerninger. Da tilfalder navnet ham og ikke den, der blev nævnt. Når vi således siger sejr-Tyr eller hænge-Tyr eller byrde-Tyr, er det betegnelser for Odin, og det kalder vi en kenning; det samme gælder, når vi siger vogn-Tyr.«

8

Dette skal nu siges til unge skjalde, som ønsker at lære digtningens sprog og skaffe sig et stort ordforråd af gamle betegnelser, eller som ønsker at kunne forstå det, der er digtet i skjulte vendinger: De skal forstå denne bog til kundskab og fornøjelse. Men disse fortællinger skal ikke glemmes eller erklæres usande på en sådan måde, at man fjerner de gamle kenninger fra digtningen, som de største skjalde har fundet behag i. Kristne mennesker skal dog ikke tro på hedenske guder eller på sandheden i disse fortællinger på anden måde end den, der fremgår her i bogens begyndelse.

9

Nu skal der høres eksempler på, hvordan de største skjalde har fundet det passende at digte efter disse betegnelser og kenninger, således som Arnor jarleskjald siger, at Odin hedder Alfader:

Nu agter jeg den barsksindedes
jarls dyder at fortælle mændene;
sent lettes min sorg; Alfaders
maltbrænding bruser.

Her kalder han også digtningen Alfaders maltbrænding. Håvard den Halte digtede således:

Nu fløj ørnen over højene
til havhestens træer;
jeg tror, den tager imod indbydelsen
fra Hængegudens vang.

Således digtede Viga-Glum:

Hæren tøvede med at gå
med Hænge-Tyrs hat
frem foran bakken; at vove sig frem
fandt de ikke tillokkende.

Således digtede Ref:

Ofte kom han, mig huld,
til Ravneasens hellige bæger,
nu da stavnenes jords lynglimts
Balder er segnet for skjalden.

Således digtede Eyvind Skjaldespilder:

Og Sigurd,
som gav svanerne
rågernes øl,
Haddingernes faldnes
byrde-Tyrs,
berøvede
landets herskere livet
på Øglo.

Således digtede Glum Geirason:

Dér var selv sejr-Tyr
i krigerens skikkelse;
Beimis guder styrede der
Atals dyrs stævnvind.

Således digtede Eyvind igen:

Gøndul og Skøgul
sendte gøternes Tyr
for blandt kongerne at vælge,
hvem af Yngves æt
der skulle drage med Odin
og være i Valhal.

Således digtede Ulf Uggason:

Den vidtberømte Hrofta-Tyr rider
til sønnens vældige bål;
gennem mundens kløfter strømmer
lovprisningens ord mig frem.

Således digtede Tjodolf fra Hvin:

Lig lå dér på sandet,
viet til den enøjede,
Friggs favns beboer;
vi glædede os over sådan dåd.

Dette digtede Hallfred:

Med sande ord drager sværdenes
hests djærve modtager
Tridjes fyrrehårede
ventende hustru ind under sig.

Her er et eksempel på, at jorden kaldes Odins hustru i digtningen. Her fortælles det således, at Eyvind digtede:

Hermod og Brage,
sagde Hrofta-Tyr,
gå fyrsten i møde,
for en konge kommer,
som regnes for en kæmpe,
herhen til hallen.

Således digtede Kormak:

Gudefjordens jordmodtager øger
med pandedugen den rette
omskifters hæder; hun binder
masten. Ygg sej­dede sig til Rind.

Således digtede Steinthor:

Jeg har en ældgammel hornfos
fra Gunløds armes byrde,
ham, der nødig slår sig til tåls,
at prise, dog kun en lille.

Således digtede Ulf Uggason:

Dér tror jeg, det hellige offers
blods og ravnenes valkyrier
følger den kloge sejrskænker.
Sådanne minder fik hallen indvendig.

Således digtede Egil Skallagrimssøn:

Jeg bloter ikke derfor
til Viles broder,
gudernes værn,
at jeg har lyst;
dog har Mimers ven
skaffet mig
bod for ulykker,
som jeg regner for det bedre.
Ulvens fjende,
vant til kamp,
gav mig en kunst,
fri for lyde.

Her kaldes han gudernes værn og Mimers ven og ulvens fjende. Således digtede Ref:

Dig skylder vi Fals salsvejs
bølgehvalers snes drik,
tapre Valgaut, at yde;
jeg er fortrolig med magten.

Således digtede Einar Skåleglam:

Jeg må øse hær-Tyrs
vinskibsflådes øsevæske
for den gavmilde kriger;
det fortjener ingen dadel.

Således digtede Ulf Uggason:

Den gæve Heimdal rider
på sin hest til bålet,
som guderne rejste for den slægtskyndige
ravneprøvers faldne søn.

Således siges der i Eiriksmål:

Hvad er det for drømme, sagde Odin,
jeg syntes, jeg stod op før daggry
for at rydde Valhal
til de faldne mænd;
jeg vækkede einherjerne,
bød dem stå op,
strø bænkene,
skylle ølkarrene,
valkyrierne bære vin frem,
som om en fyrste kom.

Dette digtede Kormak:

Ung beder jeg tidens enehersker
holde sin fuldgyldige hånd over mig
på Yngves taksbues skælvende vang.
Hroft drog med Gungner.

Dette digtede Thoralf:

Hlidskjalvs fyrste sagde ham selv,
hvad han tænkte,
dér hvor den skjoldsky
Håreks mænd blev hugget ned.

Således digtede Eyvind:

Han, som flyvende
fra Surts
dybe dale
bar byrdestyrkeren.

Således digtede Brage:

Det står mig klart, at menneskenes
faders søn tidligt ville
prøve kræfter med jordens bånd,
som var vasket af væde.

Således digtede Einar:

For de fleste råder ved Bestlas søn,
hvor evnerige de end er,
over færre ting end du, ædling;
jeg har grebet mordet til lovprisning.

Således digtede Thorvald Blandeskjald:

Nu har jeg meget
indfattet i mjøden
hos Bors søn,
Bures arving.

10

Her skal man høre, hvordan skjaldene har dannet kenninger for digtningen efter de betegnelser, der tidligere er skrevet, såsom at kalde den Kvasers blod og dværgenes skib, dværgenes mjød, jætternes mjød, Suttungs mjød, Odins mjød, asernes mjød, jætternes faderbod, Odrerirs og Bodns og Sons væske og fyld, Hnitbjergs væske, Odins fangst og fund og byrde og gave, således som det er digtet her af Einar Skåleglam:

Den højsindede landsvogter beder jeg
høre Kvasers blod; hør, jarl,
mændenes fjordknogles bærmes
brænding.

Og som Einar Skåleglam også digtede:

Dværgenes klippegemmes væske går
over hele Ulls askeskare
hos ham, der styrker iveren
hos kampkummers værner.

Således som Orm Steinthorssøn digtede:

At ølbrættets og mit legeme
blev båret til samme sal;
mændene skal lære
den døde Dvalins drik.

Og som Ref digtede:

Stenfolkets sindsmarks gilde
skænker jeg Thorstein;
klippeboernes bølge bruser,
jeg beder menneskeslægten lytte.

Således som Egil digtede:

Fyrsten bød mig ind,
der skylder jeg lovsang;
jeg bar Odins mjød
til englændernes land.

Og som Glum Geirason digtede:

Lyt, gavmilde fyrster,
jeg har gudernes herskers gilde;
derfor beder vi om tavshed,
vi får bud om mænds undergang.

Og som Eyvind digtede:

Jeg ønsker lydhørhed
for Hårs drik,
mens jeg løfter
Gillings bod,
mens vi hans æt
i galgebyrdens
kedelvæske
regner tilbage til guderne.

Således som Einar Skåleglam digtede:

Bølgen bruser foran fyrsten;
Røgnirs værk gavner mig;
Odrerirs livshavsbølge
bruser mod trolddommens skær.

Og som han også digtede:

Nu vokser Bodns bølge,
klippe-Sakses, frem;
fyrstens folk skal skabe tavshed
i hallen og lytte til skibet.

Og som Eilif Gudrunssøn digtede:

I skal modtage vennegaver,
for ordenes sæd om den berømte
ætling spirer for os
på Sons sindsmark.

Således som Vølu-Stein digtede:

Hør Mimers vens strømme
bruse mod min glædesklippes
ganeskær, Egil;
Thunds fund er mig givet.

Således digtede Orm Steinthorssøn:

Mænd behøver ikke nære frygt
for mit digt; jeg vender intet
til spot i Vidurs fangst;
vi kan forme lovsangens værk.

Således digtede Ulf Uggason:

Hilds fremmers sindsfjords væske
skænker jeg den glade Olav;
ham vil jeg med Grimners gave
hilse.

Digtningen kaldes dværgenes hav eller væske, fordi Kvasers blod var væske i Odrerir, før mjøden blev lavet, og dér blev den til i kedlen. Derfor kaldes den Odins kedelvæske, således som Eyvind digtede, og som tidligere er skrevet:

Mens vi hans æt
i galgebyrdens
kedelvæske
regner tilbage til guderne.

Endvidere kaldes digtningen dværgenes fartøj eller líð. Líð betyder øl, og líð betyder skib. Dette bruges som eksempel på, at digtningen af den grund nu kaldes dværgenes skib, som der står her:

Både har jeg til bjergjarlens brud
at sende dværgenes skib
og den svulmende vind
ad én sjældent befærdet vej.

11

Hvordan skal man danne kenninger for Thor? Ved at kalde ham Odins og Jords søn, far til Magni og Mode og Trud, Sifs mand, Ulls stedfar, Mjølners og styrkebæltets og Bilskirners styrer og ejer, Asgårds og Midgårds forsvarer, jætters og troldkvinders fjende og banemand, Hrungners, Geirrøds og Trivaldes drabsmand, Tjalfes og Røskvas herre, Midgårdsormens fjende, Vingners og Hloras fostersøn. Således digtede skjalden Brage:

Vid­rirs arvings snøre lå
langtfra slapt på Eynæves ski,
da Jormungand
blev trukket mod sandet.

Således digtede Ølver Hnufa:

Ophidset blev alle landes
omgjord og Jords søn.

Således digtede Eilif:

Vred stod Røskvas broder,
Magnis far vandt sejr;
Thors og Tjalfes modsten
skælver ikke af frygt.

Og som Eystein Valdason digtede:

Truds far så med skarpe øjne
på den stejle vejs ring;
uhyrets bolig bruste,
før den kom hen til båden.

Endvidere digtede Eystein:

Sifs fortrolige gjorde hurtigt
sit fiskegrej rede ved gubben;
vi kan sætte Hrimners
hornstrøm i bevægelse.

Og han digtede også:

Jordens sej rykkede så voldsomt,
at de brede bordplanker gled frem;
Ulls svogers næver slog
ud over rælingen.

Således digtede Brage:

Hammeren svang i højre
hånd den stærke hovedskals skræmmer,
da han mærkede alle landes
grænsesej på krogen.

Således digtede Gamli:

Da den fyrste, der aldrig øvede svig,
Bilskirners hjerte,
med kløftmuslingens skade
begyndte at flænge jordens fisk.

Således digtede Thorbjørn Diseskjald:

Thor har med Yggs hjælpere
værnet Asgård med sin styrke.

Således digtede Brage:

Og den bordroede stævns vejs
hæslige ring stirrede
hårdsindet nedefra
på Hrungners hovedknuser.

Endvidere digtede Brage:

Godt har I holdt jeres trækdyr
tilbage, Trivaldes
ni hoveders kløver,
ved det berømte, evige gilde.

Således digtede Eilif:

De skumringsløbende kvinders
betvinger gabte med armens
velkendte mund mod tangens
tunge, røde tangbid.

Således digtede Ulf Uggason:

Den tætbyggede fyrste sagde,
at gedernes nyder syntes ham
frygtelig dristig ved det tunge,
vældige træk.

Og endvidere dette:

Den fuldstærke fælder af fjeldets Gaut
lod næven smælde mod øret
på rørets bens prøver;
det var en voldsom skade.
(56.)
Vimurs vadesteds vidtstrakte jætte
slog ørets grund af den skinnende
slange ved bølgerne.
Sådanne minder fik hallen indvendig.

Her kaldes han Vimurs vadesteds jætte. Vimur hedder en å, som Thor vadede over, da han drog til Geirrødsgård. Og således digtede skjalden Vetr­lide:

Du brækkede Leikns ben,
knuste Trivalde,
styrtede Starkad,
trådte Gjalp ihjel.

Og således digtede Thorbjørn Diseskjald:

Det bragede i Keilas hoved,
hele Kjallande knuste du;
før dræbte du Lut og Leide,
lod Buseyra bløde;
du standsede Hængenkæbe,
Hyrrokkin døde tidligere;
dog blev den sodsorte Svivør
tidligt berøvet livet.

12

Hvordan skal man betegne Balder? Ved at kalde ham Odins og Friggs søn, Nannas mand, Forsetes far, ejer af Ringhorn og Draupner, Høders fjende, Hels ledsager, grådens gud. Ulf Uggason har digtet et langt stykke efter fortællingen om Balder i Húsdrápa, og tidligere er der skrevet eksempler på, at Balder betegnes sådan.

13

Hvordan skal man betegne Njord? Ved at kalde ham vanegud eller vanernes ætling eller vane og Frejs og Frejas far, den rigdomsgivende gud. Således siger Thord Sjareksson:
Selv blev sine sønners
— den kloge kunne ikke elske,
Kjalar tæmmede,
man sagde ikke, at Hamder
— Gudrun banemand;
gudebrud, vanen;
særdeles vel heste;
sparede på sværdlegen.
Her omtales det, at Skade forlod Njord, som tidligere er skrevet.

14

Hvordan skal man betegne Frej? Ved at kalde ham Njords søn, Frejas bror og tillige vanegud og vanernes ætling og vane og årsvækstens gud og rigdomsgiver. Således kvad Egil Skallagrimsson:
For Grjotbjørn
har Frej og Njord
begavet
med rigdoms magt.
Frej kaldes Beles fjende, sådan som Eyvind Skjaldespilder kvad:
Da jarlernes
fjende ville
bebo Beles fjendes
yderste egn.
Han ejer Skidbladner og den galt, der hedder Gyldenbørste, sådan som der her siges:
Ivaldes sønner
gik i tidernes morgen
for at skabe Skidbladner,
det bedste af skibe,
til den strålende Frej,
Njords duelige søn.
Således siger Ulf Uggason:
Til bålet rider den kampkyndige
Frej og fører skarerne,
forrest på den guldbørstede galt,
til Odins søns borg.
Den hedder også Slidrugtanne.

15

Hvordan skal man betegne Heimdal? Ved at kalde ham ni mødres søn eller gudernes vogter, som tidligere er skrevet, eller den hvide as, Lokes fjende, den, der henter Frejas smykke. Heimdals hoved kaldes sværd. Det fortælles, at han blev gennemboret med et menneskehoved. Om dette digtes der i Heimdals galder, og siden kaldes et hoved Heimdals bane. Et sværd kaldes menneskets bane. Heimdal ejer Gyldentop. Han opsøger også Vågaskær og Singasten. Da stredes han med Loke om Brisingamen. Han hedder også Vindler. Ulf Uggason digtede et langt stykke i Húsdrápa efter den fortælling, og dér nævnes det, at de var i sælskikkelse. Han er også Odins søn.

16

Hvordan skal man betegne Tyr? Ved at kalde ham den enhåndede as og ulvens fosterfar, kampens gud, Odins søn.

17

Hvordan skal man betegne Brage? Ved at kalde ham Iduns mand, digtningens første skaber og den langskæggede as — efter hans navn kaldes den, som har et stort skæg, skægbrage — og Odins søn.

18

Hvordan skal man betegne Vidar? Man kan kalde ham den tavse as, jernskoens ejer, Fenrisulvens fjende og banemand, gudernes hævnende as, den as, der bor på faderens tomter, og Odins søn, asernes bror.

19

Hvordan skal man betegne Vale? Ved at kalde ham Odins og Rinds søn, Friggs stedsøn, asernes bror, Balders hævnende as, Høders fjende og banemand, den, der bor på faderens tomter.

20

Hvordan skal man betegne Høder? Ved at kalde ham den blinde as, Balders banemand, den, der skyder misteltenen, Odins søn, Hels ledsager, Vales fjende.

21

Hvordan skal man betegne Ull? Ved at kalde ham Sifs søn, Thors stedsøn, skias, bueas, jagtas, skjoldas.

22

Hvordan skal man betegne Høner? Ved at kalde ham Odins sidemand eller ledsager eller fortrolige og den hurtige as og den langbenede og dyndkonge.

23

Hvordan skal man betegne Loke? Ved at kalde ham Far bautes og Laufeys, Nåls, søn, Byleists og Helblindes bror, far til Vånargand, det vil sige Fenrisulven, og Jormungand, det vil sige Midgårdsormen, og Hel og Nari og Ali, Odins og asernes frænde og farbror, rejsefælle og sidemand, Geirrøds gæst og kistepryd, jætternes, bukkens og Brisingamens og Iduns æblers tyv, Sleipners frænde, Sigyns mand, gudernes fjende, Sifs hårskader, ulykkers smed, den snedige as, gudernes bagvasker og bedrager, den, der voldte Balders død med sine råd, den bundne as, Heimdals og Skades stridbare fjende. Sådan som Ulf Uggason her siger:
Den navnkundige, rådkyndige vogter af gudernes
land strides ved Singasten
med den overmåde snedige
søn af Farbaute;
den modstærke søn af otte mødre
og én til råder over havnyrens skønne smykke;
jeg kundgør det i
lovkvadets afsnit.
Her nævnes det, at Heimdal er søn af ni mødre.

24

Nu skal der videre fortælles eksempler på, hvorfra de kenninger stammer, som netop blev skrevet, og som der ikke tidligere blev fortalt eksempler på. Således fortalte Brage Ægir, at Thor var draget østpå for at slå trolde ihjel, mens Odin red på Sleipner til Jotunheim og kom til den jætte, som hed Hrungner. Da spørger Hrungner, hvem den mand er med guldhjelmen, som rider gennem luft og over hav, og siger, at han har en forbavsende god hest. Odin sagde, at han ville vædde sit hoved på, at der ingen lige så god hest fandtes i Jotunheim. Hrungner siger, at det er en god hest, men hævdede selv at have en hest med langt større skridt. Den hedder Guldfaxe. Hrungner blev vred og springer op på sin hest og sætter efter ham og vil gengælde hans pral. Odin rider så stærkt, at han var en bakkekam foran, men Hrungner var grebet af så stor jætterase, at han ikke sansede noget, før han kom inden for asernes porte.

Da han kom til hallens døre, bød aserne ham ind at drikke. Han gik ind i hallen og bad om at få noget at drikke. Da blev de skåle hentet, som Thor plejede at drikke af, og Hrungner tømte dem alle. Men da han blev fuld, skortede det ikke på store ord. Han sagde, at han ville løfte Valhal op og føre den til Jotunheim, sænke Asgård i dybet og dræbe alle guderne, bortset fra Freja og Sif, som han ville have med sig hjem. Kun Freja tør da skænke for ham, og han sagde, at han ville drikke alt asernes øl. Men da aserne blev lede ved hans pral, påkalder de Thor. Straks kom Thor ind i hallen med hammeren løftet og var meget vred og spørger, hvem der har bestemt, at hundekloge jætter skal drikke dér, eller hvem der havde givet Hrungner fred til at være i Valhal, eller hvorfor Freja skal skænke for ham som ved asernes gilde.

Da svarer Hrungner og ser ikke med venlige øjne på Thor. Han sagde, at Odin bød ham ind at drikke, og at han stod under hans fred. Da sagde Thor, at Hrungner skulle komme til at fortryde den indbydelse, før han kom ud. Hrungner siger, at det er ringe hæder for Asa-Thor at dræbe ham våbenløs. Det er en større prøve på hans mod, hvis han tør kæmpe med ham ved landegrænsen på Grjotunagarde — »og det var meget tåbeligt gjort,« sagde han, »at jeg lod mit skjold og min hvæssesten blive hjemme. Men havde jeg mine våben her, skulle vi nu prøve holmgangen. Ellers regner jeg dig det for en niddingsgerning, hvis du vil dræbe mig våbenløs.« Thor vil for ingen pris undlade at møde til tvekamp, når han er blevet udfordret til holmgang, for ingen havde før gjort ham det tilbud.

Da drog Hrungner bort og red voldsomt stærkt, indtil han kom til Jotunheim, og hans færd blev vidt berømt blandt jætterne, ligesom det, at han og Thor havde aftalt at mødes. Jætterne mente, at meget stod på spil for dem, alt efter hvem der vandt sejr. De kunne vente sig ondt af Thor, hvis Hrungner faldt, for han var den stærkeste blandt dem. Da lavede jætterne en mand af ler på Grjotunagarde, og han var ni raste høj og tre bred under armene. Men de kunne ikke få noget hjerte så stort, at det passede til ham, før de tog et fra en hoppe, og det sad ikke roligt i ham, da Thor kom.

Hrungner havde det berømte hjerte af hård sten, spidst med tre hjørner, sådan som man siden har lavet det udskårne mønster, der kaldes Hrungnershjerte. Også hans hoved var af sten. Hans skjold var ligeledes af sten, bredt og tykt, og han holdt skjoldet foran sig, mens han stod på Grjotunagarde og ventede på Thor. Som våben havde han en hvæssesten, som han løftede over skulderen, og han så ikke let ud at gå til. Ved hans ene side stod lerjætten, der kaldes Mokkurkalfe, og han var meget bange. Det siges, at han pissede, da han så Thor.

Thor drog til det aftalte kampsted, og Tjalfe var med ham. Da løb Tjalfe frem til det sted, hvor Hrungner stod, og sagde til ham: »Du står uforsigtigt, jætte, med skjoldet foran dig, for Thor har set dig, og han færdes nede i jorden og vil komme op under dig.« Da skød Hrungner skjoldet ind under fødderne og stod på det, men greb hvæssestenen med begge hænder. Straks så han lyn og hørte vældige tordenskrald. Da så han Thor i asavrede. Han fór voldsomt frem, svang hammeren og kastede den på lang afstand mod Hrungner. Hrungner løfter hvæssestenen med begge hænder og kaster den imod ham. Den møder hammeren i flugten, og hvæssestenen går itu. Den ene del falder til jorden, og deraf er alle hvæssestensbjerge blevet til. Den anden del slog ind i Thors hoved, så han faldt forover på jorden. Men hammeren Mjølner ramte Hrungner midt i hovedet og knuste hans skalle i småstumper, og han faldt frem over Thor, så hans fod lå over Thors hals. Tjalfe angreb Mokkurkalfe, og han faldt uden megen hæder.

Da gik Tjalfe hen til Thor og skulle tage Hrungners fod af ham, men kunne slet ikke rokke den. Så kom alle aserne til, da de hørte, at Thor var faldet, og skulle tage foden af ham, men kunne ingen vegne komme med den. Da kom Magni, Thors og Jernsaksas søn. Han var da tre nætter gammel. Han kastede Hrungners fod af Thor og sagde: »Se, hvilken sørgelig ulykke, far, at jeg kom så sent. Jeg tror, at jeg ville have slået denne jætte ihjel med min næve, hvis jeg havde truffet ham.« Da rejste Thor sig og tog vel imod sin søn og sagde, at han ville blive en mægtig mand — »og jeg vil,« sagde han, »give dig hesten Guldfaxe, som Hrungner har ejet.« Da tog Odin til orde og sagde, at Thor gjorde uret i at give den gode hest til en jættekvindes søn og ikke til sin far.

25

Thor drog hjem til Trudvang, og hvæssestenen sad i hans hoved. Da kom den vølve, der hed Groa, Aurvandil den tapres hustru. Hun sang sine galdre over Thor, indtil hvæssestenen løsnede sig. Men da Thor mærkede det og mente, at der nu var håb om at få hvæssestenen ud, ville han lønne Groa for helbredelsen og gøre hende glad. Han fortalte hende, at han var vadet sydpå over Elivåger og havde båret Aurvandil nordfra ud af Jotunheim i en kurv på ryggen. Som tegn derpå fortalte han, at en af Aurvandils tæer havde stukket ud af kurven, og den var frosset, så Thor brækkede den af og kastede den op på himlen og gjorde den til den stjerne, der hedder Aurvandils tå. Thor sagde, at det ikke ville vare længe, før Aurvandil kom hjem, men Groa blev så glad, at hun ikke kunne huske nogen galdre, og hvæssestenen løsnede sig ikke mere og sidder endnu i Thors hoved. Derfor advares man mod at kaste en hvæssesten tværs over gulvet, for så bevæger hvæssestenen i Thors hoved sig. Efter denne fortælling har Tjodolf fra Hvin digtet i Haustlöng.«

Da sagde Ægir: »Hrungner forekom mig at være mægtig. Udførte Thor nogen større kraftprøve, når han havde med trolde at gøre?«

26

Da svarer Brage: »Det er en lang fortælling værd, da Thor drog til Geirrøds gårde. Dengang havde han hverken hammeren Mjølner, styrkebæltet eller jernhandskerne med, og det var Lokes skyld. Han fulgtes med ham, for Loke havde været ude for følgende, da han engang fløj omkring for sin fornøjelses skyld i Friggs falkeham: Af nysgerrighed fløj han til Geirrøds gårde og så dér en stor hal. Han satte sig og så ind gennem et vindue. Men Geirrød så hen imod ham og sagde, at man skulle fange fuglen og bringe ham den. Den udsendte mand kom kun med besvær op på hallens væg, så høj var den. Loke morede sig over, at manden havde så svært ved at komme hen til ham, og besluttede at vente med at flyve, indtil manden havde tilbagelagt hele den besværlige vej. Men da manden nåede hen til ham, gør han sig klar til at flyve og sætter kraftigt af, men da sidder fødderne fast. Loke blev grebet og ført til jætten Geirrød. Da han så hans øjne, fik han mistanke om, at det måtte være en mand, og bad ham svare, men Loke tav. Da låste Geirrød Loke inde i en kiste og sultede ham dér i tre måneder. Men da Geirrød tog ham op og krævede, at han talte, sagde Loke, hvem han var, og for at redde livet svor han Geirrød, at han skulle bringe Thor til Geirrøds gårde, uden at han havde hverken hammeren eller styrkebæltet med.

Thor kom til overnatning hos den jættekvinde, der kaldes Grid. Hun var mor til Vidar den Tavse. Hun fortalte Thor sandheden om Geirrød: at han var en durkdreven jætte og farlig at have med at gøre. Hun lånte ham sit styrkebælte og sine jernhandsker og sin stav, der hedder Gridarvøl. Så drog Thor til floden Vimur, den største af alle floder. Da spændte han styrkebæltet om sig og stemte Gridarvøl imod strømmen, mens Loke holdt fast i styrkebæltet. Da Thor nåede midt ud i floden, steg den så stærkt, at vandet slog op om hans skuldre. Da kvad Thor dette:

65
Voks ikke nu, Vimur,
nu jeg må vade dig
på vej til jætters gårde;
vid, at hvis du vokser,
så vokser min asestyrke
lige så højt som himlen.

Da ser Thor oppe i en kløft, at Geirrøds datter Gjalp stod dér med et ben på hver side af floden, og det var hende, der fik floden til at stige. Da tog Thor en stor sten op af floden og kastede den efter hende og sagde: »Ved mundingen skal en å stemmes.« Han ramte det, han sigtede efter. I det samme blev han ført ind mod bredden og fik fat i en rønnebusk og steg således op af floden. Derfor bruges talemåden, at rønnen er Thors redning.

Da Thor kom til Geirrød, blev han og hans ledsager først anvist et gedehus som herberg. Der var én stol at sidde på, og dér satte Thor sig. Da mærkede han, at stolen under ham løftede sig op mod taget. Han stak Gridarvøl op mod spærene og pressede sig hårdt ned på stolen. Da lød der et højt knæk fulgt af et skrig. Under stolen havde Geirrøds døtre Gjalp og Greip været, og han havde brækket ryggen på dem begge.

Da lod Geirrød Thor kalde ind i hallen til lege. Der brændte store bål langs gennem hallen. Da Thor kom lige over for Geirrød, tog Geirrød en glødende jernklump med en tang og kastede den efter Thor. Men Thor greb den med jernhandskerne og løftede jernklumpen i vejret, mens Geirrød sprang ind bag en jernsøjle for at søge ly. Thor kastede jernklumpen og slog den gennem søjlen og gennem Geirrød og gennem væggen og derpå ned i jorden udenfor.«

Efter denne fortælling har Eilif Gudrunsøn digtet i Thorsdrapa.

27

Hvordan skal Frigg betegnes? Ved at kalde hende Fjørgyns datter, Odins hustru, Balders mor, Jords og Rinds og Gunløds og Gerds medbejlerske, Nannas svigermor, dronning over aser og asynjer, Fulla, falkehammen og Fensale.

28

Hvordan skal Freja betegnes? Ved at kalde hende Njords datter, Frejs søster, Ods hustru, Hnoss' mor, ejer af de faldne i kamp og af Sessrumner og hankattene, af Brisingamen, vanegudinde, vanedis, gudinden med den skønne gråd, kærlighedsgudinde. Således kan man betegne alle asynjer ved at nævne en andens navn og knytte det til deres ejendele, gerninger eller slægt.

29

Hvordan skal Sif betegnes? Ved at kalde hende Thors hustru, Ulls mor, gudinden med det skønne hår, Jernsaxas medbejlerske, Truds mor.

30

Hvordan skal Idun betegnes? Ved at kalde hende Brages hustru og æblernes vogter, og æblerne asernes middel mod alderdom. Hun er også jætten Tjasses rov, sådan som det tidligere er fortalt, at han førte hende bort fra aserne. Efter denne fortælling digtede Tjodolf fra Hvin i Haustløng. Aserne kan man med rette betegne ved at kalde den ene ved den andens navn og knytte det til deres gerninger, ejendele eller slægt.

31

Hvordan skal himlen betegnes? Ved at kalde den Ymers hovedskal og deraf jættens hovedskal, dværgenes slid eller byrde eller Vestres og Østres, Søndres og Nordres hjelm, solens og månens og himmellegemernes, vognenes og vejrenes land, luftens og jordens og solens hjelm eller hus. Således kvad Arnor jarleskjald:

Aldrig træder en ung skjoldung,
ligeså gavmild, om bord;
stor var kongens pragt
under Ymers gamle hovedskal.

Og atter, som han kvad:

Den klare sol bliver sort,
jorden synker i det mørke hav,
Østres byrde brister,
hele havet drøner mod fjeldene.

Således kvad Bødvar Balte:

Ingen landsfyrste bliver
under solens jord
mere kampdjærv eller bedre
end Inges herlige brødre.

Og som Tjodolf fra Hvin kvad:

Jords søn kørte til jernlegen,
og månens vej drønede
under ham; vreden svulmede
hos Meiles bror.

Som Orm Barøskjald kvad:

Hvordan mon vognbanens hersker
vil tage imod mig, du dis
for Draupners bånd? Jeg hører,
at fyrsten, som råder for riget, er mægtig.

Som Brage skjald kvad:

Han, som kastede skidisens
faders øjne op
på vindenes vide vaskefad
over mange menneskers bolig.

Og som Markus kvad:

Længe vil det vare, før en dyrere
mændenes vogter fødes på stormkarrets bund,
omringet af brænding; hver mand priser
ringuddelerens høje levetid.

Som Stein Herdisesøn kvad:

Den høje verdensboligs hellige hersker
besynger jeg ved dette kvads begyndelse;
lovsangen føres frem, før mænd besynges,
for han er herligere.

Og som Arnor jarleskjald kvad:

Hjælp du, daggrundens herlige konge,
den herlige Hermund.

Og atter kvad Arnor:

Solteltenes sande hersker,
hjælp du den djærve Ragnvald.

Og som Hallvard kvad:

Knud værner jorden, som altings
herlige herre værner fjeldenes sal.

Som Arnor kvad:

Mikael vejer, vis og forstandig,
hvad der regnes for synd, og alt det gode;
solhjelmens fyrste skiller siden
mændene på dommersædet.

32

Hvordan skal jorden betegnes? Ved at kalde den Ymers kød og Thors mor, Onars datter, Odins brud, Friggs og Rinds og Gunløds medbejlerske, Sifs svigermor, vejrenes hals gulv og bund, dyrenes hav, Nats datter, Auds og Dags søster. Som Eyvind skjaldespilder kvad:

Nu er jættefjendens flods
alglans gemt
i hans mors legeme;
stærke er det mægtige folks råd.

Som Hallfred vandrådeskjald kvad:

Det blev udfaldet, at kongens
rådsnilde ven siden
ægtede Onars eneste datter,
bevokset med skov.

Og atter sagde han:

Ravnenes stålsædes styrer
fik den bredansigtede brud,
som tilhører Båleøje, draget til sig
med magtens tale.

Som Tjodolf kvad:

Hersernes glæder binder udenfra,
ved stavnen af havets elgs
træ, med den tjærede skibsside,
goternes fartøj til havets bund.

Som Hallfred kvad:

Derfor tror jeg, den navnkundige uddeler,
den herlige, som jorden ligger under,
meget nødig ville lade
Auds søster blive alene.

Således kvad Tjodolf:

Den spydtræge tåbe har stået
langt fra kamplysets fremmer,
dengang denne tog Rinds
medbejlerske uden brudekøb.

33

Hvordan skal havet betegnes? Ved at kalde det Ymers blod, gudernes gæst, Rans mand, far til Ægirs døtre, der hedder Himinglæva, Dufa, Blodughadda, Hefring, Ud, Rønn, Bylgja, Båra og Kolga, Rans og Ægirs døtres land og skibenes land og land for betegnelser på havskibe, kølens, stævnenes, bordklædningens, bordgangens, fiskenes og isens land, søkongernes vej og stier, og ligeledes øernes ring, sandets og tangens og skærenes hus, fiskesnørens og havfuglenes og medvindens land. Som Orm Barøskjald kvad:

Udenfor bruser Ymers blod
mod de gode skibes grusbanke.

Således kvad Rev:

Vestfra bærer mastens bølgedrevne,
føyelige dyr sig frem over havet;
jeg venter land foran stævnen;
dets bov skraber hvalens rygning.

Som Svend kvad:

Da vævede og snoede Ægirs døtre,
glade for uvejr og opfostret i frost,
fjeldgærdets hårde snefog
om spyddets dølle.

Og som Rev kvad:

Gymers stænkekolde vølve
fører ofte de snoede toves bjørn,
hvor bølgen brydes,
ind mellem Ægirs kæber.

Her siges det, at Ægir og Hler og Gymer alle er én og samme. Og atter kvad han:

Men søklippens skumstænkede Sleipner
river sit bryst ud af den hvide
Rans mund, brystet, der er
farvet med rød sten.

Som Einar Skulesøn kvad:

En hård bygevind har raskt
stødt skibet fra land;
svaneslettens ganger lader
snegrunden synke i suget.

Og atter, som han kvad:

Mange stive åretolde rejser sig
i mændenes hænder, mens fiskesnørens
brusende strand drives langs landene;
stagene bliver stundom spændt.

Og atter kvad han:

Snekkens stævne bærer
kongens gyldne spåner;
øernes lænke skyder Heites ravn frem;
herlig er den færd for fyrsten.

Atter, som han kvad:

Den efterårskolde ø-rand skubber
den rimdækkede and ved kysten.

Og atter således:

De kølige landes svære gjord
sprænges sønder foran stævnene.

Som Snebjørn kvad:

Man siger, at ø-kværnens ni brude
raskt drejer skærenes Grotte,
den hærgrummeste, ude
foran jordens rand;
de, som længe malede Amlodes
bryg til mel; ringbryderen
skærer med skibets stævn gennem
skibssidernes leje.

Her kaldes havet Amlodes kværn. Atter, som Einar Skulesøn kvad:

Den stærke skibssøm bøjer sig
i den rivende strøm; sejlets plage
støder dér mod staget,
hvor Raknes blege bevægelsesgrund står mod spanterne.

34

Hvordan skal solen betegnes? Ved at kalde den Mundilfares datter, Månes søster, Glens hustru, himlens og luftens ild. Som Skule Thorsteinsøn kvad:

Glens guddommeligt milde hustru
vandrer ind i gudindens helligdom;
siden kommer det gode lys med stråler
fra Måne i grå særk.

Således kvad Einar Skulesøn:

Ingensteds svæver verdens høje
flakkende flamme over vor pryds ven
med grummere brand
end over Beites borgs hal.

35

Hvordan skal vinden omskrives? Ved at kalde den Fornjots søn, Ægirs og ildens bror, skovens bryder, skade og bane eller skovens, sejlets eller sejlrigningens hund eller ulv. Således sagde Svend i Nordrsetudrápa:
Først begyndte Fornjots
fæle sønner at fyge.

36

Hvordan skal ilden omskrives? Ved at kalde den vindens og Ægirs bror, skovens og husenes bane og ødelæggelse, Halfs bane, husenes sol.

37

Hvordan skal vinteren omskrives? Ved at kalde den Vindsvals søn og slangernes bane, uvejrets tid. Således kvad Orm Steinthorssøn:
Jeg råder den blinde mand til
at glæde sig ved denne Vindsvals søn.

Således kvad Asgrim:
Sejrens fremmer var siden
rundhåndet med guld i Trondheim
den vinter; folket ved,
at dine gerninger er sande.

38

Hvordan skal sommeren omskrives? Ved at kalde den Svåsuds søn og slangernes lindring og menneskenes væksttid. Som Egil Skallagrimssøn kvad:
Lad os lade vore sværd glimte højt,
du, som farver ulvens tænder;
vi har bedrifter at øve,
når dalens fisk finder lindring.

39

Hvordan skal manden omskrives? Manden skal omskrives efter sine gerninger, det, han yder eller modtager eller udfører. Han kan også omskrives efter den ejendom, han ejer, og ligeledes efter det, han har givet, og efter de slægter, han stammer fra, såvel som dem, der er udgået fra ham. Hvordan skal han omskrives efter disse ting? Ved at kalde ham den, der udfører eller fremmer sine rejser eller sin gerning, kampe eller sørejser eller jagt eller brugen af våben eller skibe. For han er våbnenes prøver og kampenes udøver, begge dele det samme som en, der handler. Viðr, ordet for udøver, betyder træ. Reynir, ordet for prøver, er også navnet på et træ. Ud fra disse betegnelser har skjaldene kaldt manden ask eller løn, lund eller andre trænavne af hankøn og knyttet dem til kampe eller skibe eller rigdom. Det er også rigtigt at omskrive manden med alle asernes navne. Han omskrives også med jætternes navne, men det er oftest spot eller dadel. Omskrivninger med alfernes navne regnes for gode.

Kvinden skal omskrives efter al kvindelig pryd, guld og ædelsten, øl eller vin eller anden drik, som hun skænker eller giver, og ligeledes efter ølkar og alle de ting, det sømmer sig for hende at udføre eller yde. Det er rigtigt at omskrive hende ved at kalde hende giver eller uddeler af det, hun deler ud; men selja og lág, ordene for giver og uddeler, er trænavne. Derfor omskrives kvinden med alle trænavne af hunkøn. Når kvinden omskrives efter ædelsten eller glassten, skyldes det, at kvinder i oldtiden bar en prydelse, der kaldtes et stenhalsbånd, om halsen. Dette er nu ført videre i omskrivningerne, så kvinden omskrives med sten og alle betegnelser for sten. Kvinden omskrives også med alle asynjer eller valkyrier eller norner eller diser. Det er også rigtigt at omskrive kvinden efter alle hendes gerninger eller efter hendes ejendom eller slægt.

40

Hvordan skal guld omskrives? Ved at kalde det Ægirs ild og Glasers løv, Sifs hår, Fullas hovedbånd, Frejas gråd, jætternes tale og røst og ord, Draupners dråber og Draupners eller Frejas øjnes regn eller byge, odderbod, asernes tvangsbod, Fyrissletternes sæd, Hølgs højtag, alle vandes og håndens ild, håndens sten og skær eller glans.

41

Hvorfor kaldes guld Ægirs ild? Dertil hører den fortælling, som tidligere er omtalt, at Ægir kom som indbudt gæst til Asgård, og da han var rede til hjemrejsen, indbød han Odin og alle aserne til sig tre måneder senere. På denne rejse drog først Odin og Njord, Frej, Tyr, Brage, Vidar og Loke, og ligeledes asynjerne Frigg, Freja, Gefion, Skade, Idun og Sif. Thor var der ikke. Han var draget østpå for at dræbe trolde. Da guderne havde taget sæde, lod Ægir lysende guld bære ind på hallens gulv; det skinnede og oplyste hallen som ild, og det blev brugt som lys ved hans gilde, ligesom sværdene tjente som ild i Valhal. Da skændtes Loke med alle guderne og dræbte Ægirs træl, som hed Fimafeng. Hans anden træl hed Eldir. Hans kone hed Ran, og de havde ni døtre, som tidligere skrevet. Ved dette gilde gik alt af sig selv, både mad og øl og al den opvartning, der behøvedes til gildet. Da blev aserne opmærksomme på, at Ran ejede det net, hvori hun fangede alle mennesker, der kom på havet.

Denne fortælling forklarer nu, hvorfra det kommer, at guld kaldes Ægirs, Rans eller Ægirs døtres ild eller lys eller glans. Og ud fra disse omskrivninger er det nu blevet skik at kalde guld havets ild og knytte det til alle havets betegnelser, eftersom Ægir og Ran har navne fælles med havet, og derfra kommer det, at guld nu kaldes vandes eller floders ild og knyttes til alle flodnavne. Med disse betegnelser er det gået som med andre betegnelser og omskrivninger: De yngre skjalde har digtet efter de gamle skjaldes eksempler, sådan som de stod i deres kvad, og siden udvidet dem til områder, der forekom dem at ligne det, der tidligere var digtet om, sådan som søen ligner havet, floden søen og bækken floden. Derfor kaldes alt det nydannelser, hvor en betegnelse udstrækkes længere, end man tidligere finder den brugt, og alt sådant regnes for godt, når det følger lighed og tingenes natur. Således kvad skjalden Brage:
Jeg fik albuens bæks ild
af fyrsten under drikkelaget;
Fjølners fjeldes hersker gav mig den
sammen med et fyldt bæger.

42

Hvorfor kaldes guld Glasers løv eller blade? I Asgård foran Valhals døre står en lund, der kaldes Glaser, og alt dens løv er rødt guld, sådan som det siges her:
Glaser står
med gyldent løv
foran Sejrstyrs sale.
Det er det skønneste træ blandt guder og mennesker.

43

Hvorfor kaldes guld Sifs hår? Loke Laufeys søn havde af ondskab klippet alt håret af Sif. Da Thor opdagede det, greb han Loke og ville have knust hvert ben i ham, hvis ikke Loke havde svoret, at han skulle få sortalferne til at lave Sif et hår af guld, som skulle vokse ligesom andet hår. Derefter drog Loke til de dværge, der kaldes Ivaldes sønner, og de lavede håret og Skidbladner og det spyd, Odin ejede, som hedder Gungner.

Da væddede Loke sit hoved med den dværg, der hedder Brok, om, hvorvidt hans bror Sindre kunne lave tre lige så gode kostbarheder som disse. Da de kom til smedjen, lagde Sindre et svineskind i essen og bad Brok blæse og ikke holde op, før han tog det ud af essen, som han havde lagt i den. Men så snart han var gået ud af smedjen, mens den anden blæste, satte en flue sig på Broks hånd og bed ham. Han blæste dog videre som før, indtil smeden tog det ud af essen, og det var en galt med børster af guld.

Dernæst lagde han guld i essen og bad ham blæse og ikke holde op med at blæse, før han kom tilbage. Så gik han bort. Da kom fluen og satte sig på Broks hals og bed nu dobbelt så hårdt som før, men han blæste, indtil smeden tog den guldring ud af essen, der hedder Draupner.

Så lagde han jern i essen og bad ham blæse og sagde, at det ville blive ødelagt, hvis blæsningen standsede. Da satte fluen sig mellem hans øjne og bed ham i øjenlågene, og da blodet løb ned i øjnene, så han intet kunne se, førte han hånden op så hurtigt som muligt, mens bælgen sank sammen, og fejede fluen væk. Da kom smeden og sagde, at nu havde det været lige ved, at alt, hvad der var i essen, var blevet ødelagt. Så tog han en hammer ud af essen. Han gav nu alle kostbarhederne til sin bror Brok og bad ham tage dem med til Asgård og få væddemålet afgjort.

Da Loke og Brok bar kostbarhederne frem, satte aserne sig på dommersæderne, og den afgørelse skulle gælde, som Odin, Thor og Frej traf. Da gav Loke Odin spyddet Gungner og Thor håret, som Sif skulle have, og Frej Skidbladner. Han forklarede alle kostbarhedernes egenskaber: Spyddet standsede aldrig i sit stød, og håret voksede fast i kødet, så snart det kom på Sifs hoved, mens Skidbladner fik medvind, så snart sejlet blev hejst, hvorhen man end ville sejle; men man kunne folde det sammen som et klæde og have det i sin pung, hvis man ville.

Så bar Brok sine kostbarheder frem. Han gav Odin ringen og sagde, at hver niende nat ville der dryppe otte ringe af den, lige så tunge som den selv. Frej gav han galten og sagde, at den kunne løbe gennem luft og over hav, nat og dag, hurtigere end nogen hest, og at det aldrig blev så mørkt om natten eller i mørkets verdener, at der ikke var lys nok, hvor den færdedes; så stærkt lyste dens børster. Så gav han Thor hammeren og sagde, at han med den kunne slå så hårdt, han ville, hvad der end stod i vejen, uden at hammeren ville svigte, og hvis han kastede den mod noget, ville den aldrig ramme ved siden af og aldrig flyve så langt, at den ikke vendte tilbage til hans hånd. Hvis han ville, var den desuden så lille, at han kunne have den inden for skjorten. Men den havde den fejl, at skaftet var noget kort.

Deres dom var, at hammeren var den bedste af alle kostbarhederne og det stærkeste værn mod rimturserne, og de dømte, at dværgen havde vundet indsatsen. Da tilbød Loke at løskøbe sit hoved, men dværgen sagde, at det kunne der ikke være tale om. »Så tag mig,« sagde Loke, men da dværgen ville gribe ham, var han allerede langt borte. Loke ejede nemlig sko, som han kunne løbe gennem luft og over hav med. Da bad dværgen Thor om at gribe ham, og det gjorde han. Så ville dværgen hugge hovedet af ham, men Loke sagde, at han ejede hovedet, men ikke halsen.

Da tog dværgen en rem og en kniv og ville stikke huller i Lokes læber og sy munden sammen, men kniven bed ikke. Så sagde han, at hans brors syl ville være bedre til det, og så snart han nævnte den, var sylen der, og den bed gennem læberne. Han syede læberne sammen, men Loke rev remmen ud af hullerne. Den rem, Lokes mund blev syet sammen med, hedder Vartari.

44

Her kan man høre, at guld omskrives som Fullas hovedbånd, sådan som Øjvind Skjaldespilder digtede:
Fullas fjelde blev belyst
af brynmarkens synkende sol
for os skjalde hele
Håkons levetid på Ulls skib.

Guld kaldes Frejas gråd, som tidligere sagt. Således kvad Skule Thorsteinssøn:
Mangen byder af mordets ild
fik Frejas tårer den morgen,
da vi fældede de faldne;
vi var selv til stede der.

Og som Einar Skulason kvad:
Der ligger Mardøls gråd
mellem den stærke dørs indskæringer
på dalørredens leje;
vi bærer Gauts svulmende skade.

Og her har Einar igen omskrevet Freja ved at kalde hende Hnoss' mor eller Ods kone, som her:
Det stærke islag af regnen
fra Ods sengevenindes øjne
svinder ikke på Rodes tag;
må kongen således nå alderdom.

Og atter således:
Jeg får lov at råde over Hørns
navnkundige barn; en kostelig skat fik vi;
æggen brager mod skjoldets rand,
der er omviklet med guld;
Frejs slægtning bærer sin mors
sæd, brynenes snedriver;
Frodes gavmilde opfostrer
skænkede mig kampens svane.

Her nævnes også, at Freja kan omskrives ved at kalde hende Frejs søster. Og atter således:
Njords datters nyttige barn blev mig budt,
havets bål; det lå nær
ved stålets værn; for det
priser jeg fyrsten højt.

Her kaldes hun Njords datter. Og atter således:
Den kampstolte mand, der fremmer dåd
og trænger frem i Våfads ting,
gav mig Vanebruds
kraftfulde datter;
sværdets mægtige hersker førte
Gefns mø til skjaldens leje,
bestrøet med gløder fra
Gautreks svaners vej.

Her kaldes hun Gefn og Vanebrud. Det er rigtigt at knytte gråden til alle Frejas navne og således betegne guldet, og disse omskrivninger varieres på mange måder: Det kaldes hendes øjnes eller kinders eller ansigts eller øjenbryns eller øjenlågs hagl eller regn eller snebyger eller dråber eller regnbyger eller fosser.

45

Her kan man høre, at guldet kaldes jætternes ord eller stemme, som det tidligere er sagt. Således kvad skjalden Brage:

Ham havde jeg som den tredje ven,
den værste mod stemmen fra fiskegrundenes
bundkugles Ale, men den bedste mod mig,
en mand uden dadel.

Han kaldte stenen fiskegrundenes bundkugle, jætten stenens Ale og guldet jættens stemme.

46

Hvad er grunden til, at guld kaldes odderbod? Det fortælles, at da aserne Odin, Loke og Høner drog ud for at udforske verden, kom de til en å og gik langs den hen til et vandfald. Ved vandfaldet var der en odder, som havde fanget en laks i faldet og lå og spiste med halvlukkede øjne. Da tog Loke en sten op, kastede den mod odderen og ramte den i hovedet. Loke pralede nu af sin fangst, fordi han med ét slag havde fanget både en odder og en laks. De tog laksen og odderen med sig og kom til en gård, hvor de gik ind. Bonden, som boede der, hed Reidmar. Han var en mægtig mand og meget trolddomskyndig. Aserne bad om husly for natten og sagde, at de havde rigeligt med mad med sig, og viste bonden deres fangst.

Da Reidmar så odderen, kaldte han på sine sønner, Fafner og Regin, og fortalte, at deres bror Otr var blevet dræbt, og hvem der havde gjort det. Nu gik far og sønner løs på aserne, greb dem og bandt dem og fortalte dem, at odderen var Reidmars søn. Aserne tilbød at løskøbe deres liv med så meget gods, som Reidmar selv ville fastsætte. Det blev deres forlig, og det blev bekræftet med eder. Så blev odderen flået. Reidmar tog odderskindet og sagde til dem, at de skulle fylde skindet med rødt guld og også dække det helt med guld; det skulle være vilkåret for deres forlig.

Odin sendte da Loke til Svartalfheim, og han kom til den dværg, som hedder Andvare. Han var en fisk i vandet, og Loke fangede ham og krævede som løsesum for hans liv alt det guld, han ejede inde i sin sten. Da de kom ind i stenen, bar dværgen alt sit guld frem, og det var en meget stor skat. Men dværgen smuttede en lille guldring ind under armen. Det så Loke og bad ham aflevere ringen. Dværgen bad ham om ikke at tage ringen fra ham og sagde, at han kunne skaffe sig ny rigdom ved hjælp af ringen, hvis han beholdt den. Loke sagde, at han ikke skulle have så meget som en penning tilbage, tog ringen fra ham og gik ud. Men dværgen sagde, at den ring skulle blive enhver ejermands bane. Loke sagde, at det passede ham godt, og at den forbandelse nok skulle få lov at stå ved magt, for han ville lade den komme den for øre, som nu tog imod ringen.

Han drog af sted, kom til Reidmar og viste Odin guldet. Da Odin så ringen, syntes han, at den var smuk, og tog den fra skatten, men gav Reidmar guldet. Reidmar fyldte odderskindet, så meget han kunne, og rejste det op, da det var fuldt. Odin gik nu hen og skulle dække skindet med guldet. Så sagde han til Reidmar, at han skulle se efter, om hele skindet nu var dækket. Reidmar så til og undersøgte det nøje. Han fik øje på et knurhår og bad om at få det dækket; ellers var vilkårene for deres forlig opfyldt. Da tog Odin ringen frem og dækkede knurhåret med den og sagde, at de nu havde betalt odderboden og var frie.

Da Odin havde taget sit spyd og Loke sine sko, og de ikke længere havde noget at frygte, sagde Loke, at det skulle gå, som Andvare havde sagt: at denne ring og dette guld skulle blive ejermandens bane. Og sådan gik det siden. Nu er det fortalt, hvorfor guld kaldes odderbod eller asernes tvangsbod eller stridens metal.

47

Hvad er der mere at fortælle om guldet? Reidmar tog nu guldet som bod for sin søn, men Fafner og Regin krævede en del af det som bod for deres bror. Reidmar undte dem ikke en eneste penning af guldet. Brødrene greb da til det onde råd at dræbe deres far for guldets skyld. Så krævede Regin, at Fafner skulle dele guldet ligeligt mellem dem. Fafner svarede, at der var ringe udsigt til, at han ville dele guldet med sin bror, når han havde dræbt sin far for dets skyld. Han bad Regin drage bort; ellers ville det gå ham som Reidmar.

Fafner havde nu taget en hjelm, som Reidmar havde ejet, og sat den på hovedet. Den blev kaldt rædselshjelmen, og alle levende væsener, som så den, blev grebet af frygt. Han havde også taget det sværd, som hedder Hrotte. Regin havde det sværd, som kaldes Refil. Han flygtede nu bort, men Fafner drog op på Gnitahede, indrettede sig et leje der, omskabte sig til en orm og lagde sig på guldet.

Regin drog da til kong Hjalprek i Thy og blev hans smed. Her tog han Sigurd i pleje, søn af Sigmund, Vølsungs søn, og af Hjørdis, Eylimis datter. Sigurd var den ypperste af alle hærkonger i æt, styrke og mod. Regin fortalte ham, hvor Fafner lå på guldet, og æggede ham til at hente det. Så smedede Regin det sværd, som hedder Gram. Det var så skarpt, at da Sigurd holdt det ned i rindende vand, skar det en uldtot over, som strømmen førte hen mod sværdæggen. Derefter kløvede Sigurd med sværdet Regins ambolt helt ned i blokken.

Efter dette drog Sigurd og Regin til Gnitahede. Sigurd gravede en grube på Fafners vej og satte sig i den. Da Fafner krøb ned til vandet og kom hen over gruben, stak Sigurd sværdet igennem ham, og det blev hans bane. Nu kom Regin til og sagde, at Sigurd havde dræbt hans bror. Som forlig krævede han, at Sigurd skulle tage Fafners hjerte og stege det over ilden. Men Regin lagde sig ned og drak Fafners blod og lagde sig så til at sove.

Mens Sigurd stegte hjertet, mente han, at det måtte være gennemstegt, og mærkede med fingeren, hvor fast det var. Da skummet fra hjertet løb ud på fingeren, brændte han sig og stak fingeren i munden. Da hjerteblodet kom på tungen, kunne han forstå fuglesprog og skelnede, hvad spætmejserne, som sad i træet, sagde. Da sagde en af dem:

Der sidder Sigurd,
stænket med blod,
Fafners hjerte
steger han over ilden;
klog fandt jeg
ringenes bryder,
hvis livsmusklen,
den blanke, han åd.

Der ligger Regin, sagde en anden,
lægger råd med sig selv,
vil svige den unge,
som stoler på ham;
fletter i vrede
falske ord sammen,
ulykkens smed vil
hævne sin bror.

Da gik Sigurd hen til Regin og dræbte ham, og derpå til sin hest, som hedder Grane. Han red, indtil han kom til Fafners leje, tog guldet, bandt det sammen i byrder og lagde dem på Granes ryg. Selv steg han også op og red sin vej. Nu er det fortalt, hvilken historie der ligger bag, at guldet kaldes Fafners leje eller bolig eller Gnitahedes metal eller Granes byrde.

48

Sigurd red nu videre, indtil han fandt et hus på fjeldet. Derinde sov en kvinde, og hun bar hjelm og brynje. Han trak sværdet og skar brynjen af hende. Da vågnede hun og sagde, at hun hed Hild. Hun kaldes Brynhild og var valkyrie.

Sigurd red derfra og kom til en konge, som hed Gjuke. Hans kone hed Grimhild. Deres børn var Gunnar, Høgne, Gudrun og Gudny. Guttorm var Gjukes stedsøn. Sigurd blev der i lang tid. Så blev han gift med Gudrun, Gjukes datter, og Gunnar og Høgne svor sig i broderskab med Sigurd.

Derefter drog Sigurd og Gjukes sønner til Atle, Budles søn, for at bejle til hans søster Brynhild på Gunnars vegne. Hun opholdt sig på Hindarfjeld, og rundt om hendes sal bølgede en flammemur. Hun havde aflagt det løfte kun at gifte sig med den mand, som turde ride gennem flammerne. Sigurd og Gjukungerne — de kaldes også Niflunger — red nu op på fjeldet, og Gunnar skulle ride gennem flammerne. Han ejede den hest, som hedder Gote, men den turde ikke springe ind i ilden. Da byttede Sigurd og Gunnar skikkelse og også navne, for Grane ville ikke bære nogen anden mand end Sigurd.

Sigurd sprang nu op på Grane og red gennem flammerne. Den aften holdt han bryllup med Brynhild. Da de kom i seng, trak han sværdet Gram af skeden og lagde det imellem dem. Om morgenen, da han stod op og klædte sig på, gav han Brynhild den guldring, som Loke havde taget fra Andvare, som morgengave, men tog en anden ring af hendes hånd til minde. Sigurd sprang så op på sin hest og red hen til sine fæller. Han og Gunnar byttede da skikkelse igen og drog hjem til Gjuke med Brynhild. Sigurd fik to børn med Gudrun, Sigmund og Svanhild.

49

Engang gik Brynhild og Gudrun ned til vandet for at blege deres hår. Da de kom til åen, vadede Brynhild ud fra bredden og sagde, at hun ikke ville have det vand på hovedet, som løb fra Gudruns hår, for hun havde en modigere ægtemand. Gudrun gik da ud i åen efter hende og sagde, at hun havde ret til at vaske sit hår længere oppe i åen, fordi hun havde en mand, som hverken Gunnar eller nogen anden i verden kunne måle sig med i tapperhed. Han havde jo dræbt Fafner og Regin og taget arv efter dem begge.

Da svarede Brynhild: »Det er mere værd, at Gunnar red gennem flammerne, mens Sigurd ikke turde.«

Gudrun lo og sagde: »Tror du, at Gunnar red gennem flammerne? Jeg tror, at den mand gik i seng med dig, som gav mig denne guldring. Men den guldring, du har på hånden og fik som morgengave, kaldes Andvaranaut, og jeg tror ikke, at Gunnar hentede den på Gnitahede.«

Da tav Brynhild og gik hjem. Derefter æggede hun Gunnar og Høgne til at dræbe Sigurd. Men fordi de havde svoret Sigurd troskab, æggede de deres bror Guttorm til at dræbe ham. Han stak sit sværd gennem Sigurd, mens han sov. Da Sigurd fik såret, kastede han sværdet Gram efter ham, så det skar manden midt over. Der faldt Sigurd og hans treårige søn, som hed Sigmund, og som de dræbte.

Derefter stak Brynhild sig med et sværd, og hun blev brændt sammen med Sigurd. Men Gunnar og Høgne tog nu Fafners arv og Andvaranaut og herskede over landene.

50

Kong Atle, Budles søn og Brynhilds bror, giftede sig da med Gudrun, som havde været Sigurds hustru, og de fik børn. Kong Atle indbød så Gunnar og Høgne til sig, og de tog imod indbydelsen. Men før de drog hjemmefra, skjulte de guldet, arven efter Fafner, i Rhinen, og det guld er aldrig siden blevet fundet. Kong Atle havde imidlertid samlet en hær og kæmpede mod Gunnar og Høgne, og de blev taget til fange. Kong Atle lod hjertet skære ud af Høgne, mens han levede. Det blev hans død. Gunnar lod han kaste i en ormegård, men i hemmelighed blev der givet ham en harpe, og han slog den med tæerne, for hans hænder var bundet. Han spillede sådan på harpen, at alle ormene faldt i søvn undtagen én hugorm, som gled hen til ham og bed ham under brystbenet, så den stak hovedet ind i bughulen og hang fast i leveren, indtil han døde. Gunnar og Høgne kaldes niflunger og gjukunger. Derfor kaldes guld niflungernes skat eller arv.

Kort efter dræbte Gudrun sine to sønner og lod deres hjerneskaller indfatte i guld og sølv til drikkebægre. Så blev der holdt gravøl over niflungerne. Ved det gilde lod Gudrun kong Atle skænke mjød i disse bægre, og den var blandet med drengenes blod. Deres hjerter lod hun stege og give kongen at spise. Da det var sket, fortalte hun ham selv det med mange hårde ord. Der manglede ikke stærk drik, så de fleste faldt i søvn, hvor de sad. Den nat gik hun hen til kongen, mens han sov, og Høgnes søn var med hende, og de huggede ham ned. Det blev hans død. Så satte de ild til hallen, og folkene derinde brændte inde.

Derefter gik hun til havet og sprang i det for at tage sit eget liv, men hun drev over fjorden og kom til det land, som kong Jonakr ejede. Da han så hende, tog han hende til sig og giftede sig med hende. De fik tre sønner, som hed Sørle, Hamder og Erp. De havde alle hår så sort som en ravn, ligesom Gunnar og Høgne og de andre niflunger. Der voksede også Svanhild op, den unge Sigurds datter, og hun var den smukkeste af alle kvinder. Det hørte den mægtige kong Jørmunrek om. Han sendte sin søn Randve af sted for at fri til hende på sine vegne. Da han kom til Jonakr, blev Svanhild overgivet til ham. Han skulle føre hende til kong Jørmunrek. Da sagde Bikke jarl, at det passede bedre, at Randve fik Svanhild, eftersom han var ung, og det var de begge, mens Jørmunrek var gammel. Det råd syntes de unge godt om. Straks efter fortalte Bikke kongen det. Kong Jørmunrek lod da sin søn gribe og føre til galgen. Så tog Randve sin høg, plukkede fjerene af den og bad om, at den blev sendt til hans far. Derpå blev han hængt. Da kong Jørmunrek så høgen, kom han til at tænke på, at ligesom høgen var ude af stand til at flyve og uden fjer, sådan var hans rige ude af stand til at klare sig, nu da han var gammel og sønneløs.

Da kong Jørmunrek red hjem fra jagt i skoven med sin hird, fik han øje på Svanhild, som sad og lod solen skinne på sit hår. Så red de imod hende og trampede hende ihjel under hestenes hove. Da Gudrun hørte det, æggede hun sine sønner til at hævne Svanhild. Da de gjorde sig rede til rejsen, gav hun dem brynjer og hjelme så stærke, at jern ikke kunne bide på dem. Hun gav dem det råd, at når de kom til kong Jørmunrek, skulle de gå løs på ham om natten, mens han sov. Sørle og Hamder skulle hugge hænder og fødder af ham, men Erp hovedet.

Da de var kommet på vej, spurgte de Erp, hvilken hjælp de kunne få af ham, hvis de traf kong Jørmunrek. Han svarede, at han ville hjælpe dem, som en hånd hjælper en fod. De sagde, at det var ingenting, for en fod støttede sig ikke til en hånd. De var så vrede på deres mor, fordi hun havde fulgt dem ud med hadefulde ord, og de ville gøre det, som ville smerte hende mest. Derfor dræbte de Erp, for ham elskede hun højest. Lidt senere gled Sørles ene fod, mens han gik, og han støttede sig med hånden. Da sagde han: »Nu hjalp hånden foden. Det var bedre nu, om Erp levede.«

Da de om natten kom til kong Jørmunrek, hvor han lå og sov, og huggede hænder og fødder af ham, vågnede han og råbte på sine mænd og bad dem vågne. Da sagde Hamder: »Nu var hovedet også kommet af, hvis Erp levede.« Hirdmændene rejste sig og angreb dem, men kunne ikke overvinde dem med våben. Da råbte Jørmunrek, at de skulle slås med sten. Det blev gjort. Der faldt Sørle og Hamder. Nu var også hele Gjukes slægt og afkom døde. Derfor kaldes brynjen Hamders og Sørles klæder eller klædning.

51

Efter den unge Sigurd levede en datter ved navn Aslaug, som blev opfostret hos Heimer i Hlymdale, og fra hende stammer store slægter. Det fortælles, at Sigmund Vølsungssøn var så kraftfuld, at han drak gift uden at tage skade, mens hans søn Sinfjøtle og Sigurd havde så hård hud, at gift ikke skadede dem, hvis den kom på deres nøgne hud udefra. Derfor har skalden Brage kvædet sådan:

Da den gamle Lits mænds
brydekampbyders krog bar
den bugtende ål, sammenkrøllet,
af vølsungernes drik.

De fleste skjalde har digtet efter disse fortællinger og taget forskellige dele af dem op. Brage den Gamle digtede om Sørles og Hamders fald i den drapa, han digtede om Ragnar Lodbrog.

Da måtte Jørmunrek vågne
som af en ond drøm
blandt blodbestænkte skarer
i sværdenes strøm;
der blev kamp i hallen
hos Randves fædrene ophav,
da Erps ravnsorte brødre
hævnede deres sorger.

Ligdug flød over bænkene
på kampalfens halgulv,
hvor afhuggede hænder og fødder
kunne skelnes i blodet;
han faldt på hovedet i ølskålenes
brønd, blandet med blod;
det er malet på Leifs landes
træers løv.

Der stod Naglfars sejls master
uden søm, så de
omringede fyrstens gulvhingsts
indhegnede kar;
snart blev Sørle og Hamder,
som havde lagt råd sammen,
slået med Hergauts venindes
hårde skulderknogler.

Stålstrømmens spreder lod
Gjukes ætlinge stene hårdt,
da de ville berøve
Fuglhilds elskede livet;
alle gengældte Jonakrs sønner
den blåskjortede birks smukke vej;
pandehug rungede
og sværdenes ægge.

Det fald ser jeg på den smukke
skjoldbund blandt søkrigere.
Ragnar gav mig Ræs vogns måne
og en mængde fortællinger.

52

Hvorfor kaldes guld Frodes mel? Baggrunden er denne fortælling: Odins søn hed Skjold, og fra ham stammer skjoldungerne. Han havde sit sæde og herskede over landene dér, hvor det nu kaldes Danmark, men dengang blev kaldt Gotland. Skjold havde en søn, som hed Fridleif, og som herskede over landene efter ham. Fridleifs søn hed Frode. Han overtog kongedømmet efter sin far på den tid, da kejser Augustus skabte fred over hele verden. Da blev Kristus født. Men fordi Frode var den mægtigste af alle konger i Norden, blev freden opkaldt efter ham overalt, hvor man talte dansk tunge, og folk kalder den Frodefreden. Ingen gjorde en anden fortræd, selv om han traf sin fars eller brors drabsmand, fri eller bundet. Der var heller ingen tyv eller røver, så en guldring lå længe på Jelling Hede.

Kong Frode tog til gilde i Sverige hos den konge, som kaldes Fjolner. Da købte han to trælkvinder, der hed Fenja og Menja. De var store og stærke. På den tid fandtes der i Danmark to kværnsten så store, at ingen var stærk nok til at dreje dem. Men kværnen havde den egenskab, at den malede det, som den, der malede, bad om. Den kværn hed Grotte. Hængekæft hed han, som gav kong Frode kværnen. Kong Frode lod trælkvinderne føre hen til kværnen og bad dem male guld. Det gjorde de og malede først guld, fred og lykke til Frode. Så gav han dem ikke længere hvile eller søvn, end gøgen tav, eller det tog at synge en sang. Det fortælles, at de kvad den sang, som kaldes Grottesangen, og dens begyndelse lyder sådan:

Nu er vi kommet
til kongens huse,
to fremsynede kvinder,
Fenja og Menja;
hos Frode,
Fridleifs søn,
holdes de stærke møer
som trælkvinder.

Før sangen var til ende, malede de en hær frem mod Frode, så den søkonge, der hed Mysing, kom samme nat og dræbte Frode og tog et stort bytte. Da ophørte Frodefreden. Mysing tog Grotte med sig og ligeledes Fenja og Menja og bad dem male salt. Ved midnat spurgte de, om Mysing ikke var træt af salt. Han bad dem male videre. De malede kun en kort stund, før skibet sank, og derefter blev der en malstrøm i havet, hvor havet styrter ned i kværnøjet. Da blev havet salt.

53

Hvorfor kaldes guld Krakes sæd? En konge i Danmark hed Rolf Krake. Han var den ypperste af oldtidens konger, især i gavmildhed, tapperhed og beskedenhed. Som et tegn på hans beskedenhed fortælles ofte dette: Der var en lille, fattig dreng, som hed Vøgg. Han kom ind i kong Rolfs hal. Kongen var da ung af alder og spinkel af vækst. Vøgg gik hen foran ham og så op på ham. Da sagde kongen: »Hvad vil du sige, dreng, siden du ser på mig?« Vøgg sagde: »Da jeg var hjemme, hørte jeg, at kong Rolf i Lejre var den største mand i Norden, men nu sidder her en lille stage i højsædet, og I kalder ham konge.« Da svarede kongen: »Du, dreng, har givet mig et navn, så jeg skal hedde Rolf Krake, og det er skik, at en gave skal følge med navngivningen. Nu ser jeg, at du ingen gave har at give mig ved navngivningen, som jeg ville sætte pris på. Så skal den, der har noget, give den anden.« Han tog en guldring af sin hånd og gav ham den. Da sagde Vøgg: »Må du give med størst lykke af alle konger, og det løfte aflægger jeg, at jeg vil blive den mands bane, som bliver din banemand.« Da lo kongen og sagde: »Vøgg bliver glad for lidt.«

54

Som endnu et vidnesbyrd om Rolf Krakes tapperhed fortælles det, at en konge ved navn Adils herskede i Uppsala. Han var gift med Yrsa, Rolf Krakes mor. Han lå i strid med den konge, der herskede over Norge, og som hed Ale. De aftalte at mødes til kamp på isen på den sø, der hedder Vänern. Kong Adils sendte bud til sin stedsøn Rolf Krake om at komme ham til hjælp og lovede hele hans hær sold, så længe de var på togtet, mens kongen selv skulle få tre kostbarheder, som han frit kunne vælge i Sverige. Kong Rolf kunne ikke rejse på grund af den krig, han førte mod sakserne, men han sendte dog Adils sine tolv bersærker. Blandt dem var Bødvar Bjarke og Hjalte den Modige, Hvidsærk den Raske, Vøt, Vesete og brødrene Svipdag og Beigud.

I dette slag faldt kong Ale og en stor del af hans hær. Da tog kong Adils hjelmen Hildesvin og hesten Ravn fra den døde. Rolf Krakes bersærker krævede nu deres sold, tre pund guld til hver, og desuden krævede de at få de kostbarheder med til Rolf Krake, som de havde valgt til ham. Det var hjelmen Hildegalt og brynjen Finnsleif, som intet jern bed på, og guldringen, der blev kaldt Sveagris, og som havde tilhørt Adils' forfædre. Men kongen nægtede at udlevere alle disse skatte og betalte heller ikke solden. Bersærkerne drog bort, utilfredse med deres lod, og fortalte Rolf Krake, hvordan det var gået.

Straks gjorde han sig rede til at drage til Uppsala, og da han havde sejlet sine skibe ind i åen Fyris, red han til Uppsala sammen med sine tolv bersærker, alle uden tilsagn om fred. Hans mor Yrsa tog vel imod ham og fulgte ham til et herberg og ikke til kongens hal. Der blev tændt bål for dem og givet dem øl at drikke. Da kom kong Adils' mænd ind og lagde brænde på ilden og gjorde den så stærk, at tøjet brændte på Rolf og hans mænd, og sagde: »Er det sandt, at Rolf Krake og hans bersærker hverken flygter for ild eller jern?« Da sprang Rolf Krake op og alle hans mænd med ham. Han sagde:
»Lad os øge ilden endnu
i Adils' huse.«
Han tog sit skjold og kastede det på ilden og sprang over bålet, mens skjoldet brændte, og sagde videre:
»Den flygter ikke for ild,
som springer over den.«
Sådan gjorde hans mænd den ene efter den anden. De greb også dem, der havde lagt mere brænde på, og kastede dem på ilden.

Da kom Yrsa og gav Rolf Krake et dyrehorn fuldt af guld og desuden ringen Sveagris og bad dem ride bort til deres folk. De sprang på deres heste og red ned på Fyrissletten. Da så de, at kong Adils red efter dem med hele sin hær fuldt bevæbnet og ville dræbe dem. Rolf Krake tog da med højre hånd guldet op af hornet og strøede det ud over vejen. Da svenskerne så det, sprang de af sadlerne, og hver tog, hvad han kunne få. Men kong Adils bød dem ride videre og red selv af al kraft. Hans hest hed Sløngvir og var den hurtigste af alle heste. Da Rolf Krake så, at kong Adils kom ham nær, tog han ringen Sveagris, kastede den hen til ham og bad ham tage imod den som gave. Kong Adils red hen til ringen, greb den med spydspidsen og lod den glide op på døllen. Da vendte Rolf Krake sig om og så ham bøje sig ned. Han sagde: »Nu har jeg fået den mægtigste blandt svenskerne til at bøje sig som et svin.« Således skiltes de. Derfor kaldes guld Krakes eller Fyrisslettens sæd.

Således digtede Eyvind Skjaldespilder:
Vi bar, kamplegets Ull,
gennem hele Håkons levetid
Fyrisslettens sæd
på høgenes fjelde.

Som Tjodolf digtede:
Fyrsten sår for sin hird
Yrsas søns sæd
på de knoglekloge fugles
stejle, ringpløjede ager.
Den dadelfri landsstyrer
øser Krakes lyse korn
på havmuldens kød,
på mine egne høgehøje.

55

Det fortælles, at den konge, som kaldes Hølg, og som Hålogaland har navn efter, var far til Thorgerd Hølgebrud. De blev begge dyrket med ofre, og Hølgs høj blev opkastet skiftevis af et lag guld eller sølv — det var offergaverne — og et lag jord og sten.

Således digtede Skule Thorsteinssøn:
Da jeg rødfarvede Reifners tagild
foran Svold for at vinde rigdom,
samlede jeg med ringe
den hærfulgte Hølgs højtag.

56

I de gamle Bjarkemål opregnes mange betegnelser for guld. Der siges det således:
Den gavmildeste konge
berigede sin hird
med Fenjas trælleslid,
Fafners Midgård,
Glasers glødende løv,
Granes fagre byrde,
Draupners dyre sved,
Grafvitners dun.

Gavmildt uddelte fyrsten,
og mændene tog imod,
Sifs hovedbundsfæster,
dalbuestrengens is,
den modvillige odderbod,
Mardals tårer,
Oruns ild,
Ides glinsende tale.

Kampens giver glædede
— vi gik prægtigt klædt —
med Tjasses tingsord
vældige hærskarer,
med Rhinens røde malm,
med Niflungernes strid,
den kampdjærve fyrste.
Han skånede dog ikke Balder.

I kenninger kaldes guld håndens eller leddets eller armens ild, fordi det er rødt, men sølv kaldes sne eller is eller rim, fordi det er hvidt. På samme måde skal guld eller sølv også kendes ved henvisning til en pung, en digel eller et skumlag, men både sølv og guld kan kaldes håndens sten eller halspryd for en mand, som plejede at bære halssmykker. Halssmykker og ringe kan være både sølv og guld, medmindre andet er angivet.

Som Torleik den Fagre digtede:
Kongen kaster diglens byrde
på mændenes blanke falkepladser;
den unge fyrste giver
armens gløder.

Og som Einar Skåleglam digtede:
Lunds landdjærve fyrste
øder leddenes brande.
Jeg tror ikke, fyrstens mænd
vil mangle Rhinens sten.

Således digtede Einar Skulason:
På begge sider af blodglødens
bjerg ligger pungens havs
sne og ild at prise;
jeg har møntens fjende at takke.

Og videre digtede han:
Hver dag bruser havets flamme
om diglens hvide snedrive;
Heites hests sideskjold
råder over et gavmildt hjerte.
Aldrig kan ålens larmende
vejs ild smelte skålenes sne;
hærskarernes fælder sørger
for al fremgang.

Her kaldes guld ålens larmende vejs ild, men sølv skålenes sne.

Således digtede Thord Mæreskjald:
Hermod ser på ringenes øder,
håndklippens glade giver,
at han havde en god far,
han, som ejede slangens leje.

57

En mand kaldes guldets bryder, således som Ottar den Sorte digtede:
Jeg må nyde godt af gavmildheden
hos kampglødens bryder.
Herinde er en fuldt duelig hird
hos den kloge konge.

Eller guldets udsender, som Einar Skåleglam digtede:
Guldets udsender lader mig nyde
Yggs mjøds jordlod;
fyrsten glæder mændenes hær,
hans gunst kan jeg vinde.

Guldets kaster, som Torleik digtede:
Med sine gerninger vinder
guldets kaster kongens hirds troskab.

Guldets fjende, som Thorvald Blandaskjald digtede:
Guldets fjende kaster armens
gløder, kongen giver rødt guld;
uættens øder spreder
Granes byrde.

Guldets gavmilde mand, som her:
Jeg fandt en guldgavmild mand;
om kampildens vejflammes træ
er der digtet en dråpe
med ti omkvæd.

58

En kvinde kendes ved henvisning til guld og kaldes guldets sælge, som Hallar-Stein digtede:
Den, der uddeler ravet fra saltets
kølige mark for Vidblindes galt,
vil længe mindes sælgen
for sivbåndets vej.

Her kaldes hvaler Vidblindes galte. Han var en jætte og trak hvaler op ude på havet som fisk. Hvalernes mark er havet, og havets rav er guld. En kvinde er sælge for det guld, hun giver, og et andet ord for sælge er træ, som det før er skrevet, at en kvinde kendes ved henvisning til alle slags trænavne af hunkøn. Hun kaldes også en stamme for det, hun giver. Stamme kaldes også det træ, der falder i skoven.

Således digtede Gunnlaug Ormstunge:
Kvinden blev født til strid
blandt menneskenes børn;
kampens træ voldte det;
jeg higede efter at eje rigdommens stamme.

En kvinde kaldes skov. Således digtede Hallar-Stein:
Med digtets høvl har jeg tilhugget
ølstævnenes Bil, skålenes fagre skov;
jeg omgås omhyggeligt arbejdet
på omkvædsskibets stævnplanker.

Stang, som Stein videre digtede:
Du vil, slanke stang for flodens ild,
Hjadningestenens vogter-Sif,
som flere andre
brydes med din lykke.

Støtte, således digtede Orm Steinthorssøn:
Fjordbenets støtte blev klædt
i overmåde rene klæder.
Spyd-Frej slyngede en ny dragt
om mjødens Hrist.

Støtte, som Steinar digtede:
Alle mine drømme om den milde
Syn for halskædens bløde leje har løjet;
strømmånens svajende støtte
har bragt mig til ro.

Birk, som Orm videre digtede:
For på Billings søns bæger
har jeg sat mærket af birken
for hændernes hule, brusende bål,
det bæger, jeg bærer frem.

Eg, som her:
Guldets eg står fagert klædt
foran vores leg.

Lind, som her:
Kampdjærve elm for malmens
brusende byge, vort mod
må ikke svigte — sådan bød
linneds linde i landet.

59

En mand kendes ved henvisning til træer, som det før er skrevet, og kaldes våbnenes eller kampenes røn, rejsernes og gerningens, skibenes og alt det, som han råder over og prøver. Således digtede Ulf Uggesøn:
Men jordens stive tømme
stirrede glinsende foran rælingen
på jordbenets hærskarers prøver
og blæste gift.

Træ og stamme, som Kormak digtede:
Drabskvistens stamme er mange overlegen
i spydenes brag;
sværdet skaffer den kampdjærve
Sigurd jarl land.

Lund, således digtede Hallfred Vandrådeskjald:
Den mægtige lund, som svinger
skjoldets fare, med hår som løv,
står mod øst som stærkt værn
for Ulls asketræer.

Her nævnes også træ. Stamme, således digtede Arnor:
Rygboernes krigerstamme bød skjoldene
sluttes sammen før mørket;
stridsskyernes regn varede
efterårsnatten igennem.

Ask, som Rev digtede:
Den gavmilde ask for Hårs snestorm,
as-Frej, gik til pigens
guldstrøede leje
i sin fulde manddomskraft.

Løn, som her:
»Velkommen, løn for håndens is!«
Således hilste brynjens løn.

Træ, som Rev digtede:
Al kampens hæder har jeg besluttet
at byde stridens skræk, Thorstein;
sværdenes træ
råder derfor.

Stav, som Ottar digtede:
Du holdt, hvor ravnen ikke sultede,
landet mod to fyrster,
frygtelige kampstav, over for mændenes slægt;
du er rask til handling.

Torn, som Arnor digtede:
Ung stablede rigdommens torn
tunge ligbunker til ørnene,
mens hirdmændene viste
ørneføderen svig.

60

Hvordan skal man kende betegne et slag? Ved at kalde det våbnenes eller skjoldenes eller Odins eller valkyriens eller hærkongernes uvejr eller brag eller larm. Således digtede Hornklove:
Fyrsten førte spydstorm mod mænd,
hvor sårgæssene skreg;
røde sår sprøjtede blod
under Skøguls drøn.

Således digtede Eyvind:
Og den mand bar
i Hårs uvejr
Hrísgrimners
mørke skjorte.

Således digtede Bersi:
Jeg syntes engang, da vi var
yngre, sådan fortælles det,
vel egnet blandt kampildens træer
i Hlakks snefog.

Således digtede Einar:
Den djærve fyrste lader Hilds sejl
møde Gønduls stærkeste larmvind;
hørren knager, hvor
bu _strengens hagl fyger.

Som Einar Skåleglam digtede:
Sejrsbirkenes skjorter,
fast sammensyede, værnede ikke
sværdets træer mod Høgnes byger
i Hårs larm.

Som her:
Mod spydbragets vækker
sætter de spidsnettets kant.

Og ligeledes dette:
Fjender sank ved Gønduls larm
under fyrstørnenes kløer.

61

Våben og rustninger skal kendes ved slaget og ved Odin og valmøerne og hærkongerne; man kalder hjelmen hat eller hovedklæde, brynjen særk eller skjorte og skjoldet telt, og skjoldborgen kaldes hal og tag, væg og gulv. Skjolde kaldes også og kendes ved krigsskibe som skibets sol eller måne eller løv eller glans eller gærde. Skjoldet kaldes også Ulls skib eller kendes ved Hrungners fødder, eftersom han stod på et skjold. På gamle skjolde plejede man at male en rand, som kaldtes en ring, og skjolde kendes ved denne ring. Hugvåben, økser eller sværd, kaldes blodets eller sårenes ild. Sværd kaldes Odins ild, men økser kalder man med troldkvinders navne og kender dem ved blod eller sår eller skov eller træ. Stikvåben kendes passende ved slanger eller fisk. Skudvåben kendes ofte ved hagl eller snefog eller byger. Alle disse kenninger varieres på mange måder, for det er mest i lovdigte, man digter, hvad der kræver disse kenninger. Således digtede Viga-Glum:
Hæren tøvede med at gå
foran bakken med Hængte-Tyrs hatte;
de syntes ikke, det var tiltalende
at vove sig frem.

Således digtede Einar Skåleglam:
Hjelmklædt bød den kampivrige
Sigvalde til strid, og den kampdjærve
Bue, som drog sydfra
ind i Gunns larm.

Rodes særk, som Tind digtede:
Da brynjens træer måtte kaste
Hanges ringprydede, klingende særk,
blev Rodes rastes gyngende heste
ryddet.

Hamders skjorte, som Hallfred digtede:
Ikke svagt brager derude
på bølgedyrets raske træer,
hårdt mod Hamders skjorter,
Egils våbens klingende hagl.

Sørles klæder, som han ligeledes digtede:
Derfra bliver mændenes blanke
Sørle-klæder, det ved jeg fuldt,
røde af blod i sårildens
byger af filespåner.

[Hlakks telte], som Grettir digtede:
Hlakks teltes løftere holdt
Hilds vægs næser sammen,
og stormens Njorder
huggede løs mod skæggene.

Rodes tag, som Einar digtede:
Rodes tags stærke is svinder
ikke for regnen fra øjnene
hos Ods sengeveninde;
måtte den konge nå alderdom.

Hilds væg, som Grettir digtede, og som er skrevet ovenfor. Skibssol, som Einar digtede:
Olavs slægt rødfarver på havet
skibssolens flamme.

Skibssidemåne, som Ref digtede:
Skøn var dagen, da de fagre
underarmsflammekastere
trængte skibssidemånen ind
på mine ringes hængebjælke.

Skibets gærde, som her:
Så skød spyddenes larmforøger
gennem stavnenes stenprydede gærde,
som var det birkebark;
han var voldsom i kampen.

Ulls ask, som Tjodolf digtede:
Om fyrsten farer
Ulls skibs byger med fuld styrke,
hvor sammensømmede master
rider, klædt i skeders dug.

Hrungners fodsålers blad, som Brage digtede:
Vil du, Ravnkætil, høre,
hvordan jeg skal prise fyrsten
og Truds tyvs fodsålers blad,
klart bemalet med farve?

Skjalden Brage digtede dette om ringen på skjoldet:
Medmindre Sigurds navnkundige søn
ville give så god en løn
for Høgnes møs klingende hjul
med ring som nav.

Han kaldte skjoldet Hilds hjul og ringen hjulets nav. Ringjord, som Hallvard digtede:
Fyrsten ser den rødlysende,
krumrandede ringjord flyve
i to under spydangrebet;
det hvide skjold brister itu.

Således digtes der også:
Ringen klæder skjoldet bedst,
men pilene buen.

Sværdet er Odins ild, som Kormak digtede:
Kampen svulmede, da Grids
gangerføder, som vakte strid,
gik med Gauts gjaldende ild.
Urd kom op af brønden.

Hjelmens ild, som Ulf Uggason digtede:
Fjeldenes mægtige Hild
lod havets Sleipner trampe frem,
men Hrofts hjelmilds mænd
fældede hendes ganger.

Brynjens ild, som Glum Geirason digtede:
Landets vogter lod da
den hvæssestenstyndede brynjes
klangild hvine; mod mænd
værgede han sig med hårdt livsmod.

Skjoldrandens is og skjoldets skade, som Einar digtede:
Af den retskafne fyrste fik jeg
røde skjoldrandes is, stænket
med Frejas øjenlågstø;
hjelmens skade bærer jeg i hånden.

Øksen kaldes skjoldenes troldkvinde, som Einar digtede:
Ræfils landhests ryttere
kan tydeligt se, hvor smukt
udskårne drager ligger
ved hjelmens Grids bryn.

Spyddet kaldes en slange, som Ref digtede:
Min skjoldskovs mørke drage
kan, vældig og voldsom,
lege på mændenes håndflader,
hvor krigere mødes.

Pile kaldes buens eller strengens eller skjoldenes eller slagets hagl, som Einar Skåleglam digtede:
Bragets Røgner rystede buernes
hagl ud af Hlakks sejl;
sværdets ulves skånselsløse fjende
værgede tappert sit liv.

Og Hallfred:
Og spyd-Rotas gås'
sultstillere blev værnet
mod strengens hagl af hængende
klæder, tæt besat med jern.

Og Eyvind Skjaldespilder:
Lidet lod du, sagde de,
Hordernes landværner, modet vakle
ved brynjehagl i sår; det bragede,
og elmebuerne bøjede sig.

62

Slaget kaldes Hjadningernes uvejr eller byge og våbnene Hjadningernes ild eller vånde, og det har sin historie. Den konge, som nævnes Høgne, havde en datter ved navn Hild. Hende tog kong Hedin Hjarrandason som krigsbytte. Kong Høgne var da draget til et kongemøde. Men da han hørte, at der var blevet hærget i hans rige, og at hans datter var ført bort, drog han med sin hær ud for at lede efter Hedin og fik at vide, at han drog nordpå langs kysten. Da kong Høgne kom til Norge, hørte han, at Hedin var sejlet vestpå over havet. Da sejlede Høgne efter ham helt til Orkneyøerne, og da han kom til det sted, som hedder Håø, var Hedin der allerede med sin hær.

Da opsøgte Hild sin far og tilbød ham en halsring som forligsgave fra Hedin, men i næste åndedrag sagde hun, at Hedin var rede til at kæmpe, og at Høgne ikke kunne vente nogen skånsel fra ham. Høgne svarede sin datter barskt. Men da hun traf Hedin, sagde hun til ham, at Høgne ikke ville indgå noget forlig, og bad ham gøre sig rede til slag. Det gjorde de så begge; de gik op på øen og stillede hærene op.

Da råbte Hedin til Høgne, sin svigerfar, og tilbød ham forlig og meget guld i bod. Da svarede Høgne: »For sent tilbyder du dette, hvis du vil forliges, for nu har jeg trukket Dainsleif, som dværgene smedede. Det skal blive en mands bane, hver gang det blottes, og det svigter aldrig i hugget, og intet sår heler, hvis det har ridset det.« Da sagde Hedin: »Du priser dér sværdet, men ikke sejren. Ethvert sværd, der er sin herre tro, kalder jeg godt.«

Da begyndte de det slag, som kaldes Hjadningekampen, og kæmpede hele dagen, og om aftenen gik kongerne til skibene. Men om natten gik Hild ud til de faldne og vakte med trolddom alle dem til live, som var døde. Og næste dag gik kongerne ud på valpladsen og kæmpede, og det samme gjorde alle dem, der var faldet den foregående dag. Således fortsatte dette slag dag efter dag: Alle de faldne og alle våben, som lå på valpladsen, og ligeledes skjoldene blev til sten. Men når det gryede, rejste alle de døde mænd sig og kæmpede, og alle våbnene var da brugbare. Det fortælles i digte, at Hjadningerne således skal afvente Ragnarok. Efter denne fortælling digtede skjalden Brage i sin drapa om Ragnar Lodbrog.

63

Slaget er Odins uvejr, som det før er skrevet. Således digtede Viga-Glum:
Jeg ryddede mig fordum land
som jarlerne, det gik der ord om,
med Vidrirs uvejrs
vånds stave.

Vidrirs uvejr kaldes her slaget, og kampens vånd er sværdet, mens mændene er sværdets stave. Her bruges både slaget og våbnet til at kende betegne manden. Det kaldes en udvidet kenning, når der digtes således. Skjoldet er våbnenes land, og våbnene er dette lands hagl eller regn, hvis man digter med videreførte billeder.

64

Hvordan skal man kende betegne et skib? Ved at kalde det søkongernes eller havets eller skibsudbuddenes eller uvejrets hest eller dyr eller ski. Bølgens ganger, som Hornklove digtede:
Den hårdrådige rydder
af den blege bølgehest lod, ung som et barn,
ved højeste tidevand
skibsstævnene presse ud på havet.

Gejtes ganger, således digtede Erringar-Stein:
Om end alle fortæller skjalden
om ufred sydfra,
læsser vi denne Gejtes ganger med sten;
glade går vi til værket.

Svejdes rener:
Sejrstærke søn af Svend,
du kom på Svejdes langbordede rener
på Sølses bæks sti;
sundets dyr gled bort fra land.

Således digtede Hallvard. Her kaldes de også sundets dyr, og havet kaldes Sølses bæk. Således digtede Thord Sjareksson:
Nordfra lod solbrættets ganger
sig gynge forbi Siggja.
Vindstødet drev Gylfes rastes
larm sydpå forbi Aumar.
Og siden lagde havfuglestiens ganger
både Karmt og Agder bag sin stavn;
mastens hest vadede
forbi Lista.

Her kaldes skibet solbrættets hest og havet Gylfes land; havfuglens sti er havet og hesten skibet, og ligeledes mastens hest. Masten kaldes en løgplante. Og ligeledes som Markus digtede:
Fjordslangernes snedriver vadede
rastens vintergænger kraftigt igennem.
Over mastetoppenes tinder sprang
hvalhjemmets Iugtanni.
Bjørnen gik frem ad gamle
havskiers spor på strømmen.
Støttens bygetrodsende bjørn
brød skærets larmende lænke.

Her kaldes skibet rasternes bjørn. Bjørnen kaldes Vintergænger og Iugtanni og Bersi, og her kaldes skibet støttens bjørn. Skibet kaldes også en ren, således digtede Hallvard, som det er skrevet ovenfor, og en hjort, som kong Harald Sigurdsson digtede:
Bordklædningen skar vidt for Sicilien;
da var vi stolte.
Markens hjort gled raskt
under mændene, som vi håbede.

Og en elg, som Einar digtede:
Milde bryder af ringens fred,
vi ruster flodens elg;
en kriger kan ikke være længe hos dig,
medmindre der følger noget med.

En odder, som Måne digtede:
Hvad kan du, slappe karl,
grå om kinden, udrette
blandt mænd på havets odder,
nu da din kraft svinder?

En ulv, som Ref digtede:
Men skattens øder, Thorstein,
lyttede til harmens ord;
mod rullestok-ulvens hvæssestensvånds træ
er jeg trofast.

Og en okse. Skibet kaldes ski eller vogn eller køretøj. Således digtede Eyjolf Dådeskald:
Ung drog han på Mejtes ski
med jævnbyrdig styrke,
meget sent på dagen, til møde
med udhavets fremragende herse.

Således digtede Styrkår Oddason:
Og efter havildens
herlige spreder kørte Høgnes hær
vredt på rullestokkens vogne
ud på Hejtes snedriver.

Og som Thorbjørn digtede:
Rullestokkens havvogns læsser
var i dåbens brønd,
den skattespreder, som vandt
Hvide-Krists højeste lykke.

65

Hvordan skal Kristus kendes? Ved at kalde ham himlens og jordens, englenes og solens skaber, verdens, himmerigets og englenes styrer, himlenes, solens, englenes, Jerusalems, Jordans og Grækenlands konge, apostlenes og de hellige mænds hersker. De gamle skjalde har kendt ham ved Urds brønd og Rom, som Eilif Gudrunssøn kvad:
På sit klippefaste sæde, siger man,
sidder han sydpå ved Urds brønd;
således har Roms gudemagters stærke konge
styrket sit herredømme over landene.

Således kvad Skafte Thoroddssøn:
Munkenes herres magt
er størst; Gud formår mest.
Den mægtige Kristus skabte og rejste
hele verden, Roms hal.

Himlenes konge, som Markus kvad:
Stormhusets konge skabte jord og himle
og tillige den trofaste hær;
én hersker, Kristus, kan råde
over alt i verden.

Således kvad Eilif Kulnasvein:
Verdens færd og menneskenes skare
bøjer sig for himlens hellige kors.
Sandt er det: Den ene solkonge er renere
end al anden herlighed.

Marias søn, atter som Eilif kvad:
Himlenes strålende hird bøjer sig
for Marias unge søn;
folkenes milde hersker besidder sand magt,
han er både menneske og Gud.

Englenes konge, atter som Eilif kvad:
Guds vens herlige magt er større,
end mennesker kan tænke sig.
Dog er englenes gavmilde konge
på alle måder helligere og herligere.

Jordans konge, som Sighvat kvad:
Fordum lod Jordans konge
fire engle sende ned fra himlen;
på høvdingens hoved vaskede de
dog hans hellige hår.

Grækernes konge, som Arnor kvad:
Jeg beder den raske værner
af grækere og Garder om hjælp
for den faldne mand.
Således lønner jeg fyrsten hans gave.

Således kvad Eilif Kulnasvein:
Himlens herlighed priser mændenes hersker;
han er alles konge.

Her kaldte han først Kristus menneskenes konge og anden gang alles konge. Endvidere kvad Einar Skulessøn:
Han, som vogter landets folk,
hele verdens favner, strålende af nåde,
lod himmeriget åbne
for den gæve fyrste.

66

Her falder kenningerne sammen, og den, der udlægger digtningen, må af sammenhængen forstå, hvilken af kongerne der digtes om. For det er rigtigt at kalde kejseren i Miklagård grækernes konge, ligesom den konge, der råder over Jerusalems land, kan kaldes Jerusalems konge, og Roms kejser kan kaldes Roms konge, eller den, der råder over England, englændernes konge. Men den kenning, som før blev skrevet, at kalde Kristus menneskenes konge, kan enhver konge bære. Alle konger kan med rette kendes ved at kaldes landherskere, landværnere, landvindere, hirdstyrere eller landfolkets vogtere. Således kvad Eyvind Skjaldespilder:
Byrde-Tyr
berøvede de livet,
jordens herskere,
på Øglø.

Og som Glum Geirassøn kvad:
Herskeren rødfarvede under hjelmen
hvæssestenens dal på gøterne.
Dér blev i spydenes larm
jordens værner opsøgt.

Som Tjodolf kvad:
Den høje hirdstyrer skal,
glad i sindet, efterlade sine sønner
sin arv og odelsjord;
det er mit ønske.

Som Einar kvad:
Slangens hovedsmykke bærer den modige
folkeværner på hårets tapre fjeld;
skjalden opregner for mændene
horderkongens hæder.

En konge, som har skattekonger under sig, kan også med rette kaldes kongernes konge. Kejseren er den højeste blandt kongerne, og dernæst kommer en konge, som råder over et helt folks land; de er indbyrdes lige i alle digtningens kenninger. Dernæst kommer de mænd, som kaldes jarler eller skattekonger, og i kenninger er de ligestillede med en konge, bortset fra at skattekonger ikke må kaldes folkekonger. Og således kvad Arnor Jarleskjald om Thorfinn jarl:
Lad folket høre, hvordan denne
raske jarlers konge gik frem.
Den overmægtige fyrste lod sig ikke
hindre af havets rædsel.

Dernæst kommer i digtningens kenninger de mænd, som kaldes herser. De kan kendes som en konge eller jarl ved at kaldes guldbrydere, rigdomsgivere, bannerførere og hærstyrere, eller man kan kalde en sådan mand hærens eller slagets fører. For enhver folkekonge, som råder over mange lande, sætter skattekonger og jarler til sammen med sig at styre landet, dømme efter landets love og værne landet mod ufred i de lande, som ligger langt fra kongen. Deres domme og straffe skal dér have samme gyldighed som kongens egne. Men i ét land er der mange herreder, og konger har for skik at sætte en dommer over så mange herreder, som de giver ham myndighed over. Disse mænd kaldes herser eller lendermænd på dansk tunge, grever i Saksland og baroner i England. De skal også være retmæssige dommere og landværnere i det rige, de har fået til at styre. Er kongen ikke til stede, skal der bæres et banner foran dem i kampene, og da er de lige så retmæssige hærførere som konger eller jarler.

Dernæst kommer de mænd, som kaldes hølder. Det er bønder, som har anset slægt og fulde rettigheder. De kan kendes ved at kaldes rigdomsgivere, vogtere og mænds forligsmænd. Disse kenninger kan høvdinger også bære. Konger og jarler har som følge de mænd, der kaldes hirdmænd og huskarle, men lendermænd har også mænd, som har svoret dem troskab. I Danmark og Sverige kaldes disse hirdmænd, men i Norge huskarle, og dog sværger de eder, ligesom hirdmænd gør over for konger. Kongers huskarle blev i gammel tid ofte kaldt hirdmænd. Således kvad Thorvald Blandeskjald:
Hil dig, kampdjærve konge, og ligeledes
dine raske huskarle;
folk har mit kvad i munden,
digtet til din pris.

Dette digtede kong Harald Sigurdssøn:
I fuld styrke venter huskarlenes flok på,
at herskerens stol fyldes — ofte finder jeg,
at mindre bliver til noget —
tæt i hælene på jarlen.

Høvdingers hirdmænd og huskarle kan kendes ved at kaldes det nære følge, krigerfølge eller hædersmænd. Således kvad Sighvat:
Jeg hørte, at fyrstens følge
nylig holdt det slag på vandet;
spydenes storm regner jeg næppe
blandt de allermindste.

Og endvidere dette:
Da var det ikke, som når en mø
bar mjød til disse hædersmænd
på fyrstens tovværkshest
før metallernes hilsen.

Hædersløn kaldes den sold og gave, som høvdinger giver. Således kvad Ottar Svarte:
Jeg trænger til at nyde godt
af kampglødens bryders ædle sind.
Herinde er et helt igennem tappert
nært følge hos den kloge fyrste.

Jarler, herser og hirdmænd kendes ved at kaldes kongens fortrolige, samtalefæller eller sædebrødre. Således kvad Hallfred:
Kongens kampmægtige fortrolige,
som holder af dåd, lader Høgnes
hammerslåede klæder klinge
om sig, hastig til strid.

Som Snæbjørn kvad:
Kongernes samtalefælle lader
styrebåndets klaprende sværd støtte
mod Dufas hårde ganger,
som skraber skibssiden.

Således kvad Arnor:
Mine unge sønner bærer
åbenlyst tunge sorger for mig;
de får ende hos
den kampvante fyrstes sædebrødre.

Kongens samtalefælle, som Hallfred kvad:
Det blev siden aftalt,
at kongens rådsnilde samtalefælle
skulle få Onars enebårne,
skovbevoksede datter.

Således skal mænd kendes ved deres slægt, som Kormak kvad:
Lad sønnen af Haralds sande prøver
lytte til min gærende Rhinen
af mose-tænder; gavmildt lader jeg
Syrs mænds drik strømme frem.

Han kaldte jarlen kongens sande prøver, og Håkon jarl var søn af Sigurd jarl. Men Tjodolf kvad således om Harald:
For Olafs fader vokser
jernsværdenes storm;
hver hård dåd
er lovsang værd.

Og endvidere således:
Jarizleif så,
hvordan fyrsten færdedes.
Frem trådte broderen
til den hellige konge.

Og endvidere kvad han:
Død er han,
som overgik alle,
høgestøtternes ætling,
Haralds brodersøn.

Endvidere kvad Arnor således i Ragnvaldsdråpa:
Heites ætling, hærens støtte,
knyttede slægtskab med mig.
Jarlens svogerskab lod mig derved
vinde rigelig hæder.

Og endvidere kvad han om Thorfinn jarl:
Sværdene bed, og dér svandt,
syd for Man, under skjoldene
de stærke hære for Ragnvald
den gamles ætling; tynde var sværdene.

Og endvidere kvad han:
Gud holde Torf-Einars mægtige æts
herlige hædersmand fri for mén;
jeg beder om nåde for den dyrebare,
trofaste fyrste.

Og endvidere kvad Einar Skåleglam:
Ej heller vil Hildetands æts
slægtsstøtte blive gavmildere
end kampens hærder; jeg er skyldig
at holde hans ry i hævd.

67

Hvordan er digtningens ukendte udtryksform? Ved at nævne hver ting ved det navn, den har. Hvilke ukendte navne har digtningen? Den kaldes kvad og lovsang, digt, hæderssang og pris. Dette kvad Brage den Gamle, da han kørte gennem en skov sent en aften. Da tiltalte en troldkvinde ham på vers og spurgte, hvem der færdedes dér:
Trold kalder de mig,
boligødelæggerens måne,
jættens rigdomssuger,
stormsolens bane,
vølvens sorgfælle,
ligjordens vogter,
himlens hjulsluger.
Hvad er en trold andet end det?

Han svarede således:
Skjald kalder de mig,
Vidurs sindssmed,
Gauts gaves finder,
en ikke ringe digter,
Yggs ølbærer,
digtets skabende sind,
kvadets kunstfærdige smed.
Hvad er en skjald andet end det?

Og som Kormak kvad:
Mere lovsang digter jeg
om Sigurds berømte søn;
jeg yder ham gudeforsonerens
hæder. Thor sidder i vognen.

Og som Thord Kolbeinssøn kvad:
Mange snekker lod den hædersgavmilde
skjoldløn, ligesom knarrer,
og skejder dundre på brændingen;
skjaldens digt vokser.

Hæderssang, som Ulf Uggessøn kvad:
Her når lovprisningen af sværdregnens
mænd til havet; før
fremførte jeg en større hæderssang;
således bringer jeg den frem.

Her kaldes digtning pris.

68

Hvilke navne har guderne? De hedder bånd, som Eyjolf Dådaskjald kvad:
Erik lægger land under sig
efter gudebåndenes vilje, gavmild
med spydstormen, og vækker kamp.

Og lænker, som Tjodolf fra Hvin kvad:
Svigets ren var svær at dele
mellem knoglerne for guderne.
Hvad sagde den hjelmklædte
lænkers pryder var skyld deri?

Magter, som Einar Skåleglam kvad:
Jeg siger, at de mægtigt styrkede magter
øger Håkons herredømme.

Juleguder, som Eyvind kvad:
Julegudernes drik
frembragte vi atter,
fyrstens pris,
som en bro af sten.

Diar, som Kormak kvad:
Landvinderen, som binder mastetoppen,
øger med pandeklædet hæderen
for gudefjordens udgyder.
Ygg øvede sejd for at vinde Rind.

69

Disse navne på himlen er skrevet ned, men vi har ikke fundet alle disse betegnelser i digte. Disse digteriske betegnelser bør man efter min mening lige så lidt som andre bruge i digtning, medmindre man først finder tilsvarende betegnelser i de ypperste skjaldes værker.

Himmel: hlýrnir, heiðþorrnir, hreggmímir, andlangr, ljósfari, drífandi, skatyrnir, víðfeðmir, vetmímir, leiftr, hrjóðr, víðbláinn.

Sol: sunna, röðull, eyglóa, alskír, sýni, fagrahvél, líknskin, Dvalins legetøj, álfröðull, ifröðull, mylin.

Måne: måne, nymåne, næmåne, årtæller, mulinn, fengari, glámr, skyndir, skjálgr, skrámr.

70

Hvad er jordens navne? Den hedder jord, som Tjodolf kvad:
Jarlen lader ofte spidsernes
hårde byger blive beredt,
før han, ringenes hærder,
tvinger jorden ind under sig.

Muld, som Ottar kvad:
Kampens Balder værner mulden;
få konger formår det samme.
Ørnene glæder Olaf,
den gæve fyrste over sveerne.

Grund, som Hallfred kvad:
Bred ligger grunden bundet
under ølændens vejs træ;
hvæssestenslandets skattes øder,
Høder, bruger slangens giftsvig.

Jordbund, som Einar kvad:
Gæve mænd værner med sværdet
de strålende fyrsters jordbund;
hjelmen brister ofte hårdt
for den vilde ægbyge.

Land, som Thord Kolbeinsson kvad:
Efter kampen fra Veiga
strakte landet sig nordfra
helt sydpå til Agder eller længere;
ord er svære at finde for striden.

Jorder, som Ottar kvad:
Du holdt, hvor ravnen ikke sultede,
djærv i råd, jorderne
mod to fyrster, stridens stav,
frygtindgydende, mod mændenes slægt.

Hlødyn, som Vølustein kvad:
Jeg mindes, da den mørke jord
før sendte dansken ord,
og den grønne Hlødyns knogler
gabede med udgravet mund.

Frón, som Ulf Uggason kvad:
Men jordens bens stive snøre
stirrede over rælingen
på folkenes prøver, funklende
fra Frón, og blæste gift.

Fjørgyn, som der kvædes her:
Trofast var jeg mod amboltens ås
med hensyn til Fjørgyns åls
Eldes raslende lejes rigelige løn;
ære være ham i klart vejr og storm.

71

Varg er et dyrs navn. Det er rigtigt at danne kenninger for den med blod eller ådsler ved at kalde dem dens føde eller drik. Det er ikke rigtigt at danne sådanne kenninger for flere dyr. Vargen hedder også ulv, som Tjodolf kvad:
Rigelig kost blev beredt Gere,
og ulven kom fra skoven;
Sigurds søn kom nordfra
for at vænne den til sår.

Her kaldes den også Gere. Freke, som Egil kvad:
Da spidsernes brænding steg,
rev Freke sår;
det brusede for ravnen
på hovedets stavn.

Vidner, som Einar kvad:
Elven blev, giftkold, farvet
af sårenes hede brænding.
Vidners varme øl faldt med vandet
i Karmts halssmykke.

Ulvinde, som Arnor kvad:
Ulvindens onde æt
slugte de hårdt lemlæstede lig,
og det grønne hav blev blandet
med rødt blod.

Varg, som Illuge kvad:
Det var vargen til glæde,
da min herre drev folk på flugt;
halsringenes øder stak mange
af skovens mørke ørreder med sværdet.

Dette er endnu flere navne på vargen, som Hall kvad:
Hedeboens hunger blev stillet,
den grå Gyl der nød sårene;
fyrsten rødede Fenrisulvens gab,
ulven gik hen at drikke af sår.

Og atter, som Thord kvad:
Gjalps hest vadede i blod,
og jætteskarens Freke fik
rigeligt hvede; Gyl der nød
Geres øl.

Bjørnen hedder Fetvidner, Hun, Vinterlide, Berse, Fress, Iugtanne, Ivjung, Glum, Jolfud, Vilskarp, Bera, Jorek, Rite, Frek, Blom, Ysjung. Hjorten hedder Mótrodnir, Dalar, Dal, Dåin, Dvalin, Dunør, Duratro.

72

Disse hestenavne opregnes i Thorgrims remse:
Hrafn og Sleipner,
ypperlige heste,
Val og Letfete;
der var Tjaldare,
Guldtop og Gote;
jeg hørte Sote nævnt,
Mor og Lung sammen med Mar.

Vigg og Stuf
var sammen med Skævad.
Blak kunne bære en kriger,
Silvertop og Siner;
således hørte jeg Fak nævnt,
Guldfaxe og Jor blandt guderne.

Blodighov hed den hest,
som siges at bære
den mægtige Atride;
Gisl og Falhovner,
Gler og Skejdbrimer;
også Gyller blev nævnt der.

Disse opregnes også i Kalvs vise:
Dag red Drøsel,
og Dvalin Modne,
Hjalm Håfete,
og Hake Fak;
Beles bane red
Blodighov,
og Haddingernes fyrste
Skævad.

Vestein red Val,
og Vivil Stuf,
Meintjof Mor,
og Morgin Vakr,
Ale Hrafn,
da de red ud på isen;
men en anden grå hest
svingede østpå
under Adils,
såret af spyd.

Bjørn red Blak,
og Bjar Kert,
Atle Glaum,
og Adils Sløngve,
Høgne Hølkve,
og Harald Følkve,
Gunnar Gote,
og Grane bar Sigurd.

Årvak og Alsvid trækker solen, som tidligere skrevet. Rimfaxe eller Fjørsvartner trækker natten. Skinfaxe eller Glad følger dagen.

73

Disse oksenavne står i Thorgrims remse:
Gamle oksers navne
har jeg nøje hørt:
Rød og Hæfe,
Rekin og Hyr,
Himinhrjod og Aple,
Arv og Arvune.

Dette er ormens navne: drage, Fafner, Jormungand, snog, Nidhug, lindorm, slange, Goin, Moin, Grafvidner, Gråbag, Ovner, Svavner, Grim.

Kvæg: ko, kalv, avlstyr, kvie, åring, tyr, bul.

Får: vædder, bede, moderfår, lam, vædder.

Svin: so, gylt, orne, galt, gris.

74

Hvad er luftens og vejrets navne? Luften hedder Ginnungagab og mellemverden, fugleverden, vejrverden. Vejret hedder storm, medbør, blæst, uvejr, vindstød, vind. Således siges der i Alsvinnsmål:
Vind hedder den blandt mennesker,
men Vansuð blandt guder;
de høje magter kalder den Vrinsker,
jætterne Skriger,
men alferne Larmfarer;
i Hel hedder den Buldrer.

Vejret hedder også vindpust.

75

Der er to fugle, som man ikke behøver at kende på anden måde end ved at kalde blod eller ådsler deres drik eller føde. Det er ravnen og ørnen. Alle andre fugle med hankønsnavne kan kendes ved blod eller ådsler, og da betegner navnet en ørn eller en ravn, som Tjodolf kvad:
Fyrsten lader ørnens blodurhane
glæde sig ved korn.
Hordernes konge bærer Gauts
svedsvanes segl til kamp.
Ørnens havs ådselgribs mætter
lader sin hird afstikke hver grund
sydpå med spydspidser,
den jord, han skal værne.

Dette er ravnens navne: krage, Hugin, Munin, Borginmode, Årfløgner, Årtale, Kødbuder. Således kvad Einar Skåleglam:
Hærens fører gav de fjeldvante
ravne mættende føde;
ravnen blev mæt af ulvindens bytte,
mens spydene klang.

Således kvad Einar Skulason:
Den hædrede styrker kan styre
den kostbare kampmåge;
blinksolens hunds sorg
afvend­er Hugins byrdes sorg.

Og atter, som han kvad:
Men ved kampen, hvor mændene
segner, svulmer kongens hjerte
modigt; den blåsorte Munin
drikker blod af sårene.

Som Viga-Glum kvad:
Da vi stod med skjolde
på blodets halssmykkes strand,
ivrige efter disens larm,
fik Borginmode blodigt bytte.

Som Skule Thorsteinsson kvad:
Hløk ville sidst have set mig
i Hvitings flok på hundrede,
hvor jeg gav Årfløgner
blodige sår.

Ørnen hedder således: ørn, Gemler, Hreggskorner, Egder, Ginnar, Undskorner, Gallopner. Som Einar kvad:
Med blod rødede han Jernsakses
hests mørke mule;
ørnen rev i Geres lokkemad,
ørneføde blev vundet med jern.

Som Ottar kvad:
Ørnen drikker, ulvinden får
ef­termiddagsmad, en slurk af ådsler;
ulven røder ofte kæberne,
ørnen får føde der.

Som Tjodolf kvad:
Til dem, der fortalte sagn,
fløj kvindens ulv for kort tid siden
i en gammel ørns ham,
mens ørnevingerne larmede.

Og som her:
Til ørnens hænder vil jeg
omhyggeligt digte en ophøjet mjød.

Og atter, som Skule kvad:
Jeg våger tidligt og sent
over havørnens gode tale,
der tager bort den faldnes sorg;
digteren lytter da nøje.

76

Hvad er havets navne? Det hedder: sø, Ægir, Gymer, Hler, hav, vej, vær, salt, lage, græder. Som Arnor kvad, og som tidligere skrevet:
Hør, hird, hvordan jarlernes
rådsnare konge søgte søen.
Den ubøjelige fyrste blev ikke træt
af at strides med Ægir.

Her nævnes sø og ligeledes Ægir. Sø, som Hornklove kvad:
Da den mandefarlige herre
for vandets tænder drev
Nøkkves helligvejs fartslange
ud på søen til hæder.

Lage nævnes også her. Således kvad Einar:
Lagen vasker skibene; de skønne
vejrvimpler klirrer;
flodens brænding skyller hestene,
hvor søen drøner mod begge sider.

Her kaldes den også flod. Således kvad Ref, som tidligere skrevet:
Gymers regnkolde vølve
fører ofte Bjørn, hvor bølgen
brister, på snoede trosser
ind i Ægirs kæber.

Hav, som Hallvard kvad:
Mod vest lod du forstavnen vise
ud på havet, alle landes bånd,
du, som ryster seglgjordens
hårde hests is.

Vej, som her:
Vi er draget ud på vejen
fra landet, hvor finnerne løber på ski.
Mod øst ser jeg fjelde glimte
i stråler fra skibenes sti.

Vær, som Egil kvad:
Vestpå fór jeg over vær,
men Vidres bryststrands
sø bærer jeg;
således står min færd.

Sø, som Einar kvad:
Kold vasker søen de sorte skibe
under den gavmilde i mange døgn;
elmens sorg, drevet af byger,
graver i Møns bånd for fyrsten.

Salt, som Arnor kvad:
Den djærve folkekonge skar saltet
østfra med krænget skrog;
mørke storme bar Båras brændingsilds
øder til Sigtuna.

Græder, som Bølværk kvad:
Næste år rustede du ledingen
fra det skønne land; lagen gik over skibene.
Med prægtige brændingsheste
skar du gennem græderen.

Her kaldes havet også brænding. Vidde, som Ref kvad:
Støttens hest med udskåret stavn
tager bordverdenen med brystet;
træet lider nød, og den stærke sø
kastes ind over rælingen.

Mørke, som Brændte-Njal kvad:
Vi øste samtidig, kvinde,
seksten mand i fire rum;
brændingen voksede, og mørket
drev over havskibets skrog.

Dette er yderligere navne på havet, som det er rigtigt at danne kenninger for skibe eller guld med. Ran siges at have været Ægirs hustru, således som her:
Havets gløder slyngedes mod himlen;
søen gik frem med vælde.
Stævnene kløvede, tror jeg, skyerne.
Rans vej skød månen.

Ægirs og Rans døtre er ni, og deres navne er tidligere skrevet: Himinglæva, Dufa, Blodughadda, Hevring, Ud, Røn, Bølge, Drøvn, Kolga. Einar Skulason opregnede i dette vers:
Himinglæva rejser voldsomt
søens sus mod de tapre,
seks af deres navne, [Himinglæva, Ud, Dufa, Blodughadda, Kolga, Hevring].

Røn, som Valgard kvad:
Skum blev lagt i lejerne,
det svulmende hav legede med guldet,
og bølgerne vaskede krigsskibenes
frygtelige hoveder.

Bølge, som Ottar Svarte kvad:
I skar de slugthøje bølger
med glat tilhugget ror;
ved mastetoppen på rullens ren legede
sejlet, som kvinderne havde spundet.

Drøvn, som Orm kvad:
Maltøllens vogtende Trud
på høgens leje udøver enhver dyd,
og dønningens flammes Lofn,
tro mod sin ven, afviser laster.

Båre, som Thorleik Fagre kvad:
Søen suser, og båren bærer
lyst skum over det røde træ,
hvor rullens grå, guldsmykkede
visent gaber med munden.

Strandvand, som Einar kvad:
De modige fandt ikke før
vore venner, hvor søen faldt
voldsomt mod stævnen;
jeg tror ikke, de stilnede strandvandet.

Fylde, som Ref kvad:
Bølgefjelde styrter ned;
nu farer Glammis skides
vinterbjørn frem på banen,
Gusis oksers skødebjørn.

Brådsø, som her:
En brådsø faldt pludselig over mig.
Havet bød mig hjem med sig.
Jeg tog ikke imod søens indbydelse.

Brænding, som Ottar kvad:
Bordene brast, og brændingen larmede;
træets ødelæggelse voksede.
Mændene fik hårdt vejr,
og lavt ragede skibet over søen.

Vove, som Brage kvad:
Vovens vindudsender ville ikke
skåne den vrange skræmmer,
han, som skar mågelandets
smalle snor over for Thor.

Sund, som Einar kvad:
Jeg skar med skibsbordene sundet
syd for Hrund;
min hånd blev prydet
ved mødet med fyrsten.

Fjord, som Einar kvad:
Dernæst ser jeg en orm smukt aftegnet
på flodgæringens prægtige skjorte;
fjordbålets byder agte på,
hvordan jeg fremfører dette i ord.

Sæ, som Markus kvad:
Jeg vil ingenlunde spotte
søsolens svinger i min tale;
den er slet, som fordærver digtet,
du, skedens åls Regin.

77

Hvad er ildens betegnelser? Som her:
Denne ild brænder ikke sjældent,
den gæve fyrste svider bygder;
husene blæser røg for herskeren,
når Magnus tænder ild.

Lue, som Valgard digtede:
Hurtigt skød den vildt rasende lue
gløder ud af soden, svøbte sig om husene,
og siden stod røgsøjlerne
stivnede i vejret.

Bål, som her:
Hake blev brændt på bålet,
hvor brændingens stier strømmede.

Gløder, som Grane digtede:
Gløder fældede, tror jeg, Glammis stier;
sådan fyrede fyrsten.

Glødeild, som Atle digtede:
Økser rødfarves, glødeilden vokser
mange steder, hallerne flammer,
huse brænder, ildgløden raser,
de gæve mænd falder i blod.

Her kaldes ilden også ildglød. Røg, som her:
Alherskerens halvfærdige huse brændte,
ilden, tror jeg, fældede salen;
røgen skød rim over hæren
ved selve Nid.

Brand, som Arnor digtede:
Den vrede fælder af ødanerne
skånede ikke raumerne i sine anslag.
Heinernes trusler svandt,
branden fik dem til at tie.

Ild, som Einar digtede:
Ild blev hurtigt tændt,
og hastigt flygtede
Hisingens hær,
som trak det korteste strå.

Flamme, som Valgard digtede:
Flammen svævede klart
om den stærke fyrstes borg;
vikingerne brød ivrigt dens værker,
det bragte møen sorg.

Lue, som Halldor Skvaldri digtede:
I kunne dér dele deres
kostbarheder; skjoldets lue
stod om husene; du var aldrig
berøvet sejren.

78

Dette er tidsrummenes navne: tidsalder, fordum, levetid, for længe siden, år, halvår, vinter, sommer, forår, efterår, måned, uge, dag, nat, morgen, aften, kvæld, tidligt, snart, sent, engang, forleden dag, nylig, i går, i morgen, stund, tidsrum.

Dette er desuden nattens betegnelser i Alsvinsmål:
Nat hedder den blandt mennesker,
men mørke blandt guder,
slør kalder de høje magter den,
sorgløshed kalder jætterne den,
alferne søvnglæde,
dværgene drømmenes Njørun.

Fra jævndøgn er det efterår, indtil solen går ned i sydvest. Så er det vinter indtil jævndøgn. Så er det forår indtil flyttedagene. Så er det sommer indtil jævndøgn. Efterårsmåned hedder måneden nærmest før vinteren; den første om vinteren hedder slagtemåned, derefter kommer frostmåned, så væddermåned, så torre, så gøje, så enmåned, så gøgemåned og såtid, så ægtid og foldtid, så solmåned og sætermåned, så høhøst og så kornhøstmåned.

79

Hvad er menneskers betegnelser uden omskrivning? Hver enkelt er et menneske; den første og højeste betegnelse for en mand er kejser, dernæst konge og derefter jarl. Disse tre mænd har alle følgende betegnelser til fælles. Alhersker, som her er digtet:
Alle alherskere kender jeg
øst og syd over flådernes sæde;
Svends søn er, når det prøves,
bedre end hver en fyrste.

Her kaldes han også fyrste. Han hedder alhersker, fordi han alene hersker over hele sit rige. Fylker, som Gissur digtede:
Fylkeren glæder i kampen
troldkvindens ganger og Hløks svane;
Olav vænner Yggs glade gæs
til Skøguls storme.

En konge kaldes fylker, fordi han ordner sin hær i fylkinger. Viser, som Ottar den Sorte digtede:
Viseren tager sikkert i øst
kamp-Frejs ønskebrud uden brudegave;
alherskeren får
et godt liv blandt mennesker.

Harre eller herre, som Arnor digtede:
Hjaltlands herre vandt sejr
i hver en sværdenes torden;
skjalden vil løfte fyrstens hæder,
han var den højeste blandt mænd.

En jarl hedder hertug, og en konge kaldes også sådan, fordi han fører en hær til kamp. Sådan digtede Tjodolf:
Og hertugernes betvinger lod
øjnene stikke ud på den hærfangne,
jeg frembærer hans ros, af hovedet
på højens iler.

Sinjor eller senjor, som Sighvat digtede:
Lad nu den fattige nyde
dine love, Norges herre,
såvel som den rige; hold dit ord,
og giv med rund hånd.

Milding, som Markus digtede:
Mildingen hærgede uværdigt folk med ild,
døden blev da krigernes lod.
Den højeste ildglans tændte I,
tyvenes betvinger, sydpå ved Jomsborg.

Mæring, som Hallvard digtede:
Under jordens hassel findes ingen,
jordherskerens ords bryder, du som værner danerne,
mæring, der er munkenes herre
nærmere end du.

Landreke, som Tjodolf digtede:
Den dadelfri landreke øser
Krakes lyse byg,
som før er skrevet. Han hedder sådan, fordi han fører en hær gennem andre kongers land eller driver en hær ud af sit eget land.

80

En konge hed Halfdan den Gamle; han var den mest fremragende af alle konger. Han holdt et stort blot ved midvinter og ofrede for at leve som konge i tre hundrede år. Men han fik det svar, at han ikke ville leve længere end én lang menneskealder, men at der dog i tre hundrede år hverken ville være en kvinde eller en mand uden fyrsterang i hans slægt. Han var en stor kriger og drog vidt omkring i Østerled. Der dræbte han i tvekamp en konge, som hed Sigtryg. Så ægtede han den kvinde, der kaldes Alvig den Vise, datter af kong Emund i Holmgård. De fik atten sønner, og ni blev født på én gang. De hed: Den ene var Tengil, som blev kaldt Menneske-Tengil, den anden Ræser, den tredje Gram, den fjerde Gylfe, den femte Hilmer, den sjette Jøfur, den syvende Tyggi, den ottende Skyli eller Skuli, den niende Harri eller Herre. Disse ni brødre blev så fremragende i krig, at deres navne siden i al overlevering er blevet regnet for værdighedsbetegnelser ligesom konge eller jarl. De fik ingen børn og faldt alle i kamp. Sådan digtede Ottar den Sorte:
Tengil var allerede som ung
kraftfuld og kampivrig.
Jeg beder, at hans liv må vare;
ham regner jeg for en overmand.

Sådan digtede Markus:
Ræseren lod Rhinens sol fra det røde hoved
skinne på havets fjelde.

Sådan digtede Egil:
Gram har løftet jordens
omgivende klipper op.

Sådan digtede Eyvind:
Den glade Gylfe
legede med folkets sønner;
han skulle værne landet,
han stod under gylden hjelm.

Sådan digtede Glum Geirason:
Hilmer farvede under hjelmen
brynernes hulning rød på gøterne.

Sådan digtede Ottar den Sorte:
Jøfur høre begyndelsen,
kongens lov skal vokse;
ret skal han opfatte formen
i min lovsang om sine bedrifter.

Som Stuf digtede:
Æresægget huggede Tyggi
med begge hænder i mændenes skare;
glad gik hæren under skjolde
der sydpå ud for Niså.

Sådan digtede Hallfred:
Jeg er skilt fra Skyli,
skjaldens jord har voldt det.
Menneskers og vætters herres vilje
er størst og skjult for de fleste.

Sådan digtede Markus:
Jeg hilser med kostelig lovsang
Danmarks høgesindede Herre.

Halfdan og hans hustru fik desuden ni andre sønner, som hed følgende: Hildir, som hildingerne stammer fra; den anden Nefir, som niflungerne stammer fra; den tredje Aude, som ødlingerne stammer fra; den fjerde Yngve, som ynglingerne stammer fra; den femte Dag, som døglingerne stammer fra; den sjette Brage, som bragningerne stammer fra. Det er Halfdan den Gavmildes slægt. Den syvende var Budle, som budlungerne stammer fra. Af budlungernes slægt kom Atle og Brynhild. Den ottende var Lofde. Han var en stor hærkonge. Ham fulgte den skare, som blev kaldt lofder. Hans ætlinge kaldes lofdunger. Derfra stammer Eylime, morfar til Sigurd Fafnersbane. Den niende var Sigar; derfra stammer siklingerne. Det er Siggeirs slægt, han som var Vølsungs svigersøn, og Sigars slægt, han som hængte Hagbard. Af hildingernes slægt stammede Harald Rødskæg, Halfdan den Sortes morfar. Af niflungernes slægt var Gjuke, af ødlingernes slægt var Kjar, af ylfingernes slægt var Erik den Veltalende. Disse kongeslægter er også berømte: ynglingerne, som stammer fra Yngve; skjoldungerne, som stammer fra Skjold i Danmark; og de, der stammer fra Vølsung i Frankland, kaldes vølsunger. En hærkonge hed Skelfir, og hans slægt kaldes skilfingernes slægt. Den slægt hører hjemme i Østerled. De slægter, som nu er nævnt, har man brugt sådan i digtningen, at alle disse navne regnes for værdighedsbetegnelser. Som Einar digtede:
Jeg hørte, at hildingerne gik frem
for at holde det grå spydting
ved holmen; det grønne lindeskjold
blev sprængt i to.

Som Grane digtede:
Døglingen gav ørnens unge
dansk blod at drikke.

Som Gamli Gnævadarskjald digtede:
Den unge ødling tog sig tidligt
for at øve den vældige samtale
mellem skibets planke
og sværdfæstets tunge.

Som Jorunn digtede:
Bragningen lod sværdene rødfarve
i uværdigt folks blod; hæren mærkede kongens vrede;
huse sank ofte sammen
for glødeilden.

Sådan digtede Einar:
Budlungens sværd bed,
blod faldt på spyd.
[Hilds sky blev brudt
ved Hvideby.]

Sådan digtede Arnor:
Kongesønnen vænner snekkerne
til at bøje sig dybt på havet.
Han farver krigsskibene indvendig,
til ravnens glæde, med blod.

Som Tjodolf digtede:
Således endte den tapre siklings
liv, at vi alle er i nød;
den lovpriste lofdung led
sit livs undergang.

Kong Lofde fulgte den skare, som hedder lofder. Som Arnor digtede:
Aldrig vil en anden skjoldung fødes
under solen, fyrste, ædlere end du.

Vølsung, som Thorkel Hammerskjald digtede:
Til mig lod han sende
over det svale hav,
vølsungernes ætling,
et guldbeslået våben.

Yngling, som Ottar den Sorte digtede:
Ingen kampivrig yngling på jorden
havde, før du kom,
fra vest tvunget øerne i øst
ind under sig.

Yngve er også en betegnelse for en konge, som Markus digtede:
Menneskene skal høre Eriks lov,
ingen kender en ypperligere tengil;
Yngve holdt med langvarigt ry
fyrsternes sæde i denne verden.

Skilfing, som Valgard digtede:
Skilfingen førte, hvor langskibene skælvede,
en stor hær sydpå
langs de brede lande;
omsider blev Sicilien lagt øde.

Sinjor, som Sighvat digtede, og som før er skrevet:
Lad nu den fattige nyde godt af det,
Norges herre, og giv med rund hånd.

81

Skjalde kaldes grepper, og i digtning er det rigtigt at kalde enhver mand sådan, hvis man vil. Rekker kaldtes de mænd, der fulgte kong Half, og efter deres navn kaldes krigere rekker; det er også rigtigt at kalde alle mænd sådan. Lofder kaldes mænd også i digtning, som før er skrevet. Skatner kaldtes de mænd, der fulgte den konge, som blev kaldt Skati den Gavmilde. Efter hans navn kaldes enhver gavmild mand en skati. Bragner hedder de, der fulgte kong Brage den Gamle. Virder hedder de mænd, der bedømmer folks sager. Fyrder og firer og verer hedder landets forsvarere. Vikinger og flotner er en skibshær. Beymer hed de, der fulgte kong Beimune. Gumner eller gummer hedder flokførere, ligesom en mand kaldes gom ved et bryllup. Gotner kaldes mænd efter den konge, der hed Gote, og som Gotland er opkaldt efter. Han var opkaldt efter Odin, og navnet var afledt af Gauts navn, for Gautland eller Gotland var opkaldt efter Odin, mens Sverige var opkaldt efter Svidur. Det er også et navn på Odin. Dengang kaldtes hele det fastland, som han ejede, Reidgotaland, men alle øerne Øgotaland. Det kaldes nu Danevældet og Sveavældet.

Drenge hedder unge mænd uden egen gård, mens de skaffer sig rigdom eller hæder; de, der rejser mellem landene, kaldes rejsedrenge, de, der tjener fyrster, kongedrenge, og de, der tjener mægtige mænd eller bønder, kaldes også drenge. Drenge hedder raske mænd, der er på vej frem. Segger kaldes de også, og knier og lider; det er følgesvende. Tegner og hølder kaldes bønder. Ljøner hedder de mænd, der arbejder for forlig mellem folk. Der findes mænd, som kaldes sådan: stridsmænd, kæmper, helte, snilde mænd, tapre mænd, hårdføre mænd, kraftkarle, helteskikkelser. Over for disse betegnelser står at kalde en mand fej, svag, forknyt, fejling, blødagtig mand, skrog, kryster, skvat, svækling, pjok, stymper, sjuft, pjalt, døgenigt, dorsk rad, sinke, sølle mand, tigger, usling, jammermenneske.

En gavmild mand hedder milding, mæring, skati, folkets skati, guldskati, mændenes Balder, lykkemand, levemand, rigmand, mægtig mand, høvding. Derimod kaldes man sådan: gnier, gerrigpind, fedtsyl, sølle rad, pengenidding, gavekarrig mand. En vismand hedder rådenes hersker. En uforstandig mand hedder også fjols, tåbe, nar, tosse, lømmel, fæ, dumrian, dåre, vanvittig, rasende, gal. En pyntelig mand kaldes laps, dreng, elegant mand, spradebasse, prydelig mand. En mand kaldes klodrian, sjusk, skrog, skrævben, slubbert, slapsvans, staldkarl, slendrian, dovenkrop. Befolkningen hedder landfolk eller folk. En træl hedder også slave, tjener, arbejdsmand, trællearbejder.

82

Mand kaldes hver enkelt,
et par, hvis de er to,
en flok, hvis de er tre,
fire er et rejsefølge,
en skare er fem mænd,
en trop, hvis de er seks,
syv fylder en hob,
otte bærer dadlens mærke,
fæller er ni,
en vrimmel, hvis de er ti,
sendebud er elleve,
et dusin er det,
hvis tolv drager af sted,
en stimle er tretten,
et følge fjorten,
et møde er der,
når femten træffes,
en forsamling er seksten,
en angrebsskare er sytten,
fjenderne synes mange
for den, som møder atten,
mandskab har den,
som har nitten mænd,
en hird er tyve mænd.
Et folk er tredive,
en krigerskare fyrre,
en fylking halvtreds,
en samling tres,
hærmænd er halvfjerds,
en folkeskare firs,
en hær er hundrede.

83

Der findes endnu de betegnelser, som man lader træde i stedet for menneskers navne. Dem kalder vi relationsbetegnelser, egenskabsbetegnelser eller stedfortrædende navne. Relationsbetegnelser består i at nævne en anden ting ved dens rette navn og kalde den, man vil betegne, dens ejer, eller i at kalde ham far eller bedstefar til den, man nævnte. Oldefar er den tredje. Der bruges også betegnelserne søn og arving, arvtager, barn, spædbarn og dreng, efterfølger. Også broder, blodsbroder, brystbroder, broderfælle, livsbroder. Også ætling, nevø, slægtning, søn, afkom, frænde, slægtsstamme, efterkommer, ættestøtte, ættebroder, slægtsgren, ættegren, afkom, aflægger, hovedgren, sideskud. Også svogre, besvogrede, forbundsfæller. Også ven og rådsfælle, rådgiver, samtalefælle, fortrolig, samtalepartner, gammel toftefælle, skibsfælle, sædefælle, sidemand. En toftefælle deler et halvt rorum med en anden. Også uven, fjende, modstander, uvennernes mand, ødelægger, skadevolder, banemand, undertrykker, tilintetgører, voldsmændenes mand. Disse betegnelser kalder vi relationsbetegnelser, og det samme gælder, hvis en mand betegnes efter sin gård eller sit skib, som har et navn, eller efter sin ejendom, når den har fået et særskilt navn.

Det kalder vi egenskabsbetegnelser, når vi kalder mænd vise, besindige, kloge i deres tale, rådkyndige, gavmilde med deres rigdom, utrættelige, påpasselige, prægtige. Dette er stedfortrædende navne.

84

Dette er kvindebetegnelser uden omskrivning i digtningen: Viv og brud og kvinde kaldes de kvinder, som er givet til en mand. Frue og skønhed kaldes de kvinder, som gør meget af pragt og pynt. Snilde kvinder kaldes de, som er behændige med ord. Milde kvinder kaldes de, som er stilfærdige, stolte kvinder og hovmodige kvinder de, som er overmodige. En djærv kvinde kaldes den, der har et myndigt sind. Herskerinde kaldes den, som har størst magt. En bly kvinde kaldes den, som er tilbageholdende, såsom unge piger eller kvinder, der er sky. En ventende hustru kaldes den kvinde, hvis husbond er rejst ud af landet. Drabsenke kaldes den kvinde, hvis husbond er blevet dræbt. Enke kaldes den, hvis husbond er død af sygdom. Mø kaldes enhver først, men kællinger kaldes de, som er gamle. Der findes endnu kvindebetegnelser, som bruges til spot, og dem kan man finde i digte, selv om de ikke står skrevet her. Medhustruer kaldes de kvinder, som har samme mand. Svigerdatter kaldes en søns hustru. Svigermor kaldes ægtemandens mor. Der bruges også betegnelserne mor, bedstemor og, som den tredje, oldemor. Moder kaldes også mor. Også datter og barn, spædbarn. Også søster, dis, søsterdis. En kvinde kaldes også sin husbonds sengefælle, samtalefælle og fortrolige, og det er en relationsbetegnelse.

85

På et menneske hedder det hoved. Det skal omskrives ved at kalde det halsens slid eller byrde, hjelmens og hattens og hjernens, hårets og brynenes, hovedhudens, ørernes, øjnenes og mundens land. Også Heimdals sværd, og det er tilladt at bruge enhver sværdbetegnelse, man ønsker, og forbinde den med et hvilket som helst af Heimdals navne. Hovedet kaldes uden omskrivning skalle, hjerne, kæbe, isse.

Øjnene kaldes syn og blik eller øjekast, skarpe blikke. De kan omskrives ved at kalde dem øjenvippernes eller brynenes, øjenlågenes eller pandens sol eller måne, skjolde og glas eller ædelsten eller sten.

Ørerne kaldes lytteorganer og hørelse. De skal omskrives ved at kalde dem hørelsens land eller bruge andre jordbetegnelser, eller dens mund eller løb eller syn eller øjne, når der dannes nye billeder.

Munden skal omskrives ved at kalde den tungens eller tændernes, ordenes eller ganens, læbernes land eller hus eller noget lignende, og når der dannes nye billeder, kalder man munden et skib, læberne skibssiden og tungen åren eller roret. Tænderne kaldes undertiden ordenes, mundens eller tungens sten eller skær. Tungen kaldes ofte talens eller mundens sværd.

Skæg kaldes kindskæg, overskæg eller moustache, når det sidder på læberne. Hår kaldes lokker; hårpragt kaldes det, kvinder har. Manke kaldes hår også. Hår omskrives ved at kalde det skov eller bruge en anden betegnelse for træbevoksning og forbinde den med skallen, hjernen eller hovedet, mens skæg forbindes med hagen eller kinderne eller struben.

86

Hjertet kaldes negg. Det skal omskrives ved at kalde det korn eller sten eller æble eller nød eller klump eller noget lignende og forbinde det med brystet eller sindet; man kan også kalde det sindets hus eller jord eller klippe. Brystet skal omskrives ved at kalde det hjertets, åndedrættets eller leverens hus eller gård eller skib, udholdenhedens, sindets og mindets land.

Sindet kaldes hu og elskov, kærlighed, hengivenhed, vilje, lyst. Sindet skal omskrives ved at kalde det troldkvinders vind, og det er tilladt at nævne enhver af dem, man ønsker, og ligeledes at nævne jætterne eller betegne dem ved deres hustru eller mor eller datter. Sindet kaldes også gemyt, velvilje, udholdenhed, styrke, virketrang, hukommelse, forstand, sindelag, lune, troskab. Sindet kaldes også vrede, fjendskab, uvilje, grumhed, ulykke, sorg, bedrøvelse, vanart, vrantenhed, falskhed, troløshed, modløshed, letsind, begærlighed, hårdhjertethed, vildskab.

87

Hånden kan kaldes hånd, arm, lap, næve. På hånden og armen hedder delene albue, armknogle, håndled, led, finger, fingergreb, håndrod, negl, fingerspids, håndrand, kødet under neglen. Hånden kan kaldes våbnenes eller skjoldenes jord, skulderens og ærmets, håndfladens og håndleddets træ, guldringenes og falkens og høgens jord, og alle høgens betegnelser kan bruges; i nye billeder også skulderens fod, buens plage.

Benene kan kaldes fodsålernes, vristenes, strømpernes eller lignendes træ, vejens eller gangens, skridtets løbende spyd. Man kan kalde benet disse tings træ eller støtte. Benene omskrives ved hjælp af ski og sko og bukser. På benet hedder delene lår, knæ, læg, knogle, skinneben, vrist, fodrand, sål, tå. Benet kan omskrives ved hjælp af alt dette og kaldes dets træ, og benet kaldes mast og rå og forbindes med disse ting.

88

Tale kaldes også ord og talemåde og veltalenhed, snak, fortælling, ordstrid, trætte, sang, tryllesang, kvæden, passiar, bæven, larm, pludren, skrål, jubel, kævl, spot, sludder, pral, lovprisning, sniksnak, tåbesnak, barnesnak, tom snak, vrøvl. Den kaldes også stemme, klang, røst, genlyd, susen, skingren, drøn, gjald, bulder, brølen, brag, bevægelse, svingning, gang.

Forstand kaldes visdom, råd, forståelse, hukommelse, skøn, omtanke, regnekyndighed, fremsyn, snarrådighed, ordkløgt, dygtighed. Den kaldes også underfundighed, snigeråd, falskhed, svigefuldhed.

89

Læti har to betydninger. Læti betyder stemme, og læti betyder adfærd, og æði, adfærd, betyder også dårligt lune. Reiði har ligeledes to betydninger. Reiði kaldes det, når en mand er vred til sinds; reiði kaldes også udstyret til et skib eller en hest. Far har også to betydninger. Fár er vrede, far er et skib. Sådanne udtryk bruger man meget til at digte med skjult mening, og det kaldes at gøre det meget overtydeligt.

Lið kalder man det sted på et menneske, hvor knogler mødes; lið betyder et skib, lið betyder en skare mennesker, lið kaldes også den hjælp, man yder en anden, og líð betyder øl. Hlið betyder en åbning i et gærde, og hlið kalder man en okse, mens hlíð er en skråning. Disse betydninger kan bruges sådan i digtningen, at man gør den overtydelig og vanskelig at forstå, når man skal vælge en anden betydning end den, som de foregående verslinjer først synes at pege på. På samme måde er der også mange andre ord, som betegner flere forskellige ting.