Kildeteksten til «Det korte Sigurdskvad»

Sigurðarkviða in skamma

Her kan du læse værket på oldnordisk, engelsk og dansk, hvis teksten findes på siden. Skift med knapperne øverst; dit valg gemmes og bruges på alle sidens kildesider.

Oversat til dansk med AI fra oldnordisk med støtte i den engelske oversættelse.

1

Det var i fordums tid, da Sigurd
opsøgte Gjuke,
den unge Vølsung,
som havde kæmpet;
han tog imod troskab
fra de to brødre,
de gav hinanden eder,
de modige helte.

2

De tilbød ham en mø
og mange skatte,
den unge Gudrun,
Gjukes datter;
de drak og rådlagde
mangen dag sammen,
den unge Sigurd
og Gjukes sønner.

3

Indtil de drog ud
for at bejle til Brynhild,
og Sigurd red
med i deres følge,
den unge Vølsung,
som kendte til kamp;
han ville selv have haft hende,
hvis han kunne have fået hende.

4

Sigurd fra syden
lagde et draget sværd,
en klinge prydet med tegn,
imellem dem;
han kyssede ikke
kvinden,
og hunnerkongen tog hende ikke
i sin favn;
den ganske unge mø
betroede han Gjukes søn.

5

Hun kendte ingen
skam ved sit liv
og ved sin livsførelse
intet ondt,
ingen vanære, som fandtes
eller kunne tænkes at komme;
men ind imellem dem trådte
grunde skæbnemagter.

6

Alene sad hun ude
ved dagens ende,
og hun begyndte
at tale længe med sig selv:
»Jeg skal have Sigurd
– eller også dø –,
den ganske unge mand
i min favn.

7

Nu har jeg sagt ord,
som jeg siden vil angre:
Gudrun er hans hustru,
og jeg er Gunnars;
onde norner
skabte os langvarig længsel.«

8

Ofte går hun omkring,
indvendig fyldt af ondskab,
af is og gletsjere,
hver eneste aften,
når Gudrun og Sigurd
går til sengs,
og Sigurd svøber hende
i linned,
hunnerkongen
sin elskede hustru.

9

»Jeg går her uden glæde,
uden mand, berøvet begge dele;
jeg må skrige min smerte ud
fra mit forpinte sind.«

10

Af dette had lod hun sig
drive til at kræve drab:
»Du skal, Gunnar,
helt give afkald på
mit land
og på mig selv;
aldrig vil jeg trives
hos fyrsten.

11

Jeg vil drage tilbage
til det sted, hvor jeg før var,
hos mine nærmeste
slægtninge;
der vil jeg sidde
og sove livet bort,
medmindre du lader
Sigurd dø
og bliver en fyrste,
der overgår de andre.

12

Lad sønnen følge
sin far;
man skal ikke længe opfostre
en ung ulv.
For hvem bliver hævnen
for en dræbt mand lettere
siden at bilægge,
når sønnen lever?«

13

Gunnar blev sorgfuld
og sank sammen,
hans tanker vendte sig,
han sad den hele dag;
han vidste ikke
rigtig klart,
hvad der ville være
mest sømmeligt at gøre,
eller hvad der ville være
bedst for ham,
for han vidste, at han ville
miste Vølsungen,
og at savnet af Sigurd
ville blive stort.

14

Han overvejede skiftevis
lige længe det ene og det andet;
det hændte ikke
særlig ofte,
at hustruer gik bort
fra kongemagten.
Han begyndte at kalde
Høgne til hemmelig rådslagning;
ham havde han
fuld tillid til:

15

»Brynhild alene er mig
mere værd end alle andre,
Budles datter,
hun er den ypperste blandt kvinder;
før vil jeg miste
mit liv
end gå glip af
denne møs skatte.

16

Vil du for os begge svige
fyrsten for hans rigdom?
Godt er det at råde
over Rhinens guld
og tilfreds
at styre rigdommen
og i ro
nyde lykken.«

17

Kun dette svar
gav Høgne:
»Det sømmer sig ikke for os
at gøre sådan,
med sværd at bryde
svorne eder,
svorne eder
og lovet troskab.

18

Vi kender ingen på jorden,
der er lykkeligere end vi,
så længe vi fire
råder over folket,
og den hunniske
kampens Balder lever,
heller intet ædlere
slægtskab på jorden,
hvis vi længe får lov
at opfostre fem sønner
og kunne øge vor slægt
med ædle efterkommere.

19

Jeg ved klart,
hvorfra disse veje fører:
Brynhilds rænker
er alt for store.«
Gunnar sagde:

20

»Vi skal få Guttorm
til at begå drabet,
vor yngre bror,
den mindre kloge;
han stod uden for
de svorne eder,
de svorne eder
og den lovede troskab.«

21

Let var det at ægge
den ubarmhjertige;
sværdet stod
Sigurd i hjertet.

22

Den kampglade søgte
hævn i salen
og kastede sværdet efter
den ubarmhjertige;
mod Guttorm fløj
Grams strålende stål
med vældig kraft
fra kongens hånd.

23

Hans fjende sank
kløvet i to dele;
hænder og hoved
faldt til den ene side,
men delen med fødderne
faldt bagover på stedet.

24

Gudrun var faldet i søvn
i sengen,
sorgløs
hos Sigurd,
men hun vågnede,
berøvet glæden,
da hun flød
i Frejs vens blod.

25

Så hårdt slog hun
sine hænder sammen,
at den modige
rejste sig i sengen:
»Græd ikke, Gudrun,
så bitterligt,
du ganske unge brud,
dine brødre lever.

26

Jeg har en alt for ung
arving;
han kan ikke slippe bort
fra fjendernes gård;
de har selv
med gru og vold
nu ganske nylig
lagt nye planer.

27

Aldrig siden rider dem,
om du så føder syv,
sådan en søstersøn
til tinge.
Jeg ved klart,
hvordan det nu hænger sammen:
Brynhild alene er skyld
i al ulykken.

28

Møen elskede mig
frem for hver anden mand,
men mod Gunnar
gjorde jeg intet ondt;
jeg respekterede slægtskabet
og de svorne eder,
så meget mindre burde jeg kaldes
hans hustrus elsker.«

29

Kvinden drog et suk,
og kongen lod sit liv;
så hårdt slog hun
sine hænder sammen,
at bægrene klang
i krogen,
og gæssene skreg
ude på tunet.

30

Da lo Brynhild,
Budles datter,
en eneste gang
af hele sit hjerte,
da hun hen til sit leje
kunne høre
den skingrende gråd
fra Gjukes datter.

31

Da sagde Gunnar,
krigernes konge:
»Du ler ikke sådan,
hadefulde kvinde,
glad på gulvet,
fordi det varsler dig godt.
Hvorfor mister du
din hvide lød,
du, som fostrer ulykker?
Jeg tror, du er dødsens.

32

Du fortjente det
mere end nogen kvinde,
at vi for dine øjne
huggede Atle ned,
at du så din brors
blodige sår
og fik lov at forbinde
de blødende vunder.«
Brynhild sagde:

33

»Ingen nægter dig mod,
du har dræbt til fulde;
Atle frygter kun lidt
din vrede;
han vil drage sit sidste suk
senere end I begge
og altid besidde
den større styrke.

34

Jeg vil sige dig, Gunnar
– selv ved du det klart –,
hvor tidligt I gav jer til
at volde ufred;
jeg var alt for ung
og ikke under tvang,
fuldt forsynet med rigdom
i min brors hal.

35

Jeg ønskede heller ikke,
at en mand skulle ægte mig,
før I Gjukunger
red til gården,
tre på heste,
mægtige konger,
og dog var deres færd
slet ikke nødvendig.

36

Jeg lovede mig da
bort til den storkonge,
som sad med guld
på Granes ryg;
hans øjne lignede
ikke jeres,
og heller ikke ellers
hans udseende,
skønt I mener jer
at være storkonger.

37

Og Atle sagde det
til mig alene,
at han hverken ville
dele sin rigdom,
guld eller jord,
hvis jeg ikke lod mig gifte bort,
eller nogen del
af den skænkede formue,
som han gav mig
i min tidlige ungdom,
og de penge, han talte op til mig,
da jeg var ganske ung.

38

Da vaklede
mit sind i det spørgsmål,
om jeg skulle kæmpe
eller fælde krigere,
tapper i brynje,
for min broders skyld;
det ville da
blive vidt bekendt
og volde mange mænd
sorg i sindet.

39

Vi lod vor aftale
falde på plads;
mere lyst havde jeg til
at modtage skatte,
ringe af rødt guld
fra Sigmunds søn;
ingen anden mands
rigdom ville jeg have.

40

Jeg elskede én,
ikke skiftende mænd;
smykkernes Skøgul bar
ikke et omskifteligt sind;
alt det vil Atle
siden erfare,
når han hører,
at jeg har fuldendt min dødsfærd,

41

at aldrig skal
en letsindig kvinde
føre en andens mand
til sin seng;
da vil der komme hævn
for mine sorger.«

42

Op rejste Gunnar sig,
hirdens hersker,
og om kvindens hals
lagde han armene;
alle kom,
den ene efter den anden,
for af hele deres hjerte
at tale hende fra det.

43

Hun stødte enhver
bort fra sin hals,
lod ingen tale sig fra
den lange færd.

44

Han begyndte at kalde Høgne
til fortrolig rådslagning:
»Jeg vil have alle mænd
til at gå ind i salen,
dine sammen med mine,
– nu er nøden stor –
for at se, om de kan hindre
kvindens dødsfærd,
indtil med tiden
hendes smerte fortager sig;
lad os da gøre,
hvad der er brug for.«

45

Kun dette svar
gav Høgne:
»Lad ingen tale hende fra
den lange færd,
så hun aldrig
bliver født igen;
ond kom hun frem
til sin moders knæ,
hun er altid født
til at volde ufred,
til hjertesorg
for mange mænd.«

46

Modløs vendte han sig
fra samtalen
hen, hvor smykkernes træ
uddelte skatte.

47

Hun så ud over
alt, hvad hun ejede,
døde trælkvinder
og kvinderne i salen;
hun trak guldbrynjen på,
– mørkt var hendes sind –
før hun sønderrev sig selv
med sværdets ægge.

48

Hun sank mod puden,
hældende til den ene side,
og sværdsåret
overvejede hun sine råd:

49

»Nu skal de komme,
som ønsker guld
og ringere gaver
at modtage af mig;
jeg giver hver af jer
et rigt prydet halssmykke,
et vævet tæppe og et klæde,
strålende klæder.«

50

Alle tav
ved de ord,
og alle på én gang
gav de svar:
»Nok er døde,
vi vil endnu leve.
Salens kvinder må
tjene med ære.«

51

Omsider tog efter overvejelse
den hørklædte kvinde,
ung af alder,
til orde:
»Jeg vil ikke, at nogen uvillig
eller nødig overtalt
for min skyld
skal miste livet.

52

Dog vil mindre guld
brænde på jeres knogler,
når I drager frem,
og mindre af Menjas gods
vil I nyde,
når I kommer til mig.

53

Sæt dig ned, Gunnar,
jeg vil tale til dig,
den lyse brud,
som har opgivet livet;
jeres færd vil ikke
helt gå i havn,
selv om jeg har
mistet ånden.

54

Du og Gudrun vil forliges
før, end du tror;
den kloge kvinde har
hos kongen
sørgelige minder
om sin døde mand.

55

Der fødes en pige,
– moderen føder hende –
hun vil blive lysere
end den klare dag,
Svanhild,
end solens stråler.

56

Du vil give Gudrun
til en af de gæve,
til skæbnesvanger skade
for en skare mænd;
hun vil ikke blive gift
efter eget ønske og til lykke;
Atle vil komme
for at ægte hende,
Budles søn,
min broder.

57

Meget må jeg mindes
om jeres færd mod mig,
da I grusomt
havde sveget mig;
min vilje blev trådt under fode,
så længe jeg levede.

58

Du vil ønske
at ægte Oddrun,
men Atle vil
ikke tillade dig det;
I to vil søge
sammen i løndom,
hun vil elske dig,
som jeg skulle have gjort,
hvis en god skæbne
var blevet os til del.

59

Atle vil
handle ondt mod dig,
du vil blive lagt
i en trang ormegård.

60

Det vil også ske
ikke længe derefter,
at Atle vil
miste livet,
sin lykke
og sine sønners liv,
for Gudrun vil angribe ham
i sengen
med skarpe ægge,
i hjertets smerte.

61

Det ville sømme sig bedre for Gudrun,
jeres søster,
at følge sin første mand
i døden,
hvis hun fik
gode råd,
eller havde et sind,
der lignede mit.

62

Hurtigt taler jeg nu,
men hun vil ikke
for min skyld
miste livet;
høje bølger
vil bære hende
til Jonakers
arvejord.

63

[Hun vil føde børn,
arvevogtere],
arvevogtere,
Jonakers sønner;
hun vil sende Svanhild
ud af landet,
sin egen datter
og Sigurds.

64

Hende vil Bikkes
anslag ramme,
for Jørmunrek
lever til ulykke;
da er hele
Sigurds slægt borte;
Gudrun har da
endnu flere at græde over.

65

Jeg vil bede dig
om én bøn,
– den vil blive
min sidste bøn i verden –:
Lad der bygge så bredt
et bål på sletten,
at der bliver lige god plads
til os alle,
som døde
med Sigurd.

66

Hæng om det bål
tæpper og skjolde,
smukt prydede vælske klæder
og en skare vælske mænd;
brænd mig ved den hunniskes
ene side.

67

Brænd ved den hunniskes
anden side
mine tjenere,
prydet med smykker:
to ved hovedet
og to høge;
da er alt fordelt
ligeligt.
68
Lad der igen ligge mellem os
stål med ringprydet fæste,
ægskarpt jern,
som det før lå,
da vi begge
steg i samme seng
og dengang blev kaldt
ægtefolk.
69
Da skal hallens
strålende dør,
prydet med ringe,
ikke slå ham i hælen,
hvis mit følge
følger ham herfra;
vor færd skal ikke
blive ynkelig.
70
For ham følger
fem trælkvinder,
otte tjenere
af god slægt,
mine opfostrede trælle
og min fædrenearv,
som Budle gav
sit barn.
71
Meget har jeg sagt,
jeg ville sige mere,
hvis skæbnen gav mig
længere tid til at tale;
stemmen svinder,
sårene svulmer,
kun sandt har jeg sagt,
således vil jeg dø.«