Kildeteksten til «Rigs vandring»
Rígsþula
Her kan du læse værket på oldnordisk, engelsk og dansk, hvis teksten findes på siden. Skift med knapperne øverst; dit valg gemmes og bruges på alle sidens kildesider.
Oldnordisk tekst med normaliseret stavning efter den islandske forsker Guðni Jónssons udgave.
Ár kváðu ganga
grænar brautir
öflgan ok aldinn
ás kunnigan,
ramman ok röskvan
Ríg stíganda.
Gekk hann meir at þat
miðrar brautar;
kom hann at húsi,
hurð var á gætti;
inn nam at ganga,
eldr var á golfi;
hjón sátu þar
hár at arni,
Ái ok Edda,
aldinfalda.
Rígr kunni þeim
ráð at segja;
meir settisk hann
miðra fletja,
en á hlið hvára
hjón salkynna.
Þá tók Edda
ökkvinn hleif,
þungan ok þykkvan,
þrunginn sáðum;
bar hon meir at þat
miðra skutla,
soð var í bolla,
setti á bjóð;
var kalfr soðinn
krása beztr.
Rígr kunni þeim
ráð at segja;
reis hann upp þaðan,
réðsk at sofna;
meir lagðisk hann
miðrar rekkju,
en á hlið hvára
hjón salkynna.
Þar var hann at þat
þríar nætr saman,
gekk hann meir at þat
miðrar brautar;
liðu meir at þat
mánuðr níu.
Jóð ól Edda
jósu vatni,
hörvi svartan,
hétu Þræl.
Hann nam at vaxa
ok vel dafna;
var þar á höndum
hrokkit skinn,
kropnir knúar,
fingr digrir,
fúlligt andlit,
lotr hryggr,
langir hælar.
Nam han meir at þat
magns of kosta,
bast at binda,
byrðar gerva;
bar hann heim at þat
hrís gerstan dag.
Þar kom at garði
gengilbeina,
aurr var á iljum,
armr sólbrunninn,
niðrbjúgt er nef,
nefndisk Þír.
Miðra fletja
meir settisk hon;
sat hjá henni
sonr húss;
ræddu ok rýndu,
rekkju gerðu
Þræll ok Þír
þrungin dægr.
Börn ólu þau,
- bjuggu ok unðu, -
hygg ek at héti
Hreimr ok Fjósnir,
Klúrr ok Kleggi,
Kefsir, Fúlnir,
Drumbr, Digraldi,
Dröttr ok Hösvir.
Lútr ok Leggjaldi;
lögðu garða,
akra töddu,
unnu at svínum,
geita gættu,
grófu torf.
Dætr váru þær
Drumba ok Kumba,
Ökkvinkalfa
ok Arinnefja,
Ysja ok Ambátt,
Eikintjasna,
Tötrughypja
ok Trönubeina.
Þaðan eru komnar
þræla ættir.
Gekk Rígr at þat
réttar brautir,
kom hann at höllu,
hurð var á skíði,
inn nam at ganga,
eldr var á golfi,
hjón sátu þar,
heldu á sýslu.
Maðr teglði þar
meið til rifjar;
var skegg skapat,
skör var fyrir enni,
skyrtu þröngva,
skokkr var á golfi.
Sat þar kona,
sveigði rokk,
breiddi faðm,
bjó til váðar;
sveigr var á höfði,
smokkr var á bringu,
dúkr var á halsi,
dvergar á öxlum.
Afi ok Amma
áttu hús.
Rígr kunni þeim
ráð at segja;
[meir settisk hann
miðra fletja,
en á hlið hvára
hjón salkynna].::
[Þá tók Amma]
-- -- --
var kalfr soðinn
krása beztr.
[Rígr kunni þeim
ráð at segja]
reis frá borði,
réð at sofna;
meir lagðisk hann
miðrar rekkju,
en á hlið hvára
hjón salkynna.
Þar var hann at þat
þríar nætr saman;
liðu meir at þat
mánuðr níu.
Jóð ól Amma
jósu vatni,
kölluðu Karl,
kona sveip rifti,
rauðan ok rjóðan,
riðuðu augu.
Hann nam at vaxa
ok vel dafna,
öxn nam at temja,
arðr at gerva,
hús at timbra
ok hlöður smíða,
karta at gerva
ok keyra plóg.
Heim óku þá
hanginluklu,
geitakyrtlu,
giftu Karli;
Snör heitir sú,
settisk und rifti;
bjuggu hjón,
bauga deildu,
breiddu blæjur
ok bú gerðu.
Börn ólu þau,
- bjuggu ok unðu, -
hét Halr ok Drengr,
Hölðr, Þegn ok Smiðr,
Breiðr, Bóndi,
Bundinskeggi,
Búi ok Boddi,
Brattskeggr ok Seggr.
Enn hétu svá
öðrum nöfnum,
Snót, Brúðr, Svanni,
Svarri, Sprakki,
Fljóð, Sprund ok Víf,
Feima, Ristill.
Þaðan eru komnar
karla ættir.
Gekk Rígr þaðan
réttar brautir;
kom hann at sal,
suðr horfðu dyrr,
var hurð hnigin,
hringr var í gætti.
Gekk hann inn at þat,
golf var stráat;
sátu hjón,
sáusk í augu,
Faðir ok Móðir,
fingrum at leika.
Sat húsgumi
ok sneri streng,
alm of bendi,
örvar skefti;
en húskona
hugði at örmum,
strauk of rifti,
sterti ermar.
Keisti fald,
kinga var á bringu,
síðar slæður,
serk bláfáan;
brún bjartari,
brjóst ljósara,
hals hvítari
hreinni mjöllu.
Rígr kunni þeim
ráð at segja;
meir settisk hann
miðra fletja,
en á hlið hvára
hjón salkynna.
Þá tók Móðir
merkðan dúk,
hvítan af hörvi,
hulði bjóð,
hon tók at þat
hleifa þunna,
hvíta af hveiti,
ok hulði dúk.
Framm setti hon
fulla skutla,
silfri varða, á bjóð,
fáin fleski
ok fugla steikða,
vín var í könnu,
varðir kálkar;
drukku ok dæmðu,
dagr var á sinnum.
Rígr kunni þeim
ráð at segja;
reis hann at þat,
rekkju gerði.
Þar var hann at þat
þríar nætr saman;
gekk hann meir at þat
miðrar brautar;
liðu meir at þat
mánuðr níu.
Svein ól Móðir,
silki vafði,
jósu vatni,
Jarl létu heita;
bleikt var hár,
bjartir vangar,
ötul váru augu
sem yrmlingi.
Upp óx þar
Jarl á fletjum;
lind nam at skelfa,
leggja strengi,
alm at beygja,
örvar skefta,
flein at fleygja,
frökkur dýja,
hestum ríða,
hundum verpa,
sverðum bregða,
sund at fremja.
Kom þar ór runni
Rígr gangandi,
Rígr gangandi,
rúnar kendi;
sitt gaf heiti,
son kveðsk eiga;
þann bað hann eignask
óðalvöllu,
óðalvöllu,
aldnar byggðir.
Reið hann meir þaðan
myrkvan við,
hélug fjöll,
unz at höllu kom;
skaft nam at dýja,
skelfði lind,
hesti hleypði
ok hjörvi brá;
víg nam at vekja,
völl nam at rjóða,
val nam at fella,
vá til landa.
Réð hann einn at þat
átján búum,
auð nam skipta,
öllum veita
meiðmar ok mösma,
mara svangrifja,
hringum hreytti,
hjó sundr baug.
Óku ærir
úrgar brautir,
kómu at höllu,
þar er Hersir bjó;
mey átti hann
mjófingraða,
hvíta ok horska,
hétu Erna.
Báðu hennar
ok heim óku,
giftu Jarli,
gekk hon und líni;
saman bjuggu þau
ok sér unðu,
ættir jóku
ok aldrs nutu.
Burr var inn ellsti,
en Barn annat,
Jóð ok Aðal,
Arfi, Mögr,
Niðr ok Niðjungr,
- námu leika, -
Sonr ok Sveinn,
- sund ok tafl, -
Kundr hét enn,
Konr var inn yngsti.
Upp óxu þar
Jarli bornir,
hesta tömðu,
hlífar bendu,
skeyti skófu,
skelfðu aska.
En Konr ungr
kunni rúnar,
ævinrúnar
ok aldrrúnar;
meir kunni hann
mönnum bjarga,
eggjar deyfa,
ægi lægja.
Klök nam fugla,
kyrra elda,
sefa of svefja,
sorgir lægja,
afl ok eljun
átta manna.
Hann við Ríg jarl
rúnar deildi,
brögðum beitti
ok betr kunni;
þá öðlaðisk
ok þá eiga gat
Rígr at heita,
rúnar kunna.
Reið Konr ungr
kjörr ok skóga,
kolfi fleygði,
kyrrði fugla.
Þá kvað þat kráka,
sat kvisti ein:
"Hvat skaltu, Konr ungr,
kyrra fugla?
Heldr mætti ér
hestum ríða,
[hjörvi bregða]
ok her fella.
Á Danr ok Danpr
dýrar hallir,
æðra óðal
en ér hafið;
þeir kunnu vel
kjóli at ríða,
egg at kenna,
undir rjúfa."
Brún bjartari,
brjóst ljósara,
hals hvítari
hreinni mjöllu.
Bjuggu hjón,
bauga deildu.
Engelsk oversættelse af Henry Adams Bellows fra 1923, fri af ophavsret; strofenumrene kan afvige fra originalens.
They tell in old stories that one of the gods, whose name was Heimdall, went on his way along a certain seashore, and came to a dwelling, where he called himself Rig. According to these stories is the following poem:
Men say there went by ways so green
Of old the god, the aged and wise,
Mighty and strong did Rig go striding.
..............................
Forward he went on the midmost way,
He came to a dwelling, a door on its posts;
In did he fare, on the floor was a fire,
Two hoary ones by the hearth there sat,
Ai and Edda, in olden dress.
Rig knew well wise words to speak,
Soon in the midst of the room he sat,
And on either side the others were.
A loaf of bread did Edda bring,
Heavy and thick and swollen with husks;
Forth on the table she set the fare,
And broth for the meal in a bowl there was.
(Calf's flesh boiled was the best of the dainties.)
Rig knew well wise words to speak,
Thence did he rise, made ready to sleep;
Soon in the bed himself did he lay,
And on either side the others were.
Thus was he there for three nights long,
Then forward he went on the midmost way,
And so nine months were soon passed by.
A son bore Edda, with water they sprinkled him,
With a cloth his hair so black they covered;
Thræll they named him, . . . . . . . . . . . . . . .
The skin was wrinkled and rough on his hands,
Knotted his knuckles, . . . . . . . . . . . . . . .
Thick his fingers, and ugly his face,
Twisted his back, and big his heels.
He began to grow, and to gain in strength,
Soon of his might good use he made; With bast he bound, and burdens carried,
Home bore faggots the whole day long.
One came to their home, crooked her legs,
Stained were her feet, and sunburned her arms,
Flat was her nose; her name was Thir.
Soon in the midst of the room she sat,
By her side there sat the son of the house;
They whispered both, and the bed made ready,
Thræll and Thir, till the day was through.
Children they had, they lived and were happy,
Fjosnir and Klur they were called, methinks,
Hreim and Kleggi, Kefsir, Fulnir,
Drumb, Digraldi, Drott and Leggjaldi,
Lut and Hosvir; the house they cared for,
Ground they dunged, and swine they guarded,
Goats they tended, and turf they dug.
Daughters had they, Drumba and Kumba,
Ökkvinkalfa, Arinnefja,
Ysja and Ambott, Eikintjasna,
Totrughypja and Tronubeina;
And thence has risen the race of thralls.
Forward went Rig, his road was straight,
To a hall he came, and a door there hung;
In did he fare, on the floor was a fire:
Ail and Amma owned the house.
There sat the twain, and worked at their tasks:
The man hewed wood for the weaver's beam;
His beard was trimmed, o'er his brow a curl,
His clothes fitted close; in the corner a chest.
The woman sat and the distaff wielded,
At the weaving with arms outstretched she worked;
On her head was a band, on her breast a smock;
On her shoulders a kerchief with clasps there was.
Rig knew well wise words to speak,
Soon in the midst of the room he sat,
And on either side the others were.
Then took Amma . . . . . . . . . . . . . . .
The vessels full with the fare she set,
Calf's flesh boiled was the best of the dainties.
Rig knew well wise words to speak,
He rose from the board, made ready to sleep;
Soon in the bed himself did he lay,
And on either side the others were.
Thus was he there for three nights long,
Then forward he went on the midmost way,
And so nine months were soon passed by.
A son bore Amma, with water they sprinkled him,
Karl they named him; in a cloth she wrapped him,
He was ruddy of face, and flashing his eyes.
He began to grow, and to gain in strength,
Oxen he ruled, and plows made ready,
Houses he built, and barns he fashioned,
Carts he made, and the plow he managed.
Home did they bring the bride for Karl,
In goatskins clad, and keys she bore;
Snör was her name, 'neath the veil she sat;
A home they made ready, and rings exchanged,
The bed they decked, and a dwelling made.
Sons they had, they lived and were happy:
Hal and Dreng, Holth, Thegn and Smith,
Breith and Bondi, Bundinskeggi,
Bui and Boddi, Brattskegg and Segg.
Daughters they had, and their names are here:
Snot, Bruth, Svanni, Svarri, Sprakki,
Fljoth, Sprund and Vif, Feima, Ristil:
And thence has risen the yeomen's race.
Thence went Rig, his road was straight,
A hall he saw, the doors faced south;
The portal stood wide, on the posts was a ring,
Then in he fared; the floor was strewn.
Within two gazed in each other's eyes,
Fathir and Mothir, and played with their fingers;
There sat the house-lord, wound strings for the bow,
Shafts he fashioned, and bows he shaped.
The lady sat, at her arms she looked,
She smoothed the cloth, and fitted the sleeves;
Gay was her cap, on her breast were clasps,
Broad was her train, of blue was her gown, Her brows were bright, her breast was shining,
Whiter her neck than new-fallen snow.
Rig knew well wise words to speak,
Soon in the midst of the room he sat,
And on either side the others were.
Then Mothir brought a broidered cloth,
Of linen bright, and the board she covered;
And then she took the loaves so thin,
And laid them, white from the wheat, on the cloth.
Then forth she brought the vessels full,
With silver covered, and set before them,
Meat all browned, and well-cooked birds;
In the pitcher was wine, of plate were the cups,
So drank they and talked till the day was gone.
Rig knew well wise words to speak,
Soon did he rise, made ready to sleep;
So in the bed himself did he lay,
And on either side the others were.
Thus was he there for three nights long,
Then forward he went on the midmost way,
And so nine months were soon passed by.
A son had Mothir, in silk they wrapped him,
With water they sprinkled him, Jarl he was;
Blond was his hair, and bright his cheeks,
Grim as a snake's were his glowing eyes.
To grow in the house did Jarl begin,
Shields he brandished, and bow-strings wound,
Bows he shot, and shafts he fashioned,
Arrows he loosened, and lances wielded,
Horses he rode, and hounds unleashed,
Swords he handled, and sounds he swam.
Straight from the grove came striding Rig,
Rig came striding, and runes he taught him;
By his name he called him, as son he claimed him, And bade him hold his heritage wide,
His heritage wide, the ancient homes.
..............................
Forward he rode through the forest dark,
O'er the frosty crags, till a hall he found.
His spear he shook, his shield he brandished,
His horse he spurred, with his sword he hewed;
Wars he raised, and reddened the field,
Warriors slew he, and land he won.
Eighteen halls ere long did he hold,
Wealth did he get, and gave to all,
Stones and jewels and slim-flanked steeds,
Rings he offered, and arm-rings shared.
His messengers went by the ways so wet,
And came to the hall where Hersir dwelt;
His daughter was fair and slender-fingered,
Erna the wise the maiden was.
Her hand they sought, and home they brought her,
Wedded to Jarl the veil she wore;
Together they dwelt, their joy was great,
Children they had, and happy they lived.
Bur was the eldest, and Barn the next,
Joth and Athal, Arfi, Mog,
Nith and Svein, soon they began—
Sun and Nithjung— to play and swim;
Kund was one, and the youngest Kon.
Soon grew up the sons of Jarl,
Beasts they tamed, and bucklers rounded,
Shafts they fashioned, and spears they shook.
But Kon the Young learned runes to use,
Runes everlasting, the runes of life; Soon could he well the warriors shield,
Dull the swordblade, and still the seas.
Bird-chatter learned he, flames could he lessen,
Minds could quiet, and sorrows calm;
..............................
The might and strength of twice four men.
With Rig-Jarl soon the runes he shared,
More crafty he was, and greater his wisdom;
The right he sought, and soon he won it,
Rig to be called, and runes to know.
Young Kon rode forth through forest and grove,
Shafts let loose, and birds he lured;
There spake a crow on a bough that sat:
"Why lurest thou, Kon, the birds to come?
"'Twere better forth on thy steed to fare,
. . . . . . . . . . . . . . . and the host to slay.
"The halls of Dan and Danp are noble,
Greater their wealth than thou hast gained;
Good are they at guiding the keel,
Trying of weapons, and giving of wounds.
***
Oversat til dansk med AI fra oldnordisk med støtte i den engelske oversættelse.
I fordums tid, siges det, vandrede
ad grønne stier
en mægtig og gammel,
kyndig as,
stærk og rask,
Rig med faste skridt.
Han gik videre
midt ad vejen;
han kom til et hus,
døren sad i karmen;
han trådte indenfor,
på gulvet brændte ild;
der sad et ægtepar,
gråhåret ved arnen,
Ai og Edda,
hun med gammeldags hovedklæde.
Rig forstod at give
dem gode råd;
så satte han sig
midt på bænken,
og på hver sin side
sad husets ægtefolk.
Da tog Edda
et groft brød,
tungt og tykt,
fuldt af avner;
så bar hun det hen
midt på bordet,
der var suppe i en skål,
som hun satte frem;
kogt kalvekød var
den bedste spise.
Rig forstod at give
dem gode råd;
han rejste sig derfra,
ville lægge sig til at sove;
så lagde han sig
midt i sengen,
og på hver sin side
lå husets ægtefolk.
Der blev han siden
tre nætter i træk,
så gik han videre
midt ad vejen;
derefter gik der
ni måneder.
Edda fødte et barn,
de øste vand over det,
mørkt i huden,
og kaldte det Træl.
Han begyndte at vokse
og trivedes godt;
på hans hænder var
huden rynket,
knoerne krogede,
fingrene tykke,
ansigtet hæsligt,
ryggen ludende,
hælene lange.
Så begyndte han
at bruge sine kræfter,
binde bast,
samle byrder;
han bar derefter
ris hjem dagen lang.
Til gården kom
en kvinde med skæve ben,
der var mudder på fodsålerne,
armen var solbrændt,
næsen krummede nedad,
hun kaldte sig Tir.
Midt på bænken
satte hun sig så;
ved siden af hende sad
husets søn;
de talte og hviskede,
redte seng,
Træl og Tir,
hele dage igennem.
De fik børn,
– boede sammen og var glade –
jeg tror, de hed
Hreim og Fjøsnir,
Klur og Kleggi,
Kefsir, Fulnir,
Drumb, Digraldi,
Drott og Høsvir,
Lut og Leggjaldi;
de satte gærder,
gødede marker,
passede svin,
vogtede geder,
gravede tørv.
Deres døtre var
Drumba og Kumba,
Økkvinkalfa
og Arinnefja,
Ysja og Ambått,
Eikintjasna,
Tøtrughypja
og Trønubeina.
Fra dem stammer
trællenes slægter.
Rig gik så
ad lige veje,
han kom til en hal,
døren hang på hængsler;
han trådte indenfor,
på gulvet brændte ild,
der sad et ægtepar,
optaget af arbejde.
Manden tilhuggede der
en stok til vævens bom;
skægget var studset,
håret lå over panden,
han bar en stram skjorte,
på gulvet stod en kiste.
Der sad en kvinde,
håndterede en håndten,
bredte armene ud,
gjorde rede til vævning;
et bånd bar hun om hovedet,
en særk over brystet,
et tørklæde om halsen,
spænder på skuldrene.
Afi og Amma
ejede huset.
Rig forstod at give
dem gode råd;
[så satte han sig
midt på bænken,
og på hver sin side
sad husets ægtefolk].
[Da tog Amma]
-- -- --
kogt kalvekød var
den bedste spise.
[Rig forstod at give
dem gode råd;]
han rejste sig fra bordet,
ville lægge sig til at sove;
så lagde han sig
midt i sengen,
og på hver sin side
lå husets ægtefolk.
Der blev han siden
tre nætter i træk;
derefter gik der
ni måneder.
Amma fødte et barn,
de øste vand over det,
kaldte det Karl;
kvinden svøbte det i klæde,
rødt og rødmosset,
øjnene spillede.
Han begyndte at vokse
og trivedes godt,
lærte at tæmme okser,
at lave en ard,
at tømre huse
og bygge lader,
at lave kærrer
og føre ploven.
De kørte så hjem med hende,
der bar hængende nøgler
og kjortel af gedeskind,
og giftede hende med Karl;
Snør hed hun,
hun satte sig under brudesløret;
de levede som ægtefolk,
delte ringe,
bredte lagner ud
og stiftede hjem.
De fik børn,
– boede sammen og var glade –
de hed Hal og Dreng,
Høld, Thegn og Smid,
Breid, Bonde,
Bundinskeggi,
Bui og Boddi,
Brattskæg og Segg.
Andre bar også
disse navne:
Snot, Brud, Svanni,
Svarri, Sprakki,
Fljod, Sprund og Vif,
Feima, Ristil.
Fra dem stammer
bøndernes slægter.
Rig gik derfra
ad lige veje;
han kom til en sal,
indgangen vendte mod syd,
døren stod åben,
en ring sad i karmen.
Så trådte han ind,
gulvet var strøet;
der sad et ægtepar,
så hinanden i øjnene,
Fader og Moder,
og legede med fingrene.
Husets herre sad
og snoede en streng,
bøjede en elmebue,
satte skafter på pile;
men husets frue
betragtede sine arme,
glattede klædet,
rettede ærmerne.
Hun satte hovedklædet højt,
et smykke sad på brystet,
hun bar lange slæb,
en blåfarvet særk;
panden var klarere,
brystet lysere,
halsen hvidere
end ren, nyfalden sne.
Rig forstod at give
dem gode råd;
så satte han sig
midt på bænken,
og på hver sin side
sad husets ægtefolk.
Da tog Moder
en mønstret dug,
hvid af hør,
og dækkede bordet;
så tog hun
tynde brød,
hvide af hvede,
og dækkede dugen med dem.
Hun satte fulde fade
frem,
sølvbeslåede, på bordet,
fyldt med flæsk
og stegte fugle;
der var vin i kanden,
bægrene var beslåede;
de drak og talte,
dagen gik på hæld.
Rig forstod at give
dem gode råd;
så rejste han sig,
redte sig seng.
Der blev han siden
tre nætter i træk;
så gik han videre
midt ad vejen;
derefter gik der
ni måneder.
Moder fødte en dreng,
svøbte ham i silke,
de øste vand over ham,
lod ham hedde Jarl;
håret var lyst,
kinderne klare,
øjnene var skarpe
som på en slangeunge.
Der voksede
Jarl op i huset;
han lærte at svinge skjold,
at sætte buestrenge på,
at bøje elmebuen,
at sætte skafter på pile,
at kaste spyd,
at svinge lanser,
at ride heste,
at slippe hunde løs,
at drage sværd,
at øve svømning.
Ud af krattet kom
Rig gående,
Rig gående,
han lærte ham runer;
han gav ham sit navn,
erklærede ham for sin søn;
han bød ham vinde sig
odelsjorder,
odelsjorder,
gamle bygder.
Så red han derfra
gennem mørke skove,
over rimklædte fjelde,
til han kom til en hal;
han svingede spydskaftet,
rystede skjoldet,
satte hesten i galop
og drog sværdet;
han vakte strid,
farvede marken rød,
fældede krigere,
kæmpede sig til lande.
Så rådede han alene
over atten gårde,
han delte rigdom ud,
gav alle
gaver og kostbarheder,
heste med slanke flanker,
strøede om sig med ringe,
huggede armringe i stykker.
Sendebud kørte
ad våde veje,
kom til hallen,
hvor Hersir boede;
han havde en datter
med slanke fingre,
lys og klog,
hun hed Erna.
De bejlede til hende
og kørte hende hjem,
giftede hende med Jarl,
hun gik under brudesløret;
de boede sammen
og var glade,
øgede slægten
og nød livet.
Bur var den ældste,
og Barn den næste,
Jod og Adal,
Arfi, Møg,
Nid og Nidjung,
– de lærte at lege –
Søn og Svend,
– at svømme og spille tavl –
endnu en hed Kund,
Kon var den yngste.
Der voksede
Jarls sønner op,
de tæmmede heste,
bøjede skjolde,
snittede pile,
svingede askespyd.
Men Kon den unge
kendte runer,
evighedsruner
og livsruner;
han kunne desuden
redde mennesker,
sløve ægge,
stille havet.
Han forstod fuglenes kvidren,
kunne dæmpe ild,
dysse sind i søvn,
lindre sorger,
havde styrke og udholdenhed
som otte mænd.
Han kappedes med Rig jarl
i runekunst,
brugte snilde
og kunne mere;
da vandt han sig
og fik retten til
at hedde Rig
og kende runer.
Kon den unge red
gennem krat og skove,
skød med stump pil,
nedlagde fugle.
Da sagde en krage,
som sad alene på en gren:
»Hvorfor vil du, Kon den unge,
nedlægge fugle?
Hellere skulle I
ride heste,
[drage sværd]
og fælde en hær.
Dan og Danp ejer
kostbare haller,
ædlere odel
end I har;
de forstår sig godt på
at ride skibe,
at prøve æggen,
at åbne sår.«
Panden var klarere,
brystet lysere,
halsen hvidere
end ren, nyfalden sne.
De levede som ægtefolk,
delte ringe.