Kildeteksten til «Regins sang»

Reginsmál

Her kan du læse værket på oldnordisk, engelsk og dansk, hvis teksten findes på siden. Skift med knapperne øverst; dit valg gemmes og bruges på alle sidens kildesider.

Oversat til dansk med AI fra oldnordisk med støtte i den engelske oversættelse.

1

»Hvad er det for en fisk,
som svømmer i strømmen,
og ikke kan værge sig mod fare?
Dit hoved
skal du løskøbe fra Hel;
find mig kildens flamme.«
Gedden sagde:

2

»Andvare hedder jeg,
Oin hed min far,
mangen fos har jeg færdedes i;
en ond norne
bestemte os i tidernes morgen,
at jeg skulle vade i vand.«
Loke sagde:

3

»Sig mig det, Andvare,
hvis du vil beholde
livet i menneskers sale:
Hvilken straf får
menneskenes sønner,
hvis de hugger på hinanden med ord?«
Andvare sagde:

4

»Hård straf får
menneskenes sønner,
som vader i Vadgelmer;
for usande ord,
som én lyver på en anden,
lider lemmerne alt for længe.«
Loke så alt det guld, som Andvare ejede. Men da han havde bragt guldet frem, havde han beholdt én ring, og den tog Loke fra ham. Dværgen gik ind i stenen og sagde:

5

»Det guld,
som Gust ejede,
skal blive
to brødres bane
og volde strid
mellem otte fyrster;
min rigdom skal
ingen få glæde af.«
Aserne bragte Reidmar guldet, stoppede odderskindet ud og rejste det på fødderne. Så skulle aserne dynge guldet op og dække det. Da det var gjort, gik Reidmar frem, så et enkelt knurhår og bad dem dække det. Da tog Odin ringen Andvaranaut frem og dækkede håret. Loke sagde:

6

»Nu er guldet bragt dig,
og du har fået
store bøder for mit hoved;
din søn
bliver ingen lykke beskåret;
det bliver jeres begges bane.«
Reidmar sagde:

7

»Gaver gav du,
kærlighedsgaver gav du ikke,
du gav ikke af et oprigtigt sind;
jeres liv
skulle I have mistet,
hvis jeg havde kendt den ulykke før.«
Loke sagde:

8

»Endnu værre er
— det mener jeg at vide —
slægtninges strid om en frænke;
endnu ufødte
tror jeg de fyrster er,
som dette er tiltænkt at vække had imellem.«
Reidmar sagde:

9

»Det røde guld
tror jeg, jeg skal råde over,
så længe jeg lever;
dine truslers
kraft frygter jeg ikke;
drag hjem herfra.«
Fafner og Regin krævede slægtsbod af Reidmar for deres bror Otr. Han sagde nej. Men Fafner stak sin far Reidmar med sværdet, mens han sov. Reidmar kaldte på sine døtre:

10

»Lyngheid og Lofnheid,
vid, at mit liv er forbi;
meget tvinger nøden én til.«
Lyngheid sagde:
»Sjældent vil en søster,
skønt hun mister sin far,
hævne sin sorg på sin bror.«
Reidmar sagde:

11

»Fød da en datter,
du kvinde med ulvesind,
hvis du ikke får en søn
med en fyrste;
giv pigen en mand
i denne store nød;
så vil hendes søn
hævne din sorg.«
Så døde Reidmar, og Fafner tog alt guldet. Da krævede Regin at få sin fædrenearv, men Fafner sagde nej. Så søgte Regin råd hos sin søster Lyngheid om, hvordan han skulle få sin fædrenearv. Hun sagde:

12

»Din bror skal du
venligt bede
om arv og et ædlere sind;
det sømmer sig ikke,
at du med sværdet skal
kræve guld af Fafner.«
Disse ting fortalte Regin Sigurd. En dag, da han kom til Regins hus, blev han godt modtaget. Regin sagde:

13

»Hertil er kommet
Sigmunds søn,
den handlekraftige helt,
til vore sale;
han har mere mod
end en gammel mand,
og jeg venter mig kamp
fra den glubske ulv.

14

Jeg vil fostre
en kampdjærv fyrste;
nu er Yngves ætling
kommet til os;
denne fyrste bliver
den mægtigste under solen;
over alle lande gjalder
hans skæbnes tråd.«
Sigurd var nu stadig hos Regin, og han fortalte Sigurd, at Fafner lå på Gnitahede og havde en orms skikkelse. Han ejede en rædselshjelm, som alle levende væsener frygtede. Regin smedede et sværd til Sigurd, som hed Gram. Det var så skarpt, at han sænkede det ned i Rhinen og lod en uldtot drive med strømmen; sværdet skar uldtotten over ligesom vandet. Med det sværd kløvede Sigurd Regins ambolt. Derefter æggede Regin Sigurd til at dræbe Fafner. Han sagde:

15

»Højt vil de le,
Hundings sønner,
som berøvede Eylime
livet,
hvis fyrsten har
større lyst til at søge
røde ringe
end hævn for sin far.«
Kong Hjalprek gav Sigurd en flåde til at hævne sin far. De kom ud i en voldsom storm og krydsede ud for et klippefremspring. En mand stod på klippen og sagde:

16

»Hvem rider dér
på Ræfils heste
over høje bølger
på det drønende hav?
Sejlhestene er
stænket med sved;
bølgernes heste vil ikke
kunne modstå vinden.«
Regin svarede:

17

»Her er Sigurd og jeg
på havets træer;
vi har fået vind,
som fører os lige i døden;
stejle brændinger falder
højere end stævnene,
rullestokkenes heste styrter.
Hvem spørger om det?«
Manden sagde:

18

»Hnikar kaldte de mig,
da jeg glædede ravnen,
unge Vølsung,
og havde dræbt;
nu kan du kalde
karlen fra klippen
Feng eller Fjølner;
jeg vil bede om overfart.«
De lagde ind mod land, og karlen gik om bord; så stilnede vejret. Sigurd sagde:

19

»Sig mig det, Hnikar,
da du kender både
guders og menneskers varsler:
Hvilke varsler er bedst,
når man skal kæmpe,
og sværdene svinges?«
Hnikar sagde:

20

»Mange varsler er gode,
hvis mænd blot kendte dem,
når sværdene svinges;
for sværdets træ
anser jeg den mørke ravn
for en trofast følgesvend.

21

Et andet er det,
hvis du er kommet ud
og står klar til at drage af sted,
at du ser to
stå på tunet,
ærelystne mænd.

22

Det tredje er det,
hvis du hører en ulv
hyle under askens grene;
lykke bliver dig beskåret
over for de hjelmbærende mænd,
hvis du først ser dem komme.

23

Ingen mand skal
kæmpe vendt mod
Månes søster,
som skinner sent;
sejren får de,
som kan se,
djærve i sværdlegen,
eller fylke i svinefylking.

24

Det er et stort ulykkesvarsel,
hvis du snubler med foden,
når du går til kamp;
svigefulde diser
står på begge sider af dig
og vil se dig såret.

25

Kæmmet og vasket
skal enhver klog mand være
og mæt om morgenen,
for det er uvist,
hvor han kommer hen om aftenen;
ilde er det at haste sin lykke i forkøbet.«
Sigurd udkæmpede et stort slag mod Lyngve Hundingssøn og hans brødre. Dér faldt Lyngve og hans tre brødre. Efter slaget sagde Regin:

26

»Nu er en blodig ørn
med et skarpt sværd
ristet på ryggen
af Sigmunds banemand;
ingen, der rødmede jorden,
var ypperligere
end fyrstens arving,
som glædede ravnen.«
Sigurd drog hjem til Hjalprek. Da æggede Regin Sigurd til at dræbe Fafner.