Kildeteksten til «Fortalen»

Prologus

Her kan du læse værket på oldnordisk, engelsk og dansk, hvis teksten findes på siden. Skift med knapperne øverst; dit valg gemmes og bruges på alle sidens kildesider.

Oversat til dansk med AI fra oldnordisk med støtte i den engelske oversættelse.

Den almægtige Gud skabte i begyndelsen himlen og jorden og alt, hvad der hører til dem, og til sidst to mennesker, som slægterne nedstammer fra, Adam og Eva, og deres efterkommere blev talrige og spredtes over hele verden. Men som tiden gik, blev menneskene forskellige. Nogle var gode og rettroende, men langt flere fulgte verdens lyster og forsømte Guds bud, og derfor lod Gud verden og alle dens levende væsener drukne i en oversvømmelse, undtagen dem, der var i arken med Noa. Efter syndfloden levede otte mennesker, som befolkede verden, og fra dem nedstammede slægterne. Og det gik atter som før: Da menneskene blev talrige, og verden blev befolket, kom hele menneskeheden til at elske rigdom og ære, men forsømte lydigheden mod Gud. Det gik så vidt, at de ikke ville nævne Gud. Men hvem skulle da fortælle deres sønner om Guds store undere? Sådan gik det til, at de glemte Guds navn, og de fleste steder i verden fandtes der intet menneske, som kendte sin skaber. Alligevel skænkede Gud dem jordiske goder, rigdom og lykke, som de skulle leve af i verden. Han gav dem også visdom, så de forstod alle jordiske ting og alle de enkeltheder ved luften og jorden, som kunne iagttages.

De tænkte over og undrede sig over, hvordan det kunne være, at jorden og dyrene og fuglene i visse henseender havde samme natur og dog var forskellige i deres væsen. Et fællestræk var, at når man gravede i jorden på høje bjergtoppe, sprang der vand frem, og dér behøvede man ikke grave længere ned efter vand end i dybe dale. Sådan er det også med dyr og fugle: Der er lige langt ind til blodet i hovedet og fødderne. Et andet naturtræk ved jorden er, at der hvert år vokser græs og blomster på den, og samme år falder det alt sammen og visner. Sådan er det også med dyr og fugle: Hår og fjer vokser frem og falder af hvert år. Jordens tredje naturtræk er, at når den åbnes og graves op, vokser der græs i den muld, som ligger øverst på jorden. Klipper og sten opfattede de som svarende til levende væseners tænder og knogler. Heraf sluttede de, at jorden var levende og på en vis måde havde liv, og de vidste, at den var overordentlig gammel og mægtig af natur. Den nærede alle levende væsener, og den tog alt det til sig, der døde. Derfor gav de den et navn og regnede deres slægt tilbage til den.

De hørte også af deres gamle slægtninge, at selv om der var gået mange hundrede vintre, var jorden og solen og himmellegemerne stadig de samme, men himmellegemernes baner var forskellige. Nogle havde en længere bane, andre en kortere. Sådanne forhold fik dem til at ane, at der måtte være en, som styrede himmellegemerne og ordnede deres gang efter sin vilje, og at han måtte være meget mægtig og stærk. De mente, at hvis han rådede over elementerne, måtte han også have været til før himmellegemerne, og de indså, at hvis han styrede himmellegemernes gang, måtte han også råde over solens skin og luftens dug og jordens afgrøde, som følger deraf, og ligeledes over luftens vinde og dermed havets storme. De vidste ikke, hvor hans rige var, men de troede, at han rådede over alt på jorden og i luften, over himlen og himmellegemerne, havet og vejret. Men for lettere at kunne fortælle om tingene eller fæstne dem i hukommelsen gav de indbyrdes alle ting navne, og denne tro har ændret sig på mange måder, efterhånden som folkene skiltes og sprogene blev forskellige. Men alle ting forstod de med jordisk forstand, for den åndelige visdom var ikke blevet dem givet. De mente således, at alle ting var dannet af et eller andet stof.

2. Om verdens tre dele.

Verden blev delt i tre dele. Fra syd mod vest og ind til Middelhavet lå den del, som blev kaldt Afrika. Den sydlige del af dette område er så hed, at solen svider alt. Den anden del strækker sig fra vest mod nord og ind til havet; den kaldes Europa eller Enea. Den nordlige del er dér så kold, at der ikke vokser græs, og ingen kan bo der. Fra nord og gennem alle de østlige egne helt til syd ligger det, der kaldes Asien. I denne del af verden findes al skønhed og pragt og al rigdom på jordens afgrøder, guld og ædelsten. Dér ligger også verdens midte. Og ligesom jorden dér er smukkere og i alle henseender bedre end andre steder, sådan var menneskene dér også mest begavede med alle lykkens gaver, visdom og styrke, skønhed og al slags kunnen.

3. Om trojanerne.

Nær verdens midte blev det hus og hjemsted bygget, som har været det berømteste, og som kaldes Troja, dér hvor vi kalder landet Tyrkiet. Dette sted var langt prægtigere bygget end andre og på mange måder med større kunstfærdighed, med de midler og materialer, som fandtes dér. Dér var tolv kongeriger og én overkonge, og til hvert kongerige hørte mange folkeslag og lande. I byen var der tolv høvdinger. Disse høvdinger har overgået alle andre mennesker, som har levet i verden, i alle mandige færdigheder.

En konge i Troja hed Munon eller Mennon. Han var gift med overkongen Priamos’ datter. Hun hed Troan. De havde en søn. Han hed Tror, som vi kalder Thor. Han blev opfostret i Thrakien hos en hertug ved navn Lorikus, og da han var ti år gammel, overtog han sin fars våben. Når han stod blandt andre mennesker, var han så smuk at se på som elfenben indlagt i egetræ. Hans hår var smukkere end guld. Da han var tolv år gammel, havde han sin fulde styrke. Da løftede han ti bjørneskind fra jorden på én gang, og derpå dræbte han hertug Lorikus, sin fosterfar, og hans kone, Lora eller Glora, og tog riget Thrakien i besiddelse. Det kalder vi Trudheim. Så rejste han vidt omkring i landene og udforskede alle verdensdele og besejrede ene mand alle bersærker og alle jætter og en vældig drage og mange dyr. I verdens nordlige del fandt han den spåkvinde, som hed Sibyl, og som vi kalder Sif, og giftede sig med hende. Ingen kan fortælle om Sifs slægt. Hun var den smukkeste af alle kvinder. Hendes hår var som guld.

Deres søn var Loride, som lignede sin far. Hans søn var Einride, hans søn Vingethor, hans søn Vingener, hans søn Moda, hans søn Magi, hans søn Seskef, hans søn Bedvig, hans søn Athra, som vi kalder Annan, hans søn Itrmann, hans søn Heremod, hans søn Skjaldun, som vi kalder Skjold, hans søn Bjaf, som vi kalder Bjar, hans søn Jat, hans søn Gudolf, hans søn Finn, hans søn Friallaf, som vi kalder Fridleif. Han havde en søn, som hed Voden. Ham kalder vi Odin. Han var en fremragende mand i visdom og alle færdigheder. Hans kone hed Frigida, som vi kalder Frigg.

4. Odins rejse mod nord i verden.

Odin havde spådomsevne, og det havde hans kone også, og gennem denne indsigt fandt han ud af, at hans navn ville blive husket i verdens nordlige del og æret frem for alle kongers. Derfor fik han lyst til at begynde sin rejse fra Tyrkiet og tog en stor skare mennesker med sig, unge og gamle, mænd og kvinder, og de medbragte mange kostbarheder. Hvor de end drog gennem landene, blev der fortalt så meget om deres storhed, at de blev anset for at ligne guder mere end mennesker. Og de standser ikke deres rejse, før de kommer nordpå til det land, som nu kaldes Saksen. Dér opholdt Odin sig i lang tid og tog store dele af landet i besiddelse. Dér satte Odin tre af sine sønner til at styre landet.

Den ene hed Vegdeg. Han var en mægtig konge og rådede over Østsaksen. Hans søn var Vitrgils. Hans sønner var Vitta, far til Hengest, og Sigar, far til Svebdeg, som vi kalder Svipdag. Odins anden søn hed Baldeg, som vi kalder Balder. Han ejede det land, som nu hedder Westfalen. Hans søn var Brand, hans søn Frjodigar, som vi kalder Frode. Hans søn var Freovin, hans søn Uvigg, hans søn Gevis, som vi kalder Gave. Odins tredje søn hed Sigi, hans søn Rerir. Disse forfædre herskede dér, hvor landet nu kaldes Frankrig, og derfra stammer den slægt, som kaldes Vølsunger. Fra dem alle nedstammer mange store slægter.

Så begyndte Odin sin rejse mod nord og kom til det land, som de kaldte Reidgotaland, og tog dér alt det i besiddelse, som han ønskede. Han satte sin søn, som hed Skjold, til at råde over landet. Hans søn var Fridleif. Derfra stammer den slægt, som hedder Skjoldunger. Det er de danske konger, og det land, som dengang blev kaldt Reidgotaland, hedder nu Jylland.

5. Odin tog bolig i Sigtuna.

Derefter drog han nordpå til det sted, som nu hedder Sverige. Dér var der en konge ved navn Gylfe. Da han hørte om disse asiaters rejse, de som blev kaldt aser, drog han dem i møde og tilbød Odin så stor magt i sit rige, som han selv ønskede. Og deres rejse var ledsaget af så gode tider, at hvor de end opholdt sig i landene, var der godt år og fred, og alle troede, at det var dem, der rådede for det, for de mægtige mænd så, at de i skønhed og forstand var forskellige fra alle andre mennesker, de havde set.

Odin syntes, at der var smukke sletter og gode landsforhold, og han valgte sig dér et sted til en by, som nu hedder Sigtuna. Han indsatte høvdinger dér, og efter forbillede fra Troja satte han tolv overhoveder i byen til at dømme efter landets lov, og han indrettede alle retsforhold, som de før havde været i Troja, og som tyrkerne var vant til. Derefter drog han nordpå, indtil han kom til havet, det som de mente omgav alle lande, og satte dér sin søn over det rige, som nu hedder Norge. Han kaldes Sæming, og Norges konger fører deres slægter tilbage til ham, og det gør også jarler og andre mægtige mænd, sådan som det fortælles i Háleygjatal.

Men Odin havde den søn med sig, som hed Yngve, og som var konge i Sverige efter ham, og fra ham nedstammer de slægter, som kaldes Ynglinger. Disse aser tog sig hustruer dér i landet, og nogle fandt også hustruer til deres sønner, og disse slægter blev så talrige, at de spredtes over Saksen og derfra over alle de nordlige egne, så deres sprog, asiaternes, blev det hjemmehørende sprog i alle disse lande. Og folk mener at kunne forstå af deres nedskrevne forfædres navne, at disse navne har fulgt dette sprog, og at aserne har ført sproget her nordpå i verden, til Norge og Sverige, Danmark og Saksen, og i England findes gamle landsnavne eller stednavne, som man kan forstå er givet på et andet sprog end dette.