Kildeteksten til «Brynhilds helfærd»

Helreið Brynhildar

Her kan du læse værket på oldnordisk, engelsk og dansk, hvis teksten findes på siden. Skift med knapperne øverst; dit valg gemmes og bruges på alle sidens kildesider.

Engelsk oversættelse af Henry Adams Bellows fra 1923, fri af ophavsret; strofenumrene kan afvige fra originalens.

After the death of Brynhild there were made two bale-fires, the one for Sigurth, and that burned first, and on the other was Brynhild burned, and she was on a wagon which was covered with a rich cloth. Thus it is told, that Brynhild went in the wagon on Hel-way, and passed by a house where dwelt a certain giantess. The giantess spake:

"Thou shalt not further forward fare,
My dwelling ribbed with rocks across;
More seemly it were at thy weaving to stay,
Than another's husband here to follow.

"What wouldst thou have from Valland here,
Fickle of heart, in this my house?
Gold-goddess, now, if thou wouldst know,
Heroes' blood from thy hands hast washed."

Brynhild spake: 3.
"Chide me not, woman from rocky walls,
Though to battle once I was wont to go;
Better than thou I shall seem to be,
When men us two shall truly know."

The giantess spake: 4.
"Thou wast, Brynhild, Buthli's daughter, For the worst of evils born in the world;
To death thou hast given Gjuki's children,
And laid their lofty house full low."

Brynhild spake: 5.
"Truth from the wagon here I tell thee,
Witless one, if know thou wilt
How the heirs of Gjuki gave me to be
Joyless ever, a breaker of oaths.

"Hild the helmed in Hlymdalir
They named me of old, all they who knew me.
..............
..............

"The monarch bold the swan-robes bore
Of the sisters eight beneath an oak; Twelve winters I was, if know thou wilt,
When oaths I yielded the king so young.

"Next I let the leader of Goths,
Hjalmgunnar the old, go down to hell,
And victory brought to Autha's brother;
For this was Othin's anger mighty.

"He beset me with shields in Skatalund,
Red and white, their rims o'erlapped;
He bade that my sleep should broken be
By him who fear had nowhere found.

"He let round my hall, that southward looked,
The branches' foe high-leaping burn;
Across it he bade the hero come
Who brought me the gold that Fafnir guarded.

"On Grani rode the giver of gold, Where my foster-father ruled his folk;
Best of all he seemed to be,
The prince of the Danes, when the people met.

"Happy we slept, one bed we had,
As he my brother born had been;
Eight were the nights when neither there
Loving hand on the other laid.

"Yet Guthrun reproached me, Gjuki's daughter,
That I in Sigurth's arms had slept;
Then did I hear what I would were hid,
That they had betrayed me in taking a mate.

"Ever with grief and all too long
Are men and women born in the world;
But yet we shall live our lives together,
Sigurth and I. Sink down, Giantess!"

Oversat til dansk med AI fra oldnordisk med støtte i den engelske oversættelse.

»Du skal ikke
vandre gennem
mine gærder,
støttet af sten;
bedre sømmede det sig for dig
at væve bånd
end at opsøge
en andens mand.

Hvorfor kommer du
fra Valland,
du flyvske sind,
til mit hus?
Du har, guldets Vår,
hvis du vil vide det,
du gavmilde, vasket
en mands blod af hænderne.«
Brynhild sagde:

»Bebrejd mig intet,
du kvinde fra stenen,
skønt jeg har været
på vikingefærd;
jeg vil af os to
blive regnet for den ædleste,
hvor folk kender
vores herkomst.«
Jættekvinden sagde:

»Du blev, Brynhild,
Budles datter,
under det værste varsel
født til verden;
du har bragt Gj ukes
børn i ulykke
og ødelagt
deres gode hjem.«
Brynhild sagde:

»Jeg vil fortælle dig
med kloge ord fra vognen,
du yderst tåbelige,
hvis du vil vide det,
hvordan Gj ukes
arvinger gjorde mig
kærlighedsløs
og til edsbryder.

Alle kaldte mig
i Hlymdale
Hild under hjelmen,
enhver, der kendte mig.

Den anden hed Agnar,
Audas bror,
som intet væsen
ville hjælpe.

Den modige konge lod
vores hamme,
otte søstres,
bære hen under en eg;
jeg var tolv år,
hvis du vil vide det,
da jeg svor
den unge konge troskab.

Da lod jeg den gamle
blandt goternes folk,
Hjalmgunnar, dernæst
gå til Hel;
jeg gav den unge sejr,
Audas bror;
da blev Odin
meget vred på mig for det.

Han lukkede mig inde med skjolde
i Skatalund,
røde og hvide,
randene rørte hinanden;
han bød den mand
bryde min søvn,
som intetsteds i verden
kendte til frygt.

Han lod omkring min sal,
på sydsiden,
al skovens fjende
brænde højt;
han bød kun den kriger
ride derover,
som bragte mig guldet,
der lå under Fafner.

Den ædle gulduddeler
red på Grane
til det sted, hvor min fosterfar
rådede over hallen;
han alene syntes dér
bedre end alle andre,
danernes viking,
i krigerskaren.

Vi sov og havde det godt
i samme seng,
som om han var født
som min bror;
ingen af os kunne
lægge hånden på den anden
i de otte nætter,
vi lå sammen.

Det bebrejdede Gudrun mig,
Gj ukes datter,
at jeg havde sovet
på Sigurds arm;
da fik jeg det at vide,
som jeg ikke ønskede:
at de havde bedraget mig
ved mit giftermål.

Til svære kvaler
skal alt for længe
kvinder og mænd
fødes til livet;
vi skal leve
vores liv til ende,
Sigurd og jeg sammen.
Synk ned, du jætteætling!«