Kildeteksten til «Kvadet om Helge Hjørvardssøn»

Helgakviða Hjörvarðssonar

Her kan du læse værket på oldnordisk, engelsk og dansk, hvis teksten findes på siden. Skift med knapperne øverst; dit valg gemmes og bruges på alle sidens kildesider.

Oversat til dansk med AI fra oldnordisk med støtte i den engelske oversættelse.

1

»Så du Sigrlin,
Svafnirs datter,
den skønneste mø
i kærlighedens verden?
Dog synes mænd,
at Hjørvards hustruer
er smukke
i Glasislund.«
Atle sagde:

2

»Vil du med Atle,
Idmunds søn,
du vise fugl,
tale mere?«
Fuglen sagde:
»Det vil jeg, hvis fyrsten
vil ofre til mig,
og jeg vælger, hvad jeg vil,
fra kongens gård.«
Atle sagde:

3

»Vælg ikke Hjørvard
eller hans sønner
eller fyrstens
smukke hustruer,
ikke de brude,
som fyrsten har;
lad os handle godt sammen,
som det sømmer sig venner.«
Fuglen sagde:

4

»Et tempel vil jeg vælge,
mange offeraltre,
køer med forgyldte horn
fra kongens gård,
hvis Sigrlin
sover i hans arm
og uden tvang
følger fyrsten.«
Dette var, før Atle drog af sted, men da han kom hjem, og kongen spurgte ham om nyt, sagde han:

5

»Vi har haft møje,
men intet udrettet;
vore heste blev udmattede
på det store fjeld;
siden måtte vi
vade over Sæmorn;
da blev vi nægtet
Svafnirs datter,
prydet med ringe,
som vi ville have.«
Kongen bad dem drage af sted endnu en gang. Selv drog han med. Da de kom op på fjeldet, så de brande i Svavaland og store støvskyer fra heste. Kongen red ned fra fjeldet og ind i landet og slog lejr for natten ved en å. Atle holdt vagt og gik over åen. Han fandt et hus. En stor fugl sad på huset og holdt vagt, men var faldet i søvn. Atle dræbte fuglen med et spydkast, og i huset fandt han kongedatteren Sigrlin og jarledatteren Alov og tog dem begge med sig bort. Jarl Franmar havde skiftet ham til en ørn og beskyttet dem mod hæren med trolddom. Hrodmar hed en konge, der bejlede til Sigrlin. Han dræbte Svavakongen og havde plyndret og brændt landet. Kong Hjørvard fik Sigrlin til hustru, og Atle fik Alov.
Hjørvard og Sigrlin havde en stor og smuk søn. Han var tavs. Intet navn fæstede sig ved ham. Han sad på en høj. Han så ni valkyrier komme ridende, og én var den prægtigste. Hun sagde:

6

»Sent vil du, Helge,
råde over ringe,
mægtige kamptræ,
eller over Rødulsvoldene,
– ørnen skreg tidligt –
hvis du altid tier,
selv om du viser
et hårdt sind, fyrste.«
Helge sagde:

7

»Hvad lader du følge
med navnet Helge,
lysende brud,
når du råder for gaven?
Overvej nøje
hvert ord, du siger.
Jeg tager ikke imod det,
medmindre jeg får dig.«
Valkyrien sagde:

8

»Jeg ved, at der ligger sværd
på Sigarsholm,
fire færre
end halvtreds;
ét af dem
er bedre end alle,
skjoldenes bane,
og belagt med guld.

9

En ring er i fæstet,
mod er i midten,
rædsel er i odden
for den, der får det i eje;
langs æggen ligger
en blodfarvet orm,
og på sværdets ryg
slynger en slange halen.«
Eylime hed en konge. Hans datter var Svava. Hun var valkyrie og red gennem luft og over hav. Hun gav Helge dette navn og beskyttede ham ofte siden i kampe. Helge sagde:

10

»Du er ikke, Hjørvard,
en konge med gode råd,
du hærens fører,
selv om du er berømt;
du lod ild fortære
fyrsters boliger,
skønt de intet ondt
havde gjort dig.

11

Men Hrodmar skal
råde over ringene,
som vore
frænder ejede;
den fyrste frygter
så lidt for sit liv,
han mener at råde
over arven efter alle de døde.«
Hjørvard svarer, at han vil give Helge en hær, hvis han vil hævne sin morfar. Da hentede Helge sværdet, som Svava havde vist ham hen til. Så drog han og Atle af sted og fældede Hrodmar og øvede mange storværker. Han dræbte jætten Hati, mens denne sad på en klippe. Helge og Atle lå med deres skibe i Hatafjord. Atle holdt vagt den første del af natten. Rimgerd, Hatis datter, sagde:
[Rimgerds tale]

12

»Hvem er de mænd
i Hatafjord?
Skibene er dækket med skjolde;
modigt fører I jer frem,
kun lidt tror jeg, I frygter;
sig mig kongens navn.«
Atle sagde:

13

»Helge hedder han,
og du kan aldrig
volde kongen skade;
jernborge står
om fyrstens flåde;
troldkvinder kan ikke ramme os.«
Rimgerd sagde:

14

»Hvad hedder du,
du vældige mand,
hvad kalder mændene dig?
Fyrsten stoler på dig,
når han lader dig stå
i skibets smukke stævn.«
Atle sagde:

15

»Atle hedder jeg,
grum skal jeg være mod dig,
jeg er jættekvinders værste fjende;
i den våde stævn
har jeg ofte stået
og pint natteryttersker.

16

Hvad hedder du,
liggrådige troldkvinde?
Nævn din far, du heks;
ni raste
burde du være længere nede,
og løv vokse på din krop.«
Rimgerd sagde:

17

»Rimgerd hedder jeg,
Hati hed min far,
ham kendte jeg som den vældigste jætte;
mange brude
lod han bortføre fra deres hjem,
indtil Helge huggede ham ned.«
Atle sagde:

18

»Du var, troldkvinde,
foran fyrstens skibe
og lå på lur i fjordens munding;
fyrstens mænd
ville du give Ran,
hvis ikke et spyd var kommet dig på tværs.«
Rimgerd sagde:

19

»Du er sløv nu, Atle,
du drømmer, siger jeg;
du lader brynene synke over øjnene;
min mor
lå foran fyrstens skibe;
jeg druknede Hløvards sønner i havet.

20

Du ville vrinske, Atle,
hvis du ikke var gildet,
når Rimgerd løftede halen;
bagtil sidder dit hjerte,
tror jeg, Atle,
skønt du har en hingsts stemme.«
Atle sagde:

21

»En hingst vil du synes, jeg er,
hvis du får mig prøvet,
og jeg stiger i land fra havet;
helt forslået skal du blive,
hvis jeg sætter mig det for,
og du skal bøje din hale, Rimgerd.«
Rimgerd sagde:

22

»Atle, gå du i land,
hvis du stoler på din styrke,
og lad os mødes i Varins vig;
rettet dine ribben
skal du få, kriger,
hvis du kommer i mine kløer.«
Atle sagde:

23

»Jeg går ikke,
før krigerne vågner
og holder vagt om fyrsten;
det ville ikke undre mig,
om før vi aner det
en troldkvinde dukker op under skibet.«
Rimgerd sagde:

24

»Vågn, Helge,
og giv Rimgerd bod,
fordi du lod Hati hugge ned;
en eneste nat
må hun sove hos fyrsten,
så har hun fået bod for sin sorg.«
Helge sagde:

25

»Lodin hedder han, som skal have dig,
forhadt er du blandt mennesker,
i Tolley bor den turse,
den snu jætte,
den værste blandt klippeboere;
han er en passende mand for dig.«
Rimgerd sagde:

26

»Hende ville du hellere have, Helge,
som granskede havnene
sidste nat blandt mændene;
den guldsmykkede mø
syntes mig at overgå mig i kraft;
her steg hun i land fra havet
og sikrede således jeres flåde;
hun alene er skyld i,
at jeg ikke kan
volde fyrstens mænd døden.«
Helge sagde:

27

»Hør nu, Rimgerd,
hvis jeg skal bøde din sorg,
så fortæl fyrsten mere:
Var hun det eneste væsen,
der bjærgede ædlingens skibe,
eller fulgtes flere ad?«
Rimgerd sagde:

28

»Tre gange ni møer,
dog red én forrest,
en lys mø under hjelm;
hestene rystede sig,
fra deres manker faldt
dug i dybe dale,
hagl i høje skove;
derfra får menneskene gode år,
alt, hvad jeg så, var mig imod.«
Helge sagde:

29

»Se nu mod øst, Rimgerd,
om Helge har ramt dig
med dødsstave;
på land og på vand
er fyrstens flåde sikret,
og kongens mænd ligeså.«
Atle sagde:

30

»Nu er det dag, Rimgerd,
og Atle har holdt dig hen,
til dit liv fik ende;
et latterligt sømærke
synes du at være,
som du står der i stenskikkelse.«
Kong Helge var en vældig kriger. Han kom til kong Eylime og friede til hans datter Svava. Helge og Svava gav hinanden troskabsløfter og elskede hinanden overordentlig højt. Svava var hjemme hos sin far, mens Helge var på krigstogt. Svava var stadig valkyrie som før.
Hedin var hjemme hos sin far, kong Hjørvard, i Norge.
Juleaften gik Hedin alene hjem fra skoven og mødte en troldkvinde. Hun red på en ulv og havde slanger som tøjler og tilbød Hedin sit følgeskab.
»Nej,« sagde han.
Hun sagde: »Det skal du bøde for ved løftebægeret.«
Om aftenen blev der aflagt løfter. Offerornen blev ført frem. Mændene lagde hænderne på den og aflagde deres løfter ved løftebægeret. Hedin svor at vinde Svava, Eylimes datter, sin bror Helges elskede, og angrede det så dybt, at han drog bort ad vildsomme stier til landene mod syd og fandt sin bror Helge. Helge sagde:

31

»Vær hilset, Hedin,
hvad kan du fortælle
af nye tidender
fra Norge?
Hvorfor er du, fyrste,
fordrevet fra landet
og kommet alene
for at finde os?«
Hedin sagde:

32

»[Jeg er ikke, fyrste,
fordrevet fra landet],
en langt større brøde
har ramt mig:
Jeg har valgt
din kongebårne
brud til min
ved løftebægeret.«
Helge sagde:

33

»Bebrejd ikke dig selv,
sande skal de blive,
Hedin, de ord, vi begge
har talt over øllet.
En fyrste har stævnet mig
til kamp på en sandbanke;
om tre nætter
skal jeg møde der;
jeg tvivler på,
at jeg kommer tilbage;
så kan dette vende sig
til det gode, hvis det skal ske.«
Hedin sagde:

34

»Du sagde, Helge,
at Hedin var værdig
til godt fra din hånd
og store gaver;
det sømmer sig bedre for dig
at rødfarve sværdet
end at give fred
til dine fjender.«
Det sagde Helge, fordi han anede sin forestående død, og at hans fylgjer havde besøgt Hedin, da denne så kvinden ride på ulven.
Alf hed en konge, søn af Rodmar, som havde afmærket en kampplads med hasselgrene til Helge på Sigarsvold med tre nætters frist. Da sagde Helge:

35

»På en ulv red,
da mørket faldt på,
en kvinde, som tilbød Hedin
sit følgeskab;
hun vidste,
at Sigrlins søn
skulle blive dræbt
på Sigarsvold.«
Der stod et stort slag, og Helge fik sit banesår der.

36

Helge sendte
Sigar ridende
efter Eylimes
eneste datter;
»Bed hende straks
gøre sig rede,
hvis hun vil finde
fyrsten i live.«
Sigar sagde:

37

»Helge har sendt mig
herhen
for at tale med dig selv,
Svava;
fyrsten sagde,
at han ville møde dig,
før han, den ædelbårne,
mistede livet.«
Svava sagde:

38

»Hvad er der sket med Helge,
Hjørvards søn?
En tung sorg
bliver bragt mig;
hvis havet har tumlet ham
eller et sværd bidt ham,
skal jeg volde
disse mænd fordærv.«
Sigar sagde:

39

»Her faldt i morges
ved Frekastenen
den fyrste, som var
den bedste under solen;
Alf skal have
hele sejren,
skønt han denne gang
ikke havde brug for den.«
Helge sagde:

40

»Vær hilset, Svava,
du må tøjle din sorg;
dette bliver vort sidste
møde i verden;
fyrstens sår
bløder voldsomt,
sværdet har ramt mig
nærmest hjertet.

41

Jeg beder dig, Svava,
– græd ikke, brud –,
hvis du vil lytte
til mine ord,
at du reder
et leje til Hedin
og tager den unge fyrste
kærligt i favn.«
Svava sagde:

42

»Det havde jeg sagt
i kærlighedens verden,
da Helge
valgte ringe til mig,
at jeg ikke af egen lyst,
når fyrsten var død,
ville favne
en ukendt fyrste.«
Hedin sagde:

43

»Kys mig, Svava,
jeg kommer ikke igen
til Rogheim
eller Rødulsfjeldene,
før jeg har hævnet
Hjørvards søn,
den fyrste, som var
den bedste under solen.«
Det siges, at Helge og Svava blev genfødt.