Kildeteksten til «Kvadet om Helge Hundingsbane 2»

Helgakviða Hundingsbana II

Her kan du læse værket på oldnordisk, engelsk og dansk, hvis teksten findes på siden. Skift med knapperne øverst; dit valg gemmes og bruges på alle sidens kildesider.

Oversat til dansk med AI fra oldnordisk med støtte i den engelske oversættelse.

1

»Sig til Heming,
at Helge husker,
hvem krigerne
fældede i brynje;
en grå ulv
havde I inden døre,
dér hvor kong Hunding
troede, Hamal var.«
Hagal havde en søn, som hed Hamal. Kong Hunding sendte mænd til Hagal for at lede efter Helge, men Helge kunne ikke undslippe på anden måde end ved at tage en trælkvindes klæder på og give sig til at male. De ledte, men fandt ikke Helge. Da kvad Blind den ondsindede:

2

»Skarpe er øjnene
på Hagals trælkvinde;
den, der står ved kværnen,
er ikke af bondeslægt;
stenene revner,
kværnkassen sprang itu.

3

Nu har fyrsten
fået en hård lod,
når høvdingen skal
male udsøgt byg;
langt bedre passer
i den hånd
et sværdfæste
end kværnens håndtag.«
Hagal svarede og kvad:

4

»Det gør kun lidt,
om kværnkassen drøner,
når en kongedatter
drejer kværnens håndtag;
hun færdedes
højere end skyerne
og turde kæmpe
som vikinger,
før Helge
gjorde hende til fange;
hun er søster
til Sigar og Høgne;
derfor har ynglingekvinden
hos Ylfingerne så djærve øjne.«
Helge slap bort og gik om bord på et krigsskib. Han fældede kong Hunding og blev siden kaldt Helge Hundingsbane. Han lå med sin hær i Brunavågene, hvor de gik i land og tog kvæg, som de spiste råt. En konge hed Høgne. Hans datter var Sigrun. Hun var valkyrie og red over luft og hav. Hun var Svava født på ny. Sigrun red hen til Helges skibe og kvad:

5

»Hvem lader skibene
flyde ved bredden?
Hvor har I hjemme,
krigere?
Hvad venter I på
i Brunavågene?
Hvorhen ønsker I
at søge vej?«
Helge kvad:

6

»Hagal lader skibene
flyde ved bredden,
vi har hjemme
på Læsø,
vi venter på medvind
i Brunavågene,
mod øst ønsker vi
at søge vej.«
Sigrun kvad:

7

»Hvor har du, fyrste,
vakt kamp
eller fodret gæssene,
som tilhører Gunns søstre?
Hvorfor er din brynje
stænket med blod?
Hvorfor spiser I råt kød
under hjelmene?«
Helge kvad:

8

»Dette gjorde nylig
Ylfingernes ætling
vest for havet,
hvis du vil vide det:
jeg fangede bjørne
i Bragalund
og mættede ørnenes
slægt med spydspidser.

9

Nu har jeg sagt dig, mø,
hvoraf striden opstod;
derfor spiste jeg på havet
kun lidet stegt kød.«
Sigrun kvad:

10

»Du fortæller om drab;
for Helge måtte
kong Hunding
synke til jorden;
det kom til kamp,
da I hævnede jeres frænder,
og blod sprøjtede
på sværdets ægge.«
Helge kvad:

11

»Hvordan vidste du,
at det var os,
kloge kvinde,
der hævnede vore frænder?
Mange er djærve
blandt fyrsters sønner
og ligner
vore ætlinge.«
Sigrun kvad:

12

»Jeg var ikke langt borte,
hærens fører,
i går morges,
da kongen døde;
dog finder jeg Sigmunds
søn snedig,
når han fortæller om kamp
i valens gådeord.

13

Jeg så dig engang
før på langskibe,
da du stod
ved blodige stævne,
og regnkolde
bølger legede;
nu vil fyrsten
skjule sig for mig,
men Høgnes datter
kender Helge.«
Granmar hed en mægtig konge, som boede ved Svarinshøj. Han havde mange sønner: Hødbrod, en anden Gudmund, en tredje Starkad. Hødbrod var til et kongemøde. Han fæstede Sigrun, Høgnes datter, til sin brud. Men da hun hørte det, red hun med valkyrier gennem luften og over havet for at lede efter Helge. Helge var da ved Logafjeldene og havde kæmpet mod Hundings sønner. Dér fældede han Alf og Eyjolf, Hjørvard og Hervard, og han var meget kamptræt og sad under Arasten. Dér fandt Sigrun ham, slog armene om hans hals og kyssede ham og fortalte ham sit ærinde, sådan som det siges i det gamle Vølsungkvad:

14

Sigrun opsøgte
den glade fyrste,
hun tog Helges
hånd i sin,
kyssede og hilste
kongen under hjelmen;
da vendte fyrstens
hjerte sig mod kvinden.

15

Hun sagde, hun havde elsket
med hele sit hjerte
Sigmunds søn,
før hun havde set ham.
Sigrun kvad:

16

»Jeg blev fæstet
til Hødbrod i hæren,
men en anden fyrste
ville jeg ægte;
dog frygter jeg, konge,
frændernes vrede;
jeg har brudt
min fars kæreste ønske.«

17

Høgnes datter talte
ikke mod sit hjerte;
hun sagde, at hun ville
have Helges kærlighed.
Helge kvad:

18

Ȯns du ikke
Høgnes vrede
eller din slægts
onde sind.
Du skal, unge mø,
leve hos mig;
du har en slægt, du gode,
som jeg ikke frygter.«
Helge samlede da en stor flåde og drog til Frekastein, og på havet kom de ud i et livsfarligt uvejr. Da kom der lyn over dem, og stråler stod ned i skibene. De så ni valkyrier ride i luften og genkendte Sigrun. Da lagde stormen sig, og de kom uskadte i land. Granmars sønner sad på en klippe, da skibene sejlede mod land. Gudmund sprang på en hest og red hen på klippen ved havnen for at spejde. Da tog Vølsungerne sejlene ned. Da kvad Gudmund:

19

»Hvem er skjoldungen,
som styrer skibene,
lader den gyldne
krigsfane vaje ved stævnen?
Prægtigt synes jeg, det ser ud
i flådens spids;
kampens røde skær
slår om vikingerne.
Sinfjøtle kvad:

20

»Her kan Hødbrod
genkende Helge,
som nødig flygter,
midt i flåden;
han har din slægts
odelsjord,
Fjørsungernes arv,
lagt under sig.«
Gudmund kvad:

21

»Da skal vi først
ved Frekastein
sammen nå til forlig
og afgøre striden;
det er tid, Hødbrod,
at tage hævn,
hvis vi længe
har måttet ligge under.«
Sinfjøtle kvad:

22

»Hellere burde du, Gudmund,
vogte geder
og klatre i klippernes
stejle kløfter,
have i hånden
en hasselkæp;
det er dig kærere
end sværdets domme.
Helge kvad:

23

»Det sømmer sig, Sinfjøtle,
langt bedre for dig
at føre kamp
og glæde ørnene
end at slynge
unyttige ord,
selv om fyrster
ligger i fejde.

24

Jeg finder ikke
Granmars sønner gode,
dog sømmer det sig for fyrster
at tale sandt;
de har vist
på Moinsheim,
at de har mod
til at svinge sværd;
fyrsterne er
såre tapre.
Gudmund red hjem med bud om hæren. Da samlede Granmars sønner en hær. Mange konger kom dertil. Dér var Høgne, Sigruns far, og hans sønner, Brage og Dag. Der stod et stort slag, og alle Granmars sønner faldt og alle deres høvdinger, bortset fra Dag, Høgnes søn, som fik skånsel og svor Vølsungerne eder. Sigrun gik ud blandt de faldne og fandt Hødbrod døden nær. Hun kvad:

25

»Sigrun fra Sefafjeldene
vil ikke,
kong Hødbrod,
synke i din favn;
endt er livet
– tit når jættekvindens
grå hesteflok frem til lig –
for Granmars sønner.«
Da fandt hun Helge og blev meget glad. Han kvad:

26

»Ikke alt er dig,
du vise kvinde, til lykke givet,
— dog mener jeg, at noget
skyldes nornerne —:
i morges faldt
ved Frekasten
Brage og Høgne;
jeg blev deres banemand.

27

Og ved Styrkleiv
kong Stærkodder,
og ved Hlebjergene
Hrollaugs sønner;
den konge så jeg
som den grummeste af alle,
hvis krop kæmpede videre,
da hovedet var borte.

28

På jorden ligger
langt de fleste
af dine slægtninge,
blevet til lig;
du voldte ikke drabene,
det var din skæbne,
at du blev årsag til
mægtige mænds strid.«
Da græd Sigrun. Han kvad:

29

»Trøst dig, Sigrun!
En Hild har du været for os;
konger kan ikke trodse skæbnen.«
Sigrun kvad:
»Jeg ville nu ønske dem levende,
som er døde,
og dog kunne jeg skjule mig i din favn.«
Helge ægtede Sigrun, og de fik sønner. Helge blev ikke gammel. Dag Høgnesøn ofrede til Odin for at få hævn for sin far. Odin lånte Dag sit spyd. Dag traf sin svoger Helge på det sted, der hedder Fjøturlund. Han stak spyddet gennem Helge. Dér faldt Helge, og Dag red til Sevafjeldene og fortalte Sigrun, hvad der var sket.

30

»Nødig vil jeg, søster,
fortælle dig sorgen,
for mod min vilje har jeg
fået min frænke til at græde;
i morges faldt
under Fjøturlund
den fyrste, som var
den bedste i verden
og stod andre konger
på nakken.«
Sigrun kvad:

31

»Dig skal alle
eder bide,
som du havde
svoret Helge
ved Leipts
lyse vand
og ved den dugkolde
Unnarsten.

32

Det skib skal ikke glide frem,
som glider under dig,
selv om den bedste medvind
lægger sig bag det;
den hest skal ikke løbe,
som løber under dig,
selv om du må
flygte fra dine fjender.

33

Det sværd skal ikke bide for dig,
som du drager,
medmindre det om dit eget
hoved synger.
Da var Helges død
hævnet på dig,
hvis du var en ulv
ude i skovene,
uden rigdom
og al glæde,
ikke havde føde,
men måtte æde dig sprængmæt i ådsler.«
Dag kvad:

34

»Vanvittig er du, søster,
og fra forstanden,
når du ønsker din bror
så grum en skæbne;
Odin alene volder
al ulykke,
for mellem frænder
bragte han stridsruner.

35

Din bror tilbyder dig
røde guldringe,
hele Vandilsve
og Vigdalene;
tag halvdelen af mit rige
som bod for sorgen,
du ringsmykkede kvinde,
sammen med dine sønner.«
Sigrun kvad:

36

»Jeg sidder ikke så glad
ved Sevafjeldene,
hverken tidligt eller om natten,
at jeg kan finde glæde ved livet,
medmindre der i fyrstens følge
bryder et lysglimt frem,
og Vigblær løber hertil
med fyrsten på ryggen,
vant til gyldent bidsel,
så jeg kan byde kongen velkommen.

37

Så rædde havde Helge
gjort
alle sine fjender
og deres frænder,
som når for ulven
geder styrter af sted
ned fra fjeldet,
fulde af skræk.

38

Så højt ragede Helge
op over konger
som en herligt formet
ask over tjørn,
eller den hjortekalv,
som er stænket med dug
og rager højere op
end alle andre dyr,
og hvis horn lyser
mod selve himlen.«
Der blev rejst en høj over Helge. Da han kom til Valhal, tilbød Odin ham at råde over alt sammen med sig. Helge kvad:

39

»Du skal, Hunding,
skaffe hver mand
vand til fodbad
og tænde ild,
binde hunde,
passe heste,
give svinene sø,
før du går til ro.«
Sigruns trælkvinde gik en aften forbi Helges høj og så Helge ride til højen med mange mænd. Trælkvinden kvad:

40

»Er det blot blændværk,
hvad jeg synes at se,
eller Ragnarok
— døde mænd rider,
I driver jeres heste
frem med sporer —,
eller har kongerne fået lov
til at vende hjem?«
Helge kvad:

41

»Det er ikke blot blændværk,
hvad du synes at se,
heller ikke verdens undergang,
selv om du ser os,
selv om vi driver vore heste
frem med sporer,
og kongerne har heller ikke fået lov
til at vende hjem.«
Trælkvinden gik hjem og sagde til Sigrun:

42

»Gå ud, Sigrun,
fra Sevafjeldene,
hvis du har lyst til
at møde hærens værner;
højen er åbnet,
Helge er kommet,
sårene bløder,
fyrsten bad dig
om at stille
blodet fra hans sår.«
Sigrun gik ind i højen til Helge og kvad:

43

»Nu er jeg så glad
for vort møde
som de grådige
Odins høge,
når de ved, der ligger lig,
varmt bytte,
eller dugvåde
ser dagens gry.

44

Først vil jeg kysse
den livløse konge,
før du kaster
den blodige brynje;
dit hår, Helge,
er tynget af rim,
hele fyrsten er
vædet af de faldnes dug,
hænderne er dugkolde
på Høgnes svigersøn;
hvordan skal jeg, fyrste,
skaffe dig lindring for det?«
Helge kvad:

45

»Du alene volder, Sigrun
fra Sevafjeldene,
at Helge er
vædet af sorgens dug;
du græder, guldsmykkede,
bitre tårer,
sollyse kvinde fra syd,
før du går til ro;
hver falder blodig
på kongens bryst,
dugkold, hed indeni,
tung af sorg.

46

Lad os drikke godt
af kostelige drikke,
skønt vi har mistet
glæde og lande;
ingen skal
synge sorgesange,
skønt han på mit bryst
ser åbne sår;
nu er brude
lukket inde i højen,
fyrsternes kvinder,
hos os døde.«
Sigrun redte en seng i højen.

47

»Her har jeg, Helge,
redt dig et leje,
helt uden sorg,
du Ylfingernes ætling;
jeg vil i din favn,
fyrste, falde i søvn,
som jeg ville hos kongen,
mens han levede.«
Helge kvad:

48

»Nu siger jeg, at intet
er utænkeligt,
sent eller tidligt
ved Sevafjeldene,
når du sover i armene
på en livløs mand,
du lyse, her i højen,
Høgnes datter,
og selv er du levende,
du kongebårne.

49

Det er tid for mig at ride
ad rødmende veje,
lade den blege hest
træde luftens sti;
jeg må vest for
vindhjelmens bro,
før Salgofner
vækker sejrsfolket.«
Helge og hans mænd red deres vej, og kvinderne gik hjem til gården. Næste aften lod Sigrun trælkvinden holde vagt ved højen. Ved solnedgang, da Sigrun kom til højen, kvad hun:

50

»Nu var han kommet,
hvis han havde tænkt sig at komme,
Sigmunds søn,
fra Odins sale;
jeg siger, håbet svinder
om fyrstens komme hertil,
når på askens grene
ørnene sidder,
og hele flokken skynder sig
til drømmenes ting.«
Trælkvinden kvad:

51

»Vær ikke så vanvittig,
at du går alene,
du kongers kvinde,
til genfærdenes huse;
mere mægtige bliver
alle om natten,
de døde fjender, mø,
end i dagens lys.«
Sigrun levede kun kort af sorg og savn. I oldtiden troede man, at mennesker blev genfødt, men det kaldes nu gammelkoneovertro. Det siges, at Helge og Sigrun blev genfødt. Han hed da Helge Haddingjaskate, og hun Kara Halfdansdatter, sådan som der kvædes i Karasangen, og hun var valkyrie.