Kildeteksten til «Kvadet om Helge Hundingsbane 1»

Helgakviða Hundingsbana I

Her kan du læse værket på oldnordisk, engelsk og dansk, hvis teksten findes på siden. Skift med knapperne øverst; dit valg gemmes og bruges på alle sidens kildesider.

Oversat til dansk med AI fra oldnordisk med støtte i den engelske oversættelse.

1

Det var i tidernes morgen,
da ørne skreg,
og hellige vande strømmede
fra Himinfjelde;
da havde Borghild
født Helge,
den højsindede,
i Brålund.

2

Det blev nat i gården,
norner kom,
de, som formede
fyrstens liv;
de bød, at han skulle blive
den navnkundigste hersker
og regnes for
den bedste blandt fyrster.

3

Med kraft snoede de
skæbnens tråde,
da han brød borge
i Brålund;
de redte
den gyldne snor
og fæstede den midt
under månens sal.

4

De skjulte enderne
i øst og vest;
landet derimellem
skulle fyrsten eje;
Neres frænke slyngede
mod nord
en enkelt snor
og bød den holde evigt.

5

Én ting voldte sorg
for Ylfingernes ætling
og den kvinde,
som fødte elskovsbarnet;
en ravn sagde til en ravn
– den sad på et højt træ
og savnede føde –:
»Jeg ved noget.

6

I brynje står
Sigmunds søn,
kun ét døgn gammel,
nu dagen er kommet;
han hvæsser blikket
som fyrster gør;
han er ulvenes ven,
lad os begge glædes.«

7

Folket syntes,
at han var en fyrste;
de sagde, at gode år
var kommet til menneskene;
selv gik kongen
fra kampens tummel
for at bringe den unge
fyrste et prægtigt løg.

8

Han gav ham navnet Helge
og Ringsted,
Solfjelde, Snefjelde
og Sigarsvold,
Ringstød, Håtun
og Himinvange,
og en smykket blodslange
til Sinfjøtles bror.

9

Da voksede
ved venners bryst
den ædelbårne elm
i lykkens glans;
han lønnede sin hird
og gav den guld;
den hævngerrige konge
sparede ikke på skatten.

10

Kort lod fyrsten
vente på kamp;
da kongen var
femten vintre gammel,
lod han den hårde
Hunding dræbe,
ham, der længe rådede
over lande og mænd.

11

Siden krævede
Hundings sønner
rigdom og ringe
af Sigmunds søn,
for de havde
meget røvet gods
og deres fars død
at kræve fyrsten til regnskab for.

12

Fyrsten ydede
ikke bøder,
og frænderne fik heller
ikke mandebod;
han sagde, de kunne vente
en vældig storm
af grå spyd
og Odins vrede.

13

Fyrsterne drog
til sværdenes møde,
som de havde fastsat
ved Logafjelde;
Frodes fred brast
mellem fjenderne;
Vidres hunde gik
liglystne over øen.

14

Fyrsten satte sig,
da han havde dræbt
Alf og Eyjolf,
under Ørnestenen,
og Hjørvard og Håvard,
Hundings sønner;
han havde udryddet
hele spydfyrstens æt.

15

Da strålede et skær
fra Logafjelde,
og fra dette skær
sprang der lyn,
– – –
høje under hjelme
på Himinvange;
deres brynjer var
stænkede med blod,
og fra spydene
strålede lys.

16

Tidligt spurgte
fyrsten fra ulvenes leje
de sydlandske
diser om dette:
om de ville drage hjem
med krigerne
den nat;
elmebuerne drønede.

17

Men fra sin hest
sagde Høgnes datter
– skjoldenes drøn stilnede –
til fyrsten:
»Jeg tror, vi har
andet at gøre
end at drikke øl
med ringbryderen.

18

Min far har
lovet sin datter bort
til Granmars
grumsindede søn;
men jeg har, Helge,
kaldt Hødbrod
en konge lige så herlig
som en kats søn.

19

Dog kommer fyrsten
om få nætter,
medmindre du byder ham
til kampens møde
eller tager pigen
fra fyrsten.«
Helge sagde:

20

»Frygt ikke du
Isungs banemand;
før skal kampen drøne,
medmindre jeg er død.«

21

Derfra sendte
herskeren bud
om land og over hav
for at samle en ledingshær
og byde mændene
og deres sønner
rigeligt med
Ogns glans.

22

»Byd dem straks
at gå til skibene
og være rede
til at drage fra Brandø.«
Der ventede fyrsten,
til der kom
mænd i hundredvis
fra Hedinsø.

23

Og der fra strandene
ved Stavnsnæs
gled en hær af skibe ud,
prydede med guld;
Helge spurgte
Hjørleif om dette:
»Har du talt
de herlige mænd?«

24

Den unge konge
svarede den anden;
han sagde, det ville tage tid
fra Traneøre at tælle
de langstævnede skibe
med krigere om bord,
som udefra sejlede
ind i Ørvesund.

25

»Tolv hundrede
trofaste mænd;
dog er kongens krigshær
i Håtun
halvt så stor igen;
vi kan vente kamp.«

26

Således tog styrmanden
teltene af stævnene,
at fyrsters
mandskab vågnede,
og konger
så daggryet,
og fyrster
hejsede de vævede sejl
op ad masterne
på Varinsfjord.

27

Der lød åredrøn
og jernklang,
skjold bragede mod skjold,
vikinger roede;
brusende skød
under ædle mænd
fyrstens flåde frem
langt fra land.

28

Sådan lød det,
da de mødtes,
Kolgas søster
og de lange køle,
som om bjerge eller brænding
skulle brydes sønder.

29

Helge bød dem hale
de høje sejl højere;
krigerne veg ikke
for bølgerne,
da Ægirs
gruvækkende datter
ville styrte
de stagstyrede heste omkuld.

30

Men ovenfra frelste
Sigrun, den kampdjærve,
både dem selv
og deres skibe;
med vældig kraft vred
kongens brændingsdyr sig
ud af Rans hånd
ved Gnipelund.

31

Der lå de om aftenen
i Unavåge;
de smukt prydede skibe
flød på vandet;
men fra Svarinshøj
spejdede de andre selv
med vrede i sind
efter hæren.

32

Den ædelbårne
Gudmund spurgte:
»Hvem er den konge,
som styrer hæren
og fører den vældige styrke
ind mod land?«

33

Sinfjøtle sagde
– han svang op mod råen
et rødt skjold,
randen var af guld;
der stod en sundvagt,
som forstod at svare
og veksle ord
med fyrster –:

34

»Sig det i aften,
når du fodrer svin
og lokker jeres tæver
til sølet,
at Ylfingerne
er kommet østfra,
lystne efter kamp,
ud for Gnipelund.

35

Der vil Hødbrod
finde Helge,
en fyrste, som nødig flygter,
midt i flåden,
ham, der ofte har
mættet ørne,
mens du ved kværnene
kyssede trælkvinder.«
Gudmund sagde:

36

»Lidet husker du, fyrste,
af gamle fortællinger,
når du håner ædle mænd
med usandheder;
du har ædt
ulves lækkerier
og er blevet
dine brødres bane,
ofte suget sår
med din kolde mund
og krøbet i stenhuler,
forhadt overalt.«
Sinfjøtle sagde:

37

»Du var vølve
på Varinsø,
en snu kvinde,
som bryggede løgne sammen;
du sagde, at du ingen mand
ville have,
ingen brynjeklædt kriger,
undtagen Sinfjøtle.

38

Du var, din skadelige,
en troldkvinde, en valkyrie,
ivrig og rædselsfuld
hos Alfader;
alle einherjer
måtte slås,
din svigefulde kvinde,
for din skyld.

39

Vi to fik ni
ulveunger
på Sagas næs;
jeg alene var deres far.«
Gudmund sagde:

40

»Du var ikke far
til fenrisulve,
ældre end dem alle,
så vidt jeg husker,
siden de gildede dig
ved Gnipelund,
jættekvinderne
på Thorsnæs.

41

Du var Siggeirs stedsøn,
lå under stierne hjemme,
vant til ulvehyl
ude i skovene;
alt ondt
fik du udrettet,
da du flængede
dine brødres bryst;
du gjorde dig navnkundig
ved skændselsgerninger.«
Sinfjøtle sagde:

42

»Du var Granes brud
på Bråvold,
med guldbidsel var du
gjort rede til løb;
jeg havde redet dig træt
på mangt et ridt,
sulten under sadlen,
du klippens simle.«
Gudmund sagde:

43

»En skamløs knægt
syntes du at være,
da du malkede
Gullners geder,
og en anden gang
Imds datter,
en pjaltet tøs.
Vil du høre mere?«
Sinfjøtle sagde:

44

»Hellere ville jeg
ved Frekastenen
mætte ravne
med dit lig
end lokke jeres tæver
til sølet
eller fodre galte;
lad troldene trættes med dig!«
Helge sagde:

45

»Det sømmede sig langt bedre
for jer to, Sinfjøtle,
at føre krig
og glæde ørne
end at kaste
unyttige ord mod hinanden,
selv om ringbrydere
har fjendskab at gøre op.

46

Jeg synes ikke godt
om Granmars sønner,
dog sømmer det sig fyrster
at tale sandt;
de har vist
på Moinsheime,
at de har mod
til at svinge sværd.«

47

De lod med kraft
Svipud og Sveggjud
løbe frem
mod Solheime
gennem duggede dale
og mørke skråninger;
Mists hest skælvede,
hvor mændene fór.

48

De mødte fyrsten
i gårdens port
og meldte barskt
herskeren deres komme;
ude stod Hødbrod
med hjelm om hovedet;
han så sine frænder
komme ridende:
»Hvorfor har Hniflungerne
vrede i ansigtet?«
Gudmund sagde:

49

»Her drejer hurtige køle
ind mod stranden,
masteringens hjorte
og lange ræer,
mange skjolde,
glatskrabede årer,
fyrstens ædle hær,
glade Ylfinger.

50

Femten hærafdelinger
går op på land,
dog er der ude i Sogn
syv tusinde;
her ligger i indhegninger
ud for Gnipelund
blåsorte brændingsdyr,
prydede med guld;
der er langt
de fleste af dem;
nu vil Helge ikke
udsætte sværdtinget.«
Hødbrod sagde:

51

»Lad heste med bidsel
løbe til Reginting,
og Sporvitner
til Sparinshede,
Melner og Mylner
til Myrkved;
lad ingen mand
blive tilbage,
som forstår at svinge
sårenes flammer.

52

Send bud til Høgne
og Rings sønner,
Atle og Yngve,
og Alf den Gamle;
de er ivrige
efter at føre krig;
lad Vølsungerne
møde modstand.«

53

Det tog kun et øjeblik,
før de mødtes,
de blege spidser,
ved Frekastenen;
altid var Helge,
Hundings bane,
forrest i hæren,
hvor mænd kæmpede,
ildfuld i striden,
uvillig til flugt;
den fyrste havde
et hårdt modets agern.

54

Der kom fra himlen
hjelmklædte væsner ned
– spydenes drøn voksede –
som værnede fyrsten;
da sagde Sigrun dette,
mens sårvæsner fløj
– jættekvindens hest åd
af ravnens korn –:

55

»Hil dig, fyrste,
gid du må nyde mændenes troskab,
du støtte for Yngves æt,
og glædes ved livet,
nu du har fældet
den flugtsky
fyrste, som voldte
en herskers død.

56

Og dig, fyrste,
klæder begge dele vel,
røde ringe
og den mægtige mø;
heldigt skal du, fyrste,
nyde begge dele,
Høgnes datter
og Ringsted,
sejr og lande.
Nu er kampen endt.