Kildeteksten til «Gylfes forblindelse»

Gylfaginning

Her kan du læse værket på oldnordisk, engelsk og dansk, hvis teksten findes på siden. Skift med knapperne øverst; dit valg gemmes og bruges på alle sidens kildesider.

Oversat til dansk med AI fra oldnordisk med støtte i den engelske oversættelse.

1

Kong Gylfe herskede over de lande, som nu hedder Sverige. Om ham fortælles det, at han som løn for hendes underholdning gav en omvandrende kvinde så meget pløjeland i sit rige, som fire okser kunne pløje op på et døgn. Men denne kvinde var af asernes slægt; hun hed Gefion. Hun hentede fire okser nordfra fra Jotunheim, og de var hendes sønner med en jætte. Dem spændte hun for ploven, men ploven skar så bredt og dybt, at landet løsnede sig, og okserne trak dette land ud i havet og vestpå og standsede i et sund. Der lagde Gefion landet og gav det navn og kaldte det Sjælland. Hvor landet var blevet revet op, lå der siden en sø. Den kaldes nu Mälaren i Sverige, og vigene i Mälaren svarer til næssene på Sjælland. Sådan siger Brage den Gamle, skjalden:

Gefion drog glad fra Gylfe
jordens dybe skive,
så røgen stod af trækdyrene,
til øgning af Danmark.
Fire hoveder bar okserne
og otte panders måner,
da de gik foran den vide græsøs
revne, røvede jord.

2

Kong Gylfe var en klog mand og kyndig i trolddom. Han undrede sig meget over, at asafolket var så kyndigt, at alt gik efter deres vilje. Han overvejede, om det skyldtes deres egen natur, eller om det var de guddommelige magter, de ofrede til, som voldte det. Han begav sig på vej til Asgård og rejste i hemmelighed. Han tog en gammel mands skikkelse på og skjulte sig sådan. Men aserne var klogere, for de havde spådomsevne og så hans færd, før han kom, og frembragte synsbedrag for ham.

Da han kom ind i borgen, så han en hal så høj, at han knap kunne se op over den. Dens tag var lagt med forgyldte skjolde ligesom et spåntag. Sådan siger Tjodolf fra Hvin, at Valhal var tækket med skjolde:

På ryggen lod de skinne,
slået blev de med sten,
Svafners saltag,
de omtænksomme mænd.

Gylfe så en mand i hallens døråbning, som jonglerede med knive og havde syv i luften på én gang. Han spurgte først Gylfe om hans navn. Han kaldte sig Gangleri og sagde, at han var kommet ad vildsomme stier; han bad om nattely og spurgte, hvem der ejede hallen. Manden svarede, at det var deres konge: »Men jeg kan følge dig hen til ham. Så må du selv spørge ham om hans navn.« Manden vendte sig og gik foran ham ind i hallen, og han fulgte efter. Straks lukkede døren sig bag hans hæle. Der så han mange gulvrum og mange mennesker; nogle legede, nogle drak, og nogle kæmpede med våben. Han så sig omkring og fandt meget af det, han så, utroligt. Da sagde han:

Alle døråbninger
skal man, før man går frem,
spejde omkring ved,
for man kan ikke vide,
hvor fjender sidder
på bænkene derinde.

Han så tre højsæder, det ene højere end det andet, og tre mænd sad, én i hvert. Han spurgte da, hvad deres høvdinge hed. Manden, som førte ham ind, svarede, at den, der sad i det nederste højsæde, var kongen: »Han hedder Hår, og derefter kommer den, der hedder Jævnhøj, og øverst sidder han, der hedder Slide.«

Hår spurgte den fremmede, om han havde andet ærinde, og sagde, at mad og drikke stod til hans rådighed som til alle andre der i Hårs hal. Han svarede, at han først ville spørge, om der var nogen lærd mand derinde. Hår sagde, at han ikke ville komme uskadt ud, medmindre han var klogere:

»Og stå frem,
mens du spørger;
sidde skal den, som svarer.«

3

Gangleri begyndte sin tale sådan: »Hvem er den øverste eller ældste af alle guder?«

Hår sagde: »Han hedder Alfader på vort sprog, men i det gamle Asgård havde han tolv navne. Det første er Alfader, det andet Herran eller Herjan, det tredje Nikar eller Hnikar, det fjerde Nikud eller Hnikud, det femte Fjølner, det sjette Oske, det syvende Ome, det ottende Biflide eller Biflinde, det niende Svidur, det tiende Svidrer, det ellevte Vidrer, det tolvte Jalg eller Jalk.«

Da spurgte Gangleri: »Hvor er denne gud, hvad formår han, og hvilke storværker har han udført?«

Hår sagde: »Han lever gennem alle tider og styrer hele sit rige og råder over alle ting, store og små.«

Da sagde Jævnhøj: »Han skabte himlen og jorden og luftrummene og alt, hvad de rummer.«

Da sagde Slide: »Det største er dog, at han skabte mennesket og gav det den ånd, som skal leve og aldrig gå til grunde, selv om kroppen rådner til jord eller brænder til aske. Alle mennesker, der lever ret, skal leve videre og være hos ham selv på det sted, der hedder Gimle eller Vingolf. Men onde mennesker kommer til Hel og derfra til Niflhel. Det er nede i den niende verden.«

Da sagde Gangleri: »Hvad tog han sig til, før himlen og jorden var skabt?«

Da svarede Hår: »Da var han hos rimturserne.«

4

Gangleri sagde: »Hvad var begyndelsen, hvordan begyndte det, og hvad var der før?«

Hår svarede: »Som der står i Vølvens Spådom:

Det var i tidernes gry,
da intet var,
hverken sand eller hav
eller svale bølger;
jorden fandtes ikke,
ej heller himlen ovenover,
Ginnungagab var der,
men intet græs.«

Da sagde Jævnhøj: »Det var mange tidsaldre før jordens skabelse, at Niflheim blev til. Midt i det ligger den brønd, der hedder Hvergelmer, og derfra strømmer de floder, som hedder Sval, Gunntra, Fjørm, Fimbultul, Slid og Hrid, Sylg og Ylg, Vid og Leipt. Gjøll er nærmest Hels porte.«

Da sagde Slide: »Først var dog den verden mod syd, som hedder Muspel. Den er lys og hed. Den egn flammer og brænder. Den er også ufremkommelig for dem, som er fremmede der og ikke har hjemstavn der. Surt hedder han, som sidder ved landets grænse og værner det. Han har et flammende sværd, og ved verdens ende vil han drage ud og hærge og besejre alle guderne og brænde hele verden med ild. Sådan står der i Vølvens Spådom:

Surt kommer sydfra
med grenenes ødelægger,
fra sværdet skinner
valgudernes sol;
klippebjerge brager,
og jættekvinder styrter,
mænd træder vejen til Hel,
og himlen kløves.«

5

Gangleri sagde: »Hvordan var der indrettet, før slægterne blev til og menneskene blev talrige?«

Da sagde Hår: »Da de floder, som kaldes Elivåger, var kommet så langt fra deres udspring, at den giftstrøm, som fulgte med, størknede som slagger, der flyder ud af ilden, blev den til is. Da isen standsede og ikke længere flød, frøs den til på overfladen, og den fugt, som steg op fra giften, frøs til rim. Rimen lagde sig lag på lag helt ind i Ginnungagab.«

Da sagde Jævnhøj: »Den del af Ginnungagab, som vendte mod nord, blev fyldt med isens og rimens tunge masse, og længere inde var der fugt og blæst. Men den sydlige del af Ginnungagab blev lys og let ved mødet med de gnister og gløder, der fløj ud fra Muspelheim.«

Da sagde Slide: »Ligesom der fra Niflheim kom kulde og alt, som var barskt, var alt, hvad der vendte mod Muspel, varmt og lyst. Men Ginnungagab var mildt som vindstille luft. Da rimen mødte den varme luft, så den smeltede og dryppede, fik de flydende dråber liv ved kraften fra den, som sendte varmen. Det fik et menneskes skikkelse og blev kaldt Ymer, men rimturserne kalder ham Aurgelmer, og fra ham stammer rimtursernes slægter, som der står i Den korte Vølvespådom:

Alle vølver stammer
fra Vidolf,
alle troldmænd
fra Vilmeid,
og sejdudøvere
fra Svarthøfde,
alle jætter
stammer fra Ymer.

Men her siger jætten Vaftrudner sådan:

Fra Elivåger
sprøjtede giftdråber
og voksede, til der blev en jætte;
derfra stammer
alle vore slægter;
derfor er de altid så grumme.«

Da sagde Gangleri: »Hvordan voksede slægterne frem derfra, og hvordan gik det til, at der blev flere mennesker? Eller tror du, at han, du nu har fortalt om, er en gud?«

Da svarede Hår: »På ingen måde anerkender vi ham som gud. Han er ond, og det er alle hans slægtninge også. Dem kalder vi rimturser. Men det fortælles, at han begyndte at svede, mens han sov. Da voksede der under hans venstre arm en mand og en kvinde, og hans ene fod avlede en søn med den anden. Derfra stammer slægterne. Det er rimturserne. Den gamle rimturse kalder vi Ymer.«

6

Da sagde Gangleri: »Hvor boede Ymer, og hvad levede han af?«

Hår svarede: »Det næste, der skete, da rimen dryppede, var, at der af den opstod en ko, som hed Audhumbla. Fire mælkefloder løb fra hendes patter, og hun ernærede Ymer.«

Da sagde Gangleri: »Hvad levede koen af?«

Hår svarede: »Hun slikkede de rimdækkede sten, som var salte. Den første dag, hun slikkede stenene, kom der om aftenen en mands hår frem af stenen, den anden dag en mands hoved, og den tredje dag var der en hel mand. Han hed Bure. Han var smuk af udseende, stor og mægtig. Han fik en søn, som hed Bor. Han giftede sig med en kvinde, som hed Bestla, jætten Bølthorns datter, og de fik tre sønner. Den ene hed Odin, den anden Vile, den tredje Ve. Det er min tro, at denne Odin og hans brødre må være himlens og jordens styrere. Vi mener, at han må hedde sådan. Sådan hedder den mand, som vi ved er den største og ypperste, og I kan godt lade ham hedde sådan.«

7

Da sagde Gangleri: »Hvordan gik det da med freden mellem dem, og hvem var de mægtigste?«

Da svarede Hår: »Bors sønner dræbte jætten Ymer, og da han faldt, strømmede der så meget blod ud af hans sår, at de druknede hele rimtursernes slægt i det, undtagen én, som undslap med sin husstand. Jætterne kalder ham Bergelmer. Han gik op i sit trug sammen med sin kone og reddede sig der, og fra dem stammer rimtursernes slægter, som det siges her:

Utallige vintre
før jorden blev skabt,
blev Bergelmer født;
det første, jeg husker,
er, da den vise jætte
blev lagt i et trug.«

8

Da sagde Gangleri: »Hvad tog Bors sønner sig da til, hvis du tror, at de er guder?«

Hår sagde: »Det er der ikke lidt at fortælle om. De tog Ymer og flyttede ham ind midt i Ginnungagab og skabte jorden af ham, af hans blod havet og søerne. Jorden blev skabt af kødet og bjergene af knoglerne. Sten og urer skabte de af tænderne og kindtænderne og af de knogler, som var brækket.«

Da sagde Jævnhøj: »Af det blod, som løb ud af sårene og flød frit, skabte de havet, da de dannede og føjede jorden sammen. Dette hav lagde de i en ring uden om den, og de fleste mennesker vil nok mene, at det er umuligt at komme over det.«

Da sagde Slide: »De tog også hans hovedskal og skabte himlen af den og satte den op over jorden med fire hjørner. Under hvert hjørne satte de en dværg. De hedder Østre, Vestre, Nordre og Søndre. Så tog de de gløder og gnister, som fløj frit omkring og var blevet slynget ud fra Muspelheim, og satte dem midt i Ginnungagab på himlen, både foroven og forneden, for at oplyse himlen og jorden. De gav alle lysene deres pladser. Nogle var på himlen, andre bevægede sig frit under himlen, men også dem gav de en plads og fastlagde deres bane. I gammel visdom fortælles det, at derfra stammer inddelingen i dag og nat og tællingen af årene. Som der står i Vølvens Spådom:

Solen vidste ikke,
hvor hun havde sine sale,
månen vidste ikke,
hvilken magt han havde,
stjernerne vidste ikke,
hvor de havde deres pladser.

Sådan var det, før dette skete.«

Da sagde Gangleri: »Det er store tidender, jeg nu hører. Det er et vældigt og kunstfærdigt værk. Hvordan var jorden indrettet?«

Da svarede Hår: »Den er rund langs sin yderkant, og uden om den ligger det dybe hav. Langs denne havkyst gav de land til jætternes slægter at bo i. Men længere inde på jorden byggede de et værn rundt om verden mod jætternes angreb. Til dette værn brugte de jætten Ymers øjenbryn, og de kaldte borgen Midgård. De tog også hans hjerne og kastede den op i luften og skabte skyerne af den, som det siges her:

Af Ymers kød
blev jorden skabt,
og af blodet havet,
bjerge af knogler,
træer af håret,
og af hovedskallen himlen.
Og af hans øjenbryn
skabte de milde magter
Midgård til menneskenes børn,
og af hans hjerne
blev alle de barske
skyer skabt.«

9

Da sagde Gangleri: "Jeg synes, de havde udrettet meget, da jorden og himlen var skabt, solen og himmellegemerne sat på plads og døgnet inddelt. Men hvorfra kom menneskene, som bebor verden?"

Da sagde Hår: "Da Bors sønner gik langs havets strand, fandt de to træer. De tog træerne op og skabte mennesker af dem. Den første gav dem ånde og liv, den anden forstand og bevægelse, den tredje ansigt, tale, hørelse og syn. De gav dem klæder og navne. Manden hed Ask og kvinden Embla, og fra dem stammer menneskeslægten, som fik Midgård til bolig.

Derefter byggede de sig en borg midt i verden, som kaldes Asgård. Den kalder vi Troja. Der boede guderne og deres slægter, og derfra udsprang mange begivenheder og hændelser både på jorden og i luften. Der er et sted, som hedder Hlidskjalv, og når Odin satte sig der i højsædet, så han ud over alle verdener og hvert menneskes handlinger og forstod alt, hvad han så. Hans kone hed Frigg, Fjørgyns datter, og fra deres slægt stammer den æt, som vi kalder asernes slægter, der har beboet det gamle Asgård og de riger, som hører til det. Hele denne slægt er af guddommelig herkomst. Derfor kan han kaldes Alfader, for han er fader til alle guderne og menneskene og til alt det, som blev skabt af ham og ved hans kraft. Jord var hans datter og hans kone. Med hende avlede han sin første søn, og det er Asa-Thor. Ham fulgte kraft og styrke. Derfor overvinder han alle levende væsener.

10

Nørfe eller Narfe hed en jætte, som boede i Jotunheim. Han havde en datter, som hed Nat. Hun var sort og mørk, som hun havde slægt til. Hun var gift med en mand, som hed Naglfare. Deres søn hed Aud. Derefter blev hun gift med en, som hed Anar. Jord hed deres datter. Til sidst blev hun gift med Delling, og han var af asernes slægt. Deres søn var Dag. Han var lys og smuk efter sin far.

Da tog Alfader Nat og hendes søn Dag og gav dem to heste og to vogne og sendte dem op på himlen, for at de hvert døgn skulle køre rundt om jorden. Nat kører forrest med den hest, som kaldes Rimfaxe, og hver morgen dugger han jorden med dråberne af skum fra sit bidsel. Den hest, Dag har, hedder Skinfaxe, og fra hans manke stråler der lys over hele luften og jorden."

11

Da sagde Gangleri: "Hvordan styrer han solens og månens gang?"

Hår siger: "Der nævnes en mand ved navn Mundilfare, som havde to børn. De var så smukke og fagre, at han kaldte sin søn Måne og sin datter Sol og giftede hende med en mand, som hed Glen. Men guderne blev vrede over dette hovmod og tog de to søskende og satte dem op på himlen. De lod Sol styre de heste, som trak solens vogn. Solen havde guderne skabt til at oplyse verdenerne af den glød, som fløj ud af Muspelheim. Hestene hedder Årvak og Alsvid, og under deres skuldre satte guderne to blæsebælge for at køle dem, men i nogle overleveringer kaldes det isarnkol.

Måne styrer månens gang og råder over ny og næ. Han tog to børn fra jorden, som hedder Bil og Hjuke, da de gik fra den brønd, som hedder Byrgir, og på deres skuldre bar det kar, som hedder Sæg, mens bærestangen hedder Simul. Deres far hedder Vidfinn. Disse børn følger Måne, som man kan se fra jorden."

12

Da sagde Gangleri: "Solen farer hurtigt af sted, næsten som om hun er bange, og hun ville ikke skynde sig mere, selv om hun frygtede for sit liv."

Da svarer Hår: "Det er ikke underligt, at hun farer så voldsomt frem. Den, som forfølger hende, er tæt på, og hun har ingen anden udvej end at flygte."

Da sagde Gangleri: "Hvem er det, der volder hende denne plage?"

Hår siger: "Det er to ulve, og den, som følger efter hende, hedder Skoll. Ham frygter hun, og han vil fange hende. Men den, som løber foran hende, hedder Hati, Hrodvitners søn. Han vil fange månen, og sådan vil det gå."

Da sagde Gangleri: "Hvilken slægt stammer ulvene fra?"

Hår siger: "En jættekvinde bor øst for Midgård i den skov, som hedder Jernskoven. I den skov bor de troldkvinder, som kaldes jernskovskvinder. Den gamle jættekvinde føder mange jættesønner, alle i ulveskikkelse, og fra dem stammer disse ulve. Det siges, at den mægtigste af hele slægten bliver den, som kaldes Månegarm. Han mætter sig med livskraften fra alle de mennesker, der dør, og han sluger månen og stænker blod over himlen og hele luften. Da mister solen sit skin, og vindene bliver urolige og bruser fra alle sider. Sådan siges der i Vølvens Spådom:

Østpå bor den gamle
i Jernskoven
og føder der
Fenrisulvens afkom;
af dem alle bliver
en enkelt
månens røver
i troldeskikkelse.

Han mætter sig med livskraft
fra dødsviede mænd,
farver gudernes boliger
med rødt blod;
sort bliver solskinnet
i somrene derefter,
alt vejr bliver ustadigt.
Ved I endnu mere — eller hvad?"

13

Da sagde Gangleri: "Hvilken vej fører fra jorden til himlen?"

Da svarede Hår og lo: "Det er ikke videre klogt spurgt. Har du ikke hørt, at guderne byggede en bro fra jorden til himlen, som hedder Bifrost? Den må du have set. Det kan være, at du kalder den regnbuen. Den har tre farver og er meget stærk og bygget med større kunst og kunnen end andre bygningsværker. Men så stærk som den er, vil den dog briste, når Muspels sønner drager frem og rider over den, og deres heste svømmer over store floder. Sådan kommer de frem."

Da sagde Gangleri: "Jeg synes ikke, guderne har gjort sig ordentlig umage med broen, hvis den skal kunne briste, når de dog kan gøre, som de vil."

Da sagde Hår: "Guderne fortjener ingen dadel for dette bygningsværk. Bifrost er en god bro, men intet i denne verden kan stole på sin egen styrke, når Muspels sønner hærger."

14

Da sagde Gangleri: "Hvad foretog Alfader sig, da Asgård var bygget?"

Hår sagde: "Først satte han styrende mænd i sædet og bad dem sammen med sig dømme om menneskenes skæbne og rådslå om borgens indretning. Det var der, hvor det hedder Idasletten, midt i borgen. Deres første værk var at bygge det tempel, hvor deres tolv sæder står foruden det højsæde, som tilhører Alfader. Det hus er det bedst byggede og største på jorden. Både udvendigt og indvendigt er det helt som af rent guld. Det sted kalder man Gladsheim.

De byggede en anden sal. Det var en helligdom, som tilhørte gudinderne, og den var meget smuk. Det hus kalder man Vingolf. Derefter byggede de et hus, hvor de anbragte en esse, og dertil lavede de en hammer, en tang og en ambolt og siden alle andre redskaber. Så bearbejdede de metal, sten og træ, og de fremstillede så rigeligt af det metal, som hedder guld, at de havde alt bohave og alt seletøj af guld. Den tid kaldes guldalderen, før den blev fordærvet ved kvindernes ankomst. De kom fra Jotunheim.

Derefter satte guderne sig i deres sæder og afsagde deres domme og tænkte over, hvorfra dværgene var opstået i mulden og nede i jorden ligesom maddiker i kød. Dværgene havde først taget form og fået liv i Ymers kød og var dengang maddiker, men ved gudernes bestemmelse fik de menneskelig forstand og menneskeskikkelse, og dog bor de i jorden og i sten. Motsogner var den fornemste og Durin den næstfornemste. Sådan siges der i Vølvens Spådom:

Da gik alle magter
til dommersæderne,
de højhellige guder,
og rådslåede om,
hvem der skulle skabe
dværgenes skare
af det blodige hav
og af Blains knogler.

Der blev mange
menneskeskikkelser skabt,
dværge i jorden,
som Durin sagde.

Og disse navne nævner hun på dværgene:

Nyi, Nidi,
Nordre, Søndre,
Østre, Vestre,
Altjof, Dvalin,
Nål, Nain,
Niping, Dain,
Bifur, Bafur,
Bombur, Nori,
Ori, Onar,
Oin, Mjødvitner.

Vigg og Gandalf,
Vindalf, Thorin,
Fili, Kili,
Fundin, Vale,
Thror, Throin,
Thekk, Lit og Vit,
Ny, Nyråd,
Rekk, Rådsvid.

Men disse er også dværge og bor i sten, mens de foregående bor i mulden:

Draupner, Dolgthvare,
Hår, Hugstare,
Hledjolf, Gloin,
Dori, Ori,
Duf, Andvare,
Heftifili,
Hår, Sviar.

Men disse kom fra Svarinshøj til Aurvang på Jøruvold, og derfra stammer Lofar. Dette er deres navne:

Skirfir, Virfir,
Skafid, Ai,
Alf, Yngve,
Eikinskjaldi,
Fal, Frosti,
Fid, Ginnar."

15

Da sagde Gangleri: "Hvor er gudernes hovedsæde eller helligsted?"

Hår svarer: "Det er ved asken Yggdrasil. Der skal guderne holde ting hver dag."

Da sagde Gangleri: "Hvad er der at fortælle om det sted?"

Da siger Jævnhøj: "Asken er det største og bedste af alle træer. Dens grene breder sig over hele verden og rager op over himlen. Tre rødder holder træet oppe og strækker sig meget vidt. Den ene er hos aserne, den anden hos rimturserne, hvor Ginnungagab engang var. Den tredje står over Niflheim, og under den rod er Hvergelmer, men Nidhug gnaver i roden nedefra.

Under den rod, som vender mod rimturserne, er Mimers brønd, hvori visdom og forstand er gemt, og han, som ejer brønden, hedder Mimer. Han er fuld af kundskab, fordi han drikker af brønden med hornet Gjallarhorn. Dertil kom Alfader og bad om en eneste drik af brønden, men han fik den ikke, før han lagde sit øje i pant. Sådan siges der i Vølvens Spådom:

Alt ved jeg, Odin,
hvor du skjulte dit øje,
i den navnkundige
Mimers brønd.
Mimer drikker mjød
hver morgen
af Valfaders pant.
Ved I endnu mere — eller hvad?

Askens tredje rod står på himlen, og under den rod er en meget hellig brønd, som hedder Urds brønd. Der har guderne deres tingsted. Hver dag rider aserne derop over Bifrost. Den hedder også asebroen. Asernes heste hedder således: Sleipner er den bedste, ham ejer Odin. Han har otte ben. Den anden er Glad, den tredje Gyller, den fjerde Glen, den femte Skejdbrimer, den sjette Sølvertop, den syvende Siner, den ottende Gisl, den niende Falhofner, den tiende Guldtop, den ellevte Letfjed. Balders hest blev brændt sammen med ham, men Thor går til tinget og vader over de floder, som hedder således:

Kørmt og Ørmt
og de to Kerlauger,
dem skal Thor vade over
hver dag,
når han drager til ting
ved asken Yggdrasil,
for asebroen
brænder helt i luer,
de hellige vande koger."

Da sagde Gangleri: "Brænder der ild over Bifrost?"

Hår siger: "Det røde, du ser i buen, er brændende ild. Rimturser og bjergjætter ville gå op på himlen, hvis Bifrost var farbar for alle, som ønskede at færdes der. Der er mange smukke steder på himlen, og de er alle under guddommelig beskyttelse. Der står en smuk sal under asken ved brønden, og fra den sal kommer tre møer, som hedder Urd, Verdande og Skuld. Disse møer fastsætter menneskenes levetid. Dem kalder vi norner.

Der er også flere norner, som kommer til hvert barn, der bliver født, for at fastsætte dets levetid. Nogle er af guddommelig herkomst, andre af alfernes slægt og atter andre af dværgenes slægt, som det siges her:

Af vidt forskellig herkomst
siger jeg, nornerne er,
de har ikke samme slægt;
nogle er af asernes slægt,
nogle er af alfernes slægt,
nogle er Dvalins døtre."

Da sagde Gangleri: "Hvis nornerne råder over menneskenes skæbne, fordeler de den meget ulige, når nogle har et godt liv i rigdom, mens andre har lidt ejendom eller anseelse, nogle et langt liv, andre et kort."

Hår siger: "Gode norner af god slægt skænker et godt liv, men når mennesker rammes af ulykke, skyldes det onde norner."

16

Da sagde Gangleri: »Hvilke andre store undere er der at fortælle om asken?«

Hår svarede: »Der er meget at fortælle om den. En ørn sidder i askens grene, og den ved meget, men mellem dens øjne sidder en høg, som hedder Vedfø lner. Et egern, der hedder Ratatosk, løber op og ned ad asken og bringer hadefulde ord mellem ørnen og Nidhug, mens fire hjorte løber omkring i askens grene og bider af løvet. De hedder Dain, Dvalin, Dunør og Duratror. Men i Hvergelmer er der så mange orme hos Nidhug, at ingen tunge kan tælle dem. Således siges der her:

Yggdrasils ask
lider større kval,
end mennesker ved;
hjorten bider foroven,
på siden rådner den,
Nidhug gnaver forneden.

Således siges der også:

Flere orme ligger
under Yggdrasils ask,
end nogen tåbelig nar kan tænke sig.
Goin og Moin,
de er Grafvitners sønner,
Gråbak og Grafvøllud,
Ofner og Svafner,
tror jeg, til stadighed vil
gnave på træets kviste.

Det fortælles også, at de norner, som bor ved Urds brønd, hver dag tager vand fra brønden sammen med det dynd, der ligger omkring den, og øser det over asken, for at dens grene ikke skal tørre ud eller rådne. Men det vand er så helligt, at alt, som kommer ned i brønden, bliver så hvidt som den hinde, der kaldes skalhinden, og som ligger indvendig mod æggeskallen, således som der siges her:

Jeg ved en ask, der overøses,
den hedder Yggdrasil,
et højt, helligt træ,
med hvidt dynd;
derfra kommer duggen,
som falder i dale;
den står evigt grøn over
Urds brønd.

Den dug, der falder derfra ned på jorden, kalder folk honningdug, og af den lever bierne. To fugle lever i Urds brønd. De hedder svaner, og fra disse fugle stammer den fugleslægt, der bærer dette navn.«

17

Da sagde Gangleri: »Du kan fortælle store tidender om himlen. Hvilke andre hovedsteder er der end ved Urds brønd?«

Hår svarede: »Der er mange prægtige steder. Ét sted dér kaldes Alfheim. Der bor det folk, som hedder lysalfer, men mørkalfer bor nede i jorden, og de ligner dem ikke af udseende og endnu mindre af væsen. Lysalfer er smukkere at se på end solen, men mørkalfer er sortere end beg. Der er et sted, som kaldes Brejdablik, og intet sted dér er smukkere. Der er også et, som hedder Glitner, og alle dets vægge, støtter og søjler er af rødt guld, men taget er af sølv. Der er desuden et sted, som hedder Himinbjerg. Det ligger ved himlens ende, ved broenden, hvor Bifrost når himlen. Der er endnu et stort sted, som hedder Valaskjalf. Det ejer Odin. Guderne byggede det og tækkede det med rent sølv, og i denne sal står Hlidskjalv, det højsæde, som bærer dette navn, og når Alfader sidder i det sæde, ser han ud over alle verdener. Ved himlens sydlige ende ligger den sal, der er den smukkeste af alle og lysere end solen; den hedder Gimle. Den skal stå, når både himmel og jord er gået til grunde, og gode og retfærdige mennesker skal bo dér til evig tid. Således siges der i Vølvens spådom:

Jeg ved en sal stå,
smukkere end solen,
tækket med guld,
på Gimle;
der skal trofaste
skarer bo
og i al evighed
nyde lykken.«

Da sagde Gangleri: »Hvad beskytter det sted, når Surts flamme brænder himmel og jord?«

Hår svarede: »Det siges, at der er en anden himmel syd for og oven over denne himmel, og den hedder Andlang, mens en tredje himmel ligger endnu højere end den og hedder Vidblain, og i den himmel mener vi, at dette sted ligger. Men vi mener, at kun lysalfer nu bor på de steder.«

18

Da sagde Gangleri: »Hvor kommer vinden fra? Den er så stærk, at den sætter store have i bevægelse og får ilden til at blusse op. Men så stærk som den er, kan man dog ikke se den; derfor er den underligt skabt.«

Da sagde Hår: »Det kan jeg godt fortælle dig. Ved himlens nordlige ende sidder den jætte, som hedder Hræsvælg. Han har ørneham, og når han sætter af til flugt, strømmer vindene frem under hans vinger. Her siges der således:

Hræsvælg hedder han,
som sidder ved himlens ende,
en jætte i ørneham;
fra hans vinger
siges vinden at komme
over alle mennesker.«

19

Da sagde Gangleri: »Hvorfor er der så stor forskel, at sommeren er varm, men vinteren kold?«

Hår svarede: »Så lærd en mand burde ikke spørge sådan, for det ved alle at fortælle om. Men hvis du alene er så uvidende, at du ikke har hørt dette, vil jeg dog regne dig det til gode, at du hellere spørger uvidende én gang end længere går i uvidenhed om det, man bør vide. Svåsud hedder Sommers far, og han lever så lykkeligt, at det, der er mildt, efter hans navn kaldes svåsligt. Men Vinters far kaldes snart Vindlone, snart Vindsval. Han er søn af Våsad, og de slægtninge var barske og kolde af sind, og Vinter har deres sindelag.«

20

Da sagde Gangleri: »Hvem er de aser, som mennesker bør tro på?«

Hår svarede: »Der er tolv aser af guddommelig æt.«

Da sagde Jævnhøj: »Asynjerne er ikke mindre hellige, og deres magt er ikke mindre.«

Da sagde Slide: »Odin er den øverste og ældste af aserne. Han råder over alle ting, og hvor mægtige de andre guder end er, tjener de ham alle som børn deres far. Frigg er hans hustru, og hun kender menneskers skæbne, selv om hun ikke fremsiger spådomme, således som det her fortælles, at Odin selv sagde til den as, der hedder Loke:

Vanvittig er du, Loke,
og fra forstanden,
hvorfor tier du ikke, Loke?
Frigg kender,
tror jeg, al skæbne,
selv om hun ikke selv siger den.

Odin hedder Alfader, fordi han er far til alle guder. Han hedder også Valfader, fordi alle, der falder i kamp, er hans udvalgte sønner. Dem giver han plads i Valhal og Vingolf, og de kaldes da einherjer. Han hedder også Hængegud og Lænkegud, Byrdegud, og han har desuden kaldt sig ved flere navne, da han var kommet til kong Geirrød:

Jeg kaldte mig Grim
og Gangleri,
Herjan, Hjalmbere,
Tækk, Slide,
Tud, Ud,
Helblinde, Hår, Sad, Svipal,
Sanngetal,
Herteit, Hnikar,
Bileyg, Båleyg,
Bølværk, Fjølner,
Grimner, Glapsvid, Fjølsvin,
Sidhat, Sidskæg,
Sigfader, Hnikud,
Alfader, Atrid, Farmatyr,
Oske, Ome,
Jævnhøj, Biflinde,
Gøndler, Harbard,
Svidur, Svidrer,
Jalk, Kjalar, Vidur,
Tror, Ygg, Tund,
Vakr, Skilfing,
Våfud, Hroftatyr,
Gaut, Veratyr.«

Da sagde Gangleri: »Overmåde mange navne har I givet ham, og jeg tror bestemt, at det må være stor lærdom at kende forklaringen og fortællingerne om, hvilke hændelser der har givet anledning til hvert af disse navne.«

Da sagde Hår: »Det kræver stor indsigt at gennemgå det grundigt, men det korteste svar, jeg kan give dig, er, at de fleste navne er blevet givet, fordi alle folkeslag, lige så mange forskellige sprog som der findes i verden, mener at måtte ændre hans navn til deres eget tungemål for selv at kunne påkalde ham og bede til ham. Men de hændelser, der ligger bag nogle af disse navne, er indtruffet på hans rejser, og de er blevet til fortællinger, og du vil ikke kunne kaldes en lærd mand, hvis du ikke kan fortælle om disse store begivenheder.«

21

Da sagde Gangleri: »Hvad hedder de andre aser, hvad tager de sig til, og hvilke bedrifter har bragt dem hæder?«

Hår svarede: »Thor er den fremmeste af dem, han, som kaldes Asa-Thor eller Age-Thor. Han er den stærkeste af alle guder og mennesker. Han ejer det rige, som hedder Trudvang, men hans hal hedder Bilskirner. I den sal er der fem hundrede og fyrre rum. Det er det største hus, man kender. Således siges der i Grimners tale:

Fem hundrede rum
og fyrre til,
så mange tror jeg, Bilskirner har med sine fløje;
af de huse,
jeg ved har tag,
ved jeg, min søns er størst.

Thor har to bukke, der hedder Tandgnost og Tandgrisner, og en vogn, som han kører i, mens bukkene trækker den. Derfor kaldes han Age-Thor. Han ejer også tre kostbarheder. Den ene er hammeren Mjølner, som rimturser og bjergjætter kender, når den løftes i vejret, og det er ikke underligt. Den har knust mangt et hoved på deres fædre eller slægtninge. En anden ypperlig skat ejer han, styrkebæltet, og når han spænder det om sig, vokser hans asestyrke med det halve. Den tredje ting, han ejer, er også en stor kostbarhed. Det er jernhandsker. Dem kan han ikke undvære, når han skal gribe om hammerskaftet. Men ingen er så lærd, at han kan opregne alle hans storværker, og jeg kan fortælle dig så mange tidender om ham, at der vil gå timer, før alt det er fortalt, som jeg ved.«

22

Da sagde Gangleri: »Jeg vil gerne høre tidender om flere af aserne.«

Hår svarede: »En anden af Odins sønner er Balder, og om ham er der godt at fortælle. Han er den bedste, og alle priser ham. Han er så smuk af udseende og så lys, at der stråler et skær fra ham, og der er en urt så hvid, at den sammenlignes med Balders øjenbryn. Den er den hvideste af alle urter, og deraf kan du slutte dig til hans skønhed, både hans hår og hans krop. Han er den viseste af aserne, den mest veltalende og den mest barmhjertige, men det følger hans væsen, at ingen af hans domme kan stå ved magt. Han bor på det sted, der hedder Brejdablik. Det ligger i himlen. På det sted må intet urent være, således som der siges her:

Brejdablik hedder det,
hvor Balder har
bygget sig sale,
i det land,
hvor jeg ved, at der findes
færrest onde runer.

23

Den tredje as er ham, som kaldes Njord. Han bor i himlen, på det sted, der hedder Noatun. Han råder over vindens gang og tæmmer hav og ild. Ham skal man påkalde ved søfart og fangst. Han er så rig og velstående, at han kan skænke folk rigdom i jord eller løsøre. Ham skal man påkalde for at få det. Njord er ikke af asernes æt. Han voksede op i Vanaheim, men vanerne gav ham som gidsel til guderne og fik til gengæld ham, der hedder Høner, som gidsel. Han blev et middel til forlig mellem guderne og vanerne. Njord har en hustru, som hedder Skade, jætten Tjasses datter. Skade vil bo på det sted, hendes far havde ejet, oppe i nogle fjelde, hvor der hedder Trymheim, men Njord vil være nær havet. De enedes om, at de skulle være ni nætter i Trymheim og derefter andre ni i Noatun. Men da Njord kom tilbage til Noatun fra fjeldet, kvad han dette:

Lede er mig fjeldene,
jeg var der ikke længe,
kun ni nætter;
ulvenes tuden
syntes jeg lød ilde
mod svanernes sang.

Da kvad Skade dette:

Sove kunne jeg ikke
på havets lejer
for fuglens skrig;
den vækker mig,
som kommer fra havet,
hver morgen mågen.

Da drog Skade op i fjeldet og bosatte sig i Trymheim, og hun færdes meget på ski og med bue og skyder vildt. Hun kaldes skigud eller skidis. Således siges der:

Trymheim hedder det,
hvor Tjasse boede,
den overmægtige jætte;
men nu bor Skade,
gudernes strålende brud,
på sin fars gamle tomter.

24

Njord i Noatun fik siden to børn. Sønnen hed Frej og datteren Freja. De var smukke at se på og mægtige. Frej er den ypperste af aserne. Han råder over regn og solskin og dermed over jordens afgrøde, og ham er det godt at påkalde for godt år og fred. Han råder også over menneskers rigdom. Men Freja er den ypperste af asynjerne. Hun ejer den bolig i himlen, som hedder Folkvang. Og hvor hun end rider til kamp, får hun halvdelen af de faldne, mens Odin får den anden halvdel, sådan som der står her:

Folkvang hedder det,
og dér råder Freja
over sædernes fordeling i salen;
halvdelen af de faldne
vælger hun hver dag,
men halvdelen ejer Odin.

Hendes sal, Sessrumner, er stor og smuk. Når hun drager af sted, kører hun med to katte og sidder i en vogn. Hun er den, der villigst hører mennesker, når de påkalder hende, og af hendes navn kommer den hæderstitel, at fornemme kvinder kaldes fruer. Hun holdt meget af elskovsdigtning. Hende er det godt at påkalde i kærlighedssager.«

25

Da sagde Gangleri: »Disse aser forekommer mig at være meget mægtige, og det er ikke underligt, at stor kraft følger jer, når I har forstand på guderne og ved, hvem man skal rette hver enkelt bøn til. Men er der endnu flere guder?«

Hår siger: »Der er endnu en as, som hedder Tyr. Han er den dristigste og modigste, og han råder i høj grad for sejren i kampe. Ham er det godt for tapre mænd at påkalde. Det er en talemåde, at den er tyrtapper, som overgår andre mænd og ikke viger tilbage for noget. Han var også klog, så man også siger, at den er tyrvis, som er den viseste. Et vidnesbyrd om hans dristighed er dette: Da aserne lokkede Fenrisulven til at lade lænken Gleipner lægge på sig, stolede han ikke på, at de ville løse ham igen, før de som pant lagde Tyrs hånd i hans mund. Men da aserne ikke ville løse ham, bed han hånden af dér, hvor det nu hedder håndleddet. Derfor er Tyr enhåndet og kaldes ikke den, der forliger mennesker.

26

En hedder Brage. Han er berømt for sin visdom og især for sin veltalenhed og ordkunst. Han har størst kundskab om digtning, og efter ham kaldes digtning bragr. Efter hans navn kaldes også den mand, der overgår andre i ordkunst, bragr karla, og den kvinde, der gør det, bragr kvinna. Hans kone er Idun. I sin æske opbevarer hun de æbler, som guderne skal bide i, når de ældes, og da bliver de alle unge igen. Sådan vil det være helt frem til Ragnarok.«

Da sagde Gangleri: »Det forekommer mig, at guderne har overordentlig meget på spil i Iduns omsorg og troskab.«

Da sagde Hår og lo: »Det var nær gået galt engang. Det skal jeg nok kunne fortælle om, men først skal du nu høre flere af asernes navne.

27

En hedder Heimdal. Han kaldes den hvide as. Han er stor og hellig. Ni møer, alle søstre, fødte ham som deres søn. Han hedder også Hallinskide og Gyldentand. Hans tænder var af guld. Hans hest hedder Guldtop. Han bor dér, hvor det hedder Himinbjerg, ved Bifrost. Han er gudernes vagtmand og sidder dér ved himlens ende for at vogte broen mod bjergjætterne. Han behøver mindre søvn end en fugl. Han ser lige godt nat og dag hundrede raste bort. Han hører også græsset gro på jorden og ulden på fårene og alt, hvad der lyder højere. Han har det horn, som hedder Gjallarhorn, og det høres i alle verdener, når han blæser i det. Heimdals sværd kaldes et menneskehoved. Her siges det således:

Himinbjerg hedder det,
og dér siges Heimdal
at råde over helligdommene;
dér drikker gudernes vagtmand
i sin fredfyldte bolig
glad den gode mjød.

Og videre siger han selv i Heimdalsgalder:

Jeg er ni mødres barn,
ni søstres søn.

28

En af aserne hedder Høder. Han er blind. Han er meget stærk, men guderne ville ønske, at denne as ikke behøvede at blive nævnt, for hans gerninger vil længe blive husket blandt guder og mennesker.

29

En hedder Vidar, den tavse as. Han har en tyk sko. I styrke kommer han nærmest Thor. Ham har guderne stor tillid til i alle trængsler.

30

En hedder Ale eller Vale, søn af Odin og Rind. Han er dristig i kamp og meget træfsikker.

31

En hedder Ull, Sifs søn og Thors stedsøn. Han er så god en bueskytte og så dygtig på ski, at ingen kan måle sig med ham. Han er også smuk at se på og har en krigers færdigheder. Ham er det også godt at påkalde i tvekamp.

32

Forsete hedder Balders og Nanna Nepsdatters søn. Han ejer den sal i himlen, som hedder Glitner. Alle, der kommer til ham med vanskelige stridssager, drager forligte derfra. Det er det bedste tingsted blandt guder og mennesker. Sådan står der her:

Glitner hedder en sal,
den bæres af guld
og er ligeledes tækket med sølv;
og dér bor Forsete
de fleste dage
og bilægger alle stridigheder.

33

Endnu en regnes blandt aserne, og nogle kalder ham asernes bagtaler, svigens ophavsmand og alle guders og menneskers skændsel. Han hedder Loke eller Lopt og er søn af jætten Farbaute. Hans mor hedder Laufey eller Nål. Hans brødre er Byleist og Helblinde. Loke er køn og smuk af udseende, ond af sind og meget omskiftelig i sin adfærd. Han besad frem for andre den kløgt, som kaldes snedighed, og havde listige påfund til alt. Han bragte bestandig aserne i store vanskeligheder, og ofte udfriede han dem så ved list. Hans kone hedder Sigyn, og deres søn Nari eller Narfe.

34

Loke havde også flere børn. Angerboda hed en jættekvinde i Jotunheim. Med hende fik Loke tre børn. Det ene var Fenrisulven, det andet Jormungand, som er Midgårdsormen, og det tredje Hel. Da guderne fik at vide, at disse tre søskende voksede op i Jotunheim, og af spådomme udledte, at disse søskende ville volde dem stor skade og ulykke, mente alle, at man kunne vente meget ondt af dem, først på grund af deres mødrene afstamning og endnu værre på grund af deres fædrene. Da sendte Alfader guderne af sted for at tage børnene og føre dem til ham. Da de kom til ham, kastede han ormen i det dybe hav, som ligger omkring alle lande. Den orm voksede så meget, at den ligger midt i havet rundt om alle lande og bider sig selv i halen.

Hel kastede han i Niflheim og gav hende magt over ni verdener, så hun skulle fordele kost og logi blandt alle dem, der blev sendt til hende; det er de mennesker, som dør af sygdom eller alderdom. Hun har store boliger dér, og hendes mure er overordentlig høje og hendes porte store. Eljudner hedder hendes sal, Hunger hendes fad, Sult hendes kniv, Ganglate hendes træl, Ganglød hendes trælkvinde, Faldende Fare den tærskel, man træder over ved indgangen, Sygeleje hendes seng og Skinnende Ulykke hendes sengeomhæng. Hun er halvt blåsort og halvt hudfarvet. Derfor er hun let at kende, og hun ser ret forknyt og grum ud.

Ulven opfostrede aserne hjemme, og kun Tyr havde mod til at gå hen til ham og give ham mad. Men da guderne så, hvor meget han voksede hver dag, og alle spådomme sagde, at han var bestemt til at skade dem, greb aserne til det råd at lave en meget stærk lænke, som de kaldte Læding. De bar den hen til ulven og bad ham prøve sin styrke på lænken. Ulven mente ikke, at det ville overstige hans kræfter, og lod dem gøre, som de ville. Men første gang ulven stemte imod, brast lænken. Således løste han sig af Læding.

Derefter lavede aserne en anden lænke, halvt så stærk igen, som de kaldte Drome. De bad atter ulven prøve lænken og sagde, at han ville blive vidt berømt for sin styrke, hvis så vældigt et smedearbejde ikke kunne holde ham. Ulven tænkte, at denne lænke var meget stærk, men også at hans kræfter var vokset, siden han brød Læding. Det faldt ham ind, at han måtte vove sig i fare, hvis han skulle blive berømt, og han lod lænken lægge på sig. Da aserne sagde, at de var færdige, rystede ulven sig og slog lænken mod jorden, spændte alle kræfter, stemte imod og brød lænken, så stumperne fløj langt bort. Således sprængte han sig ud af Drome. Siden er det blevet en talemåde at løse sig af Læding eller sprænge sig ud af Drome, når noget gennemføres med voldsom kraft.

Efter det frygtede aserne, at de ikke ville kunne binde ulven. Da sendte Alfader ham, der hedder Skirner og er Frejs sendebud, ned i Svartalfheim til nogle dværge og lod dem lave den lænke, der hedder Gleipner. Den blev lavet af seks ting: kattens fodtrin, kvindens skæg, bjergets rødder, bjørnens sener, fiskens ånde og fuglens spyt. Og selv om du ikke før har hørt om dette, kan du nu straks finde sande vidnesbyrd om, at der ikke bliver løjet for dig. Du må have set, at kvinden ikke har skæg, at der ikke lyder fodtrin, når katten løber, og at der ikke er rødder under bjerget. Og på min tro er alt, hvad jeg har fortalt dig, lige så sandt, selv om der er visse ting, du ikke kan efterprøve.«

Da sagde Gangleri: »Det kan jeg ganske vist forstå er sandt. Jeg kan se de ting, du nu har taget som eksempler. Men hvordan blev lænken lavet?«

Hår siger: »Det kan jeg godt fortælle dig. Lænken blev glat og blød som en silkestrimmel, men så sej og stærk, som du nu skal høre. Da lænken blev bragt til aserne, takkede de sendebuddet godt for hans ærinde. Så drog aserne ud på den sø, som hedder Amsvartner, til den holm, der kaldes Lyngve, og kaldte ulven med sig. De viste ham silkebåndet og bad ham rive det over. De sagde, at det var noget stærkere, end man skulle tro efter dets tykkelse. De rakte det til hinanden og trak i det med hændernes kraft, uden at det brast, men sagde dog, at ulven nok ville kunne rive det over.

Da svarer ulven: »Så vidt jeg kan se, vil denne strimmel ikke skaffe mig nogen berømmelse, selv om jeg river så tyndt et bånd over. Men hvis det er lavet med kunst og list, skønt det ser ubetydeligt ud, så kommer det bånd ikke på mine ben.«

Da sagde aserne, at han hurtigt ville rive et tyndt silkebånd over, når han før havde brudt store jernlænker: »Men hvis du ikke kan rive dette bånd over, vil du ikke kunne skræmme guderne. Så skal vi løse dig.«

Ulven siger: »Hvis I binder mig, så jeg ikke kan komme fri, vil I opføre jer så svigefuldt, at jeg kommer til at vente længe på hjælp fra jer. Jeg har ingen lyst til at lade dette bånd lægge på mig, men frem for at I skal bebrejde mig mangel på mod, må en af jer lægge sin hånd i min mund som pant på, at dette sker uden svig.«

Da så aserne på hinanden og mente nu, at vanskelighederne var blevet dobbelt så store. Ingen ville række sin hånd frem, før Tyr strakte sin højre hånd frem og lagde den i ulvens mund. Men da ulven stemte imod, strammedes båndet, og jo voldsommere han kæmpede, desto hårdere skar båndet sig ind. Da lo alle undtagen Tyr. Han mistede sin hånd.

Da aserne så, at ulven var fuldstændig bundet, tog de den line, der hang fra lænken og hedder Gelgja, og trak den gennem en stor stenplade, som hedder Gjøll, og fæstede pladen dybt nede i jorden. Så tog de en stor sten og drev den endnu længere ned i jorden; den hedder Tvite. Den sten brugte de som fæstepæl. Ulven gabte voldsomt og vred sig meget og ville bide dem. De stak et sværd ind i munden på ham. Fæstet støder mod undergummen og spidsen mod overgummen. Det er hans gabspærre. Han hyler forfærdeligt, og savl løber ud af hans mund. Det er den å, der hedder Vån. Dér ligger han indtil Ragnarok.«

Da sagde Gangleri: »Det var en forunderlig ond børneflok, Loke fik, men alle disse søskende er mægtige hver for sig. Hvorfor dræbte aserne da ikke ulven, når de kan vente ondt fra ham?«

Hår svarer: »Så højt agtede guderne deres helligdomme og fredhellige steder, at de ikke ville besudle dem med ulvens blod, selv om spådommene siger, at han vil blive Odins bane.«

35

Da sagde Gangleri: »Hvem er asynjerne?«

Hår siger: »Frigg er den ypperste. Hun ejer den gård, der hedder Fensale, og den er meget prægtig. Den anden er Saga. Hun bor på Søkkvabæk, og det er et stort sted. Den tredje er Eir. Hun er den bedste læge. Den fjerde er Gefion. Hun er jomfru, og hende tjener de, der dør som jomfruer. Den femte er Fulla. Hun er også jomfru og går med løst hår og et guldbånd om hovedet. Hun bærer Friggs skrin og passer på hendes fodtøj og er indviet i hendes hemmelige råd.

Freja er den fornemste sammen med Frigg. Hun blev gift med den mand, der hedder Od. Deres datter er Hnoss. Hun er så smuk, at det, der er smukt og kostbart, kaldes hnossir efter hendes navn. Od drog bort på lange rejser, og Freja græder over hans fravær, men hendes tårer er rødt guld. Freja har mange navne, og grunden er, at hun gav sig forskellige navne, når hun rejste blandt fremmede folkeslag for at lede efter Od. Hun hedder Mardøl og Hørn, Gefn og Syr. Freja ejede Brisingamen. Hun kaldes også Vanadis.

Den syvende er Sjofn. Hun lægger stor vægt på at vende menneskers sind mod kærlighed, både kvinders og mænds, og efter hendes navn kaldes elskoven sjafni. Den ottende er Lofn. Hun er så mild og god at påkalde, at hun får tilladelse af Alfader eller Frigg til, at mennesker, kvinder og mænd, kan forenes, selv om det før har været forbudt eller syntes helt udelukket. Efter hendes navn kaldes det lov, og deraf kommer også, at hun loves meget af mennesker. Den niende er Vår. Hun lytter til menneskers eder og de fortrolige løfter, som kvinder og mænd giver hinanden. Derfor kaldes sådanne løfter várar. Hun straffer også dem, der bryder dem. Den tiende er Vør. Hun er klog og spørgelysten, så intet kan skjules for hende. Deraf kommer talemåden, at en kvinde bliver noget var, når hun får viden om det.

Den ellevte er Syn. Hun vogter dørene i hallen og lukker dem for dem, der ikke skal gå ind, og hun er sat til at føre forsvar på tingene i de sager, som hun vil afvise som usande. Derfor siger man, at der sættes syn imod, når nogen nægter. Den tolvte er Hlin. Hun er sat til at værne om de mennesker, som Frigg vil frelse fra en fare. Derfra kommer talemåden, at den, der bringer sig i sikkerhed, søger ly. Den trettende er Snotra. Hun er klog og høvisk. Efter hendes navn kaldes en kvinde eller mand snotr, når vedkommende er mådeholden. Den fjortende er Gna. Hende sender Frigg til forskellige verdener i sine ærinder. Hun ejer den hest, der løber gennem luft og over hav og hedder Hovvarpner. Engang, da hun red, så nogle vaner hende ride gennem luften. Da sagde en af dem:

Hvad flyver der,
hvad farer der
eller glider gennem luften?

Hun svarer:

Jeg flyver ikke,
skønt jeg farer
og glider gennem luften
på Hovvarpner,
som Hamskerper
avlede med Gardrofa.

Efter Gnas navn siger man, at det, der hæver sig højt, knejser. Sol og Bil regnes blandt asynjerne, men der er tidligere fortalt om deres natur.

36

Der er også andre, som skal tjene i Valhal, bære drikke frem og sørge for borddækning og ølkar. Sådan nævnes de i Grimnersmål:

Hrist og Mist
vil jeg skal bære mig hornet,
Skeggjøld og Skøgul,
Hild og Trud,
Hløk og Herfjøtur,
Gøll og Geirahød,
Randgrid og Rådgrid
og Reginleif,
de bærer einherjerne øl.

Disse hedder valkyrier. Odin sender dem til hvert slag. De udvælger dem, der skal dø, og råder for sejren. Gunn og Rota og den yngste norne, som hedder Skuld, rider altid ud for at udvælge de faldne og råde for drabene. Jord, Thors mor, og Rind, Vales mor, regnes blandt asynjerne.

37

En mand hed Gymer, og hans kone hed Aurboda. Hun var af bjergjætteslægt. Deres datter er Gerd, som var den smukkeste af alle kvinder. En dag var Frej gået op i Hlidskjalv og så ud over alle verdener. Da han så mod nord, fik han øje på et stort og smukt hus på en gård. En kvinde gik hen til huset, og da hun løftede hænderne og åbnede døren for sig, strålede der lys fra hendes hænder både ud i luften og over havet, og alle verdener blev oplyst af hende. Hans store overmod ved at have sat sig i det hellige sæde blev straffet på den måde, at han gik bort fuld af sorg. Da han kom hjem, sagde han intet. Han sov ikke og drak ikke. Ingen vovede heller at få ham til at tale.

Da lod Njord Frejs tjener Skirner kalde til sig og bad ham gå til Frej og få ham i tale og spørge, hvem han var så vred på, at han ikke talte med nogen. Skirner sagde, at han ville gå, men ikke gerne, og sagde, at man kunne vente onde svar fra ham. Da han kom til Frej, spurgte han, hvorfor Frej var så nedtrykt og ikke talte med nogen. Da svarede Frej og sagde, at han havde set en smuk kvinde, og for hendes skyld var han så sorgfuld, at han ikke ville leve længe, hvis han ikke kunne få hende: »Og nu skal du drage af sted og bejle til hende på mine vegne og føre hende hjem hertil, hvad enten hendes far vil eller ej, og jeg skal belønne dig godt for det.«

Da svarede Skirner, at han ville drage af sted i det ærinde, men Frej skulle give ham sit sværd. Det var så godt et sværd, at det kæmpede af sig selv. Frej lod ikke det stå i vejen og gav ham sværdet. Så drog Skirner af sted og bejlede til kvinden for ham og fik hendes tilsagn. Ni nætter senere skulle hun komme til det sted, der hedder Barrey, og dér holde bryllup med Frej. Da Skirner fortalte Frej, hvordan hans ærinde var gået, kvad han dette:

Lang er en nat,
lang er den næste,
hvordan skal jeg udholde tre?
Ofte syntes en måned mig
kortere
end denne halve længselsnat.

Dette er grunden til, at Frej var så våbenløs, da han kæmpede med Bele og dræbte ham med et hjortegevir.«

Da sagde Gangleri: »Det er meget mærkeligt, at så stor en høvding som Frej ville give sit sværd bort, så han ikke havde noget andet lige så godt. Det var til overordentlig stor skade for ham, da han kæmpede med ham, der hedder Bele. Jeg tror bestemt, at han da må have fortrudt den gave.«

Da svarede Hår: »Det betød kun lidt, da han og Bele mødtes. Frej kunne have dræbt ham med sin bare hånd. Der vil komme en tid, hvor Frej vil synes, det er værre at undvære sværdet, når Muspels sønner drager ud for at hærge.«

38

Da sagde Gangleri: »Du siger, at alle de mænd, der er faldet i kamp siden verdens begyndelse, nu er kommet til Odin i Valhal. Hvad har han at give dem at spise? Jeg ville tro, at der måtte være en vældig mængde mennesker.«

Da svarede Hår: »Det er sandt, hvad du siger, der er en vældig mængde mennesker. Men der skal komme langt flere endnu, og alligevel vil de synes at være for få, når ulven kommer. Men der er aldrig så mange mennesker i Valhal, at kødet af den galt, der hedder Særimner, ikke kan slå til for dem. Den bliver kogt hver dag og er hel igen om aftenen. Men hvad det spørgsmål angår, som du nu stiller, tror jeg, at kun få er så vidende, at de kan give et sandfærdigt svar på det. Andrimner hedder kokken, og Eldrimner hedder kedlen. Sådan siges der her:

Andrimner
lader i Eldrimner
Særimner koge,
det bedste flæsk,
men kun få ved,
hvad einherjerne lever af.«

Da sagde Gangleri: »Får Odin den samme kost som einherjerne?«

Hår siger: »Den mad, der står på hans bord, giver han til to ulve, som han ejer, og som hedder Gere og Freke. Selv behøver han ingen mad. Vin er både hans drik og hans føde. Sådan siges der her:

Gere og Freke
mætter den kampvante,
hæderkronede Hærfader;
men af vin alene
lever den våbenprægtige
Odin altid.

To ravne sidder på hans skuldre og fortæller ham i øret alle de tidender, som de ser eller hører. De hedder Hugin og Munin. Dem sender han ved daggry ud at flyve over hele verden, og de kommer tilbage ved dagmåltidet. Derfra får han viden om mange tidender. Derfor kalder man ham Ravneguden, som det siges:

Hugin og Munin
flyver hver dag
over den vide jord;
jeg frygter for Hugin,
at han ikke kommer tilbage,
dog ængstes jeg mere for Munin.«

39

Da sagde Gangleri: »Hvad har einherjerne at drikke, som slår lige så rigeligt til for dem som maden, eller drikker man vand dér?«

Da siger Hår: »Det er et mærkeligt spørgsmål, du nu stiller, om Alfader skulle indbyde konger eller jarler eller andre stormænd og så give dem vand at drikke. Og jeg tror bestemt, at mange af dem, der kommer til Valhal efter først at have udholdt sår og smerter indtil døden, ville synes, at de havde betalt dyrt for en drik vand, hvis der ikke var en bedre modtagelse at vente dér. Jeg kan fortælle dig noget andet derfra. Den ged, der hedder Heidrun, står oppe på Valhal og bider løv af grenene på det vidt navnkundige træ, der hedder Lærad. Fra hendes patter løber der mjød, som hun fylder et stort kar med hver dag. Det er så meget, at alle einherjerne kan drikke sig helt berusede i det.«

Da sagde Gangleri: »Det er en overordentlig nyttig ged for dem. Det må være et usædvanlig godt træ, hun bider af.«

Da sagde Hår: »Endnu mere bemærkelsesværdig er hjorten Eiktyrner, der står på Valhal og bider af grenene på det træ. Fra hans gevir drypper det så rigeligt, at det løber ned i Hvergelmer, og derfra strømmer de floder, der hedder Sid, Vid, Sækin, Ekin, Svøl, Gunntrø, Fjørm, Fimbultul, Gipul, Gøpul, Gømul og Geirvimul. Disse løber gennem asernes bygder. Desuden nævnes disse: Tyn, Vin, Tøll, Høll, Gråd, Gunntråin, Nyt, Nøt, Nønn, Hrønn, Vina, Vegsvinn og Tjodnuma.«

40

Da sagde Gangleri: »Det er mærkelige tidender, du nu har fortalt. Valhal må være et umådelig stort hus. Der må tit være stor trængsel ved dørene.«

Da svarede Hår: »Hvorfor spørger du ikke, hvor mange døre der er i hallen, eller hvor store de er? Hvis du hører det, vil du sige, at det ville være mærkeligt, hvis ikke enhver, der vil, kan gå ud og ind. Men sandt at sige er der lige så god plads til at tage ophold i den som til at gå ind i den. Her kan du høre det i Grimnersmål:

Fem hundrede døre
og fyrre til,
så mange tror jeg, der er på Valhal;
otte hundrede einherjer
går på én gang ud ad én dør,
når de drager ud for at kæmpe mod ulven.«

41

Da sagde Gangleri: »Der er en vældig menneskemængde i Valhal. Så sandt hjælpe mig min tro, Odin er en mægtig høvding, når han styrer så stor en hær. Men hvad morer einherjerne sig med, når de ikke drikker?«

Hår siger: »Hver dag, når de har klædt sig på, tager de deres våben og rustning på og går ud i gården og kæmper og fælder hinanden. Det er deres leg. Og når det nærmer sig dagmåltidet, rider de hjem til Valhal og sætter sig til at drikke, som der siges her:

Alle einherjer
på Odins tun
hugger løs på hinanden hver dag;
de vælger de faldne
og rider fra kampen,
sidder siden forsonede sammen.

Men det er sandt, hvad du sagde. Odin er mægtig. Det findes der mange vidnesbyrd om. Sådan siges der her med asernes egne ord:

Yggdrasils ask,
den er ypperst blandt træer,
og Skidbladner blandt skibe,
Odin blandt aser,
og Sleipner blandt heste,
Bifrost blandt broer,
og Brage blandt skjalde,
Håbrok blandt høge,
og Garm blandt hunde.«

42

Da sagde Gangleri: »Hvem ejer hesten Sleipner, og hvad er der at fortælle om den?«

Hår siger: »Du kender ikke nærmere til Sleipner, og du ved heller ikke, hvilke hændelser der førte til, at den kom til verden, men det vil du nok finde værd at fortælle om. Det var tidligt, da guderne netop havde slået sig ned, efter at de havde indrettet Midgård og bygget Valhal. Da kom der en bygmester og tilbød at bygge dem en fæstningsmur på tre halvår, så god, at den ville være et pålideligt og sikkert værn mod bjergjætter og rimturser, selv om de trængte ind i Midgård. Men som løn krævede han at få Freja, og han ville også have solen og månen.

Da talte aserne sammen og holdt råd, og den aftale blev indgået med bygmesteren, at han skulle få, hvad han krævede, hvis han kunne gøre fæstningsmuren færdig på én vinter. Men hvis nogen del af muren var ufærdig den første sommerdag, skulle han miste sin løn. Han måtte ikke få hjælp af noget menneske til arbejdet. Og da de fortalte ham disse vilkår, bad han dem give ham lov til at få hjælp af sin hest, som hed Svadilfare. Det var Loke, der rådede til, at denne tilladelse blev givet ham.

Han begyndte at bygge fæstningsmuren den første vinterdag, og om natten slæbte han sten til med hesten. Aserne undrede sig meget over, hvor store klippeblokke den hest trak, og hesten udførte dobbelt så meget af det tunge arbejde som bygmesteren. Deres aftale var sikret med pålidelige vidner og mange eder, for jætterne fandt det ikke sikkert at opholde sig hos aserne uden tilsagn om fred, hvis Thor kom hjem. Han var dengang draget østpå for at slå trolde ihjel.

Som vinteren skred frem, gik byggeriet raskt fremad, og muren var så høj og stærk, at den ikke lod sig angribe. Da der var tre dage til sommer, var arbejdet næsten nået til borgporten. Da satte guderne sig på deres dommersæder og rådspurgte hinanden om, hvem der havde rådet til at gifte Freja bort til Jotunheim eller ødelægge luften og himlen ved at tage solen og månen derfra og give dem til jætterne. Alle blev enige om, at den, der stod bag det meste onde, Loke, Laufeys søn, måtte have rådet til dette. De sagde, at han fortjente en grusom død, hvis han ikke fandt på råd, så bygmesteren mistede sin løn, og de gik løs på Loke. Da han blev bange, svor han, at han ville sørge for, at bygmesteren mistede sin løn, hvad det end skulle koste ham.

Samme aften, da bygmesteren kørte ud efter sten med hesten Svadilfare, løb en hoppe ud fra en skov, hen til hesten, og vrinskede til den. Da hesten mærkede, hvad det var for et dyr, blev den vild, sled rebene over og løb hen til hoppen. Hun løb ind i skoven, og bygmesteren løb efter og ville fange hesten. Men de to heste løb omkring hele natten, og byggeriet lå stille den nat. Den følgende dag blev der heller ikke arbejdet så meget som før.

Da bygmesteren så, at arbejdet ikke ville blive færdigt, kom han i jætter raseri. Og da aserne med sikkerhed så, at det var en bjergjætte, der var kommet til dem, tog de ikke længere hensyn til ederne, men kaldte på Thor. Han kom straks, og i næste øjeblik blev hammeren Mjølner løftet. Så betalte han byggelønnen, men hverken med sol eller måne. I stedet nægtede han ham at bo i Jotunheim og slog det første slag, så hans hovedskal knustes i små stumper, og sendte ham ned under Niflheim.

Men Lokes færd med Svadilfare havde været sådan, at han nogen tid efter fødte et føl. Det var gråt og havde otte ben, og den hest er den bedste blandt guder og mennesker. Sådan siges der i Vølvens Spådom:

Da gik alle magter
til rådssæderne,
de højhellige guder,
og rådslog om,
hvem der havde blandet
al luften med svig
eller givet Ods mø
til jættens slægt.

Brudt blev eder,
ord og løfter,
alle de vægtige aftaler,
som var indgået mellem dem;
Thor alene slog til,
svulmende af vrede,
han sidder sjældent stille,
når han hører om sligt.«

43

Da sagde Gangleri: »Hvad er der at fortælle om Skidbladner, siden det er det bedste af alle skibe? Er intet skib så stort som det?«

Hår siger: »Skidbladner er det bedste af skibene og bygget med den største kunstfærdighed, men Naglfar er det største skib. Det ejer Muspel. Nogle dværge, Ivaldes sønner, byggede Skidbladner og gav Frej skibet. Det er så stort, at alle aserne kan være om bord med våben og krigsudstyr, og det får medvind, så snart sejlet hejses, hvorhen man end skal sejle. Men når man ikke skal sejle på havet med det, er det bygget af så mange dele og med så stor kunstfærdighed, at man kan folde det sammen som en dug og have det i sin pung.«

44

Da sagde Gangleri: »Skidbladner er et godt skib, men der må være brugt megen trolddom, før noget sådant kunne bygges. Er Thor aldrig på sine rejser stødt på noget så mægtigt eller stærkt, at det ved sin styrke eller trolddom blev ham overlegent?«

Da sagde Hår: »Jeg tænker, at få kan fortælle om det, men meget har han fundet vanskeligt at komme igennem. Og selv om noget skulle have været så kraftigt eller stærkt, at Thor ikke kunne vinde sejr over det, er der ingen pligt til at fortælle om det, for der findes mange vidnesbyrd om, at Thor er den mægtigste, og det er alle derfor forpligtede til at tro.«

Da sagde Gangleri: »Det forekommer mig, at jeg må have spurgt jer om noget, som ingen er i stand til at fortælle om.«

Da sagde Jævnhøj: »Vi har hørt fortælle om hændelser, som vi har svært ved at tro skulle være sande. Men her i nærheden sidder nok den, der kan fortælle, hvordan det virkelig gik til, og du kan stole på, at han ikke nu vil lyve for første gang, når han aldrig før har løjet.«

Da sagde Gangleri: »Her vil jeg stå og lytte, hvis der kan gives noget svar på dette. Ellers erklærer jeg jer for overvundne, hvis I ikke kan fortælle om det, jeg spørger om.«

Da sagde Slide: »Nu er det tydeligt, at han vil kende denne historie, selv om vi ikke finder det kønt at fortælle den. Historien begynder med, at Age-Thor drog af sted med sine bukke og sin vogn, og med ham var den as, der hedder Loke. Om aftenen kom de til en bonde og fik husly for natten. Om aftenen tog Thor sine bukke og slagtede dem begge. Derefter blev de flået og lagt i kedlen. Da kødet var kogt, satte Thor og hans rejsefælle sig til aftensmåltidet. Thor indbød bonden, hans kone og deres børn til at spise med. Bondens søn hed Tjalfe, og datteren Røskva.

Da lagde Thor bukkeskindene ud på gulvet væk fra ilden og sagde, at bonden og hans husfolk skulle kaste knoglerne på bukkeskindene. Tjalfe, bondens søn, holdt en af bukkens lårknogler, stak sin kniv i den og brækkede den op for at komme til marven.

Thor blev der natten over. I den tidlige morgenstund, før det blev dag, stod han op og klædte sig på, tog hammeren Mjølner, løftede den og viede bukkeskindene. Da rejste bukkene sig, men den ene haltede på et bagben. Det bemærkede Thor og sagde, at bonden eller hans husfolk nok ikke havde behandlet bukkens knogler med tilstrækkelig omtanke. Han opdagede, at lårknoglen var brækket.

Det behøver man ikke fortælle længe om. Alle kan vide, hvor bange bonden må være blevet, da han så Thor sænke brynene over øjnene. Ved det, han kunne se af øjnene, mente han, at han ville falde om alene for hans blik. Thor knugede hænderne om hammerskaftet, så knoerne blev hvide. Men bonden og alle hans husfolk gjorde, hvad man kunne vente: De råbte højt, bad om skånsel og tilbød alt, hvad de ejede, som erstatning. Da Thor så deres rædsel, fortog hans vrede sig, og han faldt til ro. Som forlig tog han deres børn, Tjalfe og Røskva, til sig. De blev da hans bundne tjenere og har altid fulgt ham siden.

45

Han lod bukkene blive der og fortsatte rejsen østpå til Jotunheim og helt ud til havet. Så drog han over det dybe hav. Da han nåede land, gik han i land sammen med Loke, Tjalfe og Røskva. Da de havde gået en kort stund, kom de til en stor skov. De gik hele dagen, til det blev mørkt. Tjalfe var den hurtigste til fods af alle mennesker. Han bar Thors madpose, men det stod småt til med provianten.

Da det var blevet mørkt, søgte de sig et sted at overnatte og fandt en meget stor hal foran sig. Døren var i gavlen og lige så bred som hallen. Der søgte de natteleje. Men ved midnat kom der et voldsomt jordskælv. Jorden rykkede sig i stød under dem, og huset rystede. Da stod Thor op og kaldte på sine rejsefæller. De følte sig frem og fandt et sidekammer til højre midt i hallen og gik derind. Thor satte sig i døren, mens de andre var længere inde bag ham, og de var bange. Men Thor holdt om hammerskaftet og tænkte på at forsvare sig. Da hørte de en vældig brummen og buldren.

Da det gryede, gik Thor ud og så en mand ligge i skoven ikke langt fra sig, og han var ikke lille. Han sov og snorkede voldsomt. Da mente Thor at forstå, hvad larmen om natten var kommet af. Han spændte sit styrkebælte om sig, og hans asestyrke voksede. I samme øjeblik vågnede manden og rejste sig hurtigt. Da fortælles det, at Thor for en gangs skyld veg tilbage fra at slå ham med hammeren og spurgte ham om hans navn. Han kaldte sig Skrymer.

»Men jeg behøver ikke spørge dig om dit navn,« sagde han. »Jeg kan se, at du er Ase-Thor. Men har du trukket min handske væk?«

Skrymer rakte ud og tog handsken op. Da så Thor, at det var den, han om natten havde taget for en hal, og sidekammeret var handskens tommelfinger. Skrymer spurgte, om Thor ville følges med ham, og Thor sagde ja. Så tog Skrymer sin proviantbylt, løsnede den og gjorde sig klar til at spise dagmåltidet, mens Thor og hans fæller gjorde det samme et andet sted. Skrymer tilbød da, at de skulle slå deres proviant sammen, og Thor sagde ja. Så bandt Skrymer al deres proviant i én bylt og lagde den på ryggen. Han gik forrest om dagen og tog temmelig lange skridt. Sent på aftenen fandt Skrymer dem et sted at overnatte under en stor eg. Da sagde Skrymer til Thor, at han ville lægge sig til at sove: »Men I kan tage proviantbylten og gøre jeres aftensmad klar.«

Straks efter faldt Skrymer i søvn og snorkede kraftigt. Thor tog proviantbylten og ville løsne den, men nu er der at fortælle noget, som nok vil forekomme utroligt: Han kunne ikke løse en eneste knude eller rokke en eneste remende, så den blev løsere end før. Da han så, at han ikke kom nogen vegne med arbejdet, blev han vred. Han greb hammeren Mjølner med begge hænder, trådte frem med den ene fod hen mod det sted, hvor Skrymer lå, og slog ham i hovedet. Men Skrymer vågnede og spurgte, om der var faldet et blad ned på hans hoved, eller om de nu havde spist og var klar til at gå til ro. Thor sagde, at de nu ville lægge sig til at sove. Så gik de hen under en anden eg. Sandt at sige sov de ikke uden frygt.

Ved midnat hørte Thor, at Skrymer snorkede og sov tungt, så det drønede i skoven. Da rejste han sig og gik hen til ham, svang hammeren hurtigt og voldsomt og slog ham lige oven i issen. Han mærkede, at hammerhovedet sank dybt ned i hovedet. Men i samme øjeblik vågnede Skrymer og sagde: »Hvad er nu det? Faldt der et agern ned på mit hoved, eller hvad går der af dig, Thor?«

Thor gik hurtigt tilbage og svarede, at han lige var vågnet. Han sagde, at det var midnat, og at det endnu var tid til at sove. Da tænkte Thor, at hvis han fik lejlighed til at slå ham et tredje slag, skulle han aldrig se ham igen. Nu lå han og holdt øje med, om Skrymer igen faldt i dyb søvn.

Lidt før daggry hørte han, at Skrymer måtte være faldet i søvn. Da rejste han sig og løb hen til ham, svang hammeren af alle kræfter og slog ham på den tinding, der vendte opad. Hammeren sank i helt op til skaftet. Men Skrymer satte sig op, strøg sig over kinden og sagde: »Mon der sidder fugle i træet over mig? Da jeg vågnede, syntes jeg, at noget småskidt fra grenene faldt ned på mit hoved. Er du vågen, Thor? Det er nok tid at stå op og klæde sig på. Nu har I ikke langt tilbage til borgen, der kaldes Udgård. Jeg har hørt jer hviske til hinanden, at jeg ikke var nogen lille mand af vækst, men der skal I få større mænd at se, hvis I kommer til Udgård. Nu vil jeg give jer et godt råd. Gør jer ikke store. Udgårdslokes hirdmænd vil ikke finde sig i pral fra sådanne små knægte. Ellers kan I vende om, og det mener jeg ville være det bedste valg for jer. Men hvis I vil fortsætte, skal I gå mod øst. Selv skal jeg nu nordpå til de fjelde, som I kan se der.«

Skrymer tog proviantbylten, kastede den på ryggen og drejede bort fra vejen og ind i skoven, væk fra dem. Det fortælles ikke, at aserne ønskede ham et lykkeligt gensyn.«

46

Thor og hans fæller fortsætter deres vej og går frem til middag. Da så de en borg stå på nogle sletter, og de måtte bøje nakken helt tilbage, før de kunne se op over den. De går hen til borgen, og foran borgporten var der et gitter, som var lukket. Thor gik hen til gitteret og kunne ikke få det åbnet, men da de gjorde sig umage for at komme ind i borgen, smøg de sig mellem tremmerne og kom således ind. Da så de en stor hal og gik hen imod den. Døren var åben. Så gik de ind og så mange mænd sidde dér på to bænke, og de fleste var overordentlig store. Derpå træder de frem for kongen, Udgårdsloke, og hilser ham, men han så først sent hen på dem, viste tænder i et grin og sagde: »Sent får man nyt langvejsfra; eller forholder det sig anderledes, end jeg tror: Er denne drengerad blevet til Age-Thor? Men du må være større, end du ser ud til i mine øjne. Hvilke færdigheder mener I fæller da at kunne vise? Ingen må være her hos os, som ikke mestrer en eller anden kunst eller færdighed bedre end de fleste mennesker.«

Da siger han, som gik sidst, og som hedder Loke: »Jeg mestrer den færdighed, som jeg er helt rede til at prøve, at ingen herinde kan spise sin mad hurtigere end jeg.«

Da svarer Udgårdsloke: »Det er en færdighed, hvis du kan holde det, og så skal denne færdighed prøves.« Han råbte længere ned ad bænken, at han, som hedder Loge, skulle træde frem på gulvet og prøve kræfter med Loke. Så blev et trug taget og båret ind på hallens gulv og fyldt med kød. Loke satte sig ved den ene ende og Loge ved den anden, og begge spiste så hurtigt som muligt og mødtes midt i truget. Da havde Loke spist alt kødet af benene, men Loge havde også spist alt kødet og benene med og tillige truget, og nu forekom det alle, at Loke havde tabt legen.

Så spørger Udgårdsloke, hvilke lege den unge mand mestrede, og Tjalfe siger, at han vil prøve at løbe nogle væddeløb mod en, som Udgårdsloke udpeger. Da siger Udgårdsloke, at dette er en god færdighed, og at der så er desto større grund til at vente, at han er godt rustet med hurtighed, hvis han skal klare denne prøve; dog lader han dem straks prøve den. Udgårdsloke rejser sig da og går ud, og dér var en god løbebane hen over en flad slette. Så kalder Udgårdsloke en drengerad til sig, som hedder Huge, og bad ham løbe om kap med Tjalfe. De løber da det første løb, og Huge er så langt foran, at han vender om imod ham ved banens ende.

Da sagde Udgårdsloke: »Du må anstrenge dig mere, Tjalfe, hvis du skal vinde legen, men det er dog sandt, at der ikke er kommet mænd her, som forekommer mig at være hurtigere til bens end som så.«

Så løber de igen et andet løb, og da Huge kommer til banens ende og vender om, var der et langt pileskud hen til Tjalfe.

Da sagde Udgårdsloke: »Jeg synes, Tjalfe løber løbet godt, men nu tror jeg ikke, at han vinder legen. Det skal nu vise sig, når de løber det tredje løb.«

Så løber de endnu et løb, men da Huge er kommet til banens ende og vender om, er Tjalfe endnu ikke nået halvvejs. Da siger alle, at denne leg er afgjort.

Så spørger Udgårdsloke Thor, hvilken af sine færdigheder han vil vise dem, eftersom folk har fortalt så store historier om hans storværker. Da sagde Thor, at han helst vil vælge at kappes med en mand om at drikke. Udgårdsloke siger, at det kan de godt, og går ind i hallen og kalder på sin mundskænk og beder ham tage det straffehorn, som hirdmændene plejer at drikke af. Derpå kommer mundskænken frem med hornet og giver Thor det i hånden.

Da sagde Udgårdsloke: »Af dette horn regnes det for godt drukket, hvis det tømmes i én slurk, men nogle mænd tømmer det i to slurke, og ingen er så ringe en drikker, at han ikke tømmer det i tre.«

Thor ser på hornet, og det forekommer ham ikke stort, dog er det temmelig langt. Han er meget tørstig, tager fat på at drikke og synker i store drag og tænker, at han ikke skal behøve at bøje sig over hornet igen. Men da vejret slap op for ham, og han løftede hovedet fra hornet og så, hvordan det var gået med drikken, syntes han, at der kun var ganske lidt forskel på, hvor lavt det stod i hornet nu og før.

Da sagde Udgårdsloke: »Godt er der drukket, men ikke særlig meget. Jeg ville ikke have troet det, hvis nogen havde fortalt mig, at Asa-Thor ikke kunne drikke en større slurk, men jeg ved dog, at du vil tømme det i den anden slurk.«

Thor svarer intet, sætter hornet for munden og tænker nu, at han skal drikke en større slurk, og holder ved med at drikke, så længe vejret rækker. Men endnu ser han, at hornets spids ikke vil løfte sig så meget, som han kunne ønske. Og da han tog hornet fra munden og så ned i det, syntes han nu, at der var svundet mindre end første gang. Nu var der god plads til at bære hornet uden at spilde.

Da sagde Udgårdsloke: »Hvad nu, Thor? Mon du nu sparer dig mere til endnu en slurk, end du vil have godt af? Hvis du nu skal tømme hornet i den tredje slurk, forekommer det mig, at den må blive den største. Men her hos os vil du ikke kunne kaldes så stor en mand, som aserne kalder dig, hvis du ikke udretter mere i andre lege, end det ser ud til, at du vil gøre i denne.«

Da blev Thor vred, sætter hornet for munden og drikker så voldsomt, han kan, og anstrenger sig til det yderste med drikken. Men da han så ned i hornet, var der dog nu blevet en vis forskel, og så rækker han hornet fra sig og vil ikke drikke mere.

Da sagde Udgårdsloke: »Nu er det tydeligt, at din kraft ikke er så stor, som vi troede. Men vil du prøve flere lege? Man kan nu se, at du ikke får noget ud af denne.«

Thor svarer: »Jeg kan endnu prøve nogle lege, men da jeg var hjemme hos aserne, ville jeg have fundet det underligt, hvis så store slurke blev kaldt så små. Men hvilken leg vil I nu byde mig?«

Da sagde Udgårdsloke: »Her gør unge drenge noget, som nok vil synes af ringe betydning: De løfter min kat op fra jorden. Men jeg ville ikke kunne finde på at foreslå Asa-Thor den slags, hvis jeg ikke allerede havde set, at du formår langt mindre, end jeg troede.«

Derpå sprang en grå kat frem på hallens gulv, og den var temmelig stor. Thor gik hen til den og førte hånden ind under midten af dens bug og løftede op, men katten skød ryg, efterhånden som Thor strakte hånden op. Og da Thor rakte så højt op, som han overhovedet kunne, løftede katten én fod, og mere kunne Thor ikke udrette i denne leg.

Da sagde Udgårdsloke: »Denne leg gik, som jeg ventede. Katten er temmelig stor, men Thor er lav og lille ved siden af de store mænd, som er her hos os.«

Da sagde Thor: »Så lille som I kalder mig, så lad nu en eller anden træde frem og brydes med mig! Nu er jeg vred.«

Da svarer Udgårdsloke, ser sig om på bænkene og siger: »Jeg ser ingen mand herinde, som ikke vil synes, at det er under hans værdighed at brydes med dig.« Og han sagde videre: »Lad os først se: Kald min fostermor, den gamle kone Elle, herhen til mig, og lad Thor brydes med hende, hvis han vil. Hun har fældet mænd, som i mine øjne ikke så mindre stærke ud end Thor.«

Derpå gik en gammel kone ind i hallen. Da sagde Udgårdsloke, at hun skulle tage en brydekamp med Asa-Thor. Der er ikke meget at fortælle om det. Brydekampen gik sådan, at jo hårdere Thor tog fat i kampen, desto fastere stod hun. Så begyndte den gamle kone at prøve sine greb, og da blev Thor usikker på benene. Deres livtag var meget voldsomme, og det varede ikke længe, før Thor faldt ned på det ene knæ. Da trådte Udgårdsloke til og bad dem standse brydekampen og sagde, at Thor ikke behøvede at udfordre flere mænd i hans hird til brydning. Nu var natten også ved at falde på. Udgårdsloke viste Thor og hans fæller til sæde, og de bliver dér natten over og bliver godt beværtet.

47

Om morgenen, så snart det lysnede, står Thor og hans fæller op, klæder sig på og gør sig rede til at drage bort. Da kom Udgårdsloke hen og lod bordet dække for dem. Der manglede hverken god beværtning, mad eller drikke. Og da de har spist, gør de sig klar til rejsen. Udgårdsloke følger dem ud og går med dem bort fra borgen. Ved afskeden talte Udgårdsloke til Thor og spørger, hvordan han synes, at hans færd er gået, og om han har mødt nogen mægtigere mand end ham. Thor siger, at han ikke vil benægte, at han har lidt stor vanære ved deres møde, »men jeg ved dog, at I vil kalde mig en mand, som kun formår lidt, og det er jeg ilde tilfreds med.«

Da sagde Udgårdsloke: »Nu hvor du er kommet ud af borgen, skal jeg fortælle dig sandheden: Hvis jeg lever og kan bestemme det, skal du aldrig mere komme ind i den. Og ved min tro, du var aldrig kommet ind i den, hvis jeg på forhånd havde vidst, at du havde så stor kraft i dig, og at du var så nær ved at bringe os i stor fare. Men jeg har narret dit syn. Første gang var i skoven, da jeg kom jer i møde, og da du skulle løse proviantbylten op, havde jeg bundet den med jerntråd, men du fandt ikke ud af, hvor den skulle åbnes. Derpå slog du mig tre slag med hammeren, og det første var det mindste, men det var dog så kraftigt, at det ville have været nok til at dræbe mig, hvis det havde ramt. Men dér, hvor du så et fladt bjerg ved min hal og så ned i tre firkantede dale, hvoraf én var dybest, dér var sporene efter din hammer. Jeg skød det flade bjerg ind foran slagene, men det så du ikke.

Sådan var det også med de lege, hvor I kappedes med mine hirdmænd. Den første var den, Loke deltog i. Han var meget sulten og spiste hurtigt, men han, som hed Loge, var en løbeild, og han brændte truget lige så hurtigt som kødet. Og da Tjalfe løb om kap med ham, som hed Huge, var det min tanke, og Tjalfe havde intet håb om at kappes med den i hurtighed. Og da du drak af hornet og syntes, at det kun svandt langsomt, da skete der ved min tro et under, som jeg ikke ville have troet muligt. Hornets anden ende var ude i havet, men det så du ikke. Når du nu kommer til havet, vil du kunne se, hvor meget du har drukket havet ned. Det kaldes nu ebbe.«

Og han sagde videre: »Jeg syntes ikke, at det var mindre bemærkelsesværdigt, da du løftede katten op, og sandt at sige blev alle, som så det, bange, da du løftede den ene fod fra jorden. Men katten var ikke, hvad den så ud til at være for dig. Det var Midgårdsormen, som ligger omkring alle lande, og dens længde slog kun lige til, så hoved og hale kunne nå jorden; så højt rakte du op, at der kun var kort til himlen. Men også det var et stort under ved brydekampen, at du holdt stand så længe og kun faldt ned på det ene knæ, da du brødes med Elle. For der har aldrig været og vil aldrig komme nogen, som ikke bliver fældet af alderdommen, hvis han bliver så gammel, at han oplever den.

Og nu er sandheden den, at vi skal skilles, og det vil være bedst for os begge, at I ikke kommer og opsøger mig igen. En anden gang vil jeg atter værne min borg med sådanne eller andre kneb, så I ingen magt får over mig.«

Da Thor hørte denne tale, greb han efter hammeren og svinger den i vejret, men da han skal til at slå, ser han ingen Udgårdsloke nogen steder. Så vender han sig om mod borgen og agter at knuse den. Da ser han dér vide og smukke sletter, men ingen borg. Han vender da om og drager sin vej, indtil han kom hjem til Trudvang. Men det er sandt at sige, at han da havde besluttet at forsøge at få et møde i stand med Midgårdsormen, sådan som det senere skete. Nu tror jeg ikke, at nogen kan fortælle dig sandere om denne Thors færd.«

48

Da sagde Gangleri: »Udgårdsloke er en meget mægtig mand, men han gør flittigt brug af list og trolddom. Man kan også se, at han er mægtig, når han har hirdmænd med så store kræfter. Men har Thor da ikke hævnet dette?«

Hår svarede: »Det er kendt selv blandt folk, der ikke er lærde, at Thor gjorde skaden god igen efter den færd, der nu er fortalt om. Han blev ikke længe hjemme, før han gjorde sig så hastigt rede til rejsen, at han hverken havde vogn, bukke eller ledsagere med. Han vandrede ud af Midgård som en ung knægt og kom en aften ved mørkets frembrud til en jætte, der hed Hymer. Thor blev der som gæst natten over.

Ved daggry stod Hymer op, klædte sig på og gjorde sig rede til at ro ud på havet og fiske. Thor sprang op og var hurtigt færdig og bad Hymer lade ham ro med ud på havet. Men Hymer sagde, at han næppe ville være til megen hjælp, så lille og ung som han var: “Og du kommer til at fryse, hvis jeg bliver siddende så længe og så langt ude, som jeg plejer.”

Thor sagde, at han for den sags skyld nok kunne ro langt fra land, for det var ikke sikkert, hvem af dem der først ville bede om at ro hjem. Thor blev så vred på jætten, at han var lige ved straks at lade hammeren ramme ham, men han lod det ligge, for han havde tænkt sig at prøve sine kræfter et andet sted. Han spurgte Hymer, hvad de skulle bruge som madding, men Hymer bad ham selv skaffe sig madding.

Så gik Thor hen til en flok okser, som han så, og som tilhørte Hymer. Han tog den største okse, der hed Himinhrjod, rev hovedet af den og bar det ned til havet. Hymer havde da skubbet båden ud. Thor gik om bord og satte sig i øserummet, tog to årer og roede, og Hymer syntes, at hans roning gav båden god fart. Hymer roede fremme i stævnen, og de kom hurtigt af sted.

Så sagde Hymer, at de var kommet til de fiskegrunde, hvor han plejede at sidde og fange fladfisk. Men Thor sagde, at han ville ro meget længere ud, og de tog atter kraftigt fat på årerne. Så sagde Hymer, at de var kommet så langt ud, at det var farligt at blive siddende længere ude på grund af Midgårdsormen. Men Thor sagde, at han ville ro et stykke endnu, og det gjorde han. Hymer var nu meget ilde til mode.

Da Thor lagde årerne ind, gjorde han en meget stærk fiskeline klar, og krogen var hverken mindre eller svagere. Thor satte oksehovedet på krogen og kastede den over bord, og krogen gik til bunds. Og sandt at sige narrede Thor nu Midgårdsormen lige så grundigt, som Udgårdsloke havde narret Thor, da han løftede ormen op med hånden.

Midgårdsormen gabte over oksehovedet, og krogen huggede sig ind i dens gane. Da ormen mærkede det, rykkede den så voldsomt til, at begge Thors næver slog mod rælingen. Da blev Thor vred og tog sine asekræfter i brug. Han stemte så hårdt imod, at begge hans fødder gik gennem båden og fik fæste på havbunden. Så trak han ormen op til rælingen.

Og man kan sige, at den, der ikke fik dette at se, aldrig har set et virkelig frygteligt syn: Thor, der stirrede hvast på ormen, og ormen, der nedefra stirrede tilbage og spyede gift. Det fortælles, at jætten Hymer da skiftede farve, blegnede og blev bange, da han så ormen og havet, der strømmede ud og ind over båden. Og netop som Thor greb hammeren og løftede den, famlede jætten efter maddingkniven og huggede Thors line over ved rælingen, så ormen sank i havet.

Thor kastede hammeren efter den, og folk siger, at han slog hovedet af den nede ved bølgerne. Men jeg tror, at sandheden er, at Midgårdsormen endnu lever og ligger i havet, som omgiver verden. Thor svang næven og slog Hymer ved øret, så han styrtede over bord med fodsålerne i vejret. Men Thor vadede i land.«

49

Da sagde Gangleri: »Er der sket større begivenheder blandt aserne? Thor udførte en meget stor kraftprøve på denne færd.«

Hår svarede: »Der må fortælles om de begivenheder, som aserne tillagde større betydning. Begyndelsen på denne historie er, at den gode Balder havde store og ildevarslende drømme om sit liv. Da han fortalte aserne om drømmene, rådslog de med hinanden, og det blev besluttet at bede om fred for Balder mod enhver fare. Frigg tog eder på, at ild og vand, jern og alle slags metal, stenene, jorden, træerne, sygdommene, dyrene, fuglene, giften og slangerne skulle skåne Balder.

Da dette var gjort og blevet kendt, blev det en fornøjelse for Balder og aserne, at han stod frem på tingene, mens alle de andre enten skød på ham, huggede efter ham eller kastede sten på ham. Men hvad de end gjorde, kom han ikke til skade, og alle syntes, at dette var en stor hæder for ham.

Da Loke, Laufeys søn, så dette, mishagede det ham, at Balder ikke kom til skade. Han gik til Frigg i Fensale og tog skikkelse af en kvinde. Frigg spurgte, om kvinden vidste, hvad aserne foretog sig på tinget. Hun sagde, at de alle skød på Balder, og at han ikke kom til skade. Da sagde Frigg: “Hverken våben eller træ vil skade Balder. Jeg har taget eder af dem alle.”

Så spurgte kvinden: “Har alle ting svoret at skåne Balder?”

Frigg svarede: “Der vokser et ungt skud vest for Valhal. Det kaldes mistelten. Det syntes jeg var for ungt til at kræve eden af.”

Derefter forsvandt kvinden, men Loke tog misteltenen, rev den op og gik til tinget. Høder stod i udkanten af kredsen, for han var blind. Da sagde Loke til ham: “Hvorfor skyder du ikke på Balder?”

Han svarede: “Fordi jeg ikke kan se, hvor Balder står, og desuden har jeg intet våben.”

Da sagde Loke: “Gør dog som de andre, og vis Balder ære ligesom dem. Jeg skal vise dig, hvor han står. Skyd på ham med denne kvist.”

Høder tog misteltenen og skød på Balder efter Lokes anvisning. Skuddet fløj gennem Balder, og han faldt død til jorden. Det er den største ulykke, der er blevet voldt blandt guder og mennesker.

Da Balder var faldet, mistede alle aserne mælet, og deres hænder sank, så de ikke kunne gribe ham. De så på hinanden, og alle havde samme sindelag over for ham, der havde udført gerningen, men ingen kunne tage hævn. Stedet var så helligt et fredsted. Da aserne forsøgte at tale, brød gråden først frem, så ingen med ord kunne fortælle de andre om sin sorg. Odin bar dette tab så meget tungere end de andre, som han bedst forstod, hvilket stort afbræk og tab Balders død var for aserne.

Da guderne kom til sig selv, tog Frigg til orde og spurgte, hvem blandt aserne der ville vinde al hendes kærlighed og gunst ved at ride ad vejen til Hel og forsøge at finde Balder og tilbyde Hel en løsesum, hvis hun ville lade Balder drage hjem til Asgård. Den, der påtog sig færden, hed Hermod den raske, Odins søn. Så blev Sleipner, Odins hest, hentet og ført frem, og Hermod steg op på hesten og red af sted.

Aserne tog Balders lig og førte det ned til havet. Balders skib hed Ringhorn. Det var det største af alle skibe. Guderne ville sætte det i søen og holde Balders bålfærd på det, men skibet lod sig ikke rokke. Da blev der sendt bud til Jotunheim efter en jættekvinde, der hed Hyrrokkin. Hun kom ridende på en ulv med en giftslange som tømme. Hun sprang af sit ridedyr, og Odin kaldte fire bersærker til at passe på det, men de kunne ikke holde det, før de havde lagt det ned.

Så gik Hyrrokkin hen til bådens forstavn og skubbede den ud med det første stød, så ilden sprang fra rullestokkene, og alle lande skælvede. Da blev Thor vred og greb hammeren og ville have knust hendes hoved, hvis ikke alle guderne havde bedt om fred for hende.

Så blev Balders lig båret ud på skibet. Da hans hustru Nanna, Neps datter, så det, brast hendes hjerte af sorg, og hun døde. Hun blev båret op på bålet, og der blev sat ild til. Thor stod hos og viede bålet med Mjølner. Men foran hans fødder løb en dværg, der hed Lit. Thor sparkede til ham og slyngede ham ind i ilden, hvor han brændte op.

Mange slags folk kom til denne ligbrænding. Først skal der fortælles om Odin, at Frigg, valkyrierne og hans ravne fulgte ham. Frej kørte i en kærre trukket af den galt, der hedder Gyldenbørste eller Slidrugtande, og Heimdal red på den hest, der hedder Guldtop. Freja kørte med sine katte. Der kom også en stor skare rimturser og bjergjætter.

Odin lagde den guldring, der hedder Draupner, på bålet. Den havde den egenskab, at der hver niende nat dryppede otte guldringe af den, alle lige så tunge som den selv. Balders hest blev ført op på bålet med alt sit seletøj.

Om Hermod er der at fortælle, at han red i ni nætter gennem mørke og dybe dale, så han intet så, før han kom til floden Gjøll og red ud på Gjallarbroen. Den var tækket med skinnende guld. Modgud hedder den mø, som vogter broen. Hun spurgte om hans navn og slægt og sagde, at dagen før var fem fylkinger af døde mænd redet over broen: “Men broen drøner ikke mindre under dig alene, og du har ikke døde mænds farve. Hvorfor rider du her på vejen til Hel?”

Han svarede: “Jeg skal ride til Hel for at lede efter Balder. Har du mon set Balder på vejen til Hel?”

Hun sagde, at Balder var redet over Gjallarbroen der: “Men vejen til Hel går nedad og mod nord.”

Så red Hermod, indtil han kom til Hels port. Han steg af hesten og spændte dens gjord fast, steg op igen og gav den sporerne. Hesten sprang så kraftigt over porten, at den slet ikke kom den nær. Så red Hermod hen til hallen og steg af hesten. Han gik ind i hallen og så sin bror Balder sidde i højsædet. Hermod blev der natten over.

Om morgenen bad Hermod Hel om, at Balder måtte ride hjem med ham, og fortalte, hvor megen gråd der var blandt aserne. Men Hel sagde, at det skulle prøves, om Balder var så elsket, “som det siges. Hvis alle ting i verden, levende og døde, græder over ham, skal han drage tilbage til aserne. Men han skal blive hos Hel, hvis nogen siger imod eller ikke vil græde.”

Så rejste Hermod sig, og Balder fulgte ham ud af hallen. Han tog ringen Draupner og sendte den til Odin som minde. Nanna sendte Frigg et klæde og flere andre gaver, og Fulla en fingerring af guld. Så red Hermod tilbage ad samme vej og kom til Asgård og fortalte alt, hvad han havde set og hørt.

Derefter sendte aserne budbringere ud over hele verden for at bede om, at Balder måtte blive grædt ud af Hel. Og alle gjorde det: menneskene og de levende væsener, jorden og stenene, træerne og alt metal, sådan som du nok har set, at disse ting græder, når de kommer fra frost ind i varme.

Da budbringerne drog hjem efter at have røgtet deres ærinde godt, fandt de en jættekvinde, som sad i en hule. Hun kaldte sig Tøk. De bad hende græde Balder ud af Hel. Hun sagde:

“Tøk vil græde
med tørre tårer
over Balders bålfærd;
hverken levende eller død
havde jeg glæde af gubbens søn;
lad Hel beholde, hvad hun har.”

Men folk mener, at det var Loke, Laufeys søn, der har voldt mest ondt blandt aserne.«

50

Da sagde Gangleri: »Loke fik udrettet såre meget, da han først var skyld i, at Balder blev dræbt, og siden i, at han ikke blev løst fra Hel. Blev noget af dette da hævnet på ham?«

Hår sagde: »Det blev gengældt ham, så han længe vil mærke det. Da guderne var blevet så vrede på ham, som man kunne vente, flygtede han og skjulte sig på et bjerg. Der byggede han et hus med fire døre, så han kunne se ud af huset i alle retninger. Men om dagen forvandlede han sig ofte til en laks og skjulte sig dér, hvor det hedder Franangsfossen. Da grublede han over, hvilket snildt middel aserne mon ville finde på for at fange ham i fossen. Mens han sad i huset, tog han hørgarn og knyttede masker i det, sådan som man siden har lavet net, og foran ham brændte en ild. Da så han, at aserne var tæt på ham, for Odin havde fra Hlidskjalv set, hvor han var. Han sprang straks op og ud i åen, men kastede nettet ind i ilden.

Da aserne kom til huset, gik den først ind, som var den viseste af dem alle, og som hedder Kvaser. Da han så asken på ildstedet, hvor nettet var brændt, forstod han, at det måtte være et redskab til at fange fisk med, og fortalte det til aserne. Derpå tog de fat på at lave sig et net efter det, de af asken kunne se, at Loke havde lavet. Da nettet var færdigt, gik aserne til åen og kastede det i fossen. Thor holdt i nettets ene ende, og alle de andre aser holdt i den anden og trak nettet. Men Loke svømmede foran det og lagde sig ned mellem to sten. De trak nettet hen over ham og mærkede, at der var noget levende foran det. De gik da endnu en gang op til fossen og kastede nettet ud og bandt så tunge vægte ved det, at intet skulle kunne komme under det. Loke svømmede da foran nettet. Men da han så, at der var kort vej til havet, sprang han over nettets kant og skød op i fossen.

Nu så aserne, hvor han svømmede, og gik igen op til fossen og delte sig i to flokke, mens Thor vadede midt i åen, og sådan bevægede de sig ud mod havet. Da Loke så, at han havde to muligheder, hvoraf det var livsfarligt at springe ud i havet, mens den anden var endnu en gang at springe over nettet, valgte han det sidste og sprang så hurtigt som muligt over nettets kant. Thor greb efter ham og fik fat om ham, men han gled i hans hånd, indtil hånden standsede ved halen. Derfor er laksen smal bagtil.

Nu var Loke fanget uden udsigt til skånsel, og de førte ham ind i en hule. Så tog de tre stenflager, stillede dem på højkant og slog et hul i hver af dem. Derpå blev Lokes sønner, Vale og Nari eller Narfe, grebet. Aserne forvandlede Vale til en ulv, og han rev sin bror Narfe i stykker. Så tog aserne hans tarme og bandt Loke med dem hen over de tre skarpe sten. Den ene står under hans skuldre, den anden under hans lænd og den tredje under hans knæhaser, og båndene blev til jern. Så tog Skade en giftslange og fæstede den over ham, så giften skulle dryppe fra slangen ned i hans ansigt. Men hans kone Sigyn står ved siden af ham og holder et vaskefad under giftdråberne. Når fadet er fuldt, går hun hen og hælder giften ud, men imens drypper giften i hans ansigt. Da farer han så voldsomt sammen, at hele jorden skælver. Det kalder I jordskælv. Dér ligger han i lænker indtil Ragnarok.«

51

Da sagde Gangleri: »Hvilke begivenheder er der at fortælle om Ragnarok? Det har jeg ikke før hørt omtalt.«

Hår sagde: »Der er store og mange begivenheder at fortælle om. Først kommer den vinter, som kaldes Fimbulvinter. Da fyger sneen fra alle verdenshjørner. Frosten er da streng, og vindene skarpe. Solen gør ingen gavn. Tre sådanne vintre følger hinanden uden nogen sommer imellem. Men forinden går tre andre vintre, hvor der raser store kampe over hele verden. Da dræber brødre hinanden af begærlighed, og ingen skåner far eller søn ved manddrab eller brud på slægtskabsbånd. Sådan siges der i Vølvens Spådom:

Brødre skal kæmpe
og blive hinandens bane,
søstres sønner skal
bryde slægtskabsbånd;
hårdt er det blandt mænd,
hor er der meget af,
øksetid, sværdtid,
skjolde kløves,
vindtid, ulvetid,
før verden styrter sammen.

Da sker det, som vil regnes for en stor begivenhed, at ulven sluger solen, og det synes menneskene er en stor ulykke. Så tager den anden ulv månen, og også det volder stor skade. Stjernerne forsvinder fra himlen. Da sker også det, at hele jorden og bjergene skælver så voldsomt, at træerne rives op af jorden, bjergene styrter sammen, og alle lænker og bånd brister og rives over. Da slipper Fenrisulven løs. Havet vælter da ind over landene, fordi Midgårdsormen vrider sig i jættevrede og søger op på land. Da sker også det, at skibet Naglfar slipper løs. Det er lavet af døde menneskers negle, og derfor bør man passe på, at ingen dør med uklippede negle, for den mand føjer meget materiale til skibet Naglfar, som guder og mennesker nødig ville have bygget færdigt. I denne oversvømmelse flyder Naglfar frem. Jætten, der styrer Naglfar, hedder Hrym.

Fenrisulven farer frem med gabende mund; underkæben er ved jorden og overkæben ved himlen. Han ville gabe højere, hvis der var plads til det. Ild brænder ud af hans øjne og næsebor. Midgårdsormen blæser så voldsomt gift ud, at den spreder sig over al luft og alt hav. Han er såre frygtelig og befinder sig ved siden af ulven. Under dette bulder flænges himlen, og derfra rider Muspels sønner. Surt rider forrest med brændende ild foran og bag sig. Hans sværd er meget godt. Fra det stråler et klarere lys end fra solen. Men da de rider over Bifrost, brister den, som før fortalt. Muspels sønner rykker frem på den slette, der hedder Vigrid. Dér kommer også Fenrisulven og Midgårdsormen. Dér er også Loke og Hrym kommet, og med Hrym alle rimturserne, mens alle Hels folk følger Loke. Men Muspels sønner har deres egen fylking, og den er meget lysende. Sletten Vigrid er hundrede rast bred på hver led.

Når disse begivenheder indtræffer, rejser Heimdal sig og blæser kraftigt i Gjallarhorn og vækker alle guderne, og de samles til ting. Da rider Odin til Mimers brønd og søger råd hos Mimer for sig selv og sin hær. Da skælver asken Yggdrasil, og intet i himlen eller på jorden er da uden frygt. Aserne og alle einherjerne væbner sig og rykker frem på sletten. Forrest rider Odin med guldhjelmen, den smukke brynje og sit spyd, der hedder Gungner. Han drager mod Fenrisulven, mens Thor går frem ved hans side. Thor kan dog ikke hjælpe ham, for han har hænderne fulde med at kæmpe mod Midgårdsormen. Frej kæmper mod Surt, og det bliver en hård kamp, før Frej falder. Det bliver hans bane, at han mangler det gode sværd, han gav Skirner.

Da er også hunden Garm sluppet løs, som er bundet foran Gnipahulen. Han er et frygteligt uhyre. Han kæmper mod Tyr, og de bliver hinandens bane. Thor fælder Midgårdsormen og går ni skridt bort derfra. Så falder han død til jorden af den gift, som ormen blæser på ham. Ulven sluger Odin. Det bliver hans bane. Men straks efter går Vidar frem og træder med den ene fod i ulvens underkæbe. På den fod har han den sko, hvortil der er samlet materiale gennem alle tider. Det er de læderstykker, som folk skærer af deres sko ved tå eller hæl. Derfor skal den, der vil tænke på at komme aserne til hjælp, kaste disse læderstykker bort. Med den ene hånd griber han ulvens overkæbe og flår dens gab fra hinanden, og det bliver ulvens bane. Loke kæmper mod Heimdal, og de bliver hinandens bane. Derpå slynger Surt ild over jorden og brænder hele verden. Sådan siges der i Vølvens Spådom:

Højt blæser Heimdal,
hornet er løftet,
Odin taler
med Mimers hoved;
Yggdrasils ask
skælver, hvor den står,
det gamle træ stønner,
men jætten slipper løs.

Hvad sker der hos aserne?
Hvad sker der hos alferne?
Hele Jotunheim buldrer,
aserne er på ting,
dværgene stønner
foran stendørene,
klippevæggens kyndige.
Ved I nu mere, eller hvad?

Hrym kører fra øst,
holder skjoldet foran sig,
Jormungand vrider sig
i jættevrede;
ormen pisker bølgerne,
ørnen skal skrige,
den ligblege flår lig,
Naglfar slipper løs.

Et skib sejler fra øst,
Muspels folk skal komme
over havet,
men Loke styrer;
dér er alle uhyrets sønner
sammen med ulven,
de, som følger
Byleists bror på færden.

Surt kommer fra syd
med grenenes ødelægger,
fra sværdet skinner
kampsgudernes sol;
klippebjerge brager,
jættekvinder styrter,
mænd træder Hels vej,
men himlen flænges.

Da kommer Hlins
anden sorg,
når Odin går
at kæmpe mod ulven,
og Beles lyse bane
går mod Surt;
da skal Friggs
elskede falde.

Odins søn går
at kæmpe mod ulven,
Vidar går frem
mod ådseldyret;
han lader hånden støde
sværdet til hjertet
på Hvedrungs søn;
da er faderen hævnet.

Den navnkundige
søn af Hlodyn går,
trængt af slangen,
som ikke frygter skændsel;
alle mænd skal
rømme deres hjem,
når udmattet segner
Midgårds værner.

Solen skal sortne,
jorden synker i havet,
fra himlen forsvinder
de klare stjerner,
røg og ild
raser,
heden slår højt
mod selve himlen.

Her siges også således:

Vigrid hedder sletten,
hvor Surt og de elskede guder
mødes til kamp;
hundrede rast
er den på hver led;
den slette er dem bestemt.«

52

Da sagde Gangleri: »Hvad bliver der da tilbage, når hele verden er brændt, og alle guderne, alle einherjerne og alle menneskene er døde? I har jo før sagt, at hvert menneske skal leve i en eller anden verden til evig tid.«

Da svarede Slide: »Der er da mange gode opholdssteder og mange onde. Bedst er det da at være på Gimle i himlen, og der er rigeligt med god drik til dem, der finder glæde i det, i den sal, der hedder Brimer. Den står på Okolner. Der er også en god sal, som står på Nidafjeld, bygget af rødt guld. Den hedder Sindre. I disse sale skal gode og retskafne mennesker bo.

På Nastrond står en stor og ond sal, og dørene vender mod nord. Den er helt flettet af slangerygge ligesom et hus af fletværk, men alle slangehovederne vender ind i huset og spyr gift, så der løber giftfloder gennem salen. I disse floder vader menedere og mordere, sådan som der siges her:

En sal ved jeg står
langt fra solen
på Nastrond,
dørene vender mod nord;
giftdråber falder
ind gennem røghullet;
den sal er flettet
af slangers rygge.

Dér skal vade
gennem tunge strømme
mænd, som sværger falsk,
og mordere.

Men i Hvergelmer er der værst:

Dér plager Nidhug
de dødes lig.«

53

Da sagde Gangleri: »Lever nogen af guderne da, eller findes der da nogen jord eller himmel?« Hår siger: »Da stiger jorden op af havet og er grøn og smuk. Da vokser der korn på usåede agre. Vidar og Vale lever, for hverken havet eller Surts flamme har skadet dem, og de bor på Idasletten, hvor Asgård lå før. Dertil kommer så Thors sønner, Mode og Magni, og de har Mjølner med sig. Dernæst kommer Balder og Høder fra Hel. De sætter sig da alle sammen og taler med hinanden, mindes deres hemmeligheder og taler om de begivenheder, der var sket før i tiden, om Midgårdsormen og om Fenrisulven. Da finder de i græsset de guldbrikker, som aserne havde ejet. Således siges det:

Vidar og Vale
bor i gudernes helligdomme,
når Surts flamme sortner;
Mode og Magni
skal have Mjølner,
når Vingners kamp er endt.

Men på det sted, der hedder Hoddmimers skov, skjuler to mennesker sig under Surts flamme. De hedder Liv og Livtraser og lever af morgendug. Fra disse mennesker kommer der så talrigt et afkom, at hele verden bliver befolket, som det siges her:

Liv og Livtraser,
de skal skjule sig
i Hoddmimers skov;
morgendug
har de til føde,
og fra dem fødes slægterne.

Og dette vil du finde underligt: Sol har født en datter, der ikke er mindre smuk end hun selv, og hun følger da sin mors stier, som det siges her:

En datter
føder alfestrålen,
før Fenrisulven tager hende;
hun skal ride,
når guderne dør,
den mø ad sin mors veje.

Men hvis du kan spørge længere frem i tiden, så ved jeg ikke, hvorfra du har det, for jeg har ikke hørt noget menneske fortælle længere frem om verdens gang. Nyd nu godt af det, du har lært.«

54

Derefter hørte Gangleri vældige drøn fra alle sider og så til siden. Og da han så sig nærmere omkring, stod han ude på en flad slette og så hverken nogen hal eller nogen borg. Han gik da sin vej og kom hjem til sit rige og fortalte om det, han havde set og hørt, og efter ham fortalte den ene den anden disse historier.

Men aserne satte sig da til at tale og rådslå og mindedes alle de fortællinger, der var blevet fortalt ham. De gav mennesker og steder dér de samme navne, som før var blevet nævnt, for at folk, når lang tid var gået, ikke skulle tvivle på, at de aser, der nu var blevet fortalt om, og de, som dengang fik de samme navne, var de selv samme. Der blev da en kaldt Thor, og det er den gamle Asathor.