Kildeteksten til «Grimners sang»

Grímnismál

Her kan du læse værket på oldnordisk, engelsk og dansk, hvis teksten findes på siden. Skift med knapperne øverst; dit valg gemmes og bruges på alle sidens kildesider.

Oversat til dansk med AI fra oldnordisk med støtte i den engelske oversættelse.

1

Varm er du, ild,
og alt for stor;
træd længere fra mig, flamme!
Pelsen svides,
skønt jeg løfter den op;
kappen brænder på mig.

2

Otte nætter sad jeg
mellem ildene her,
uden at nogen
bød mig mad
undtagen Agnar alene,
som ene skal råde,
Geirrøds søn,
over goternes land.

3

Held følge dig, Agnar,
for Veratyr ønsker,
at det må gå dig godt;
for en eneste drik
skal du aldrig
få bedre løn.

4

Helligt er landet,
som jeg ser ligge
nær aser og alfer;
og i Trudheim
skal Thor bo,
indtil guderne går til grunde.

5

Ydale hedder det,
hvor Ull har
bygget sig sale;
Alfheim gav guderne
Frej i tidernes morgen
som gave for hans første tand.

6

Den tredje bolig er den,
hvis sale de milde guder
tækkede med sølv;
Valaskjalf hedder den,
som en as vandt sig
ved list i tidernes morgen.

7

Søkkvabæk hedder den fjerde,
og dér kan kølige
bølger bruse henover;
dér drikker Odin og Saga
hver eneste dag
glade af gyldne bægre.

8

Gladsheim hedder den femte,
hvor det guldstrålende
Valhal står vidt og vældigt;
dér vælger Hroft
hver eneste dag
mænd, som er døde for våben.

9

Let er det at kende
for dem, der kommer til Odin,
hvordan salen er bygget;
spydskafter er husets spær,
skjolde er salens tag,
brynjer er strøet på bænkene.

10

Let er det at kende
for dem, der kommer til Odin,
hvordan salen ser ud:
en ulv hænger
vest for døren,
og en ørn bøjer sig over den.

11

Trymheim hedder den sjette,
hvor Tjasse boede,
den overmægtige jætte;
men nu bor Skade,
gudernes strålende brud,
på sin fars gamle boplads.

12

Brejdablik er den syvende,
og dér har Balder
bygget sig sale,
i det land,
hvor jeg ved,
at færrest ulykker lurer.

13

Himinbjerg er den ottende,
og dér siges Heimdal
at råde over helligdommene;
dér drikker gudernes vogter
i sit fredfyldte hus
glad den gode mjød.

14

Folkvang er den niende,
og dér råder Freja
over valget af sæder i salen;
halvdelen af de faldne
vælger hun hver dag,
og halvdelen får Odin.

15

Glitner er den tiende,
den støttes af guld
og er tillige tækket med sølv;
dér bor Forsete
de fleste dage
og bilægger alle stridigheder.

16

Noatun er den ellevte,
og dér har Njord
bygget sig sale;
mændenes fyrste,
som er fri for mén,
råder over den højt tømrede helligdom.

17

Med krat
og højt græs
og skov vokser Vidars land til;
men dér lader sønnen sig glide
fra hestens ryg,
tapper, for at hævne sin far.

18

Andrimner
lader i Eldrimner
Særimner koge,
det bedste flæsk;
men få ved,
hvad einherjerne lever af.

19

Gere og Freke
mætter den kampvante,
navnkundige Hærfader;
men af vin alene
lever den våbenprægtige
Odin bestandig.

20

Hugin og Munin
flyver hver dag
over den vældige jord;
jeg frygter for Hugin,
at han ikke kommer tilbage,
men ængstes dog mere for Munin.

21

Tund bruser,
Tjodvitners fisk
trives i strømmen;
flodens strøm synes
alt for stærk
for de faldnes skare at vade.

22

Valgrind hedder den,
som står på sletten,
hellig foran hellige døre;
gammel er den gitterport,
men få ved,
hvordan den er låst.

23

Fem hundrede døre
og fyrre til
mener jeg, der er på Valhal;
otte hundrede einherjer
går samtidig ud af én dør,
når de drager ud at kæmpe mod ulven.

24

Fem hundrede rum
og fyrre til
mener jeg, Bilskirner har i sine fløje;
af alle de huse,
som jeg ved er rejst med tag,
ved jeg, at min søns er størst.

25

Heidrun hedder geden,
som står på hallens tag
og bider af Lærads grene;
et kar skal hun fylde
med den klare mjød;
den drik kan aldrig slippe op.

26

Eiktyrner hedder hjorten,
som står på hallens tag
og bider af Lærads grene;
fra dens horn
drypper det i Hvergelmer,
derfra løber alle vande deres vej.

27

Sid og Vid,
Sækin og Eikin,
Sval og Gunntrå,
Fjørm og Fimbultul,
Rhinen og Rennandi,
Gipul og Gøpul,
Gømul og Geirvimul,
de strømmer om gudernes skatte,
Tyn og Vin,
Tøll og Høll,
Gråd og Gunntorin.

28

Vina hedder én,
en anden Vegsvinn,
den tredje Tjodnuma,
Nyt og Nøt,
Nønn og Hrønn,
Slid og Hrid,
Sylg og Ylg,
Vid og Vån,
Vønd og Strønd,
Gjøll og Leipt,
de løber nær menneskene
og strømmer herfra til Hel.

29

Kørmt og Ørmt
og de to Kerlauger,
dem skal Thor vade
hver eneste dag,
når han drager ud at dømme
ved asken Yggdrasil,
for asernes bro
brænder helt i flammer,
de hellige vande koger.

30

Glad og Gyller,
Gler og Skejdbrimer,
Silfrintop og Siner,
Gisl og Falhøvner,
Guldtop og Letfete,
på disse heste rider aserne
hver eneste dag,
når de drager ud at dømme
ved asken Yggdrasil.

31

Tre rødder
strækker sig i tre retninger
under asken Yggdrasil;
Hel bor under den ene,
under den anden rimturser,
under den tredje menneskene.

32

Ratatosk hedder egernet,
som skal løbe
på asken Yggdrasil;
ørnens ord
skal det bære ovenfra
og sige til Nidhug dernede.

33

Der er også fire hjorte,
som med nakken bøjet tilbage
gnaver af de øverste skud:
Dain og Dvalin,
Duneyr og Duratror.

34

Flere slanger ligger
under asken Yggdrasil,
end nogen tåbelig tosse aner:
Goin og Moin,
de er Gravvitners sønner,
Gråbag og Gravvøllud,
Ofner og Svævner,
vil, tror jeg, altid
fortære træets kviste.

35

Asken Yggdrasil
lider større kvaler,
end mennesker ved:
hjorten bider foroven,
og siden rådner,
Nidhug gnaver forneden.

36

Hrist og Mist
vil jeg have til at bære mig hornet,
Skeggjøld og Skøgul,
Hild og Trud,
Hløk og Herfjøtur,
Gøll og Geirønul,
Randgrid og Rådgrid
og Reginleif,
de bærer einherjerne øl.

37

Årvak og Alsvid,
de skal herfra opad,
slanke, trække solen;
men under deres skuldre
skjulte de milde guder,
aserne, jernkulde.

38

Svalin hedder det,
som står foran solen,
skjoldet foran den skinnende gud;
bjerge og hav
ved jeg skal brænde,
hvis det falder bort.

39

Skoll hedder ulven,
som følger den strålende gud
til skovens værn,
men en anden hedder Hati,
han er Hrodvitners søn,
han skal foran himlens lyse brud.

40

Af Ymers kød
blev jorden skabt,
og af hans blod havet,
bjergene af hans knogler,
træerne af hans hår,
og af hans hovedskal himlen.

41

Og af hans øjenbryn
skabte de milde guder
Midgård til menneskenes sønner,
men af hans hjerne
blev alle de barske
skyer skabt.

42

Ulls velvilje
og alle guders har
den, som først griber ind i ilden,
for verdener åbner sig
for asernes sønner,
når kedlerne løftes af.

43

Ivaldes sønner
gik i tidernes morgen
i gang med at skabe Skidbladner,
det bedste af skibe,
til den strålende Frej,
Njords gæve søn.

44

Asken Yggdrasil,
den er ypperst blandt træer,
og Skidbladner blandt skibe,
Odin blandt aser,
og Sleipner blandt heste,
Bifrost blandt broer,
og Brage blandt skjalde,
Håbrok blandt høge,
og Garm blandt hunde.

45

Mit ansigt har jeg nu løftet
for sejrgudernes sønner,
derved skal den ønskede hjælp vågne;
alle aser
skal få dette at vide
på Ægirs bænke,
ved Ægirs drikkelag.

46

Jeg kaldte mig Grim,
jeg kaldte mig Gangleri,
Herjan og Hjalmbere,
Tæk og Slide,
Tund og Ud,
Herblinde og Hår.

47

Sad og Svipal
og Sanngetal,
Herteit og Hnikar,
Bileyg, Båleyg,
Bølværk, Fjølner,
Grim og Grimner,
Glapsvid og Fjølsvin;

48

Sidhat, Sidskæg,
Sejrfader, Hnikud,
Alfader, Valfader,
Atrid og Farmatyr;
ét eneste navn
har jeg aldrig haft,
siden jeg færdedes blandt folk.

49

Grimner kaldte man mig
hos Geirrød,
og Jalk hos Asmund,
men Kjalar dengang,
da jeg trak en slæde,
Tror på tinge,
Vidur i kamp,
Oske og Ome,
Jævnhøj og Biflinde,
Gøndler og Harbard blandt guder.

50

Svidur og Svidrer
kaldte jeg mig hos Søkkmimer,
og jeg narrede den gamle jætte,
da jeg var blevet
Midvitners navnkundige søns
eneste banemand.

51

Beruset er du, Geirrød,
du har drukket for meget;
meget har du mistet,
for du er berøvet min hjælp,
alle einherjer
og Odins velvilje.

52

Meget sagde jeg dig,
men kun lidt husker du;
dine venner bedrager dig;
min vens sværd
ser jeg ligge,
helt oversprøjtet med blod.

53

Den sværdhuggede faldne
skal Ygg nu have,
jeg ved, dit liv er til ende;
diserne er vrede,
nu kan du se Odin,
kom hen til mig, hvis du kan.

54

Odin hedder jeg nu,
Ygg hed jeg før,
Tund kaldte jeg mig før det,
Vakr og Skilfing,
Våfud og Hroftatyr,
Gaut og Jalk blandt guder,
Ofner og Svævner,
som jeg mener alle
er udsprunget af mig alene.
Kong Geirrød sad med et sværd over knæene og havde trukket det halvt ud af skeden. Da han hørte, at Odin var kommet dertil, rejste han sig og ville tage Odin bort fra ilden. Sværdet gled ham af hånden med fæstet nedad. Kongen snublede og styrtede fremover, og sværdet gik igennem ham, så han døde. Da forsvandt Odin, men Agnar var konge dér længe siden.