Kildeteksten til «Fafners sang»

Fáfnismál

Her kan du læse værket på oldnordisk, engelsk og dansk, hvis teksten findes på siden. Skift med knapperne øverst; dit valg gemmes og bruges på alle sidens kildesider.

Oversat til dansk med AI fra oldnordisk med støtte i den engelske oversættelse.

1

»Yngling, du yngling,
hvem er du født af, yngling?
Hvilken slægt er du søn af,
du, som på Fafner rødede
din blanke sværdklinge?
Sværdet står mig i hjertet.«
Sigurd skjulte sit navn, for det var deres tro i gammel tid, at en døendes ord havde stor magt, hvis han forbandede sin fjende ved navn. Han sagde:

2

Ȯdelt Dyr hedder jeg,
og jeg har vandret
som moderløs søn;
ingen far havde jeg
som andre mænds sønner;
altid vandrer jeg ene.«
Fafner sagde:

3

»Sig mig, hvis du ingen far havde
som andre mænds sønner,
ved hvilket under blev du da født?«
Sigurd sagde:

4

»Min slægt
siger jeg er dig ukendt,
og jeg selv ligeså;
Sigurd hedder jeg,
Sigmund hed min far,
jeg, som har fældet dig med våben.«
Fafner sagde:

5

»Hvem æggede dig?
Hvorfor lod du dig ægge
til at tage mit liv?
Du yngling med skarpe øjne,
du havde en djærv far;
den ufødte er rask til løb.«
Sigurd sagde:

6

»Mit mod æggede mig,
mine hænder hjalp mig
og mit skarpe sværd;
få er tapre,
når de begynder at ældes,
hvis de var feje som børn.«
Fafner sagde:

7

»Jeg ved, fik du lov at vokse op
i dine venners favn,
så man dig kæmpe i vrede;
nu er du bundet
og taget til fange;
man siger, at fanger altid skælver.«
Sigurd sagde:

8

»Du bebrejder mig, Fafner,
at jeg er alt for langt
fra min fædrenearv;
jeg er ikke bundet,
selv om jeg blev taget til fange;
du mærkede, at jeg lever fri.«
Fafner sagde:

9

»Kun hadefulde ord
finder du i alt, hvad jeg siger,
men jeg siger dig kun sandheden:
Det klingende guld
og den gløderøde rigdom,
disse ringe bliver din bane.«
Sigurd sagde:

10

»Over rigdom
vil hver mand råde
helt til den sidste dag;
for én gang
skal hvert menneske
fare herfra til Hel.«
Fafner sagde:

11

»Nornernes dom
skal du møde ud for næssene
og en tåbelig nars skæbne;
i vandet drukner du,
hvis du ror i storm;
alt er fare for den dødsbestemte.«
Sigurd sagde:

12

»Sig mig, Fafner,
siden du siges at være klog
og vide så meget,
hvilke er de norner,
som kommer til i nøden
og skiller mødre fra sønner?«
Fafner sagde:

13

»Af vidt forskellig herkomst
siger jeg, nornerne er;
de har ikke fælles slægt;
nogle er af asernes slægt,
nogle af alfernes slægt,
nogle er Dvalins døtre.«
Sigurd sagde:

14

»Sig mig det, Fafner,
siden du siges at være klog
og vide så meget,
hvad hedder den holm,
hvor sværdsved blandes
af Surt og aserne?«
Fafner sagde:

15

»Uskopner hedder den,
og dér skal alle
guder lege med spyd;
Bifrost brister,
når de færdes på broen,
og hestene svømmer i floden.«

16

»Skrækhjelmen
bar jeg over menneskenes sønner,
mens jeg lå på ringene;
alene mente jeg mig
stærkere end alle,
dog mødte jeg ikke så mange mænd.«
Sigurd sagde:

17

»Skrækhjelmen
redder ingen,
hvor vrede mænd skal kæmpe;
det mærker man,
når man kommer blandt flere,
at ingen er taprest af alle.«
Fafner sagde:

18

»Gift spyede jeg,
da jeg lå på den vældige arv
efter min far.«
— — — —
Sigurd sagde:

19

»Du blanke orm,
du hvæsede voldsomt
og viste et hårdt sind;
desto større fjendskab
vækker det hos mænd,
at man bærer den hjelm.«
Fafner sagde:

20

»Nu råder jeg dig, Sigurd,
og tag imod mit råd:
Rid hjem herfra;
det klingende guld
og den gløderøde rigdom,
disse ringe bliver din bane.«
Sigurd sagde:

21

»Dit råd er givet,
men jeg vil ride
til guldet, som ligger i lyngen;
men du, Fafner,
lig i dødskamp,
til Hel tager dig.«
Fafner sagde:

22

»Regin forrådte mig,
han vil forråde dig,
han bliver os begge til bane;
sit liv må Fafner,
tror jeg, lade;
nu viste din styrke sig størst.«
Regin var gået bort, mens Sigurd dræbte Fafner, og kom tilbage, da Sigurd tørrede blod af sværdet. Regin sagde:

23

»Hil dig nu, Sigurd,
nu har du vundet sejr
og gjort det af med Fafner;
af alle de mænd,
som træder på jorden,
siger jeg, du er født som den frygtløseste.«
Sigurd sagde:

24

»Det er uvist at vide,
når vi alle mødes,
sejrsgudernes sønner,
hvem der er født som den frygtløseste;
mangen mand er tapper,
skønt han ikke røder sværdet
i en andens bryst.«
Regin sagde:

25

»Glad er du nu, Sigurd,
og fryder dig over din vinding,
mens du tørrer Gram i græsset;
min bror
har du såret til døde,
og dog voldte jeg selv noget af det.«
Sigurd sagde:

26

»Du rådede til,
at jeg skulle ride hertil
over rimklædte fjelde;
rigdom og liv
havde den blanke orm beholdt,
hvis du ikke havde hånet mit mod.«
Da gik Regin hen til Fafner og skar hjertet ud af ham med et sværd, som hedder Ridil, og derefter drak han blod af såret. Regin sagde:

27

»Sid nu, Sigurd,
mens jeg går hen at sove,
og hold Fafners hjerte over ilden;
hjertet vil jeg
have at spise
efter denne bloddrik.«
Sigurd sagde:

28

»Langt bort gik du,
mens jeg på Fafner rødede
mit skarpe sværd;
min styrke
målte jeg med ormens kraft,
mens du lå i lyngen.«
Regin sagde:

29

»Længe ville du
have ladet den gamle jætte
ligge i lyngen,
hvis du ikke havde haft gavn af sværdet,
som jeg selv smedede,
og af din skarpe klinge.«
Sigurd sagde:

30

»Mod er bedre
end sværdets styrke,
hvor vrede mænd skal kæmpe,
for jeg ser den tapre mand
kæmpe sig sejren til
med et sløvt sværd.«

31

»Den tapre er bedre stillet
end den feje,
når de går i kampens leg;
den glade er bedre stillet
end den forsagte,
hvad der end møder dem.«
Sigurd tog Fafners hjerte og stegte det på et spid. Da han mente, at det var gennemstegt, og blodet skummede ud af hjertet, rørte han ved det med fingeren for at mærke, om det var gennemstegt. Han brændte sig og stak fingeren i munden. Men da Fafners hjerteblod kom på hans tunge, forstod han fugles tale. Han hørte spætmejser kvidre i krattet. Spætmejsen sagde:

32

»Dér sidder Sigurd,
bestænket med blod,
Fafners hjerte
steger han over ilden;
klog forekom mig
ringenes uddeler,
hvis han den blanke
livsmuskel spiste.«
En anden sagde:

33

»Dér ligger Regin,
lægger råd med sig selv,
vil svigte ynglingen,
som stoler på ham;
i vrede føjer han
falske ord sammen,
ulykkessmeden vil
hævne sin bror.«
Den tredje sagde:

34

»Et hoved kortere
bør han lade den gråhårede vismand
fare herfra til Hel;
alt guldet
kan han da ene råde over,
al den rigdom, som lå under Fafner.«
Den fjerde sagde:

35

»Klog forekom han mig,
hvis han forstod at følge
det gode, kærlige råd
fra jer søstre,
tænkte på sig selv
og glædede sit sind;
jeg venter en ulv,
hvor jeg ser ører.«
Den femte sagde:

36

»Så klog er
kampens træ ikke,
som jeg ville mene,
en hærfører burde være,
hvis han lader den ene bror
slippe bort,
mens han den anden
har berøvet livet.«
Den sjette sagde:

37

»Meget uklog er han,
hvis han endnu skåner
den folkefarlige fjende,
Regin, som ligger dér,
og har forrådt ham;
han forstår ikke at vogte sig mod sligt.«
Den syvende sagde:

38

»Et hoved kortere bør han gøre
den rimkolde jætte
og tage ringene fra ham;
da vil han over rigdommen,
som Fafner rådede over,
herske alene.«
Sigurd sagde:

39

»Så mægtig bliver skæbnen ikke,
at Regin skal
volde min død;
for begge brødre
skal snart
fare herfra til Hel.«
Sigurd huggede hovedet af Regin, og derpå spiste han Fafners hjerte og drak blodet af dem begge, Regin og Fafner. Så hørte Sigurd spætmejserne sige:

40

»Bind du, Sigurd,
de røde ringe sammen;
det sømmer sig ikke en konge
at ængstes for meget.
Jeg kender en mø,
langt den smukkeste,
smykket med guld,
hvis du kunne vinde hende.«

41

»Til Gjuke fører
grønne stier,
frem viser skæbnen vej
for vandrende krigere;
dér har en herlig konge
opfostret en datter;
hende skal du, Sigurd,
vinde med brudekøb.«

42

»En sal står på det høje
Hindarfjeld,
hele dens ydre
er svøbt i ild;
den har kloge
mænd bygget
af det klare
skær fra Ogn.«

43

»Jeg ved, at på fjeldet
en valkyrie sover,
og over hende leger
lindetræets bane;
Ygg stak med en torn;
andre krigere fældede
hørens Gefn,
end han ønskede.«

44

»Du kan, yngling, se
møen under hjelm,
hun, som fra kampen
red på Vingskorner;
Sigrdrifas søvn
kan en skjoldungeætling ikke
bryde imod
nornernes skæbnebud.«
Sigurd red ad Fafners spor til hans leje og fandt det åbent, med døre og dørkarme af jern. Alle bjælkerne i huset var også af jern, og huset var gravet ned i jorden. Dér fandt Sigurd en vældig mængde guld og fyldte to kister med det. Han tog skrækhjelmen og en guldbrynje og sværdet Hrotte og mange kostbarheder og læssede det hele på Grane, men hesten ville ikke gå frem, før Sigurd steg op på dens ryg.