Kildeteksten til «Det grønlandske Atlekvad»

Atlamál in grænlenzku

Her kan du læse værket på oldnordisk, engelsk og dansk, hvis teksten findes på siden. Skift med knapperne øverst; dit valg gemmes og bruges på alle sidens kildesider.

Oversat til dansk med AI fra oldnordisk med støtte i den engelske oversættelse.

1

Folk har hørt om den rædsel,
da mænd i fordums tid
holdt råd sammen;
det gavnede kun få.
De førte hemmelige samtaler,
siden voldte de dem gru,
og ligeledes Gjukes sønner,
som de havde lagt råd om at fælde.

2

Skæbnen trængte ind på fyrsterne,
– de dødsdømte slap ikke –,
Atle lagde onde råd,
skønt han havde forstand;
han fældede sin stærke støtte,
voldte sig selv stor kval,
sendte straks bud om,
at hans svogre snart skulle komme.

3

Husfruen var klog,
hun brugte sin forstand;
hun hørte meningen i ordene,
det, de sagde i løndom.
Da var den vise i vildrede,
hun ville hjælpe dem;
de skulle sejle over havet,
men selv kunne hun ikke komme.

4

Hun begyndte at riste runer,
men Vinge forvanskede dem
– han fremmede ulykke –,
før han gav dem fra sig.
Så drog de af sted,
Atles sendemænd,
over Limfjorden,
hvor de tapre boede.

5

De var gavmilde med øl
og tændte bål,
anede ingen svig,
da gæsterne var kommet.
De tog imod gaverne,
som den ædle havde sendt dem,
hængte dem på en søjle
og mente, det var uden fare.

6

Da kom Kostbera,
hun var Høgnes hustru,
en kvinde med stor omtanke,
og hilste dem begge.
Glad var også Glaumvør,
som Gunnar var gift med;
den kloge svigtede ikke sin pligt,
men sørgede for gæsternes behov.

7

De indbød Høgne til deres hjem,
om han så snarere ville rejse;
svigen var tydelig,
hvis de havde taget sig i agt.
Da lovede Gunnar at rejse,
hvis Høgne ville med;
Høgne afslog ikke det,
som den anden besluttede.

8

De ædle kvinder bar mjød frem,
der var rigeligt af alt;
mange horn gik rundt,
til de syntes, de havde drukket nok.

9

Ægtefolkene redte deres leje,
som de fandt det bekvemmest.
Kostbera var kyndig,
hun forstod runernes betydning,
tydede skrifttegnene
ved ildens klare lys.
Hun måtte vende tungen
mod begge gummer;
så forvanskede var de,
at de var svære at tyde.

10

Siden gik hun og Høgne
til deres seng.
Den ædle kvinde drømte,
hun skjulte intet af det;
den kloge fortalte fyrsten det,
så snart hun vågnede:

11

»Du gør dig rede til at rejse, Høgne,
overvej dine planer;
få kan gennemskue alt,
rejs en anden gang.
Jeg tydede de runer for dig,
som din søster ristede;
den strålende kvinde har ikke
indbudt dig denne gang.

12

Én ting undrer mig mest,
jeg kan endnu ikke forstå,
hvad der gik af den vise,
siden hun ristede forkert;
for der blev antydet,
at der nedenunder lå
jer begges død,
hvis I kom snart.
Kvinden mangler et skrifttegn,
eller andre er skyld i det.«
Høgne sagde:

13

»Alle kvinder er mistroiske,
sådan er jeg ikke;
jeg vil ikke søge efter ondt,
medmindre vi skal gengælde det.
Kongen vil skænke os
gløderødt guld;
jeg frygter aldrig,
selv om vi hører om fare.«
Kostbera sagde:

14

»Usikkert bliver jeres færd,
hvis I drager derhen;
I får ingen kærlig modtagelse
denne gang.
Jeg drømte, Høgne,
jeg skjuler det ikke;
det vil gå jer imod,
ellers er min frygt ugrundet.

15

Jeg syntes, jeg så dit sengetæppe
brænde i ilden,
høje flammer slog
igennem mit hus.«
Høgne sagde:

16

»Her ligger linnedklæder,
som I kun ænser lidt;
de vil snart brænde,
dem så du som et sengetæppe.«
Kostbera sagde:

17

»Jeg syntes, en bjørn kom herind,
brød bjælker op,
rystede sine poter så voldsomt,
at vi blev bange;
i sit gab holdt den mange af os,
så vi intet formåede;
og dens trampen
var heller ikke ringe.«
Høgne sagde:

18

»Et uvejr vil rejse sig,
snart bliver det voldsomt;
du syntes, du så en isbjørn,
det varsler storm fra øst.«
Kostbera sagde:

19

»Jeg syntes, en ørn fløj herind
på langs gennem huset;
det vil volde os langvarig strid,
den stænkede os alle med blod;
på dens truende færd mente jeg,
at det var Atle i ørneham.«
Høgne sagde:

20

»Vi skal snart slagte,
så ser vi blod;
ofte varsler det okser,
når man drømmer om ørne.
Atle vil os vel,
hvad du end drømmer.«
Dermed lod de det slutte,
enhver samtale får ende.

21

De højættede vågnede,
det samme skete dér;
Glaumvør sagde,
at hendes drømme varslede ulykke,
— — — med Gunnar
at vælge to veje.
Glaumvør sagde:

22

»Jeg syntes, en galge var rejst til dig,
du gik hen for at hænges,
orme åd dig,
jeg talte til dig, mens du levede;
gudernes undergang indtraf;
tyd du, hvad det betød.«
Gunnar sagde:

23

. . . . . . . . . . .
Glaumvør sagde:

24

»Jeg syntes, et blodigt sværd
blev trukket ud af din skjorte
– ondt er det at fortælle
sin ægtemand sådan en drøm –,
jeg syntes, et spyd stod
tværs gennem din krop,
ulve hylede
ved begge ender.«
Gunnar sagde:

25

»Hunde løber omkring dér,
giver sig til at gø voldsomt;
ofte varsler hundeglam,
at spyd skal flyve.«
Glaumvør sagde:

26

»Jeg syntes, en å løb herind
på langs gennem huset,
brusede i vrede,
styrtede over bænkene,
brækkede benene på jer
begge brødre her;
vandet lod sig ikke standse;
det må varsle noget.«
Gunnar sagde:

27

. . . . . . . . . . .
Glaumvør sagde:

28

»Jeg syntes, døde kvinder
kom hertil i nat,
de var ikke sparsomt klædt,
ville vælge dig,
bød dig skyndsomt
hen til deres bænke;
jeg siger, at dine diser
er blevet lemlæstede.«
Gunnar sagde:

29

»For sent er det at sige det,
nu er det besluttet;
jeg viger dog ikke fra rejsen,
for jeg har sat mig for at drage af sted;
meget tyder stærkt på,
at vort liv bliver kort.«

30

De så, at det lysnede,
og sagde sig rede,
rejste sig alle op;
de andre søgte at holde dem tilbage.
Fem drog de sammen,
halvt så mange flere
huskarle var til rådighed;
det var dårligt gennemtænkt.
Snævar og Solar
var Høgnes sønner;
Orkning hed han,
som også fulgte dem,
glad var skjoldets træ,
hans hustrus bror.

31

De smukt klædte kvinder fulgte dem,
indtil fjorden skilte dem;
hele tiden søgte de lyse kvinder at holde dem tilbage,
men mændene lod sig ikke tale til rette.

32

Glaumvør tog til orde,
hun, som Gunnar var gift med;
hun talte til Vinge,
som hun fandt det passende:
»Jeg ved ikke, om I gengælder
vor velvilje, som vi ønsker;
en gæsts komme er en skændsel,
hvis I pønser på noget ondt.«

33

Da svor Vinge,
han skånede sig selv kun lidt:
»Jætterne tage ham,
hvis han løj for jer,
galgen tage ham helt,
hvis han tænkte på at bryde freden.«

34

Bera tog til orde,
med venligt sind:
»Sejl med lykke,
og vind sejr;
gå det, som jeg før har sagt,
det kan ingen hindre.«

35

Høgne svarede,
han ønskede sine kære godt:
»Trøst jer, I vise,
hvordan det end går;
mange siger sådant,
men det slår ofte helt fejl;
for mange har det kun lidt at sige,
hvordan de følges hjemmefra.«

36

De så siden efter hinanden,
før de forsvandt fra hinandens blik;
da tror jeg, skæbnen greb ind,
deres veje skiltes.

37

De mægtige begyndte at ro,
rev den halve køl løs,
stemte i med ryggen,
lagde voldsom kraft i;
årestropper sprang,
årepinde knækkede;
de fortøjede ikke skibet,
før de gik fra det.

38

Lidt længere fremme
– jeg vil fortælle, hvordan det endte –
så de gården stå,
som Budle havde ejet;
portene knagede højt,
da Høgne stødte til dem.

39

Da sagde Vinge ord,
som hellere var usagte:
»Hold jer borte fra huset,
– det er svigefuldt at søge derind;
snart har jeg brændt jer,
straks skal I hugges ned;
med smukke ord indbød jeg jer,
men svig lå derunder –,
eller vent herude,
mens jeg hugger jeres galge til.«

40

Høgne svarede ham,
han tænkte ikke på at vige,
frygtede intet
af det, han skulle møde:
»Spar dig for at skræmme os,
gør det kun sjældent;
føjer du flere ord til,
forlænger du din egen kval.«

41

De stødte Vinge omkuld
og slog ham ihjel,
huggede med økser,
mens åndedrættet rallende svigtede.

42

Atle og hans mænd flokkedes
og tog brynjer på,
gik frem, rustede således,
så gårdspladsen lå imellem dem;
de kastede ord mod hinanden,
alle lige vrede:
»For længst besluttede vi
at tage livet af jer.«

43

»Det ser ilde ud,
hvis I har besluttet det for længst,
men stadig er uforberedte,
og vi har fældet én,
slået ham ihjel;
han var af jeres flok.«

44

Da blev de rasende,
da de hørte de ord,
bevægede fingrene hurtigt
og greb om buestrengene,
skød skarpt
og dækkede sig med skjoldene.

45

Da kom der melding ind
om det, mændene gjorde
ude foran hallen;
de hørte en træl fortælle det.

46

Da handlede Gudrun rask,
da hun hørte om sorgen;
hun var smykket med halskæder,
rev dem alle af sig,
slyngede sølvet så voldsomt,
at ringene sprang fra hinanden.

47

Siden gik hun ud,
slog dørene helt op,
gik uden frygt
og hilste de ankomne velkommen;
hun vendte sig mod niflungerne,
det var hendes sidste hilsen;
der var sandhed i hendes ord,
men hun sagde meget mere:

48

»Jeg søgte at redde jer
ved at holde jer hjemme;
ingen kan stå skæbnen imod,
og dog måtte I komme hertil.«
Hun talte med forstand,
om de kunne slutte fred;
intet blev der af det,
alle sagde nej.

49

Da så den højættede,
at de kæmpede hårdt;
hun besluttede sig til kamp
og kastede kappen af sig,
greb et blankt sværd
og værnede sine frænders liv;
hun var ikke mild i striden,
hvor hun lagde hånd til.

50

Gjukes datter lod
to krigere falde;
hun huggede Atles bror ned,
ham måtte de siden bære bort;
sådan førte hun kampen,
huggede foden bort under ham.

51

En anden huggede hun ned,
så han aldrig rejste sig;
hun sendte ham til Hel,
og hendes hænder skælvede ikke.

52

De udkæmpede en strid dér,
som siden blev navnkundig;
det overgik alt andet,
hvad Gjukes børn udrettede.
Sådan sagde man, at niflungerne,
så længe de selv var i live,
førte kampen med sværd,
sled brynjerne itu,
huggede løs på hjelmene,
så længe modet rakte.

53

De kæmpede det meste af morgenen,
indtil middag var gået,
hele daggryet
og dagens første timer;
forinden var der kæmpet til fulde,
marken flød af blod;
atten var faldet,
før de fik overtaget
over Beras to sønner
og hendes bror.

54

Den tapre tog til orde,
skønt han var vred:
»Ondt er det at se sig om,
det er jer, der bærer skylden;
vi var tredive,
kampduelige mænd,
nu lever elleve af os,
det har tyndet ud iblandt os.

55

Vi var fem brødre,
da vi mistede Budle;
nu har Hel halvdelen,
og to ligger hugget ned.

56

Jeg fik en mægtig svigerslægt,
det kan jeg ikke skjule,
du ulykkesbringende kvinde,
men jeg får ingen glæde af det;
vi havde sjældent ro,
siden du kom i vor varetægt;
du har berøvet mig mine frænder,
ofte er jeg blevet snydt for gods;
I sendte min søster til Hel,
det smerter mig mest.«
Gudrun sagde:

57

»Tænk på det, Atle,
sådan gjorde du før:
du tog min mor
og myrdede hende for hendes skatte;
din kloge kusine
lod du sulte i en hule.
Det finder jeg latterligt,
at du opregner din sorg;
jeg takker guderne for,
at det går dig ilde.«
Atle sagde:

58

»Jeg ægger jer, jarler,
til at øge den store sorg
hos den prægtige kvinde;
det vil jeg se.
Stræb efter at kæmpe sådan,
at Gudrun bryder i gråd;
gid jeg måtte se,
at hun ingen glæde fandt.

59

Grib I Høgne
og flå ham med kniven,
skær hjertet ud;
vær rede til det.
Den grumme Gunnar
skal I hænge i galgen;
vov den dåd,
byd ormene ham.«
Høgne sagde:

60

»Gør, som du lyster,
glad vil jeg vente på det;
du skal finde mig tapper,
jeg har før prøvet værre.
Vi holdt jer stangen,
mens vi var usårede;
nu er vi så sårede,
at du selv kan råde.«

61

Beite sagde dette,
han var Atles forvalter:
»Lad os tage Hjalle
og skåne Høgne;
lad os indrette det,
så vi gør halvt arbejde.
Han er bestemt til døden,
han lever ikke længe;
doven vil han altid kaldes.«

62

Bange var kedelpasseren,
han blev ikke længere på sin plads;
han var ved at bryde i gråd,
klatrede op på hver en bjælke.
Han kaldte sig ulykkelig ved deres kamp,
når han skulle bøde for striden,
og sin dag sørgelig,
når han skulle dø fra svinene
og al den rigelige kost,
han før havde haft.

63

De greb Budles kok
og trak kniven mod ham;
den usle træl skreg,
før han mærkede odden.
Han sagde, han havde tid
til at gøde gårdene grundigt,
slide med det usleste arbejde,
hvis han måtte slippe;
glad ville Hjalle dog være,
hvis han fik lov at leve.

64

Høgne tog sig af det
— få ville gøre sådan —
og bad for den trælbundne,
at han måtte slippe fri:
»Jeg siger, det falder mig lettere
at gennemføre denne leg.
Hvorfor skulle vi her ønske
at høre på den skrigen?«

65

De greb den ædle;
nu var der ingen mulighed
for de modige mænd
for længere at sinke deres forehavende.
Da lo Høgne,
dagens sønner hørte det;
sådan forstod han at trodse,
han udholdt pinen vel.

66

Gunnar tog harpen,
rørte den med tæerne;
sådan forstod han at spille,
at kvinder græd,
og de mænd hulkede,
som hørte allertydeligst.
Han lod sin vilje lyde med vælde;
tagbjælkerne brast itu.

67

Da døde de ædle,
det var endnu tidligt på dagen;
til sidst lod de
deres bedrifter leve videre.

68

Atle følte sig mægtig,
han trådte hen over dem begge,
forkyndte den kloge kvinde sorgen
og tog til at håne hende:
»Nu er det morgen, Gudrun,
du har mistet dine trofaste;
selv er du til dels skyld i,
at det er gået sådan.«
Gudrun sagde:

69

»Glad er du, Atle,
du går og forkynder drab;
du vil komme til at angre,
hvis du får alt at mærke.
Denne arv vil følge,
det kan jeg sige dig:
Du slipper aldrig fra ondt,
medmindre også jeg dør.«
Atle sagde:

70

»Det kan jeg benægte,
jeg ser en anden udvej,
halvt så besværlig
— vi forkaster ofte det gode —;
jeg vil trøste dig med trælle,
med kostelige skatte,
med snehvidt sølv,
som du selv vil.«
Gudrun sagde:

71

»Det er der intet håb om,
det vil jeg afvise.
Jeg brød forlig dengang,
da mine sorger var mindre.
Før blev jeg regnet for grum,
nu vil det tage til;
jeg trodsede alt,
mens Høgne levede.

72

Vi blev opfostret
i samme hus,
legede mange lege
og voksede op i lunden.
Grimhild skænkede os
guld og halssmykker;
du vil aldrig bøde mig
for mine brødres død
eller udrette noget,
som glæder mig.

73

Mændenes overmagt
knuser kvinders lykke;
trækronen bøjer sig,
hvis grenene svinder;
træet begynder at hælde,
hvis rødderne hugges over.
Nu kan du ene, Atle,
råde over alt her.«

74

Stor var troskyldigheden,
da fyrsten troede det;
svigen var tydelig,
hvis han havde taget sig i agt.
Listig var da Gudrun,
hun forstod at skjule sine tanker i ord;
hun lod sig virke sorgløs,
hun spillede under dobbelt skjold.

75

Hun lod holde ølgilde
til minde om sine brødre;
Atle sagde, at han ligeledes
ville holde et for sine mænd.

76

Dermed lod de det slutte,
der blev gjort klar til drikkelag;
det blev en sammenkomst
med overmåde megen larm.
Ubøjelig var den stolte kvinde,
hun plagede Budles slægt;
hun ville tage en frygtelig hævn
over sin mand.

77

Hun lokkede de små til sig
og lagde dem ved en træblok;
de stolte børn blev bange,
men græd dog ikke.
De gik i moderens favn
og spurgte, hvad der skulle ske.
Gudrun sagde:

78

»Spørg ikke videre,
jeg agter at dræbe jer begge;
længe har jeg haft lyst
til at fri jer for alderdom.«
Drengene sagde:
»Ofr dine børn, som du vil,
ingen hindrer dig i det;
kort bliver vredens ro,
hvis du fuldbyrder det.«

79

Da gjorde den kampdjærve
ende på brødrenes barndom;
hun fór ikke mildt frem,
skar halsen over på dem begge.
Atle spurgte siden,
hvor hans drenge
var gået hen for at lege,
da han ingen steder så dem.
Gudrun sagde:

80

»Jeg agter at gå videre
og fortælle Atle det;
jeg vil ikke skjule det for dig,
jeg, Grimhilds datter.
Det vil glæde dig mindst, Atle,
hvis du får alt at vide;
du vakte stor ulykke,
da du dræbte mine brødre.

81

Jeg har sovet meget sjældent,
siden de faldt;
jeg lovede dig hårde kår,
nu har jeg mindet dig om det.
Du talte til mig om morgenen,
den husker jeg endnu klart;
nu er det også aften,
og du skal høre det samme.

82

Dine sønner har du
mistet, som du mindst burde;
du skal vide, at deres hovedskaller
er brugt som ølskåle.
Sådan øgede jeg din drik,
jeg blandede deres blod i.

83

Jeg tog deres hjerter
og stegte dem på spid,
rakte dig dem siden,
sagde, de var fra en kalv.
Du gjorde ene kål på dem,
levnede ingen noget;
du tyggede ivrigt,
stolede godt på kindtænderne.

84

Nu ved du besked om dine børn;
få beder om noget værre.
Jeg står ved min andel,
men roser mig dog ikke.«
Atle sagde:

85

»Grum var du, Gudrun,
når du kunne gøre sådan:
med dine børns blod
at blande min drik.
Du har udryddet dine frænder,
som du mindst burde;
også mig selv giver du
kun lidt ro mellem onderne.«
Gudrun sagde:

86

»Jeg havde endnu lyst
til at dræbe dig selv;
kun lidt er ondt nok,
når det rammer en fyrste som dig.
Før havde du øvet,
hvad ingen kendte mage til,
af dårskab og grusomhed
i denne verden.
Nu har du føjet det til,
som vi nys fik at høre;
du har begået en vældig udåd,
du har beredt dit eget gravøl.«
Atle sagde:

87

»Du skal brændes på bålet
og først stenes;
så har du opnået,
hvad du altid bad om.«
Gudrun sagde:
»Varsl dig selv sådanne
sorger i morgen tidlig;
ved en skønnere død vil jeg
fare til en anden verden.«

88

De sad sammen,
sendte hinanden fjendske tanker,
slyngede hadefulde ord mod hinanden;
ingen af dem fandt glæde.
Hadet voksede i Hniflung,
han tænkte på en stor dåd,
lod Gudrun vide,
at han var bitter mod Atle.

89

Hun kom i tanker om,
hvad Høgne havde lidt;
hun sagde, det ville være ham til lykke,
hvis han fik hævn.
Da blev Atle dræbt,
det lod ikke vente længe på sig;
Høgnes søn dræbte ham
og Gudrun selv.

90

Den tapre tog til orde,
blev revet ud af søvnen,
mærkede straks sårene,
sagde, at forbinding var unødig:
»Sig den fulde sandhed:
Hvem dræbte Budles søn?
Jeg er ikke let tilredt,
jeg ser intet håb om liv.«
Gudrun sagde:

91

»Grimhilds datter
vil ikke skjule det for dig;
jeg vedgår, at jeg volder,
at dit liv rinder ud,
og til dels Høgnes søn,
siden sårene piner dig.«
Atle sagde:

92

»Du har kastet dig ud i drab,
skønt det ikke sømmede sig;
ondt er det at svige en ven,
som stoler fuldt på dig.
På andres bøn drog jeg hjemmefra
for at bejle til dig, Gudrun.

93

Du var en lovprist enke,
man sagde, du var myndig;
forventningen slog ikke fejl,
da vi fik det prøvet.
Du drog her hjem,
en hær af mænd fulgte os;
alt var prægtigt
på vor færd.

94

Der var alskens hæder
fra højbårne mænd;
kvæg var der rigeligt af,
vi nød stor velstand;
der var megen rigdom,
mange fik del i den.

95

Jeg gav den navnkundige brud
et væld af skatte i brudekøb:
tredive trælle,
syv gode trælkvinder.
Der var ære i sådanne gaver,
men sølvet var dog mere.

96

Du lod, som om alt
var intet værd,
så længe de lande lå der,
som Budle efterlod mig.
Sådan undergravede du mig,
lod mig ingen andel få;
din svigermor lod du
tit sidde grædende.
Siden fandt jeg aldrig helhjertet
nogen glæde i vort ægteskab.«
Gudrun sagde:

97

»Nu lyver du, Atle,
selv om jeg ikke vil dvæle ved det.
Jeg var ganske vist sjældent mild,
men du gik vidt.
I brødre kæmpede som unge,
bar strid mellem jer;
halvdelen gik til Hel
fra dit hus.
Alt gik til grunde,
som skulle gavne.

98

Vi var tre søskende,
blev regnet for ubøjelige;
vi drog fra landet,
fulgte Sigurd.
Vi lod skibene fare rask,
hver styrede sit eget;
vi drog mod lykken,
til vi kom østpå.

99

Først dræbte vi en konge,
tog os landet dér;
herserne underkastede sig os,
det skyldtes frygt.
Vi hentede den fra skoven,
som vi ville give fred,
og gjorde den velhavende,
som intet ejede.

100

Den hunniske helt døde,
da svandt lykken brat;
tung var sorgen for den unge
at få enkes navn.
Det syntes mig en pine i levende live
at komme i Atles hus;
før havde jeg en kæmpe til mand,
bittert var det tab.

101

Du kom aldrig fra et ting,
hvorom vi hørte,
at du havde forligt en sag
eller bilagt andre stridigheder.
Du ville altid give efter
og intet holde fast ved,
lade det ligge i stilhed,
-- -- -- -- -- --«
Atle sagde:

102

»Nu lyver du, Gudrun,
det vil kun lidt forbedre
nogen af vore kår;
vi har alle lidt tab.
Gør nu, Gudrun,
af din godhed det,
som bringer os begge ære,
når jeg bliver båret ud.«
Gudrun sagde:

103

»Jeg vil købe et skib
og en malet kiste,
vokse ligklædet godt,
så det dækker dit lig,
sørge for alt fornødent,
som var vi hinanden hengivne.«

104

Da blev Atle et lig,
frændernes sorg voksede;
den højbårne opfyldte
alt, hvad hun havde lovet.
Den kloge Gudrun ville
gå hen og tage sit liv;
dagene bragte dog udsættelse,
hun døde en anden gang.

105

Lykkelig er siden enhver,
som kan få sådanne
børn til storværk,
som Gjuke avlede.
Deres modige ord
vil leve videre
i hvert et land,
hvor folk hører dem.